|
B
Ordbog & Dharma leksikon
Bahallika (skt.):
Se under: Buddha Sakyamuni's første to tilhængere.
Baishadjyaguru Tathagata (skt.):
se under: Bhaishadjyaguru.
Bala (skt.):
kraft eller evne til at få noget til at ske. Se under: Fire kræfter; og om: 6 kræfter; og under: Oplysningens 64 elementer (de ti kræfter). Bala nævnes også som en af de ekstra paramitas. Den er nr. 9, den fuldstændige færdighed i at magte at gavne. Læs også om: indriya, evner som karakteriserer et sansende væsen.
Bali, balingha eller balingta (skt.):
se under: torma.
Bardo (tib.):
[བར་དོ] skt.: antarabhāva, mellemtilstand eller overgang. 1) Filosofisk betyder bardo simpelthen tilstanden mellem det ene øjeblik og det næste – samt ethvert øjeblik som en mellemtilstand (se under: santana). 2) Almindeligvis bruges bardo begrebet til at betegne alene døds processen og den efterfølgende reinkarnations proces, før det næst følgende nye liv i en ny krop finder sted. Det er simpelthen almindeligt sprogbrug, skønt den egentlige mening med begrebet bardo er betydningerne nr. 1 og 3. 3) Traditionelt regnes der med flere slags overgange i Dharma’en. I den tidlige buddhisme var der flere traditioner, som ikke mente, at der fandt en overgang sted fra død til genfødsel – og derfor er der heller ingen mellem tilstand. I stedet bliver den afdøde øjeblikkeligt genfødt efter sin død. Denne antagelse forekommer for indskrænkende, for forudsætningen for antagelsen må jo være, at der straks tilbyder sig en mulighed for inkarnation, når man dør. Hvis vi til gengæld overvejer, at tid er en illusion, så kan der jo godt gå to år fra dødsfald til genfødsel her på planeten Jorden, skønt den afdøde ikke bemærker det, men oplever øjeblikkelig genfødsel. Men dette forhold udelukker jo ikke en mellemtilstand, hvor den afdøde forholder sig til tilstanden uden krop, men med bevidsthed. Det skulle angiveligt være årsagen til, at man søger genfødsel, fordi man ikke kan udholde usikkerheden og udviklingerne i denne tilstand. Så det virker som om, at disse skoler mangler noget viden. I hvert fald har disse traditioner ingen transmission om emnet bardo. Det har derimod de Nordlige skoler. En af disse ’ingen mellemtilstand’ skoler var Theravada. I Nordindien mente Sarvastivada og denne skoles beslægtede traditioner, at der nødvendigvis var en overgangs fase – og derfor også en eksistens tilstand mellem død og genfødsel. Det skyldes, at sindet efterlader kroppen ved døden, og før sindet igen finder en mulighed for genfødsel, må sindet befinde sig i en tilstand uden fysisk krop. Uanset hvor hurtigt sindet ville kunne formå at hoppe fra den døde krop til en ny inkarnation, måtte der være både en afslutning på inkarnationen, en faktisk genfødsel og en forskel på de to tilstande. Mellem tilstanden befinder sig i forskellen. Spørgsmålet var, hvor længe denne mellem tilstand kunne vare, og hvor mange forvandlinger, der foregik i denne tilstand uden fysisk krop. Det var der flere bud på med forskellige begrundelser – enten fordi Buddha Sakyamuni havde sagt noget, eller på grund af filosofiske overvejelser og argumenter. I Karma Kadjy og de andre traditioner i Tibet opregner vi traditionelt disse følgende mellem tilstande: der er livets bardo, drømmens -, meditationens -, dødens -, efter-dødens - og genfødslens bardo. Livets-, drømmens- og meditationens bardo’er er mellemtilstandene, som varer fra undfangelse til død. Så alle tilstande er med denne synsvinkel også mellem tilstande, fordi intet varer ved, og alt ændrer sig hele tiden i samsara. Dødens bardo er mellemtilstanden, som varer fra ophøret af det ydre åndedræt til tidspunktet, hvor det indre åndedræt stopper. Det er i reglen et tidsrum, som varer ligeså længe som den tid, det tager, at fortære et måltid mad. Det vil sige, at tidsrummet kan variere fra 5 minutter til omkring 2 timer. Det ydre åndedræt betyder simpelthen vejrtrækningen, mens det indre åndedræt er omsætningen af livsenergi, skt.: prana, indenfor kroppen. Så længe det indre åndedræt ikke er ophørt, kan de indre organer i kroppen udtages og transplanteres til andre mennesker i nød for en sådan gave, netop fordi der stadig er liv i sagerne, skønt hjernen ikke giver