Forsiden

sitemap

Tendar

Hvordan var
Buddha's
Nirvana 

  Buddha Sakyamuni blev befriet og oplyst, men hvad skal det egentlig sige Herunder finder du uddrag fra en klassisk tekst til at belyse Buddha-legenden. En mere vidtgående beskrivelse af Buddha Sakyamuni findes på næste side:  Om Buddha 2. Baggrunds billedet på denne side viser Buddha Sakyamuni malet af Lhadipa Lama.

 
Uddrag og oversættelse af Ashvaghoshas værk: Buddhacarita (Buddha Sakyamunis 12 bedrifter) - afsnittet om hans oplysning med en introduktion.

Oplysningen

  Vi er nået frem i fortællingen om Buddha Sakyamuni, til begivenheden, hvor han netop har overvundet  tilknytningens  djævel, hvis navn er  Mara, efter at have proklameret et løfte om ikke at forlade sit sæde under  bodhi-træet, før han når  befrielsen.

 
  Episoden med Mara er helt afgørende. Først erkender Den Hellige Mand fra Sakya (=  Sakyamuni) nødvendigheden af at opgive  identifikation  og tilknytning til alle slags  oplevelser. Derefter opgiver han enhver identifikation og tilknytning  (han besejrer Mara). Han var aldrig nået hertil, hvis han ikke havde formået at give helt slip på alting, sanskrit:  naishkramya. Derpå, fri fra nogen dominans, udfolder  befrielsen  og  oplysningen sig.  Så længe han endnu ikke har opnået  Nirvana, kaldes han i den klassiske litteratur for en  Bodhisatva. Det betyder i sin rod betydning ‘en som søger oplysningen.’
 

 
  Ved at opgive identifikation og tilknytning til alle oplevelser får  vores Bodhisatva åbenbart en  vision  af en  djævel, som personificerer disse tendenser i sindet. Denne vision af djævlen Mara er unik. Vi møder ellers ikke denne djævel i  Sutra’erne som vision, men blot som  begreb. Ved at overvinde sine tendenser til identifikation og tilknytning bliver  Bodhisatva’en frigjort fra deres dominans af hans bevidsthed, og så sker der en hel masse. Buddha Sakyamuni tager den lokale gudinde  Sthavara  i ed på, at hun har bevidnet, at han har overvundet Mara. Hans hånd rører jorden som symbol på Sthavara's ed.

 
  Vi befinder os i Bodhgaya, som dengang var et sted i skoven, kaldet  Uruvela, hvor der i en lysning groede et stort, såkaldt bodhi-træ (Pipal-træet, ficus religiosa, som har blade meget lig vores egen poppel-pil). Herunder sad nu Buddha Sakyamuni, som endnu ikke var blevet til en rigtig Buddha. Endnu kaldes han for  Bodhisatva'en, et menneske som er helt og holdent fokuseret på at nå Oplysningen, koste hvad det vil og uanset hvad, det måtte medføre.
 

Buddha Sakyamuni, maleri af den 10. Karmapa Tjøying Dordje.

  Han sidder på et sæde af  kusha-græs i perfekt vadjra-stilling, hans ben krydsede så det højre låser ovenpå det venstre, hver fod hvilende ovenpå sit modsatte lår. Hans ryg er fuldstændig lige, og hans hage trukket lidt ind mod adamsæblet. Hans øjne kigger nedad, som følger de en lysstråle fra sig selv i linje med næseryggen ned mod den uskarpe jord. Hans opmærksomhed er ikke bundet i øjnene eller krops-stillingen. Den er i dyb  koncentration, fokuseret på at opgive al tilknytning og identifikation. Det er det magiske øjeblik, hvor Bodhisatva'en bliver helt frigjort, og hans  befrielse går op for ham, og han indser klart følgerne af sin  indsigt. Han havde opnået de ganske særlige evner, skt.:  abhidjña, som kendetegner en oplyst. Det sker i en fortløbende proces, som beskrives i den følgende fortælling.

 
  Men bemærk og husk det nu; først opgiver han al slags tilknytning og identifikation, mens han befinder sig i en dyb   yogisk eller meditativ trance  (sanskrit:  samadhi).

