 |
|||||||||
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|||||||||
 |
|||||||||
|
Forsiden |
|||||||||
 |
|||||||||
|
sitemap |
|||||||||
 |
|||||||||
|
Tendar |
|||||||||
|
Forfatter til denne side |
|||||||||
2.a Hvordan oplevelser opstår den anden af 5 artikler om buddhistisk
|
||||||||||||
 |
Alle oplevelser opstår ved de 5 skandha'er. Tilblivelsen af en oplevelse i 5 trin er udtryk for et enkelt forløb af de 5 processer i sindet. En sådan udvikling af en enkelt oplevelse i et enkelt gennemløb af de 5, tager kun en brøkdel af et sekund. En tilblivelse af en oplevelse ved et enkelt gennemløb af de 5 skandha’er kaldes bevidsthedens øjeblik. Når en sådan tilblivelse har fundet sted, afsluttes øjeblikket, og hele processen gentages forfra, forløber atter i 5 trin, ophører igen, gentages og så videre, ustandseligt gennem hele livet, døden, genfødslen og indtil Nirvana indtræffer. Denne ustoppelige strøm af udviklinger i oplevelserne kaldes for santana på sanskrit. Santana betyder ordret en serie. Det vil sige: serien af bevidste øjeblikke. Begrebet santana kommer vi tilbage til, for begrebet indeholder flere implikationer.
De 5 skandha’er er både det, som oplevelser består af, og det, som viser oplevelser. Al behandling af, og reaktion på oplevelser foregår her. Der er ingen oplevelser udenfor de 5 skandha’er. Da alle oplevelser gennemgår en vis forarbejdning eller forvrængning (sanskrit: moha), når de ustandseligt tumler gennem de 5 skandha’er, er netop de 5 skandha’er kilden til både lykke, lidelse, uvidenhed, sanskrit: avidya, viden, forståelse, de to slags vished - og mange misforståelser. Vi kan slet ikke kalde noget for en oplevelse, før den har været igennem de 5 skandha’er. Der er således 5 udviklings faser i tilblivelsen af en oplevelse fra sansning til fuld bevidsthed. Oplevelser opstår, forarbejdes eller behandles og ændrer sig ved sine gentagne gennemløb af de 5 skandha’er (santana).
Vi er så afhængige af sindets processer, at de naturligt vækker interesse. Det er blot meget svært at observere og tænke psykologisk om vores egne sansninger og reaktions-mønstre. Man skal vænne sig til det. De 5 skandha’er beskriver den direkte erfaring både af oplevelsers tilblivelse, forvrængning og virkelighed ved denne proces. Den direkte erfaring (sanskrit: pratyaksha) er vigtig, når man mediterer. Direkte erfaring betyder at genkende de 5 skandha’ers virksomhed i oplevelserne, uden at skulle udvikle eller benytte et begreb om det.
(Der findes tillært viden i form af kundskab og analyse. Når du har begrebet emnet og lader din bevidsthed dvæle ved det, får du direkte kendskab til emnet, direkte erfaring. De 5 skandha’er beskriver simpelthen den direkte erfaring - hvordan den finder sted).
(Læs også artiklen: De 5 skandha’er, som går i dybden med hver enkelt skandha og deres samspil.)
Tanker er sansninger
Fatte-evnen anses i Dharma’en (Buddhismen) for at være en sanse-evne. Forstanden er en sanse-bevidsthed, på sanskrit: mano-vidjñana, sanse-bevidstheden-om-sindet. Vidjñana betyder egentlig blot bevidsthed, ordret: det at vide, men ikke som vi bruger begrebet i Vesten. Så derfor bruges udtrykket sanse-bevidsthed, sanskrit: pravrittiti-vidjñana.
(Mano, i flertal manas, betyder tanke eller noget man forestiller sig mentalt, og vidjñana [engelsk transskription: vijñana] bevidsthed, så betydningen er: ‘bevidsthed om sindet’ og dermed også om sindets indhold. Herved tager bevidstheden [vidjñana] form af indholdet i bevidstheden [mano]. Sindets erfarings-evne, sindets evne til viden [sanskrit: buddhi, betyder ordret: det at kunne forstå] aktiveres i en af de 6 former for sanse-bevidsthed, her sanse-bevidstheden-om-sindet. Bevidsthed defineres således som ren klarhed, samtidigt med at denne klarhed altid kaster sig over indholdet i bevidstheden og tager form af dette indhold i den 5. skandha. Ordet vidjñana består af præfikset 'vi', som betyder at dele eller opdele, og roden 'djña', som betyder det at opleve eller vide. Bevidsthed betyder således skelne evne [i følge professor Suzuki]. Når man således umiddelbart skiller alting ad, opstår naturligt dualisme som et problem for erkendelse.)
Der er således også en fatte-sans, men i den klassiske Dharma omtales det, som man selv oplever, hvilket er sanse-evnen (sanskrit: buddh-indriya). Det tibetanske begreb betyder ‘sans for sind’.
