Forsiden

sitemap

Tendar

Selvets illusion
  den tredje af 5 artikler om buddhistisk anskuelse
 

  Sindet giver rum og klarhed til oplevelserne, som strømmer gennem de 5 skandha’er, men du oplever kun noget, fordi du er altid  opleveren af dine oplevelser.
 

  Man kan ikke forestille sig, at man som oplever har andre oplevelser, end sine egne. Man er altid den, som oplever sine oplevelser. Man kan også sige det sådan, at man er vidne til sine oplevelser. Det, som man selv er, kan defineres i forhold til, hvad man ikke er. Som oplever er du forskellig fra oplevelsen og processerne for oplevelse, i hvert fald i en vis forstand, nemlig sådan som det opleves. Man kunne kalde opleveren for Selvet, ligesom hinduer (og Søren Kierkegaard) gør, men opleveren er ikke en ting eller størrelse, som kan defineres, beskrives eller måles, og begrebet opleveren giver kun mening i forbindelse med oplevelser. En oplever uden oplevelser giver ikke mening. Vi kan sige, at der er en oplever, fordi  der er oplevelser og oplevelses-processer. Hvis der ikke er noget vidne til at opleve oplevelserne, er der ingen oplevelser. Det er den sproglige eller begrebs mæssige logik.
 

 For at udtrykket oplevelser giver mening, må der også være en oplever, et vidne. Det at være vidne til sine oplevelser er en uadskillelig del af oplevelsen, men også kun en relativ del. Sindet er både rummet omkring-, tiden for- og stedet for opleveren (hvor uhåndgribelig denne størrelse i øvrigt er), processerne for oplevelse og selve oplevelserne. Man kan undre sig over, om man mon blot i virkeligheden er opleveren i denne sammenhæng, eller om man må se sig selv som hele sit eget sind? Dette spørgsmål har beskæftiget både  Madhyamaka  og  Cittamatra skolerne.
 Opleveren er noget meget specielt set i forhold til oplevelses-processerne og selve oplevelserne. Det at være opleveren skal vi derfor kigge lidt nærmere på.
 

  Hvis du (helt hypotetisk) kunne opleve opleveren, må du spørge dig selv om hvem, som er vidne til den oplevelse. Du måtte selv være en  anden oplever for at kunne få oplevelsen af Selvet. Ellers er der intet vidne til stede, som kan opleve oplevelsen. Selvet kan ikke både være den, som oplever, og det, som opleves - på samme tid. Først er der processerne for oplevelse, så selve de frembragte oplevelser, og derpå idéen om en oplever, som oplever disse oplevelser som noget andet end vidnet selv.  Det er ikke muligt at undgå at  være opleveren eller dét, som udtrykket vidne peger på, men det er umuligt at opleve, hvad  opleveren er i sig selv. Det gør virkelig selv-erkendelse vanskelig. Opleveren er aldrig en oplevelse, selvom opleveren altid deltager i oplevelserne.
 

 Man kan sige, at evnen til at rumme oplevelser og give dem klarhed er det samme som at være opleveren, men denne evne er jo netop ikke noget, som ovenfor beskrevet (Om opfattelsen 1, Basis). Man kan også sige det sådan, at opleveren er den eksistentielle dimension ved at besidde bevidsthed  (sanskrit:  vidjñana). Det er den situation eller dimension, som gør dig til det, som  kaldes for Selvet (sanskrit: atman). Man kan så påstå, at Selvet er  transcendent  i forhold til sindet, og at det måske trods alt er noget på et transcendent eller metafysisk plan, men det er umuligt at påvise eller erkende på grund af oplevelses-situationen, hvor   opleveren  umuligt kan blive til en oplevelse, som man så kan undersøge nærmere. Desuden er transcendens irrelevant,  hvad angår Nirvana.

   Når vi kigger tæt på den psykologiske situation, ser det faktisk mere ud som om, at det er verden, som er transcendent i forhold til os selv. Vi kender jo kun til verden som en oplevelse. Det er således umuligt at fatte, hvad en oplever er, skønt alle vel er klar over, at det er det, som de dybest set selv er, når de tænker nærmere over det. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt nogen, som mente, at de ikke  var oplever af deres oplevelser. Opleveren er kort sagt altså ikke noget som helst, men befinder sig alligevel samme sted som oplevelserne. Det er det, som vi har brug for at vide. Vi skal bruge denne viden, når vi udfører Indsigts-meditationen (sanskrit: vipashyana - tibetansk: lhagthong  - hvordan og hvorledes forklares på siden:  Angst for tomhed). Vi kigger nærmere på opleverens essens lidt længere fremme i teksten.
 