Billedet viser Bodhitræet i Bodhgaya, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, da han nåede oplysningen for 2600 år siden. I baggrunden  Mahabodhi-templets væg, mens der foran er et elefanthegn i sandsten. Bodhitræet er behængt med bedeflag, bannere og et Karmapa-visdomsflag. Vore dages træ er det samme, som Buddha Sakyamuni sad under. Det er ganske vist væltet mange gange, sidst i 1876 under Alexander Cunninghams restauration af Mahabodhi-templet, men hver gang har de gamle rødder skudt nye skud, og træet har atter groet sig stort.  Foto af Lama Tendar Olaf Høyer.

Ashvaghosha fortæller:

Nu kom Månen frem og oplyste himlen som en jomfrus blide smil, mens en regn af sødt duftende og dugfriske blomster faldt mod Jorden fra oven.

Da Bodhisatva'en [Buddha Sakyamuni] nu havde over-vundet Maras voldsom-hed med sin fasthed og ro, og da han besad stor færdighed i meditativ trance, hengav han sig til trancen fast besluttet om, både at gennemskue altings endegyldige virkelighed og livets egentlige mål. Han opnåede nu fuldstændigt mesterskab over alle grader og typer af meditativ trance  [sanskrit:  samadhi].
 

  1. session:   I denne nats  første session [en session, ofte oversat med ordet: vagt, angiver traditionelt en 3 timers periode] genvinder han erindringen om sine  tidligere livs hele rækkefølge. Dengang var jeg sådan og sådan, mit navn var således, og derfra kom jeg hertil - således huskede han tusinder af inkarnationer, som om han levede dem en gang til. Da han havde erindret sine tidligere tusinder af liv og død, vendte Den Hellige Mand sit medfølende sind fuld af indlevelse mod de andre  sansende væsner, og han tænkte: atter og igen må de forlade deres kære og drage andet steds hen, og der er ingen ende på det.  Denne verden er ganske ubeskyttet og hjælpeløs, og som et hjul drejer den bare rundt og rundt.
 Som han vedblev at overveje fortiden således, blev han overbevist om, at denne sammensatte verden [sanskrit:  samsara] er lige så kerne-løs som banan-palmens stamme [den er kun overflade - den er tom indeni].
 

 
 
 
  2. session:     Modig uden sammenligning opnåede han i nattens  anden session det  højeste  visdoms-øje, for han var selv den bedste af alle, som har syn. Derpå med sit fuldkomment rene  guddommelige øje overskuede han hele verden, som forekom ham at blive reflekteret som i et pletfrit spejl. Han så, at alle de sansende væsners død og  genfødsel var afhængig af, hvorvidt deres  handlinger var af lavere eller højere værdi. Således voksede hans medfølelse yderligere. Det blev klart for ham, at der ikke findes nogen sikkerhed i denne flod af samsarisk [d.v.s. sammensat, samsara] eksistens, og at døden altid truer. Belejret fra alle sider kan ingen finde fred noget sted. På denne måde overskuede han de 5 verdener, hvor genfødsel kan forekomme, med sit guddommelige øje, og han fandt ingen  essens i denne tilblivelsens verden, ligesom der ikke er kernetræ i banan-palmens stamme, når den skrælles lag for lag. [Palmen er hul i kernen. Bemærk, at normalt omtales 6 verdener. Ashvagosha sammenlægger sandsynligvis  deva'ernes  -  og  asura'ernes verdener, så der kun er 5. Se nærmere under:  Triloka.]
 

  3. session:     Derpå, da nattens tredje session var kommet, rettede ‘Den Ypperste Mester I Meditativ Trance’ sin meditation mod denne verdens virkelige og egentlige natur: Desværre, [tænkte han] forgæves slider de  sansende væsner  sig op. Atter og igen bliver de født, ældes, dør de og drages videre til et nyt liv og genfødes. Desuden sløres deres udsyn af grådighed og formørket indbildning  [sanskrit:  moha], og det er, som var de blinde fra fødslen af. Skønt  ængstelige, finder de ingen udvej af denne store samling af lidelse.
 Han opdagede derpå  årsagskædens 12 led [princippet om tilblivelse ved 12 samtidigt opståede og gensidigt afhængige led] og indså, at begyndende med uvidenhed, sanskrit:  avidya, leder kæden til alderdom og død, og at begyndende med uvidenhedens ophør fører kæden til ophøret af fødsel, alderdom, død og alle slags  lidelse.
 