(Sans for sind, tibetansk: yi kyi wangpo. Det betyder netop ikke sans, men sanse evne, skt.: indriya (tibetansk: wangpo), når du har sans for noget. Hjernen hedder: læpa. Bevidsthed som sådan anses i tibetansk medicin, som er en videreudvikling af indisk Ayurveda, for høre hjemme i hjertet, mens fatte-sansen er forbundet med hjernen. Det er en lægelig betragtning. Dharma’en er formuleret for mediterende yogi’er. Sindet er selvfølgelig til stede i hele kroppen i den enkle forstand, at det, som vi selv oplever, er, at kroppen er inde i sindet, for kroppen er en række sansninger og en virkelig oplevelse, som unægtelig foregår i sindet. Oplevelsen af kroppen kan logisk set kun foregå i sindet, som vi konventionelt forstår begrebet, så sindet kan ikke direkte observeres i kroppen. Oplevelsen af kroppen - herunder sanse organerne - foregår derimod direkte i sindet. Sanserne observeres kun som sanse genstande og ikke direkte som medie for ens egen oplevelse. I den direkte erfaring observeres kun sanse evnerne, fordi vi er indeholdt i vores eget sind. Vi kan ikke opfatte sindet udefra. Sans og sanse-evne må formodes at være sammenfaldende, men det er ikke det, som observeres - ligesom man ikke kan se sit eget ansigt.)
Når vi føler, tænker eller mentalt forestiller os noget, er det på grund af forstyrrelse af fatte-evnen (i den første skandha) med den efterfølgende aktivering af sinds-bevidstheden (i den femte skandha). Vi formår dog derpå at brodere videre på den umiddelbare forstyrrelse og kan bruge megen tid på det. Alt, som vi oplever, vækker tanker, lidenskabelige følelser og mentale forestillinger i den fjerde skandha for at give en spejling af mening og betydning af det opfattede indtryk fra den tredie skandha. Et fornemt udtryk for dette er filosofi, kunst og sprog. De bebor alle den tredje skandha som umiddelbar fortolkning og den fjerde skandha som reaktivt begreb.
Så vores sinds-bevidsthed har som sine sanse-genstande både indtrykkene fra den tredje skandha (opfattelse) og reaktionerne fra den fjerde skandha (vilje, vaner, erfaringer og lidenskaber) udover selve sansningerne i form-skandha’en (den første skandha) og vurderingerne i følelses-skandha’en (den anden skandha). Alle 6 sanse-bevidstheder kan på tilsvarende måde blive til sinds-bevidsthedens sanse genstande, når sindet reflekterer om sig selv. Sanse-genstandene for sanse-bevidstheden om sindet er altså alle 5 skandha’er, selvom de 5 skandha’er, når de er sanse-genstande for sinds-bevidstheden, må anses for at høre hjemme i form-skandha’en i netop denne forbindelse (læs gerne denne sætning en gang til).
Det foregår rent praktisk ved, at oplevelserne og reaktionerne på dem strømmer i en række lynhurtige gennemløb af de 5 skandha’er ufattelig mange gange på ingen tid. Det ene gennemløb efter det andet (- dette tidsforløb - sindet som en strøm af øjeblikke - kaldes for santana på sanskrit). Det, der for eksempel opstod fra samskara skandha (den fjerde skandha) i det første gennemløb, bliver til sansning i form skandha'en (den første skandha) ved det næste. Det er således, at sindet virker ligesom et spejlgalleri med spejling af uendelige spejlinger.
Sindet som proces er i sagens natur lidt indviklet, skønt systemet eller det mentale mønster som sådan er enkelt.
At fatte noget er en kædereaktion i sinds-bevidstheden (forstanden). Ofte fatter man ikke noget. Det er også en kædereaktion med mange forslag til forståelse. Abstraktioner, historier eller tankestrømme er en slags sansning, fordi der er sådanne sanse-genstande, også selvom de er mentale forestillinger, og bearbejdningen af dem sker netop på samme måde for dem som for andre sansninger igennem processerne i de 5 skandha’er. Her i Vesten plejer vi at skelne stærkt mellem tænkning, fantasi og sansning. Når man anbringer dem sammen i Dharma’en (Buddhismen), er det fordi de fungerer på samme måde og er i samme familie. I Dharma’en er det vigtige ikke om det, som du oplever, er fantasi eller sansning. Det afgørende er, om du bliver domineret af det, som du oplever, eller om du kan beherske din egen reaktion (herom senere).
I stedet skelner man mellem de 6 forskellige sanse-bevidstheder. Alle tanker, lidenskabelige følelser og mentale forestillinger er således udtryk for naturlige processer, som i første omgang opstår af sig selv og er en form for sansning. Mere ansvar for dine tanker og følelser har du ikke, bortset fra at jeg er sikker på, at du er dygtigt til at brodere videre på din første tanke i en tanke række. Med fatte-evnen er der således 6 sanse-evner. Derfor er der også 6 sanse-bevidstheder. I Dharma’en opkaldes de efter sansens navn, nemlig næse-, øre-, tunge-, øje-, sinds- og krops-bevidsthed. Krops-fornemmelsen oversættes ofte som føle-sansning og berøring, men den er i buddhistisk forstand al slags krops-bevidsthed allevegne i kroppen. Kropsbevidsthed er at mærke noget i kroppen, både udenpå og indeni - både berøring, hovedpine og mavepine; altså både overflade sensibilitet og dybde sensibilitet. Sanse-bevidstheden om sindet, som kaldes forstanden på dansk, skaber forståelse, skønt, som det vil vise sig, skaber den også misforståelse med legende lethed.