  Dette forhold kaldes for  Selvets forførelse eller illusion. Vores egentlige identitet ligger aldrig dér, hvor vi almindeligvis anbringer den, nemlig blandt vores oplevelser.  Jeg føler, at jeg er til, derfor er  jeg til, tænker man uden at tænke over, at al denne selv-følelse er en oplevelse.  Der er ingen selv-følelse ved opleveren - kun ved oplevelser (med udtrykket menes ikke stolthed, men blot følelsen ved at være til, adskilt fra verden skønt inkarneret i den). Alligevel ligger éns særlige og dybere identitet i dimensionen af  at være opleveren af sine egne oplevelser, at være vidne til dem. Så du er vidne til din egen oplevelse af din egen selv-følelse. Oplevelser af selv-følelse og identitet er begrebsmæssigt noget andet end det at være   opleveren  af dem.

Det vi er

  Begrebet opleveren er nødvendigt for at kunne forstå den mere grundlæggende identitet, som alle har, i modsætning til personlighed, ego eller individualitet, som er den interaktive identitet  (læs klummen til højre), som befinder sig i forhold til, hvad der opfattes som anderledes end én selv. Man kan sige, at der findes en dybere identitet, som man normalt ikke tænker særligt over, og en aktiv og engagerende identitet, som man konstant opbygger i vekselvirkning med omverdenen. Man opfatter altså almindeligvis sig selv både som noget, som man er og som noget, som man gør. Dybest set er begge identiteter misvisende, hvad angår det, som vi virkelig er i en absolut forstand - udover diverse relationer. Som sansende væsner er vi fuldstændig indeholdt i virkeligheden, og kan ikke opfatte vores sind udefra.

  Det er dog ikke hele historien om den egentlige identitet. På en måde er man jo også oplevelserne, både dem, som man identificerer sig med, og alle de andre, som man ikke føler, at man er for så vidt som, at man er sit eget sind, og at oplevelsen af alle de andre og hele verden foregår dér. Hvis man ikke, i det mindste, er sit eget sind, er man virkelig ingen verdens ting, og sindet er jo heller ikke nogen ting. Men pyt med det. Man er jo lige godt opleveren af sine egne oplevelser, selv når man ser på dette grænseløse sind, men dybest set er der egentlig blot de skiftende oplevelser, som jo er det, som man oplever hverken mere eller mindre, og man finder aldrig opleveren, Selvet, sjælen eller ånden eller noget som helst andet, for der er ikke noget at finde. Opleveren er simpelthen en abstraktion (men husk det nu: opleveren er en virkelig abstraktion i den fjerde skandha). Så i stedet for at være dig selv, er opleveren eller Selvet en forståelses vane og et begrebs mønster (sanskrit: samskara). Det er det, som Vasubandhu betegner som opleverens illusion.
 

  Oplevelserne er mangfoldige, skønt ufuldstændige sansninger, som konstant bearbejdes af de 5 skandha’er. Til gengæld har sindet Buddhanaturen, Sugatagarbha. Er vi så absolut ingenting? Nej, det kan man ikke sige, for vi har jo oplevelser, som i en stadig strøm opstår, udfolder sig og forsvinder igen i sindet. Så der er altså noget, selvom det egentlig ikke er noget med  substans  eller  uafhængig væren eller eksistens, men herom i næste kapitel. Der er grænser for erkendelse, selvom Nirvana (læs siden: Om Buddha 2) gør en kvalitativ forskel. Selvets illusion og  Nirvanas mulighed hænger uløseligt sammen. Erkender du ikke Selvets illusion, finder du ikke Nirvana. Dette udsagn gentog min retreat-mester  Gendjyn Rinpotje   ofte.
 

  Buddha Sakyamuni opdagede, at for fjerne al lidelse var denne erkendelse tilstrækkelig: vi er uvidende om os selv i ordets dybeste betydning, men er i stand til at opnå indsigt i sindets natur og virkemåde. Et transcendent Selv eller en Gud behøves ikke for at erkende sammenhængen og dermed overstå al lidelse. Sammenhængen er De 4 Ædle Sandheder. Buddha Sakyamuni opdagede en tilstand helt fri for forvirring og lidelse, som opnås, når indsigten i sindets egentlige natur indtræffer. Pas på med forståelsen her. Betegnelsen  indsigt  er også blot et begreb, som er anderledes end det, som begrebet hentyder til (herom senere på siden:  Om opfattelsen 5, Dharmadhatu).