  Da dette storslåede visionære menneske havde fattet, at hvor der ikke er nogen som helst uvidenhed, [avidya]   vil der heller ikke være  karma-formende faktorer; da havde han opnået rigtig erfaring om alt, hvad der er at vide, og han fremstod i verden som en  Buddha.
  Han gennemgik de 8 stadier i trance-indsigt  [de  4 dhyanas  og  4 erkendelser] og nåede hurtigt højdepunktet. Fra verdens top og nedefter kunne han ikke opdage noget  Selv  noget steds. Han blev helt rolig ligesom ilden, når brændslet er brændt ud.
  Han var nået til fuldkommenhed, og han tænkte ved sig selv:  dette er den ægte vej, hvorpå så mange andre visionære mennesker, som også kendte til alt fra oven til for neden, tidligere var rejst til den endelige og virkelige sandhed. Nu har også jeg opnået den.
 

  4. session:
I nattens fjerde session brød daggryet frem og alle spøgelser i bevægelse og alle spøgelser, som ikke bevæger sig, gik til ro. Da indtog ‘Det Store Visionære Menneske’ den  stilling, som opretholder sig selv, og ‘Alles Vejleder’ opnåede den alvidende tilstand.  ['Stillingen, som opretholder sig selv' – er betegnelsen på en yoga-krops-stilling.]  Da han gennem sin  Buddha-tilstand erkendte denne sandhed, svajede Jorden som en kvinde fordrukken i vin, og himlen lyste op med alle  siddha'erne  [en  siddha  er en mester i samadhi], som ankom i flokke fra alle retninger, og de mægtige torden-trommer dundrede gennem luften. Behagelige briser blæste blidt, mens finregn faldt fra skyfri himmel, blomster og frugter dalede fra træer helt uden for årstiden – i en bestræbelse, kunne man tro, på at vise ham ære. Mandarava-blomster og lotus, og også vand-liljer fremvokset med guld og beryl, faldt fra himlen til jorden nær Den Hellige Mand Fra Sakya, så det lignede et sted fra gudernes verden.
  I det øjeblik var der ingen nogen steder, som var vrede, syge eller kede af det. Ingen gjorde nogen noget  ondt. Ingen var stolte. Hele verden blev ganske rolig, som var den nået til fuldstændig fuldkommenhed.
 

 Blandt de guder, som længes efter befrielse, spredte glæden sig, og videre spredte den sig i de lavere verdener hos de væsner, som lever der. Overalt blev de gode styrket,  Dharma'ens  [Dharma betyder her simpelthen religiøsitet og sandhed]  indflydelse blev øget, og verden blev rejst op fra lidenskabeligt skidt og uvidenhedens mørke. Fyldt med glæde og undren over den hellige mands bedrift, rejste de visionære Iksvaku’er  [et mytisk konge dynasti fra Indiens Oldtid, hvis mest berømte konge var Rama, kendt fra sagaen Ramayana]  sig i deres himmelske boliger og viste ham hæder – disse hellige, som havde været menneskenes beskyttere, kongers profeter og store visionære. De store visionære blandt flokkene af usynlige væsner kunne høres udråbe hans ry vidt og bredt. Alle sansende væsner blev fyldt med glæde og følte, at alt gik godt. Kun  [djævlen]  Mara følte dybt ubehag, som var han pludselig faldet i et dybt hul.

Bagefter

 I syv dage forblev han sådan, uden at hans krop gav ham vanskeligheder, hans øjne lukkede sig aldrig  [= han faldt ikke i søvn], og han kiggede dybt i sit eget sind. Han tænkte: Her har jeg fundet frihed.
 Han vidste, at hans hjertes længsler endelig var opfyldt. Da han nu havde fattet loven om årsag og virkning  [karma]  og endeligt havde overbevist sig selv om manglen på et  ‘Selv,’ sanskrit:  anatman,  i alt, som er til, vendte han sig fra sin dybe trance, og i stor medfølelse betragtede han verden med sit Buddha-øje med hensigt på at bringe den fred. Imidlertid så han  på den ene  side en verden fortabt i fornedrende udsyn og forvirrede anstrengelser, tykt bedækket med lidenskabelig forurening – og på den anden side så han den befriende Dharmas overordentlige forfinelse. Derfor hældede han mod ikke at foretage sig noget. Han opvejede så betydningen af sin forpligtelse til at oplyse alle sansende væsner, som  han havde påtaget  sig i fortiden, og blev igen mere sindet til ideen om at vise vejen til fred. Dette spørgsmål overvejede han i sit sind og  tog også i betragtning, at mens nogle folk har meget  lidenskab, har andre blot lidt.