(Der er ret meget info for oven. Måske burde du lige læse det en gang til. Du kunne jo måske tage en lille pause, for det næste afsnit er også fuld af info. Hvis emnet de 5 skandha’er er helt nyt for dig, kan du med fordel læse artiklen: De 5 Skandha’er)
 |
2.b De lidenskabelige følelser
Lidenskaberne som sådan, er i en særlig kategori, da de så at sige bærer inkarnationen. Det er på grund af tilknytning til - og identifikation med lidenskab, at vi inkarnerer igen og igen med krop, tale (sanskrit: vak - det vil som fagudtryk sige: kraft, energi og udtryk, altså: al bevægelse, sanskrit: vayu - og ikke kun sprog) og sind. Vi begærer den inkarnerede kropslige tilstand på grund af den sensuelle følsomhed og nydelse, som kun en menneskekrop kan give. Derfor forventer vi instinktivt, at det er lykken at have en krop, skønt lykken bor et andet sted (hos sindets klarheds natur) og baserer sig på noget helt tredje (nemlig rumme-sindet - læs forrige artikel om Buddhanaturen).
Definition
Traditionelt defineres lidenskaberne som 3 eller 5. Lidenskaberne er:
A) forvirring (sanskrit: avidya, uvidenhed [filosofisk] eller ubevidsthed [psykologisk], hvilket føles som forvirring), vrede og begær, eller:
B) forvirring (avidya, betyder ordret: uvidenhed, mangel på viden), vrede, stolthed, begær og misundelse. Tjødji Nyima Rinpoche skriver, at der også eksisterer en opsætning med 6 lidenskaber, hvori grådighed eller nærighed indgår som den sjette (i Kalachakra Tantra). Lidenskaberne kan underopdeles og gradbøjes, så der i alt findes 84.000 forskellige lidenskabelige sindstilstande.
Den korte version er altså: fanget af uvidenhed og splittet mellem vrede og begær. Det er det lidenskabelige miljø, som vi opererer i. Det er på denne baggrund, at vi både forstår og misforstår virkeligheden. Lidenskaberne præsenterer os for en færdig pakket emotionel reaktion, forståelse eller misforståelse, før vi er i stand til at forholde os til situationen bevidst og fornuftigt. Husk det nu. De lidenskabelige følelser opstår altid før din fornuft, fordi lidenskaberne opstår i den fjerde skandha, mens fuld bevidsthed først opstår i den femte.
Karakter
Lidenskabernes positive side er intuition og deres skyggeside er besættelse og forgiftning af sindet. Man kan også sige, at sindet bliver forurenet af al den lidenskab. Lidenskab hedder klesha på sanskrit (njøn mong på tibetansk). Forgiftning og forurening betyder, at emotionaliteten ved at gribe og fylde bevidstheden tilmudrer sindets iboende klarhed. Den kvalitative forskel på ren intuition og instinktiv forurening består i, hvorvidt der er tilknytning og identifikation med de lidenskabelige følelser eller ej. De fleste vil nok have svært ved at se sig selv som mennesker, som både lader deres egne lidenskaber opstå uforhindret og helt uden hæmning, samtidigt med at de slet ikke identificerer sig med dem eller knytter sig til dem, når de har manifesteret sig (Læs siden: Om træning i buddhistisk meditation, om dette emne). Faktisk er det så svært bare at give slip på tilknytning og identifikation med lidenskaberne, at de mange steder omtales som blot negative størrelser og som noget, der forgifter sindet, hvorfor de kloge anvender modgift til at pacificere dem med, før der sker skade.
Det er nok også rigtig smart, når man ikke mestrer sine tilknytninger og identifikationer, og man samtidigt gerne vil modvirke usund karma. Men det er vigtigt at bemærke, at de lidenskabelige følelser er ikke ‘fjenden’ eller uundgåeligt dæmoniske.
Problemet ligger i virkeligheden et andet sted, nemlig i tilknytningens og identifikationens mysterium.
Forløb
Der er også et problem i og med, at lidenskaberne opstår øjeblikkeligt som en lynhurtig reaktion (i den fjerde skandha) på et bestemt indtryk (i den tredie skandha), før man overhovedet når at behandle indtryk og reaktion med sin sinds-bevidstheds klarhed (i den femte skandha) og sin vedtagne etik. Den vedtagne etik aktiveres jo først i den fjerde skandha ved de efterfølgende gennemløb af de 5 skandha’er, efter den emotionelle reaktion har fundet sted og har farvet oplevelsen. Der sker næsten altid en slags emotional hijacking, som det hedder på nydansk, der lynhurtigt kan medføre ubesindig handling. Derfor er det vigtigt at opbygge gode vaner, som forholder sig til det ved for eksempel lodjung træning.