(Andre religioner beskæftiger sig med andre sammenhænge, og beskriver derfor sjælelivet på andre måder, som nødvendiggør en Gud eller et transcendent Selv for at forklare sammenhængen ud fra vedkommende religions forudsætninger. Det er blandt andet derfor, at disse religioner har et så stort element af tro og hengivenhed, sanskrit: sraddha, som middel mod filosofisk tvivl og mod den manglende forklaring om alting samt livets mysterium)

Det vi gør

  Vores dagligdags personlighed eller ego er de 5 skandha’er. Man kan sige, at vi i denne forstand  for det meste  er det, som vi er  vant til  at være. I klassisk Dharma betegnes det med ordene: forgængelighed, lidelse og essens-løshed, fordi i livet er alting konstant i forandring, og de 5 skandha’er opstår og forsvinder i uophørlig vekselvirkning mange gange i sekundet. Tænd - sluk - som var det vekselstrøm med to faser (santana’s karakter).
 

  I moderne kognitiv videnskab kaldes ego'et for vores tilkobling til omgivelserne. Derfor er dette forhold relativt, omskifteligt, ustabilt, sammensat, vanskeligt, forhandlende og forgængeligt. Som oplever af dine oplevelser synes du derimod at være den samme hele tiden, for den grundlæggende situation er altid den samme. Du oplever oplevelser.
 

   Naturligvis er vi i en relativ forstand identiske med vores personlighed, men netop kun i en  funktionel betydning som vores  handlinger, udtryk og ansvar.  De 3 størrelser danner karma  (de er desuden til dels også forårsaget af karma).

  Det  ægte menneske (sanskrit:  arya) er ét med sine handlinger, sit udtryk og det ansvar, som  situationen skaber. Hvordan og hvorledes afhænger naturligvis af din  opfattelse eller fortolkning af situationen. Det  uægte menneske, præget af løgn, selvbedrag og fremmedgørelse (uvidenhed, begær og vrede) er så at sige ved siden af sig selv og sin situation af mangel på præcis og korrekt opfattelse af virkeligheden. Sådan er det konventionelle eller relative ego system.

(Jeg vælger her at oversætte sanskrit udtrykket  arya [ædel] som ægte eller autentisk. Buddha Sakyamuni brugte ofte udtrykket brahmin om det samme. Ikke som udtryk for kaste, men i betydningen en  rent menneske med  høj etik, som er i stand til at sætte sig ud over uvidenhed, begær og vrede ved de gængse virksomme metoder, sanskrit: upaya. Så betydningen er et menneske med ægte medmenneskelighed. Det relative ego system kan altså både virke hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt, hvad angår Nirvana. Det kan enten have kvalitet ved  Bodhicitta  eller mangle sådan kvalitet).
 

   Ingen af disse 3 størrelser (handling, udtryk og ansvar) er konstante eller absolutte, men befinder sig i relationen til situationen. Det er din oplevelses-situation derimod:  du er altid  opleveren som i en nærmest uforanderlig situation. Uanset hvad, du oplever, er du vidne til det. Selv et skizofrent menneske er kun én oplever  (det er den sindssyges tilkobling til sin krop og omgivelser, som er brudt sammen, og samskaras manifesterer sig usammenhængende under psykose). Også opleveren er relativ, men på et dybere plan eller niveau end personligheden. Opleveren er relativ til oplevelser generelt. Personlighed er relativ til begivenheder.

  (Læs også om  santana, strømmen af sind fra det ene øjeblik til det næste, hvor opleveren forsvinder i hvert eneste mellemrum, som befinder sig inde imellem øjeblikkene.  Santana beskrives her i artiklen: Angst for tomheden, som også går i dybden omkring emnet identitet. Læs mere om ego og opleveren her   - fra artiklen  Angst for tomheden)

Blot en tanke

  Som det første må man forstå denne vores egen absolutte og uundgåelige hjemstavn: der er ikke nogen hjemme. Der er blot masser af plads,  uforhindret mulighed og klarhed omkring alle dine oplevelser. Pointen er ikke, at du ikke er noget. Pointen er, at du er noget ikke-noget, noget ubegribeligt, noget nærværende men alligevel ubegrænset og udover enhver oplevelse skønt alligevel indenfor dem alle. Fordi der ikke er nogen hjemme, betegner  Buddha Sakyamuni  det som ikke-selv, sanskrit:  anatman.
 

