Forsiden

sitemap

Tendar

Swayambhu stupa’en (det selv-opståede lys) på bjerget i Kathmandu, Nepal - symbol på sindets natur, hvilket er indbygget i stupaens arkitektur. I de 4 verdenshjørner er der lavet små kapeller for hver af de 5 Buddha-familier. Billedet viser stupa’ens tårn sektion, som står ovenpå den runde  ‘omvendte skål’ malet helt hvidt med gule buer, som symboliserer en lotus blomsts blade i kontur.

Dharmadhatu 
  den femte af 5 artikler om buddhistisk anskuelse
 

 At alt foregår i  sindet, inklusive hele verden, er ikke en helt fremmed tanke i kongeriget Danmark. Indenfor akademisk medicinsk hjerneforskning mener man det samme. At hele den  oplevede verden er bagved øjnene og inde i hovedet, er indlysende for hjerneforskeren. Også selvom hovedet er lille og verden meget stor. Hvad øjnene ser, er dansende sansninger i neurale netværk af nerveceller og -tråde i  hjernen og selve øjnene. Man ser egentlig ikke det, som er foran øjnene, men kun øjets refleksioner på lysets forstyrrelse af sanseorganerne. Verden findes kun i en psykisk dimensionalitet - også for hjerneforskeren.
 

  Den akademisk medicinske hjerneforskningen peger på hjernen som sindets opholdssted, hvorfor mange antager, at den på en eller anden måde laver sindet. Man har dog ingen præcis ide om, hvordan det skulle foregå. Man ligesom forventer det bare. Mange studier viser, at skade på hjernen bevirker forskellige forstyrrelser af både de almindelige sanse evner og fatte-evnen. Også med de buddhistiske briller på, er det logik. Hjernen er et meget komplekst sanseorgan for alle  6 sanse-bevidstheder. Ødelæg noget her, og der går kludder i systemet.
 

  Tager man udgangspunkt i naturvidenskabelig tankegang, kan man forstå Buddha Sakyamuni’s anskuelse om sindets virkelighed som mindst 2 ekstra  rent mentale dimensioner  til de sædvanlige 3 fysiske (højde, længde og bredde), plus tid som den fjerde dimension. Disse 2 ekstra mentale dimensioner kan ikke måles og vejes, fordi selv tungt-vejende argumenter ikke har vægt, og omfattende tanker og store drømme er umulige at få målebåndet omkring, så naturvidenskaberne kan ikke beskæftige sig med dem direkte. Indirekte er det også svært, fordi man kun kan overveje og måle på sindet ved hjælp af hjernescanninger, hormon prøver, biopsi, interviews, observationer af opførsel, statistik og logiske slutninger på et mangelfuldt grundlag.
 

 Mange bemærker derfor ikke sindets tilstedeværelse som ekstra  dimensioner, men antager, at sindet er en egenskab ved nogle biologiske molekyler og deres aktivitet i hjernen. Man kunne ud fra de kendte data, lige så godt antage, at hjernens molekyler  svinger med sindet og forankrer det for en livstid, hvis vi har et par ekstra dimensioner at anbringe sindet i. Rumme-sindet  indeholder alle dimensioner, så det må være sin egen dimension. Klistersindet med sin medfølgende  dualisme går fra tilstande af inkarnation til rent mentale tilstande, så det må også have sin egen dimension  til at gøre det i  sammen med de 6 slags sanse sind.

  At kalde klistersindet, de 6 sanse-bevidstheder og rumme-sindet for ekstra dimensioner til den fysiske verden er blot et billede, som jeg selv har fremstillet og formuleret, og  ikke  klassisk Dharma (en tibetansk Lama ville i vore dage aldrig skrive sådan noget). Billedet, som tager sit udgangspunkt i den almindeligt accepterede fysiske virkelighed, bruger jeg udelukkende for at skabe sammenhæng mellem den klassiske Buddha Dharma og nutiden, hvor man ofte antager, at sindet er et produkt af hjernen. Tænker man på den måde, mangler man et par dimensioner. Man kunne også kalde det   overtro med videnskabelige undertoner, at sindet kun må være en software i hjernens hardware  - altså en  fordom om sindet. Måske ønsker vi blot en nem og realistisk forklaring på et meget vanskeligt spørgsmål. (Læs mere om dette emne i artiklen:  Hjerne og bevidsthed.)