Lidenskaberne opstår ofte blandede og sammensatte i sindet. Angst vil nogle nok mangle i disse lister, men frygt og ængstelighed er det ene aspekt af vrede. Det andet er aggression og had. Uselvisk kærlighed og andre sociale følelser er heller ikke nævnt, da de ikke besætter eller forgifter, men baserer sig på et åbent sind. Kærlighed og begær kan dog sagtens danse sammen og smække med dørene. Sindet er naturligt åbent (rummeligt), men lidenskaberne indsnævrer åbenheden og bevirker tunnelsyn, når sindets egentlige natur endnu ikke er genkendt, og visdomsindet (sanskrit: djñana, intuitiv vished; herom senere) endnu ikke er gået op for os, og vi stadig knytter os til - og identificerer os med - vores lidenskabelige sindstilstande.
Lidenskaberne manifesterer sig i reglen i kæder. For eksempel opstår der naturligt stolthed i sindet, når man kan noget eller lykkes med noget. Går man meget op i det, eller sagt på en anden måde, bliver man virkeligt grebet af det, følger der en vis ringeagt for dem, som ikke kan det samme eller lykkes lige så godt. Det vil omverden i reglen reagere imod. Derfor vil man derpå føle vrede mod disse reaktioner, fordi man føler, at de er forkerte eller urimelige. Når det ikke ændrer på noget, vil man så føle sig skuffet, og hvis man ikke får respekt, vil man derpå føle selvmedlidenhed. En kædereaktion kan etablere sig som, hvad man kunne kalde en emotionel identitet ved sådanne vaner. Det er automatikken og selvoptagetheden i dette forløb, som fuldstændig tildækker eller tilslører (sanskrit: āvaraṇa = slør, tildækning) sindets iboende rummelighed og klarhedens vished (sanskrit: pradjña).
|
Forgiftning
Forgiftning vil sige, at man får et slags tunnelsyn, som udelukker mange aspekter ved situationen, som man befinder sig i - i reglen udelukkes både Dharma, altså Buddhas råd og vejledning og situationens alment menneskelige dimensioner. Man drives til at fokusere på sin tilsyneladende egen-interesse og har svært ved at opfatte andet. Desuden er man i den tilstand villig til at tiltænke andre sine egne lidenskabelige følelsers hensigter og begrænsninger.
Graden af tunnelsyn afhænger af intensiteten i lidenskaberne og de vaner, som man har opbygget i den forbindelse. Forgiftning betyder filosofisk, at sindets egentlige natur, Buddha-naturen tilsløres, hvorved sindet ikke kan erkende sig selv eller befri sig selv, så længe tilstanden varer (og den kan vare så længe som praktisk taget evigt, for vanen er stærk). Derfor kan man også kalde tilstanden en besættelse, skønt de fleste nok vil nøjes med at beskrive det som at blive grebet af de lidenskabelige følelser og nogle gange miste besindelsen.
Emotionel identitet
Tilsvarende vil man omtale sin emotionelle identitet som det, at at man i en given situation plejer at blive enten ophidset, begejstret, bevæget og opløftet, eller nedtrykt og nedslået, eller overvældet af rædsel og frygt og så videre. Man kan også sige, at enhver fascination af noget betyder, at der er emotionel tilknytning og dermed endnu et slør (sanskrit: āvaraṇa = slør, tildækning) eller endnu en fordunkling (sanskrit: moha) af sindets egentlige natur, som er naturlig grænseløs åbenhed (rummelighed) og følsomhed (klarhed). Det modsatte af tunnelsyn ved emotionel identitet.
Det virkeligt forunderlige, som få forstår, er den tilsyneladende nødvendige indentitet og tilknytning med lidenskaberne, for den er ikke nødvendig. Det skyldes naturligvis uvidenheden (sanskrit: avidya) om Nirvana’s og samsara’s natur, samt karmas virkemåde. Når uvidenheden er væk, er klistersindet (sanskrit: kleshacitta - herom senere) også borte, og i stedet vil de selv samme lidenskaber vise sig som visdomsind, en intuitiv og yderst følsom opfattelsesevne (sanskrit: djñaña - skrives også: jñaña - tibetansk: yeshe. Herom på siden: Om opfattelsen 4). Det er vigtigt at forstå, at lidenskaberne er først og fremmest intuitiv information.
Hvis man knytter sig til og identificerer sig med de opstående lidenskaber, når de viser sig i sindet, bliver man - til en vis grad, for der er jo også fornuft - ét med dem. Det forstærker lidenskaberne og giver dem en vis dominans i bevidstheden. Når der er lidenskab på den måde, er det ikke intuition, som dominerer, men den umiddelbare instinktive fornemmelse for egen-interesse, selviskhed og selv-tilfredsstillelse. Det foregår som en understrøm i sindet, fordi lidenskaberne ved deres intuitive karakter følger deres egne begreber, som ikke er underkastet viljen, sanskrit: cetana.
Desuden opstår de allerede i den fjerde skandha, mens forstanden halter bagefter med sin vilje, sine begrebs dannelser og sin forståelse eller misforståelse. Først når du bliver fuldt bevidst i den femte skandha, kan du aktivere fornuften til det næste gennemløb af de 5 skandha’er. Forstanden arbejder således altid i et forudgivet indre lidenskabeligt miljø, som ikke kan ændres positivt ved en direkte bearbejdning, fordi miljøet allerede er opstået, men kun ved indirekte påvirkning. Det sker hovedsageligt ved refleksion i den analytiske del af indsigts meditation, vipashyana og ved Bodhicitta, Dharma’ens befriende oplyste holdning (relativt Bodhicitta) og sindets medfødte, uforhindrede, naturlige og følsomme åbenhed (rummelighed) og hjertelighed (klarhed - glad lykke er naturligt meget kærlig - det vil sige: absolut Bodhicitta). For at få gavn af Bodhicitta må man naturligvis først blive opmærksom på, at Bodhicitta faktisk allerede er til stede midt i al balladen (læs siden: Det Lyse Sind).