  Man bør ikke misforstå sin egen illusion: man er altid opleveren af sine egne oplevelser - man er altid sit eget bedste vidne (slogan fra  lodjung træningen), selvom opleveren er usynlig og substansløs som et spøgelse. Det er jo sådan, at man  begriber  sin situation som adskilt fra verden i en egenskab af at være sig Selv som noget andet end verden. Så selvom der egentlig ikke er noget egentligt Selv, er der skam et meget virkeligt  begreb om sig selv som vidne. Derfor må man undersøge Selvet nærmere som et begreb eller en samskara, som umuligt kan eksistere uden begreb om alle de andre og alt det andet end sig selv. Selvet som begreb giver kun mening, når der også er de andre og alt det andet, hele verden, som ikke er én selv.
 

 Det kaldes for den grundlæggende dualisme, denne skelnen mellem selv og verden. Subjekt og objekt. Nyder og nydelse. Indre og ydre. Krop og sind. Oplever og oplevelser. Rummelighed og klarhed. Der er en fællesnævner for sind og oplevelser, og den er ikke Selvet, ej heller sindet eller de 5 skandha’er, men  fraværet af dualitet. Det betyder ikke, at der er en enhed, men blot at der ikke  er en to-hed. Dualistisk opfattelse er unødvendig   forvrængning.
 

  Der er slet ikke noget enestående Selv, som kun eksisterer i kraft af sig selv alene. Vi kan kun tale om en oplever, når der  også  er oplevelser. I næste kapitel vil du se, at der faktisk heller ikke er nogen verden som sådan. Den grundlæggende dualisme er altså en stor misforståelse af virkeligheden, i hvert fald den  psykologiske virkelighed, og kaldes derfor ubevidsthed, uvidenhed eller  avidya på sanskrit. Det er de 5 skandha’ers sammensathed, som giver anledning til de dualistiske opfattelser. Når sindet blot hviler i sig selv i den egentlige  vipashyana (indsigts meditation), kan du både få et glimt af  ikke-to-hed  - og erkende den.
 

  Heraf følger naturligt, at det er samspillet  (karma)  mellem selv, andre og andet, som skaber personligheden, hvori vi almindeligvis lægger vores identitet. Der er dog aldrig mere personlighed end situationen tillader, for personlighed er simpelthen vores relation til alt og alle, som vi anser for at være adskilte fra os selv. Så alt og alle, verdens tilstand og alle de andre, som vi faktisk møder i vores eget liv, er med til at bestemme, hvem og hvordan vi er som person i et uophørligt samspil mellem én selv og verden. Det er det, som Vasubandhu betegner  som fravær af et handlende Selv. Det at gennemskue vores således relative identitet og dens  essensløshed  er betegnet som Hinayana (Det Lille Fartøj eller Fartøjet til Personlig Befrielse).
 

  Når man dernæst kigger nærmere på samspillet mellem selv, andre og andet end én selv, vil man bemærke, at det i aller højeste grad er de andres handlinger og verdens tilstand, som afgør, hvad vi som personer må forholde os til og definere os selv ved (det jeg har kaldt for: den store historie - læs klummen til højre for oven). Derfor kaldes området, hvor de andre og hele verden befinder sig, for  Bodhisatva’ernes træningsplads. Det at gennemskue alt og alles relative og absolutte dimension betegnes som  Mahayana  (Det Store Fartøj eller Bodhisatvafartøjet), hvor man opøver kærlig velvilje (maitri) og medfølelse (karuna) med alle samtidigt med, at man gennemskuer altings fravær af selvstændig eksistens, substans eller egentlig egennatur, men herom i næste kapitel.

  Et transcendent eller metafysisk Selv  kan umuligt erkendes direkte og vil derfor altid være noget spekulativt. Det konventionelle ego er lige så sammensat og omskifteligt som livet og er aldrig ligeså entydigt som det at være opleveren af sine egne oplevelser. I en absolut forstand rummer vi blot det hele uden dog at kunne definere, hvad sindets rummelighed og klarhed er i sig selv - udover sine virkninger, vores oplevelser, herunder vores idé om os selv. Vores idé om os selv er altid blot en tanke fra den 4. skandha. Det vi virkelig er, er  ikke  en tanke. Tanker er noget, som vi har. Det er ikke noget, som vi er.
 