 Buddha Sakyamuni giver os den virkeligt realistiske beskrivelse af, hvor vi lever henne, hvordan vi gør det, og hvorfor det ikke behøver at være sådan.  I virkeligheden er der kun to dimensioner.
 

 Man kan også spørge, hvor fysiske i en fysisk forstand, de fysiske  grundelementer (sanskrit: maha-bhuta) egentlig er, som for eksempel brint-atomet, det mest enkle atom i verden? Når man tænker på  Big-bang-teorien  om universets opståen, dukker helt naturligt spørgsmålet op om,  hvad mon brint-atomet var for noget, før det blev til brint? Det ligner jo spørgsmålet om, hvilket ansigt, som du havde, før du blev til.
(Et berømt Koan  fra  Zen - bemærk at dit ansigt er det, som du ikke selv kan se. Selv et spejlbillede er blot et billede. Det er ikke den virkelige skikkelse. Alle har et ansigt, bortset fra dig selv. Du kan umuligt få øje på det.  Der er netop en begrænsning for erkendelse ved at man ikke kan opleve sig selv som et vidne eller en oplever af sine oplevelser.)
 

 Og hvad er en  foton egentlig, sådan en  lille bitte lysstråle, bortset fra en teoretisk  størrelse? Er det en selvlysende partikel, som både formår at være stof og energi på samme tid? Kan man det, uden at være et bål? Og hvad er et bål egentlig? Hvad er energi? For at forklare alting, har vi ikke blot brug for flere dimensioner til at få det hele med, men også umulige observationer - det såkaldte  usikkerheds-princip hos Heisenberg  (som sammen med Niels Bohr formulerede den  kvantemekaniske  opfattelse om den sub-atomare verden).
 Dette princip betyder groft sagt, at observatøren ødelægger eller  forvrænger  observationen ved at behandle den. Der er et punkt i den kvante-mekaniske opfattelse af den sub-atomare verden, hvor det fysiske partikel mister sin fysik, og begrebet  ‘fysisk’  mister sin betydning.
 Det er samme situation med sindet. Sindet synes at være det eneste virkeligt virkelige, men samtidigt ved vi ikke, hvad sindet egentlig er for noget, fordi vi oplever ved sindet og oplevelser også er sind. Og sindets basis, rummeligheden og klarheden, er som bekendt heller ikke noget et eller andet, men det modsatte, rigtig god plads til alting med mere.
 

  Man har brug for  direkte erfaring (sanskrit:  pratyaksha)  og gyldig erkendelse (sanskrit: pramana), som det fremgår af Buddhas Dharma for at erkende Buddhanaturen. Gyldig erkendelse (pramana) defineres ved sit resultat, nemlig (den positive virkning)  Bodhicitta  og  Nirvana, samt (den negative virkning) ved  fraværet af indbildt identitet   (sanskrit:  ahaṃkāra).

  Dharma'en tager sit udgangspunkt i sindets virkelighed, som man selv direkte oplever den, når man  mediterer.  Yogien har brug for at vide, hvordan sindet ser ud, når man selv udøver træning og undersøger det, set  indefra  så at sige.
 