Lidenskaberne er i en vis forstand således djævle, nemlig ved - med varieret grad af hensynsløshed - at forvolde skade på både en selv og andre på grund af sin selv-optagethed. Derfor reagerer mange, når de således bliver grebet af stærke lidenskaber, ved at forsøge at undertrykke, hæmme eller dæmpe deres egne lidenskabelige følelser og håber herved at kunne forblive sociale, mens de dog også gerne ser deres egen-interesse tilgodeset, som foreslået af lidenskaben. Det er meget menneskeligt, men forhindrer ikke tunnelsyn. Man sender blot lidenskaberne til underbevidstheden, hvorfra de stadig vil virke skadeligt på relationerne mellem en selv og andre, fordi der stadig er en eller anden grad af identifikation og tilknytning med klistersind (herom senere), og fordi lidenskaberne bliver ved med at opstå før forstanden. Man ser blot bort fra det, mens man fremviser et socialt ansigt. Det svarer til at gå med maske. Der er en kvalitet af noget uægte.
Visse andre mennesker vil opfatte lidenskabernes manifestation (som de jo på ingen måde kan forhindre i at opstå, da de er naturlige reaktioner, som følger af samspillet mellem én selv og omgivelserne) som noget sygt og farligt i dem selv. De vil derfor ikke kun nøjes med at undertrykke de lidenskabelige følelser, men meget aktivt forsøge at bekæmpe dem, hvilket de så - desværre - både bliver afstumpede og fremmedgjorte af. Det er unødvendigt selvpineri.
Ingen at disse reaktions-mønstre (samskara skandha) forstår at værdsætte lidenskabernes intuitive natur, men tilføjer følelses-livet ekstra besvær, knuder på sjælen og problemer med omverden. Lader man blot lidenskaberne dominere sindet, og identificerer man sig helt med dem, er det umuligt at undgå skade eller sår på både sig selv og andre, fordi alle lidenskaber er så selv-centrerede i deres begreb om situationen. Man kunne tro, at det ville være meget nemmere uden lidenskab i livet, men dels kan det slet ikke lade sig gøre, som det beskrives i næste paragraf (selvom mange har prøvet på at udvikle lidenskabsløshed i tidens løb) dels ville man miste en af livets største og vigtigste ressourcer samt sin naturlighed.
Intuition
Lidenskaberne er altid intuitive derved, at man ikke selv skaber dem, men de opstår spontant i den 4. skandha, relative til situationen, sådan som man opfatter den (i den 3. skandha). Skønt lidenskab synes at komme indefra, er de som regel affødt af begivenheder, som opfattes som kommende udefra omgivelserne. Selvom lidenskab er reaktion og ikke sansning, så blandes sansning og reaktion godt og grundigt sammen i bevidstheds skandha’en (den. 5. skandha).
Lidenskaberne kan derfor også betragtes som en flod af mental energi eller følelser, som strømmer fra det ene øjeblik til det næste (sanskrit: santana) og giver liv, sjæl, sygdom, helbredelse, inspiration, skuffelse og død. Så emotionaliteten kan både opleves som river rafting og som at fiske, mens man driver i en båd med strømmen på en lille stille å. Måske fanger man lidt fred. Når der er fart over feltet, intensitet og voldsomhed, prøver de fleste blot at styre sig gennem strømmen af lidenskabelige følelser.
Lidenskaberne er både i sind og krop. De er bindeleddet. De er både rent mentale størrelser og deltagere i kroppens biokemi og nervesystem. Lidenskab hører hjemme i den fjerde skandha, samskara skandha (vilje, vaner og begreber), og må således betegnes som umiddelbare emotionelle reaktioner.
Lidenskab er at tænde på noget, blive grebet af det og derpå brænde for det. Uden at løfte en finger eller tænke en tanke sker det bare. Det er lidt ligesom at komme på restaurant, hvor maden ikke bliver lavet af dig selv, og hvor du bliver betjent, uden selv at skulle gøre andet end at spise maden – skønt i denne situation får du ikke lov til selv at udvælge det, som bliver serveret. Det er altid dagens ret. Det er kokken, som bestemmer. Lidenskaberne informerer dig om den type situation, som du umiddelbart befinder dig i – ifølge din egen erfaring. Det er det intuitive ved lidenskab, og denne intuition manifesterer sig altid som en øjeblikkelig reaktion (4. skandha) på indtryk (3. skandha), før du er blevet fuldt bevidst om din situation (5. skandha).
Resumé
Lidenskab er intuitivt at føle og forstå, når noget er forkert i situationen, både når man ikke lykkes med noget selv, og når man udsættes for skade fra andre eller fra verdens tilstand, hvorved der umiddelbart opstår (1) vrede eller ubehagelig utilpashed, irritation, had, aggression eller angst og frygt. Vreden kan lynhurtigt skifte fra sin ene under-tilstand til en hvilken som helst af de andre.
