|
16. april, opdateret den 19. april 2021.
Eksil tibetanernes nye leder blev Penpa Tsering
Penpa Tsering har som forventet vundet valget til 'sikyong' - den eksil tibetanske præsident titel, som blev indført, da Dalai Lama nedlagde konge kronen i 2011. Penpa Tsering er således den anden Sikyong i det nye system. Hvis Penpa Tsering var præsident for hele det tibetanske kultur område, ville han være en betydningsfuld politisk person i verden som leder af et område på størrelse med Vesteuropa, skønt der kun bor 7 millioner mennesker. Men det er det kommunistiske kinesiske imperium, som hersker her. Penpa Tsering er leder af eksil tibetanerne, en broget skare på omkring 150.000 mennesker udenfor det tibetanske kultur område, som er spredt over hele Jorden. De fleste af dem bor i Indien og USA. Og der bliver stadig færre i Indien.
Så Penpa Tsering skal nu prøve at gavne alle disse mennesker som en fagforenings leder, samtidigt med at han skal repræsentere Tibets lovlige, skønt landflygtige regering, som forlod Tibet i 1959. Fordi kinesisk undertrykkelse blev for massiv.
Det er næsten kun Dalai Lama i vore dage, som var med i regeringen, som flygtede i 1959. Resten er døde eller er ikke længere i 'regeringen.' Og det er mange år siden, at denne regering har gjort noget for Tibets frihed, som førte til noget
Der har sænket sig en uhyggelig stilstand over det tibetanske kultur område, hvor det kommunistiske kinesiske imperium styrker sin magt og besættelse med en stadig indvandring af Han-kinesere, så tibetanerne er ved at blive til et mindretal i deres eget land. Og imperiet undertrykker konsekvent både tibetansk sprog, kultur og religions frihed. Og tibetanerne behandles som anden rangs 'borgere' - skønt de forventes at være 'loyale' overfor imperiet. De kinesiske imperialister synes ikke, at der er noget forkert ved ordningen. Tibet kendetegnes også ved mange koncentrations-lejre, hvor 'oprørere' og 'disidenter' fængsles. Det er også her, at alle de 'forsvundne' opholder sig uden rettergang. Og i det kinesiske imperium kan folk bare forsvinde uden spor, hvis det er i imperiets interesse - eller imperiets magthaverne formoder noget sådant.
Reformen af eksil regeringen med Dalai Lama's afgang som konge, har i mange år medført en stadig mere grovkornet kamp om magten i de eksil tibetanske institutioner. Senest skandalen omkring afskedigelsen af 'den eksil tibetanske højesteret.' Alle dommerne blev fyret af eksil parlamentets flertal. Angiveligt på en ulovlig måde, fordi de parlamentariske procedurer ikke blev overholdt. Efterfølgende er eksil parlamentets formand gået af som følge af denne skandale. Det er som om, at eksil politikerne ikke har forstået vigtigheden ved overholdelse af demokratiske procedurer og tre deleing af magten i demokratiske retsstats samfund. Det burde således slet ikke være muligt for et parlament at fyre dommere! Debatten har raset i de sidste tre måneder om berettigelsen af denne fyring - og slet ikke så meget om retsstats principper. Kun de afskedigede dommere har opført sig ordentligt i denne sag. Sagen er i øvrigt til grin, i og med at en eksil regering uden territorium og jurisdiktion jo næppe kan håndhæve deres egne love i et fremmed land, hvor de er gæster. Ligesom 'parlamentet' ikke kan siges at repræsentere tibetanerne, i og med at de er valgt af eksil tibetanerne alene. Og det er synd, for eksil tibetanerne må stå sammen for at opretholde et håb om frihed for tibetanerne i Centralasien.
Så der er mange problemer for Penpa Tsering som ny præsident. Og ligesådan for det nye parlament, som også bliver valgt nu. Disse tibetanske parlamentarikere burde fokusere på deres rolle som en 'fagforening' for eksil tibetanerne. Parlament, regering og domstole bør være noget, som man øver sig i. Og noget som man bør være parat til at kunne tilbageføre til Tibet, hvis de tibetanske lande skulle blive frie igen for det kommunistiske kinesiske imperiums besættelse og overgreb. Men en ny styreform i et nyt frit Tibet må i sagens natur starte næsten forfra, skulle det ske, at de opnår uafhængighed af den kommunistiske kinesiske imperialisme. Så hele det tibetanske eksil regerings apparat burde kalde sig for midlertidigt snarere end det eneste 'lovlige' eller 'berettigede' styre.