  I  Abhidharma kan vi finde en korrespondance til dette set-up, som det hedder på nydansk, i beskrivelsen af universet som  kama-loka, rupa-loka og arupa-loka  (det kaldes også for:  Triloka, de tre steder, hvor man kan genfødes). Kama betyder lidenskab, loka betyder et sted, rupa betyder form og arupa betyder uden form. Kama-loka betyder således lidenskabernes verdener, hvori blandt andre mennesker inkarnerer, så det er blandt andet den såkaldte fysiske verden, men det er også klistersindets tilstande. Rupa-loka betyder forms-verdenerne, hvor visse guder bor og kun de gode og gavnlige samskaras hersker. Arupa-loka betyder verdenerne uden form. Hos de sansende væsner her hersker kun den grundlæggende dualisme, hvor der skelnes mellem en selv og andre eller andet end sig selv. Skønt der i øvrigt kun er glæde på disse planer eller dimensioner (i rupa- og arupa-loka), så er der også opfattelser af de lavere verdener, som domineres af lidenskab, men dem er man altså hævet over i de eksistens tilstande.
 Disse beskrivelser af universet fortæller dog mindre om  kosmos  end om  samadhi, den meditative trance, fordybelse eller stilhed i sindet, og hvordan denne  yoga integration, når den bliver stadig dybere og mere omfattende, overskrider disse verdeners forskellige sindslige begrænsninger. Dermed forklarer de også samadhi’s begrænsning. Samadhi alene overskrider ikke  dualismen, men kun klistersindets og de øvrige samskaras’ dominans i sindet. En anden formulering i Dharma’en af dette forhold, er de 4 dhyana’er, som beskriver gradvis meditativt mesterskab i samadhi.

Dharma’er og Dharmadhatu

 I klassisk Buddha Dharma udtrykkes sindets ikke-fysiske dimensionalitet med begrebet Dharma-dhatu  (tibetansk: tjø ying). Det betyder rummets omfang eller elementernes element, ordret: sandhedens element eller område (dhatu  betyder område eller omfang, men oversættes ofte lidt misvisende som element. Udtrykket kan dog bruges som foreslået her i en noget overført betydning). Dharmadhatu er hele sindets omfang, hvorfra oplevelsernes elementer, enkeltdele eller  dharma’er  opstår - og hvori de fylder noget, udfolder og forandrer sig - og til slut ophører. Dharmadhatu kan også forstås simpelthen som dimensionalitet: at noget kan udfolde sig, at der er plads til det, og at  det er muligt for noget at tage form  ved  de 5 skandha’er. Således betyder det også alt-gennemtrængende, da der er Dharmadhatu omkring og indeni alt (alle oplevelser). Derfor er der også noget, som hedder 'Dharmadhatu's intuitive vished' - nemlig  Vairocanas  alt-gennemtrængende vished, som overskrider  dualismen.
 

  Dharmadhatu er således meget lig  Tathagatagharba, Buddha-naturen, sunyata, tomheds-naturen, absolut eller ubetinget Bodhicitta og Dharmakaya, Buddhas Sande Krop (det vil sige Buddha’s sind, eller en Buddha’s sind), men begrebet bruges selvstændigt for at udtrykke basis og område for oprindelse, udfoldelse,  tid og ophør af oplevelsens begivenhed, altså dharma’er. Alle oplevelser menes at kunne reduceres til sammensatte begivenheder.
 (Sanskrit: dharma’er. De skrives med lille ‘d’ for ikke at sammenblande begrebet med Buddhas Dharma, Buddha Sakyamunis Lære. Ordet dharma betyder ordret: sandhed, det vil sige sandheden om noget, for eksempel sandheden om Buddha eller Buddha’s sandhed, men altså også sandheden om oplevelsens definerende begivenheder, i betydningen bestanddele. Den bedste oversættelse af 'dharma' er derfor  begivenhed.)
 

 Rummet er ikke kun den overskydende plads og elementernes indbyrdes afstand. Rummet er også identisk med sit indhold. Selvom der er denne identitet og selvom indholdet er relativt, forbliver rummet uændret og absolut til hver en tid. Masser af plads og  uforhindret  mulighed - uanset om pladsen bliver brugt eller ej.