Når man selv kan noget, som andre ikke er så gode til, eller når man blot lykkes med noget, opstår øjeblikkeligt (2) stolthed, som næsten uundgåeligt medfører ringeagt for i hvert fald visse andre.
Lige sådan når noget har værdi, vil der naturligt og spontant opstå (3) begær. Opmærksomheden lyser op af sig selv og retter sig straks mod begærets mål med begejstring og belyser det og beundrer kvaliteten. Derfor er der også et ønske om at tage denne værdi i besiddelse, nyde den og eje den.
Tilsvarende når nogen har opnået, hvad man selv ikke kan opnå lige nu, så opstår med det samme (4) misundelse. Pludselig er man inspireret til at ødelægge det for disse heldige, og man har det dårligt med sit eget uheld.
Endelig oplever man som ramt af lynet (5) forvirring, når der er noget, som man virkelig ikke forstår eller begriber og ikke kan fatte, hvad det er for noget, eller hvordan det virker (sanskrit: avidya).
Lidenskaberne er som et magisk spejl, som straks
reflekterer den situation, som man befinder sig i, med
lidenskabelige følelser.
Den intuition, som er gemt i lidenskaberne, er en kostbar ressource. Besætter eller griber lidenskaberne blot det stakkels menneskevæsen, så får man problemer på grund af den ledsagende hensynsløshed overfor andre uden at få nytte af de intuitive fornemmelser, som alle lidenskaber består af. Er man ude af stand til at opgive identifikation og tilknytning med de manifeste lidenskaber, anbefales det at bruge modgift, som det praktiseres i Mahayana traditionerne samt træne lodjung.
Magter man heller ikke det, anbefales det i Hinayana traditionerne at undgå at skade andre som følge af lidenskabernes tilstedeværelse i øjeblikket, idet Hinayana pointerer - ligesom straffeloven - at man er ansvarlig for sine handlinger, og at karma bør kultiveres, så der kun opstår god karma i fremtiden og at både udvikling og modning af dårlig karma forhindres. Det kan godt lade sig gøre, men det kræver lidt ydmyghed, tålmod (kshanti), selvdisciplin og vågent nærvær (sanskrit: smriti - ofte oversat som “mindfulness” - altså besindelse, skønt udtrykket ordret betyder ihukommelse [af Dharma] og opmærksomt nærvær. Læs siden: De 3 fartøjer, om Mahayana og Hinayana)
 |
2.c 8 slags bevidsthed
Jeg bruger betegnelsen: lidenskab, for at undgå at sammenblande begrebet med den anden skandha, følelses-skandha'en, som jo blot betyder fornemmelse af behag, ubehag eller neutralitet. Det lidenskabelige sind hedder kleshacitta på sanskrit og kan oversættes med ordet: klister-sindet (klesha betyder klæben og tilknytning, citta betyder sindets evne til erfaring og viden, så kleshacitta er sindets evne til at klistre). Det gamle danske ord: mod, som i udtrykket: hvordan er du til mode i dag? - viser betydningen. Sådan, som du har det lige nu: det er dit klistersind. Din lidenskabelige sindstilstand. Din dynamiske (omskiftelige) emotionelle identitet. Har du det godt? Det kan være en glad og ufarlig sindstilstand, når man har det godt.
Der opstår ikke en lidenskabelig følelse i sindet uden indbygget begreb og en ledsagende - og en næsten uimodståelig - invitation til identifikation og tilknytning. Det er f. eks umuligt at forestille sig lidenskaben begær uden begreb om værdi, mig og mit.
Et andet navn på sanskrit for klister-sindet er klishtha-mano-vidjñana, som ordret betyder klæber-sinds-bevidstheden. De mange former for lidenskab kaldes for klishtha-manas. Det er påfaldende med ordet ‘klistha’ på sanskrit og ‘klister’ på dansk, som tydeligvis betyder det samme. Mano (manas i flertal) betyder en tanke, en mental form, konstruktion, størrelse eller et mentalt mønster, som sinds-bevidstheden har taget form af. Kleshacitta betyder sindets evne til at spejle indtryk fra den 3. skandha med selvcentreret lidenskab i den 4. skandha. Klæber-sinds-bevidstheden er den måde, hvorpå de lidenskabelige følelser manifesterer sig som en særligt ladet bevidstheds form i den 5. skandha, som således farver sinds-bevidstheden, og som er udtryk for graden af din identifikation med lidenskab, som du opretholder.
Graden af identifikation afgøres af din bevidsthed og lagres som din vilje (sanskrit: cetana) i en fortsat og uophørlig historie fortælling (det, jeg har kaldt: den emotionelle identitet - som omtales på næste side).
Der er 8 slags sind, nemlig de 6 sanse-bevidstheder, plus klistersind og rumme-sind. I de klassiske Dharma traditioner beregner man kun 6 slags sind, fordi rumme-sind anses for Dharmadhatu (herom længere fremme: Om opfattelsen 5, Dharmadhatu) og klistersind for samskaras (4. skandha, vaner), hvilket er korrekt filosofisk. Grunden til at tælle 8 er funktionel og stammer fra Asanga, som er én af de store Mahayana-mestre, som levede for omkring 1500 år siden. Rumme-, klister- og (de 6 slags) sanse-sind beskriver forskellige grader af inkarnation. Der er kun ét sind. Opdelingen er begrebs-mæssig for at vise funktionen. Husk, Dharma'en er et fag. Filosofi og psykologi i Dharma'en er faglige terminologier samt definitioner og ikke dogmatik. De skal forstås i den sammenhæng, hvori de præsenteres.