 Vi lider under misforstået identitet. Det er os selv som helt naturligt har misforstået noget på grund af selve oplevelses-situationen, de 5 skandha’er. Vores forståelse - eller mangel på samme - samt vores lidenskabelige følelser leder os konstant til identifikation og tilknytning med visse oplevelser og afsky for andre og endelig ligegyldighed med de fleste, som vi ikke har en direkte berøring med – eller en emotionel interesse i. Det skaber  karma.
 

Deduktion

Vi  kender  til  sindet, fordi  vi  har  oplevelser.
Fordi der er oplevelser, må der også være  plads
til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i
al deres forskellighed, må sindet også evne at kaste
klarhed  over dem.  Fordi  oplevelserne  både opstår,
udfolder sig  og  forsvinder  hele tiden,  må  der  være
processer  i  sindet,  som bevirker det.  Disse  processer
kan isoleres til de  5 skandha'er,  som hver især er udtryk
for  grupper  af sindslige  processer  og  mentale  mønstre.
Der  observeres  ikke  noget  vidne  til  oplevelserne,   fordi
observatøren  er vidnet.

 Denne beskrivelse af Selvets illusion er baseret på undersøgelses-metoden i den analytiske indsigts-meditation (sanskrit: vipashyana), som kaldes kusulu [som betyder: “lige ud ad landevejen”] på sanskrit (tibetansk: trømeh). Kusulu betyder egentlig den hjemløse omvandrende yogi uden tilknytning til nogen eller noget. Trømeh betyder ikke indviklet, fordi undersøgelses metoden ikke kræver en akademisk uddannelse.
   I  Abhidharma  litteraturen, som er Dharma’ens systematiserede lære-bygning, gives der flere lange og udførlige beskrivelser af Selvets illusion, oplevelsernes sammensætning, sindets virkemåde og natur. Dermed vises der mange omfattende undersøgelses metoder.

Læs videre i ordforklaringen om  anatman, Selvets illusion.
Artiklen fortsætter på næste side:  Om opfattelsen 4

 

Bevidsthed er heller ikke dig selv
 

Et citat om bevidsthedens tomhed:

                Som den er, således   synes  den ikke,
           som den synes, således  er   den ikke;
       bevidsthed er af sin natur uden Selv
    [uden egen-natur, sanskrit:  svabhava] ,
bevidsthed har intet andet grundlag  [= sunyata] .
 

Verset er et citat fra Nagardjuna’s værk: Bodhicittavivarana - forklaring af Bodhicitta. Bogen er oversat til dansk af Christian Lindtner og indgår i skrift samlingen: Indiske Studier 2 - Nagarjunas filosofiske værker, oversat og indledet af Chr. Lindtner, Akademisk Forlag, København.  (1982. ISBN: 87-500-2388-8.) Citat fra side: 44.

Således forklarer  Nagardjuna (se billedet), at der heller ikke er noget egentligt Selv ved de forskellige slags bevidsthed. Bevidsthed er både evnen til at vide og selve sådan faktisk opfattelse af viden. Der er både bevidsthed om sindets rummelighed og om oplevelserne i det mentale rum, men denne vished er noget, som opleves – den er ikke det samme, som at være vidne til bevidstheds udfoldelse. Det at være vidne til sine oplevelser og sit sind, er ikke noget essentiel  – der er ingen egentlig egen-natur – men en relation: der er ikke oplevelser uden en begrebs mæssig oplever til at opleve det hele. Denne relation forekommer umiddelbart indlysende, mens der samtidigt kun kan fastslås et  begreb om vidnet, som det eneste virkelige Selv.
 

 Men det virkelige Selv kan ikke være blot et begreb eller en tanke. En tanke og begreb er en oplevelse. Opleveren har oplevelsen af et sådant begreb. Alene derfor er du selv som vidne til dine oplevelser ikke noget begreb overhovedet. Bevidsthed er at opleve, så bevidsthed, skønt det er   betingelsen for oplevelserne, er en egenskab ved sindet og oplevelser og altså ikke opleveren eller Selvet eller vidnet til oplevelser. Vidnet eller observatøren kan heller ikke placeres blandt de andre 4  skandha’er. Begrebsmæssigt havner vidnet altid sammen med oplevelser, skønt tilsyneladende adskilt fra dem. Betingelsen for oplevelse er bevidsthed, som er noget, du har –  ikke noget, du er.
 

 Men når du ikke er oplevelser, og heller ikke er sindet, hvad eller hvor er du så? Stedet kan ikke udpeges, og du kan ikke være noget, som bare ligner en oplevelse, vel? Og som sagt, en blot og bar tanke er du naturligvis heller ikke. Så der er ikke noget Selv nogetsteds.