 Hele den oplevede fysiske verden befinder sig således inde i Dharmdhatu. Vores oplevelser er sammensat af dharma’er, oplevelsernes enkeltheder, som befinder sig inde i Dharmadhatu, oplevelsernes område og uforhindrende tomhed. Hvis ikke på andre måder, så som  sansninger  (sanskrit:  sparsa)  og mange dualistiske  begreber og følelser om én selv og verden, som frembringes af processerne i de 5 skandha’er. Så alle 5 skandha’er opstår, forløber og forsvinder konstant i  Dharmadhatu sammen med oplevelserne. Begrebet  Dharmadhatu  står således i forhold til begrebet  dharma’er. Der er ikke oplevelsernes begivenhed uden deres  område.
 

 Der ligger dog mere i begrebet end som så. Dharmadhatu udtrykker også det ubegribelige og ubegrænsede i både sindet, livet og verden samt den konstante mulighed for  Nirvana, som altid er tilstede lige nu. Det er naturligvis nærliggende, at betragte alt det her som metafysik, men så mister man den psykologiske realisme eller dimension. Dharmadhatu er ikke et metafysisk begreb, selvom det ikke er noget fysisk, men som sagt oplevelsernes definerende begivenheders område og tomhed. Når du oplever noget, oplever du også Dharmadhatu. Alt opstår fra, udfolder sig og ophører i Dharmadhatu. Derfor betegnes Dharmadhatu også som altings natur. Problemet med definitionen af Dharmadhatu er naturligvis, at det ikke kan måles og vejes. Noget ubegrænset kan ikke måles, og det tomme rum vejer ikke noget. Dharmadhatu er alligevel også grundlag for al videnskab, for uden plads til videnskabelig observation og tænkning kunne videnskab slet ikke lade sig gøre.  (Desuden kræves også  bevidsthed  som  betingelse for observation og tænkning, men dette emne behandles i en anden artikel:  Hjerne og bevidsthed.)
 

 Begrebet Dharmadhatu er som begreb  en  illusion. Begrebet  Dharmadhatu er ikke det  Dharmadhatu, som begrebet hentyder til. Det er dog ikke et problem for yogi’en i sin samadhi uden begrebsdannelse. Yogi’en dvæler i  Dharmadhatu uden at begribe  Dharmadhatu. Yogi’en ville sikkert ikke have opdaget noget, hvis ikke der først var dannet et begreb om  Dharmadhatu i sindet.
             (Læs også om  sindet som et tids forløb, sanskrit: santana).

       citat:       Ved hvilket filosofisk ræsonnement kan den  udefinerbare karakter  (sanskrit: nirabhilapya)  ved alle dharma'er så forstås? Det er følgende: Hvad der end er betegnelsen på den individuelle karakter ved enhver dharma, for eksempel ‘form’  eller  ‘følelse’ eller en af de andre  skandha'er, eller, som tidligere forklaret, helt op til  Nirvana, så bør sådanne betegnelser forstås som blot og bar beskrivelse. Det  (beskrivelsen)  er hverken denne eller hin dharma's essentielle natur  (sanskrit: svabhava)  eller noget helt andet end det. En sådan  (essentiel natur)  er hverken sprogets område eller genstand for sprog, og den er heller ikke noget helt andet end disse. Da det forholder sig således, bliver dharma'ernes essentielle natur  (dharma-ta)  ikke fundet på den måde, som den udtrykkes.
 Endvidere bliver heller ikke  absolut ingenting  fundet. Atter er den essentielle natur fraværende, skønt ikke  absolut  fraværende. Så kan man spørge:  hvordan finder man den?
  Den findes ved at undgå at fastholde både  anskuelsen, som bekræfter eksistensen af, hvad der ikke eksisterer, og betragtningen, som benægter enhver eksistens. Endvidere bør man forstå, at kun området for opfattelses virksomhed  (i sindet), som er fuldstændigt fri for logiske slutninger  (diskursive processer, sanskrit:  vikalpa), omfatter kendskab til den højeste essentielle natur  (dharmata)  ved alle dharma'er  (oplevelsens definerende begivenheder).