De 5 skandha'er er ikke en tro, men nogle størrelser, som du selv kan finde i dit eget sind, når du udøver den såkaldte indsigts-meditation. Sindets rummelighed og klarhed er upåvirket af inkarnation. Klistersindet skaber forbindelsen til kroppen, men fungerer sådan set på samme måde inkarneret eller ej, uanset om man drømmer, hallucinerer eller er vågen. Når man kun drømmer eller hallucinerer, bliver oplevelserne dog ekstreme, hvorved klistersindet nemt ophidses. Sanse-bevidsthederne fungerer naturligvis meget forskelligt alt efter, om man er inkarneret i en krop, kun eksisterer i en rent mental form eller som et slags spøgelse (sanskrit: gandharva. Det er ikke meningen med denne artikel at forklare genfødsel. Det kræver en særlig forklaring. Her beskrives blot, hvordan sindet fungerer, også uden krop. Læs mere om det under bardo).
Asanga laver også sin tilføjelse til de 6 sanse-bevidstheder som instruktion for yogi’erne, fordi klistersindet er det, som man burde give slip på, og rumme-sindet er det, som man bør holde fast i, når man mediterer. Det er således, at Cittamatra snarere er en praktisk psykologi end en idealistisk filosofi.
(Med begrebet rumme-sindet fik Asanga også løst det filosofiske problem med, hvor samskaras og karma frø [sanskrit: bidja] lagres i en inaktiv form. Det voldte ellers store problemer for alle de klassiske traditioner at forklare emnet på en sammenhængende måde. Læs om det på siden: Angst for tomhed).
Klistersindet og de 6 sanse-bevidstheder er konstant i bevægelse eller under forstyrrelse. Vi er i 7 sind og det ottende er det virkelige (mentale) rum omkring alle oplevelser, sindets rummeligheds natur (sanskrit: alaya, beholderen). De første 7 slags sind betegnes under ét som sindets klarheds-natur - i den forstand, at vi kan erkende sindets iboende klarhed ved klistersindet og de 6 sanse bevidstheder. Man kan også sige, at det er ved sindets klarheds natur, at vi kan erkende sindets virkemåde. Hvordan oplevelser opstår. De 5 skandha’er.
Opsumering 1:
I det store og hele er sindet rummelighed og klarhed med de 5 skandha'er indeni, optændt af intuitiv lidenskab. Det er alle oplevelsers virkelighed .
Deduktion
Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser.
Fordi der er oplevelser, må der også være plads
til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i
al deres forskellighed, må sindet også evne at kaste
klarhed over dem. Fordi oplevelserne både opstår,
udfolder sig og forsvinder hele tiden, må der være
processer i sindet, som bevirker det. Disse processer
kan isoleres til de 5 skandha'er, som hver især er udtryk
for grupper af sindslige processer og mentale mønstre.
|
Der er flere bøger om Abhidharma i boglisten
|
|
|
|
|
|
|
Skandha som metafor |
|
|
|
Hvorfor undervises der i skandha’er og resten?(Med resten menes de flere slags bevidsthed, de 12 ayatanas, de 18 dhatu’er og de 22 indriyas)
Vasubandhu siger:[Det gør der] for at [de] kan virke som midler mod de 3 slags tro på et egentligt Selv. De 3 slags tro på et Selv er troen på en enhed [i Selvet], tro på en oplever og tro på et handlende [Selv]. (Selvets illusion forklares i næste artikel, Om opfattelsen 3) Således skriver Vasubandhu i bogen Opsumering af de 5 skandha’er, udgivet på engelsk som: The Inner Science of Buddhist Practice, oversat af Artemus B. Engle.
|
|
|
|
|
|
De 18 Dhatus, 12 Ayatanas og 22 Indriyas
De 6 slags sanse genstande, de 6 sanse evner og de 6 sanse bevidstheder bliver samlet kaldt for de 18 dhatu'er. Det oversættes normalt som de 18 sanse områder, eller nogle gange som riger, regioner, sfærer og – i nogen grad ukorrekt – som elementer. Læs i ordforklaringen: dhatu.