[Her følger så en passage, hvor  Brahma  med et følge af andre  guder  og de 4 retningers konger (en slags trolde, sanskrit:  Dharma-rakshasas) skiftevis kommer til stede og indtrængende beder Buddha Sakyamuni om at udpege Dharma’en for hele verden. Han overvejer da, hvem som måtte være i stand til at forstå meningen med Dharma og plukke frugten af indsigt. Blandt de levende tænkte han først på sine gamle asket-kamerater. Fortællingen fortsætter:]
 

   Hans sind vendte sig da mod  de fem tigger-munke. Med henblik på at vise dem vejen til fred drog han afsted, netop som den opstigende sol overvandt nattens mørke, til den velsignede by Kashi, [nu kendt som: Varanasi eller Benares]  som Bhimaratha  [en af Kashi’s berømte konger, muligvis byens grundlægger]  gav sin kærlighed til, og som er smykket med Varanasi-floden og med mange glimrende skove  [som i vore dage for længst er væk og borte], for dér at fjerne uvidenhedens mørke  [fra sine tidligere kammeraters sind]. Men før han udførte sit ønske om at drage til Kashi regionen kiggede den hellige mand med taknemmelige øjne, der var  [kønne og faste] som en tyrs, på Bodhi-træets rod og med holdning og gang som en ung frisk elefant vendte han sig om og gik bort derfra.
 

(Oversat fra Edward Conzes uddrag i bogen:  Buddhist Scriptures, Penguin Classics, 1959, kapitel 2: The Legend of Buddha Sakyamuni. Jeg har sammenholdt Edward Conzes tekst med E. H. Johnstons oversættelse fra 1936 og nogle gange valgt at følge hans udlægning.
Der findes også en oversættelse af E. B. Cowell fra 1894, Sacred Books of the East, vol. 49.)
 

Læs videre på næste side:  Om Buddha 2

Mangler titel-bjælken foroven? Klik her

 Buddha statue fra Rumtek klosteret i Sikkim. Den er ca. 1300 år gammel, og er en gave fra Nepals konge til den 10. Shamarpa i slutningen af syttenhundredetallet. Foto: Nik Douglas ©, trykt i  bogen:  Karmapa: the Black Hat Lama of Tibet, Luzac & Co, London 1976.

De 12 bedrifter er:

1) Bodhisatva'en (Buddha Sakyamuni kaldes for en
      bodhisatva  før sin oplysning) tager ophold i Tushita himlen (et slags paradis) efter i utallige inkarnationer at have bestræbt sig på at nå  Oplysningen.

 
2) Bodhisatva'en beslutter sig her for at lade sig
      inkarnere igen for at befri verden for forkert lære om  befrielsen.

 
3) Bodhisatva'en inkarnerer i  dronningen  Mahamaya’s
      skød, mens hun drømmer om en stor hvid elefant, som trænger ind i hende uden dog at skræmme hende eller volde hende besvær eller smerte.

 
4) Bodhisatva'en fødes fra siden af sin mor. Fødslen
      sker ikke gennem kvindens almindelige føde-kanal. Mytologisk vil det sige, at der ikke er noget snavset ved fødslen, som i øvrigt er smertefri, uden komplikationer eller andet besvær for hans mor, ligesom hendes graviditet var helt uden problemer. Fødslen finder sted i Lumbhini i vore dages sydlige Nepal. Så snart Bodhisatva'en er født, tager han 7 faste skridt og proklamerer højlydt:  Jeg er den bedste i verden. Dette er mit sidste liv.  Jeg vil ikke inkarnere igen.

 
5) Bodhisatva'en opnår derpå mesterskab i al
      almindelig lærdom og sportsgrene og bliver gift med den smukke prinsesse Yusodhara og får en søn Rahula.

 
6) Bodhisatva'en  lever et liv  i luksus  og sansenydelser i
     sine slotte og lysthaver indtil han væmmes ved sådan livsførelse. Det sker da han for første gang oplever sygdom, alderdom, død og en hellig mand, som lever i askese udenfor det almindelig samfund.

 
7) Bodhisatva'en forlader derfor sit slot og sin familie
     om natten uden deres vidende, forærer sit prinsetøj til sin trofaste tjener  Chandaka, ifører sig pjalter af klude, som andre har smidt væk, og efter dette afkald, sanskrit:  naishkramya  vandrer han bort som asket. Han søger instruktion hos to forskellige meditations-mestre, først hos  Arada Kalama i Vaisali så Rudraka i Rajagriha (begge byer ligger i vore dages Bihar). Han mestrer hurtigt alt, som de kan lære ham og forlader dem, da han ikke opnår det ønskede resultat: den ubetingede lykke.