Der er også en gevaldig udfordring i, at den officielle politik er at forene alle de tibetanske lande i en samlet stat. Det har ellers ikke været tilfældet siden Kublai Khan's intervention i trettenhundrede tallet. Det tibetanske kultur område består af flere nationer. (Se kortet, som viser en overordnet inddeling; den stiplede linje angiver Vest-tibet's tidligere omfang i Middelalderen, som i vore dage hører under Indien og Nepal.) Disse mange lande har traditionelt været uafhængige af hinanden eller midlertidigt været underlagt nabo rigerne. Og nogle gange underlagt mongolsk herredømme eller Manchu kejserne i Kina som vassal stater. Tanken bag den moderne politik for eksil tibetanerne er, at de må stå samlet for at kunne modstå kinesisk domminans eller andre stormagters indblanding. Og eksil politikerne er magtbegærlige og stolte. Så de er ikke så interesserede i, at de enkelte tibetanske nationer skal styre sig selv i fremtiden. Selvom fornuftige mennesker straks vil indse, at tibetanerne i stedet bør bestræbe sig på at lave en tibetansk union af indre selvstyrende nationer. Ligesom Tyskland eller USA. Især i Kham er disse nationer tydelige, mens Vest-tibet (Ngari) har været undertrykt af det centrale Tibet i snart 500 år.
Men det vanskeligste for eksil tibetanerne er nok at få overstået den middelalder, som de tog med sig i eksil. De går stadig op i deres sociale klassesamfund, som de havde i det gamle Tibet med 'finere' eller højere klasser af fyrster, adel og Lama'er. Tulku'erne er stadig urørlige 'åndelige' prinser og baroner. Og det er altså en vidt udbredt fordom overalt, at man ikke kan kritisere disse 'Bodhisatva'er' - hvad enten de er helgener eller bare aristokrater. Hvilke chancer har demokratiet i sådan et miljø? Og hvor længe skal det tage, før Tulku traditionen afskaffes? (Adlen bliver naturligt og hurtigt en anakronisme, når de ikke længere besidder politisk magt.)
Penpa Tsering kan dog overraske på alle områder. Han er ikke et helt 'frisk pust' - for han har været med længe i eksil politikken. Men han har integritet, dygtighed og oprigtighed. Udfordringerne er bare enorme.
Den afgående sikyong Lobsang Sangay har haft sin post i 10 år nu. Magt overdragelsen finder sted i maj måned. Penpa Tsering vandt præsident posten over sin modkandidat Aukatsang med små 5000 stemmer. Held og lykke med valget. Det får han brug for.
Det er en nærmest umulig position, Penpa Tsering nu har fået. Han har angiveligt tænkt sig at forfølge den nuværende politik overfor Kina med ikke-vold og kompromis søgning, som også Dalai Lama stod for, da han var konge. Denne politik har dog ikke ført til noget som helst, og anses af mange for en virkelig opgivelse af alt håb om frihed for de tibetanske lande. De kommunistiske kinesiske imperialister virker ikke spor interesserede i dialog med den tibetanske eksilregering og Penpa Tsering. De har jo succes med at kolonisere Tibet, Amdo og Kham. Og ingen synes i stand til at modsætte sig denne politik. Tibet virker som en tabt sag i øjeblikket, men Kina er skør som porcelæn - så man ved aldrig.
Vi andre her i Vesten kan ikke direkte befri Tibet, Uighurland og Mongoliet fra det kommunistiske kinesiske imperiums besættelse og overgreb. Men vi kan holde op med at dyrke den store illusion om fremgang i Kina ved industrialisering og bekæmpelse af fattigdom takket være globaliseringen. Globaliseringen har medført arbejdsløshed her i Vesten - især blandt de ufaglærte; og den har ikke gavnet Kina, hvad angår at medvirke til demokrati, retsstat, frie fagforeninger, bekæmpelse af den kinesiske miljø katastrofe eller formindskelse af Kinas stormagts ambitioner. I stedet er der opstået en gigantisk politisk inflation med afhængighed af industri produktionen i Kina, som er strategisk farlig for os i Vesten. Formuer er investeret i Kina, som burde have været anbragt andre steder. Og en frygt for at modsige det kommunistiske kinesike imperium har indfundet sig i hele Europa, fordi der er en angst for at mangle industri produkter og miste investeringerne, hvis Kina skulle blive fornærmet på os.
Noget tilsvarende gør sig gældende for virksomhederne i USA, som er engagerede i Kina. De er bange for at komme i klemme, mens den amerikanske regering synes yderst kritisk overfor Kina og forsøger en inddæmnings politik. På denne måde er Kina politikken i hele Vesten drevet af modsatte hensyn og en uforsvarlig optimisme. Og en håbløs eftergivenhed. Der er behov for en høj Kina told. Se at komme i gang.
Tiden er inde til at forlade Kina, flytte produktionen og investere andre steder, hvor der er både demokrati og retsstat. Det er indlysende - og kun synd for Mærsk, som står til at tabe. Men selv Mærsk kunne være smart. Flytter industrien til for eksempel Indien, er der stadig behov for transport af produkterne til Vesten derfra - i stedet for eksport fra Kina.
Læs om valget af Penpa Tsering som præsident her (magasinet 'Tibet Sun').
Læs her angående skandalen om afskedigelsen af den tibetanske højesteret (artiklen er skrevet af juristen Tenzin Jungnay i magasinet 'Tibetan Review').
Læs her om den seneste udvikling indenfor Tibets grænser
(fra 'Rukor' - en omfattende blog med masser af samfunds fakta om Tibet).
Læs her den forrige artikel om valget. Læs her den forrige artikel om Kina.
|