Sådan skriver Asanga  i  “On knowing Reality” på side 158. Bogen er en oversættelse af et af kapitlerne fra Asangas ‘Bodhisatvabhumi.’
[Dette er en anden formulering af  nødvendigheden for direkte erfaring (sanskrit: pratyaksha). Henvisningen til fraværet af diskursive processer i sindet peger på dyb  samadhi, hvor de spontant er fraværende på grund af trancen]

  Det er så svært at erkende på grund af  De Fire Fejl  (læs klummen til højre).

Indsigt

  Under træning bruger vi yogi’ens synsvinkel, som er anvendt psykologisk tænkning kombineret med fysisk træning for at opnå Buddhatilstanden. Buddha Sakyamuni’s befrielse og oplysning er først og fremmest en opdagelse  af denne tilstand  (se siden:  Om Buddha 3). En vældig og ubetinget glad tilstand helt fri for lidelse. .Det er sekundært, at den bevirker nogle filosofier, som egentlig blot er retnings givende. Det drejer sig ikke om filosofi, buddhologi eller psykologi, men om at få indsigt  - om at få sindet til at befri sig selv - helt af sig selv. Så derfor handler al buddhistisk anskuelse egentlig om det. Sindets selv befriende natur, som manifesterer sig, når sindet  genkender sig selv.
 

  Opdagelsen af Buddha-tilstanden  er en direkte erkendelse uden begreb. Begreber kommer således uforvarende, meget nemt i vejen for oplysnings-arbejdet. Problemet er, at uden begreber  fatter man jo ikke noget. Selv indsigten uden begreb, vil man jo prøve at forstå eller fatte, men befrielse og oplysning er af en helt anden natur end forstand.  Det kaldes, at sindet befrier sig selv for uvidenhed om sig selv. Der sker en genkendelse. Det sammenlignes med en slange, som har slået knude på sin krop. Den behøver ikke nogen til at løse knuden op. Det kan den godt af sig selv, når den ellers finder ud af at bemærke tilstanden.

  Erkendelsen af sindets Buddhanatur er ingen omvendelse, åbenbaring eller tros-handling. Det er ellers sådan, at folk bliver religiøse, men indsigt er resultat af nysgerrighed og vågent nærvær, sanskrit:  smriti. Det er en helt anden boldgade. Den direkte indsigt i sindets natur har store konsekvenser, fordi den bevirker, at  tilknytningerne  og  identifikationerne fordamper, forsvinder, ophører og bliver helt igennem overståede. Karma er også overstået. (Læs om det på siden: Om Buddha 2). Det handler ikke om  tro, men om viden: enten opnår man  indsigt, eller også må man vente til senere. Man kan ikke skabe eller direkte bevirke indsigt. Den kommer i sin egen tid og meget pludseligt.

(Indsigt er meget pludselig og naturligt indlysende, mens oplysningen kan ses som en følge af indsigten og befrielsen og som en lidt længere proces. Læs om det her på siden: Om Buddha 1)
 

 Det er ikke nogen åbenbaring, for der er ikke noget at se - kun at indse. Det er ingen omvendelse,  for  visdomsindet ligger skjult eller gemt bort i lidenskaben. Så problemet er også løsningen. Alt er sig selv, som det plejer at være, og det er sindet også. Det er ikke noget nyt, at du besidder visdomsind. Det har jo hele tiden været der. Du fik blot ikke øje på det. Så selvom der ikke er nogen åbenbaring eller omvendelse som sådan, så  bevirker befrielsen en kvalitativ forskel, slaveri eller frihed.
 