 
8) Bodhisatva'en udøver derpå streng afholdenhed og
      faste i 6 lange år, indtil han er ved at dø af det. En bonde-pige,  Sudjata tilbyder ham da et måltid, som straks styrker ham, og han indser det nytteløse i både  luksus og afholdenhed.

 
9) Bodhisatva'en begiver sig da til Bodhi-træet i
     Bodhgaya  og sætter sig under det. Han indstiller sig på at blive siddende dér, indtil  befrielsen indtræffer og vinder så over  tilknytningens djævel,  Mara. Derpå opnår han den fulde oplysning, (sanskrit:  samyak-sambodhi) også kendt som nirvana.

 
10) Buddha Sakyamuni drager til dyreparken
        Rishipatana  ved  Sarnath nær Varanasi og starter sin virksomhed som Buddha. Den varer i 45 år.

 
11) Buddha Sakyamuni besøger sin mor i  Tushita
        himlen, fordi hun døde, før han blev oplyst.

 
12) Buddha Sakyamunis død, kaldet det endelige
        nirvana, pari-nirvana  i  Kushinagar.
 

                    Buddha Sakyamuni’s oplysning.
                    Statue fra bogen:
                    The Sacred Art of Tibet.
                    Hans højre hånd berører jorden
                    som tegn på, at han tager den lokale
                    gudinde, sanskrit:  Sthavara,
                    som vidne til hans sejr
                    over Mara.

Om Ashvaghosha’s Buddhacarita

 
 
 Ashvagoshas værk er en blomstrende gendigtning af Buddha Sakyamuni’s liv. Bogen er skrevet i en stil, som de fleste nok vil synes er noget fantasifuld, romantisk og opstyltet. Desuden er den mytologisk ganske omfattende. Alle Indiens guder og djævle involveres i fortællingen, sagnfigurer udfolder sig med magiske kræfter, så selv moderne fantasy genrer ikke kan være med.
 Man må forestille sig, at fortællingen ikke er beregnet til hyggelæsning hjemme i sofaen, men at fortælleren på dramatisk vis fremfører sin beretning i tropenatten med fagter og snart lav, snart høj stemmeføring, mens olielampernes lys flakker og laver bedrageriske skygger og belysninger omkring et henført lyttende publikum. Vi befinder os i Indiens Oldtid. Værket er skrevet med henblik på at blive lært udenad og fremført, som var den blotte fortælling et teaterstykke.

 
  Værket er snart 2000 år gammelt. Det beskriver Buddha Sakyamunis  12 bedrifter,  som er de vigtigste begivenheder i hans liv. Beretningerne er en sammenfatning fra flere kanoniske kilder og anses for at være det første forsøg på en egentlig biografi af Buddha Sakyamuni. I Sutra'erne var en biografi ikke vigtig. Fremlæggelse og forklaring af Buddha Dharma'en (Buddhismen), samt omstændighederne omkring fremlæggelsen af Dharma'en karakteriserer de kanoniske (altså, almindeligt anerkendte) tekster eller bøger, som kaldes  Sutra’er (Ord eller Tale, altså Buddhas ord).

 
 Der eksisterer flere oversættelser af værket til engelsk, men ingen på dansk. Edward Conzes kondenserede tekst er meget gennemarbejdet med referencer til både de kendte sanskrit fragmenter, samt kinesiske og tibetanske oversættelser. De lærde diskuterer stadig, hvilken buddhistisk skole Ashvagosha selv egentlig tilhørte. Det afslører værket ikke. Det kan således ikke placeres  som hverken  Hinayana eller  Mahayana. Charles S. Prebish skrev i sin bog  Historical Dictionary of Buddhism, at Ashvaghosha deltog i kong Kanishka’s Dharma koncil i det første århundrede EVT. Det tyder unægtelig på, at Ashvaghosha var  Sarvastivada tilhænger. Imidlertid ville det på den tid ikke forhindre ham i også at dyrke Mahayana.

 
  Det her oversatte uddrag af teksten er beskrivelsen af  Buddha Sakyamuni’s  oplysning, som jeg finder relevant på Tilogaards net-sted til beskrivelse af selve essensen af  Buddha begrebet.