De 6 slags sanse genstande og de 6 sanse evner kaldes for de 12 ayatana'er, hvilket normalt oversættes som de 12 sanse baser eller felter - ordret betyder det de 12 kilder eller porte. Læs i ordforklaringen: ayatanas.
|
|||
Årsager og betingelser
De 5 skandha’er er betingede tilstande (sanskrit: samskritas), som opstår fra årsager og betingelser. De er betingede af deres 1) opståen - 2) deres tidsforløb samt forandring - og deres 3) forsvinden. Det forunderlige ved de 5 skandha’er er den evige gentagelse af forløbet. “Form er som en kugle af skum, følelse er som en boble i vandet, opfattelse er er som en luftspejling, samskaras er som kernen i banan palmen (den er hul uden kernetræ) og bevidsthed er som et spøgelse.” “Det kan ikke benægtes, at alt, som er genstand for opståen, er også genstand for ødelæggelse.” fra: Samyuta Nikaya |
|||
|
|
|
|
Bodhisatwa’en Mandjusri, som med sit visdoms sværd afhugger al tilknytning og identifikation. Hans sværd består egentlig af lys og flammer, skønt på dette maleri ser det almindeligt ud, blot omslynget af en stikflamme. I sin venstre hånd holder Mandjusri en utpala blomst, en slags blålig lotus. På billedet her har blomsten dog et rødligt skær. Han holder den på stilken, mens blomsten folder sig ud over hans venstre skulder. Utpala blomsten symboliserer Bodhicitta, det Lyse Sind og det åbne hjerte. Ovenpå utpala blomsten hviler en bog, symbolet på klarhedens vished, pradjña. Mandjusri er klædt i det traditionelle prinsetøj fra Indiens Oldtid, som udtrykker hans Sambhogakaya. Hans ben er anbragt i vadjra stillingen, symbolsk for hans samadhi. Hans overkrop og arme er i bevægelse, symbolsk for hans indsigt og bodhicitta virksomhed. Alt er lavet af lys, ligesom Mandjusri’s krop og hans fine silketøj og ornamenter, symbolsk for sunyata. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Mediterende Bodhisatva fra Kushan perioden, cirka 2000 år gammel statue. Hans asymetrisk placerede tommelfingre og let skæve ryg kunne antyde, at han kontemplerer over, hvorfor der altid kommer følelse før tanke. |
||||||||||||
|
Forgiftning - eller bare grebet lidt Forgiftning af sindet ved for eksempel begær eller vrede, fører til kamp og konkurrence på markedet eller kamppladsen. Selv på det frie marked er det en sofistikeret slåskamp, som foregår. Når man i den grad forfølger sin egen snævre egen-interesse på andres bekostning, opstår der et modtryk fra omgivelserne. En vinder giver mindst 9 tabere i en kamp eller konkurrence. Problemet er, at vinderen på slagmarken eller det åbne marked ikke blot prøver at vinde, men også søger at få de andre til at tabe. Det skaber såkaldt dårlig karma, for man bør ønske alle andre lykke og succes - i hvert fald ikke nederlag, hvis man ønsker at fremme den gode karma omkring sig ved et åbent og hjerteligt sindelag. Der er ondsind involveret i at vinde på denne måde, derved tiltrækker man en ond karma for sig selv, som vil modnes en gang i fremtiden, hvor man så selv bliver udsat for samme slags ondsind, uden at kunne forhindre det i at ske. Man kan naturligvis godt mene, at kapitalisme og det frie marked er godt for samfundet til at stimulere vækst overalt, men man skal regne med den dårlige karma, som rammer individuelt og personligt og i reglen på et uheldigt tidspunkt. Hvor meget gavn får samfundet af det på længere sigt? Man bør bide mærke i, at det er særdeles svært, at stoppe dårlig karma, fremme den gode karma og udvikle et åbent og hjerteligt sindelag overfor sine omgivelser, når hele tidsånden bygger på og fremmer giftige sindstilstande, hvor det ikke blot er tilladt i et vist mål, at tilføje andre skade, men det forventes at man gør det og i mange tilfælde opfordres man til det af sine omgivelser. Det er ikke blot et socialt-psykologisk problem. Det er i høj grad et personligt problem og en eksistentiel udfordring for det gode medmenneske. Hvis betvingelse af andre og god moral følges ad, og hvis kapitalisme og høj etik følges ad - og det kan jo ske - så er der tale om et fornufts ægteskab og bestemt ikke om kærlighed. Når man til sidst er kommet ovenpå og har vundet og er blevet rig og magtfuld, så sker det faktisk ofte, at man får et nyt perspektiv, og det skal vi være glade for. Det vil dog som hovedregel kun gælde en gang imellem, på et individuelt plan og ikke for en virksomhed, et aktieselskab eller en politisk magt.
|
||||||||||||
|
Billedet viser et klassisk symbolsk spejl fra Tibet
Det er ikke verden, som du ser, men dit eget sinds spejling af verden. En spejling er ikke den virkelige ting og består ikke af noget som helst udover spejlingens illusoriske karakter.Det er ikke dig, som ser, men dit eget sind som viser dig noget. Slap helt af overfor denne enkle virkelighed og giv slip på enhver tilknytning og identifikation. Lad dit eget sind genkende sig selv.
|
||||||||||||
|
Det flammende visdoms sværd på en lotus blomst. Et såkaldt ‘wang kort’ - som bruges til indvielser (wang eller abhisheka). Sværdet er egentlig helt lavet af lys og flammer for at understrege dets uhåndgribelige karakter. Det symboliserer kraft og evne til at skære tilknytning og identifikation bort, hvorved klistersindet forvandles til visdomsind. Det er derfor, at det kaldes visdoms sværdet.
|
||||||||||||
|
||||||||||||
|
Rigdom, dybde og enkelhed
”Det er selvfølgelig godt med dybde. Således skrev Karmapa på sin hjemmeside den 14. juli 2018.
|
||||||||||||