  Erkendelsen er heller ingen tros-handling, for man foretager sig ikke noget, mens erkendelsen indtræffer, selvom der nok går en del begivenheder forud for  befrielsen  og  oplysningen. Hvor de andre klassiske religioner er afhængige af en Skaber-gud på grund af deres egne definitioner, er vi buddhister afhængige af sindets selvbefriende natur, som ikke er en ‘nåde-gave’ fra  Buddha - men en blot og bar naturlig mulighed, som alle  Buddha’er  altid har benyttet sig af.  Buddha’ernes velsignelse  og virksomhed - det at mange, rigtig mange, allerede er blevet befriede og helt oplyste - gør det blot nemmere at benytte sig af muligheden.
 

 Dharma'en angiver flere forskellige, nærmest modstridende filosofier, som gyldige betragtninger eller anskuelser. Det er fordi folk er forskellige. Filosofierne indtages ligesom medicin for en sygdom. Når filosofierne forekommer at være begrænsede,  som for eksempel Vaibhashika, skyldes det, at medicinen er  fokuseret.  Vaibhashika fokuserer på Selvets illusion, så denne filosofi lader fænomenernes tomhed ligge. Anskuelserne er faglige beskrivelser af-, synsvinkler på-, anvisninger til- og betragtninger over oplysnings-arbejdet.
 

 Anskuelserne vil dog ikke hjælpe uden træning i meditation. Kun at anvende anskuelsen sammenlignes med at kunne se, men ikke kunne bevæge sig, fordi man mangler ben at gå på. Meditation gør det muligt at bevæge sig. Meditation uden anvendelse af anskuelserne er selvfølgelig udsigtsløs  - som at vandre afsted  i mørke, uden at kunne se hvor man er på vej hen. I Karma Kadjy traditionen har man siden  Gampopa  (som levede i 11 hundrede tallet, hvor han var den første  Karmapas  Guru)  anbefalet at udvikle forståelsen samtidigt med at man træner meditation.
 

   Alt i Dharma'en handler om   De 4 Ædle Sandheder.  Husk det nu. Frigørelsen er aldrig særlig langt væk, og den kan kun ske indenfor et enkelt øjeblik af et enkelt gennemløb af de 5 skandha’er. Hvor eller hvornår skulle det ellers ske?

Konklusion

Rummelighed  og        klarhed er basis for
sindets evne -  til  viden          og  oplevelse,  som  er
de  5  skandha'er,   hvor   Selvet   aldrig  er en    oplevelse,
og   hvor alle  oplevelser   mangler   enestående  selvstændig
tilværelse  og stoflighed  -  og  hvor  oplevelsen  af  -  et øjeblik
til  oplevelsernes  næste øjeblik  - strømmer  med -   intuitiv
lidenskab -  og  vished.   Sindets  evne  til  -  at  genkende
sig selv - muliggør  frihed -  fra  dominans  af  sindets
processer - de 5 skandha'er -  hvorved  Buddha
tilstanden den fulde oplysning indtræffer.
Ja, det kan  kun  gøres med hjerte.
Gør det rigtig  godt. Slap af
- mens  du  gør  det -
giv  slip,  når
du  kan
 *

Deduktion

Vi kender til sindet, fordi vi har oplevelser. Fordi der er oplevelser, må der også være plads til dem i sindet. For at oplevelserne kan opleves i al deres forskellighed, må sindet også evne at kaste klarhed over dem. Fordi oplevelserne både opstår, udfolder sig og forsvinder hele tiden, må der være processer i sindet, som bevirker det. Disse processer kan isoleres til de 5 skandha'er, som hver især er udtryk for grupper af sindslige processer og mentale mønstre. Der observeres ikke noget vidne til oplevelserne, fordi observatøren er vidnet. Fordi man både kan knytte sig til - samt identificere sig med -  oplevelserne,  og lade være med det,  betegnes disse to modsatte tilstande som dels klistersind og intuitiv vished. De er begge sindstilstande, som farver eller parfumerer, gennemtrænger og præger oplevelserne. Intuitiv vished  (sanskrit:   djñana) ligger gemt væk i lidenskab som potentiale. Find den. Når du finder den, vil du helt naturligt også finde klarhedens vished  (sanskrit:   pradjña), som er identisk med sindets enkle, iboende og præcise klarhed.
[De sidste to sætninger er ikke deduktion, men instruktion på basis af deduktionen]

  (< klik på ikonet for PDF fil om konklusionen alene.)

