|
3. januar; opdateret den 16. januar 2020.
Barnets tarv
indenfor Grundloven, familieret og menneskeret
Mette Frederiksens (se billedet) nytårs tale drejede sig meget om børns rettigheder. Hun gentog, at det tyder på en vis tøven hos myndighederne, når børn typisk fjernes fra forældrene i 16 års alderen. Hun mener, at det ofte burde være sket mange år før. Så Mette Frederiksen foreslår, at vi bør fjerne langt flere børn både tidligere og mere permanent fra forældre, som ikke er deres opgave voksen som formyndere for deres børn.
Om Mette Frederiksen har ret eller ej i sin analyse, må man jo næsten være sagsbehandler eller berørt forælder for at vide noget om. Men der er flere problemer i emnet, ikke blot eksistentielt men også etisk, retsligt og praktisk.
I dag er det typisk den lokale kommune, som er ansvarlig for at gribe ind, når et barn mistrives eller lider under sine forældres mangel på omsorg. Det er også kommunen, som kan træffe afgørelse om et barns anbringelse i pleje eller adoption. Med andre ord er kommunen både udøvende og dømmende magt, uanset at kommunens beslutninger kan ankes.
Det peger direkte på manglerne ved Grundloven, hvor vi i Danmark ikke ligesom mange andre lande formår at skelne mellem magtens tre grene.
Der bør være klare grænser mellem den udøvende magt og den dømmende. Når borgernes retsstilling i samfundet ændres, som for eksempel ved fjernelse af familiens børn, er vi på den dømmende magts område. At flytte de pemanente kendelser fra den udøvende magt til den dømmende er ikke blot logisk, men vil bestemt også gøre kommunens sags behandling enklere og nemmere. Så lad børnene få deres egen domstol. Vi må ensidigt tage børnenes parti. Kommunenerne skal blot være sagsbehandlere.
Vil Mette Frederiksen virkelig gøre noget, skal loven laves om, så  enhver kommunal beslutning om fjernelse af børn fra deres forældre, straks indenfor 48 timer skal udsættes for en domstols prøvelse. Kommunen må som den udøvende magt naturligvis kunne tvangsfjerne børn øjeblikkeligt, hvis og når situationen kræver det. Men ligesom ved varetægts fængsling bør afgørelsen indenfor 48 timer prøves ved en domstol. Selvom emnet er kompliceret, bør sagsbehandlingen være enkel og etisk uangribelig.
En sådan ordning vil gå imod den generelle udvikling indenfor retsplejen i Danmark, hvor flere og flere afgørelser lægges i særlige nævn. Vel at mærke klagenævn med lange behandlings tider. I stedet bør vi udvikle domstolene og eventuelt oprette særlige domstole på særlige områder.
Man kunne også give domstolene ret til at tage sager op på eget initiativ. Og man kunne finde nye måder at finansiere domstolene på, så almindelige mennesker også får en chance for at benytte sig af det danske rets system. Fattige forældre og forsømte børn bør i hvert fald ikke betale noget for at føre deres sag ved domstolene.
 Folketinget kan lave sÃ¥danne reformer uden at ændre Grundloven. Men den skal snart ændres. Den har stadig for meget af den gamle enevælde i sig, og det nytter ikke blot at lave finurlige ’fortolkninger.’ En mere gennemført tredeling af magten udtrykt i Grundloven er tiltrængt.
Det er svært at dømme
En væsentlig grund til at sagsbehandlere i kommunerne meget nødigt griber til tvangs fjernelse eller bortadoption af forsømte børn og hellere giver forældre mange chancer, er meget enkel. De skal både være børnenes, forældrenes og samfundets advokater. Når de har udført den opgave, skal de derpå være alles dommer i sagerne.
Kort sagt: det er OK, at sagbehandlingen foregår i kommunen, men lad en domstol træffe afgørelsen. Det er en slags naturlig tredje part, som er uddannet til opgaven.
Norge har lige tabt 5 ud af syv sager ved menneskeret domstolen om tvangs fjernelse af mindreårige. Flere sager venter på afklaring (DR Orientering, den 3. januar). Norge har tabt nogle af disse sager, fordi de norske myndigheder har tilsidesat familiens ret til et familieliv. Kun ganske særlige svigt hos forældrene overfor deres egne børn kan give en myndighed ret - og pligt - til at tvangsfjerne børn fra deres familie.
 NÃ¥r regeringen er sÃ¥ optaget af børns rettigheder, kan de som det aller første hente de danske børn hjem, som uforskyldt befinder sig i Syrien, hvor deres forældre har været pÃ¥ ’jihadi turisme’ eller deltaget i borgerkrigen, og hvor børnene mÃ¥ antages at mistrives. Disse børn kunne være de første til at nyde godt af tvangs fjernelse fra deres forældre. Med mindre naturligvis deres overlevede forælder er kommet pÃ¥ bedre tanker om middelalderlige Kalifater, terror som vÃ¥bensystem, fascisme, menneske rettigheder og sÃ¥ videre. Krig har det med at desillusionere folk.
Vi må ensidigt tage børnenes parti. Det kan ikke gå hurtigt nok.
Ikke kun jura - kvalificeret social indsats er afgørende
Nikolaj Nissen, som er souschef hos Center for Unge og Familier, har skrevet en kronik til Altinget den 14. januar 2020. Han afslutter artiklen med denne konklusion:
 “Som det er nu, bliver mange af de mest udsatte børn og familier udsat for den mindst strømlinede og mindst vidensbaserede metode overhovedet.
Der findes børn, hvor anbringelse er det eneste rigtige, men flere og tidligere anbringelser mÃ¥ aldrig blive et mÃ¥l.”
“Slet ikke, nÃ¥r der findes bedre – og billigere – metoder, som alle er forankret i veldefineret teori og aktuelt bedste viden, som vi ved kan gøre en langsigtet forskel for børnene, de unge og deres familier pÃ¥ meget kort tid.”
Læs kronikken her.
Lidt af et svar på kritikken
Social- og indenrigsminister Astrid Krag sagde så til Berlingske Tidende den 15. januar 2020:
 "Vi skal sætte barnet først ved at slÃ¥ fast, at man altid skal vælge det bedste for barnet og ikke som i dag det mindst indgribende over for forældrene. Hvis barnets udvikling og sundhed er i fare, har fællesskabet et ansvar for at gribe ind. Forældres ret til deres barn er ikke ubetinget. Vi skal slÃ¥ fast, at anbringelse ikke længere skal ses som en sidste udvej, men at mÃ¥let er at forebygge omsorgssvigt hos barnet.”
(Læs hele interviewet fra Berlingske her.)
Magasinet ‘Altinget’ har spurgt tre forskere pÃ¥ omrÃ¥det, hvad regeringen bør fokusere pÃ¥, hvis den vil gøre livet bedre for de anbragte børn.
Der er hermed lagt op til en knap sÃ¥ kantet ‘barnets lov’ fra regeringens side. Men ingen taler om at inddrage domstolene. Eller om at hente de danske børn hjem fra Syrien. Det er ellers oplagt...
|
glade, hvis de vidste, at de skal betale med deres liv lidt længere fremme i 'produktionen.'