Denne artikel har visse begrænsninger

  Denne artikel (Om opfattelsen 1 - 5)  er i det store og hele begrænset til  Cittamatra  anskuelsen, Kun Sind Skolen, som er én af de store Mahayana filosofier, grundlagt af bodhisatva’en (helgenen) Asanga. Den kaldes også ‘Yogacara’  (udøvelse af yoga). Artiklen er lidt speciel ved at præsentere Cittamatra som en psykologi, for  Kun Sind Skolen  kan også forstås som en filosofi. Det er så denne artikels yderligere begrænsning. Til gengæld har du her en vaskeægte Dharma psykologi.

 
  Den anden store Mahayana anskuelse, stiftet af helgenen  Nagardjuna, hedder  Madhyamaka, den Store Middelvej. Madhyamaka beskæftiger sig med begrebernes natur og begrænsning. Den nævnes kun ganske kort for ikke at komplicere præsentationen for meget. Madhyamaka kræver en særlig beskrivelse.

 
    Disse betragtninger giver desuden blot en smagsprøve på min egen opfattelse af Buddhas Lære. Kig i boglisten for anbefalet uddybende læsning; eller læs klummen til højre.

Dharma'er

Når vi taler om sanse genstande,
må vi huske på, at sindet har sin egen
fatte-evne med  sin dertil svarende
sinds-bevidsthed  [mano-vidjñana],
som begriber informationerne, der
modtages fra de 5 andre sanse-bevidstheder.
Sanse genstandene for sanse-bevidstheden
-om-sindet kaldes  dharma'er. En  dharma
bliver i dette tilfælde defineret som noget
[hvad som helst], sindet kan have kendskab til.


den 14. Shamarpa Mipham Tjødji Lodrø

 
 Så både tanker, sanskrit:  manas, og lidenskabelige følelser, sanskrit:  kleshas, er i denne forstand sanse genstande, dharmas. I europæisk filosofi plejer man at skelne mellem noumenon og fænomen; det gør man ikke i  Abhidharma. Sansninger, følelser og tanker forstås naturligvis som hver især noget særligt, men som sanse genstande, sanskrt:  rupas, er de det samme for  sindet, som opfatter dem i den første  skandha.

Asanga

De Fire Fejl
 

  Sindets virkelige natur genkendes ikke umiddelbart, fordi:

  1)    sindet er  for tæt på,
                 ligesom vi ikke kan se vores eget ansigt

  2)    sindet er for omfattende
                  til at vi kan overskue sindets omfang

   3)    det er  for nemt,
                 for vi skal ikke rejse langt væk for at genkende det eller lære en hel masse først. Vi skal blot hvile i det ubearbejdede og  uforhindrede sind, som hele tiden er til stede.  Dette oprindelige, medfødte og uskabte sind er baggrund og basis for det hårdt arbejdende sind, der sanser, tænker, føler og bevirker handling. Sindets uforhindrede rummelighed og klarhed opdages, når sindet falder til ro i  samadhi,  smriti og opmærksom  koncentration ved  shamatha meditation. Sindets  naturlige oprindelighed viser sig da helt tydeligt i de efterfølgende 2 faser af  vipashyana meditation.

    4)   oplysningen er  for fremragende,
                 for det umådelige potentiale ved at blive til en Buddha svarer slet ikke til vores sædvanlige snævertsynede tænkemåde og  forvrængede opfattelser.
 

Den sjette Shamarpa Tjødji Wangtjuk skrev:

Til hvem kan der være kunstig hengivenhed,
når det er kendt, at eget sind er Guru?

Hvordan kan der være meditation, kunstigt skabt af sind,
når alle  dharma'er er i tilstand af enkelhed?

Når alle åbenbare fænomener viser sig
som henrykkelse og tomhed,
hvem har så brug for et andet hjemland?
 

Litteratur:

 1)  Buddhist Yoga, a comprehensive Course, oversat og indledt af Thomas Cleary (oversættelse af Sandhinirmochana Sutra, en af de tidlige Mahayana Sutra’er, som udtrykker Cittamatra- eller Yogacara-skolens filosofi, praksis og foreningen af de to). Forlag: Shambhala Publications, 1995. ISBN 1-57062-018-0

 2) On Knowing Reality, The Tattvartha Chapter of Asanga’s Bodhisattvabhumi, translated with an introduction, commentary and notes by Janice Dean Willis (essentiel Mahayana tekst om viden). Forlag: Motilal Barnasidass, New Delhi, 1982. ISBN 0-231-04604-9.

 3) The Changeless Nature, Mahayana Uttara Tantra Sastra, af Arya Maitreya and Acharya Asanga, translated from the tibetan by Ken & Katia Holmes. Forlag: Karma Drubgyud Darjay Ling (Karma Kagyu Trust), Kagyu Samye Ling Tibetan Centre, 1985. ISBN 0906181-05-4.

 4) Le Compendium de la Super-doctrine (Philosophie) (Abhidharma-samuccaya) d’Asanga, traduit et annoté par Walpola Rahula. Publications de l’École Francaise d’Extrême-orient, vol. LXXVIII. (Mahayana Abhidharma) Forlag: École Francaise d’Extrême-orient, Paris, 1980. Boghandel: Adrien-Maisonneuve, 11, rue Saint-Sulpice, Paris 6. Arr. Frankrig.

 5) La Notion de Samskara (dans l’Inde brahmanique et bouddhique), af Lakshmi Kapani. (Det eneste grundige studium af emnet på europæiske sprog). Forlag: Collège de France, Paris, 1992. ISBN 2-86803-059-9.

  6)   A Change of Expression & Working with the Emotions, af H. H. Shamar Rinpoche & Lama Gendun Rinpoche (2 tekster i én bog om sindets dynamik og om lidenskaberne, om anvendelse af modgift og om lidenskabernes forvandling til visdomsind. Working with the emotions er Gendjyn Rinpotje’s instruktion i Karma Chagme’s berømte bog: Bjerg retreat, fra kapitlet: den store påfugl). Oversat af Anila Rinchen Palmo. Forlag: Éditions Dzambhala, 1992. ISBN 2-906940-08-9.

    7)    The Inner Science of Buddhist Practice (Vasubhandhu’s værk: Pañcaskandhaka-Prakarana -  Opsumering af de 5 Skandha’er) inklusive en kommentar af Sthiramati (Vasubandhu’s hovedelev og arvtager), oversat af Artemus B. Engle (en dybtgående bog om de 5 skandha’er, 12 ayatanas, 18 dhatu’er og relaterede emner). Forlag: Snow Lion Publications, New York, ISBN-10: 1-55939-322-X & ISBN-13: 1-55939-322-5.
 
    8)    Gateway to Knowledge (Mipham Rinpotje’s værk: The Treatise entitled The Gate for Entering the Way of a Pandita), oversat af Erik Pema Kunsang [Erik Hein Schmidt] med et forord af Chökyi Nyima Rinpoche (en dybtgående bog om den generelle Abhidharma, inklusive emner som de 5 skandha’er, 12 ayatanas, 18 dhatu’er, 22 indriyas og så videre). Forlag: Rangdjung Yeshe Publications, Hongkong, Boudhanath & Esby, 1997, Vol. 1: ISBN: 962-7341-29-0 -- Vol. 2: ISBN: 962-7341-42-8 -- Vol. 3: ISBN: 962-7341-46-0 (Paperbacks). Der burde også findes et fjerde bind, som dog ikke er i Tilogaard's bibliotek.