livstegn og hjertet ikke længere slår. Du er ikke helt død, før det indre åndedræt eller altså alle livsprocesser ophører. Dødens bardo er som regel en yderst behagelig og lettet tilstand, fordi man ikke længere mærker kroppens vægt, temperatur, smerter, lufttryk, spændinger i muskler og led, blodtryk og nerver. (Læs mere om dette emne i artiklen: Organdonation – det kan være en meget dårlig ide med organ donation og obduktion af dit lig, når du ikke er helt død. På den anden side er der også en enestående mulighed for stor gavmildhed, som jo bestemt er en god ting, for modige Bodhisatva'er.) Denne i reglen behagelige tilstand afsluttes, når det indre åndedræt ophører i hjertet. Derpå vil den nu helt afdøde opleve det såkaldte ’klare lys,’ tib.: øsal, som slår vedkommende bevidstløs. Når den afdøde bliver bevidst igen, hersker efter-døds-bardo’en. Efter-døds bardo’en, som kaldes dharmata, er mellemtilstanden, som varer i højest 49 dage (i psykologisk - eller oplevet - tid). Det vil sige 7 gange 7 uger. Hvis man ikke har fundet en inkarnations mulighed i løbet af den første uge, gennemgår man endnu en død (i døden) og tager derpå en uge mere i efter-døds bardo’en og så videre. I løbet af en sådan uge vil den afdøde opleve, at det faste element, som benævnes ’jord,’ opløses i det flydende element, som benævnes ’vand,’ og så videre. Det vil sige, at den afdøde vil opleve, at hvad der er ’stofligt’ i drømmene og hallucinationerne flyder ud og opløses ligesom i vand. Disse elementernes opløsning i hinanden vil påvirke karakteren og begivenhederne i den afdødes oplevelser. Opløsningernes rækkefølge er således: først opløser jord sig i vand; det udflydende opløser sig i luft, som opløses i ild og derpå det åbne rum, som omfatter alt, men selv ikke er noget. Disse fem typer opløsninger varer i de fire dage, hvor de jo så ender med opløsningen i det rummelige element, hvilket chokerer den afdøde, så den omtalte død i døden indtræffer i dette øjeblik, fordi det klare lys viser sig sammen med oplevelsen af rum elementet. Det er dette lys, tib.: øsal, som chokerer den afdøde, så en bevidstløs tilstand indtræffer, som varer i tre dage. Herpå gentages opløsningerne og så videre. Genfødslens bardo indtræffer, når begæret efter en ny krop bliver stærkere end efter-døds bardo’ens forvirring, opløsninger samt raffinering af bevidstheden. Du vil i en vision se dine fremtidige forældre blandt mange elskende par. Nærmest magnetisk bliver du da på grund af karma tiltrukket far og mor og undfanges (indfanges). 4) Dødens og efter-dødens bardo’er kan dog foregå på mange flere måder, end det er angivet her, nemlig hvis der er karma til genfødsel i enten helvederne eller himlene, eller karma for en sravaka, som er en kommer-kun-retur-en-enkelt-gang (en Aryapudgala, en næsten helt udviklet - Arhat), eller der er uforhindret forbindelse til et rent land som Sukhavati. I så fald indtræffer ophøret af det indre åndedræt samtidigt med, at det ydre stopper. Døds-bardo’en varer altså i så fald ingen tid. Desuden kan ethvert bardo bringes til brat ophør ved spontan indsigt og gyldig erkendelse, når som helst. Der er faktisk rigtig mange variations muligheder, så man kun kan sige noget helt generelt som beskrevet for oven, mens vi må forstå, at alt er usikkert omkring bardo’erne, også tids angivelserne. 5) Bemærk, at disse i sagens natur teoretiske beskrivelser af bardo’erne er noget andet end den oplevede virkelighed, som du en skønne dag vil blive udsat for. Det er ligesom at betragte en smuk kyst fra en båd ude på havet, mens det er noget ganske andet at spadsere rundt på den selvsamme kyst, som måske er knap så køn, når man er nået i land. Pointen med instruktioner om bardo’erne er netop at give dig et kort eller en orientering, som du kan bruge til at genkende bardo’erne med, når du sidenhen tumler igennem dem, så du ikke behøver at lide af skræk, rædsel og desorientering undervejs. Så kodeordet her er genkendelse, og ikke noget om at tro på genfødsel. Det er ligegyldigt, hvad du tror. Samsara fortsætter ufortrødent. Derimod er det ikke ligegyldigt, om du er velorienteret, selvom du kun kan tilegne dig en viden, som svarer til en rejseguide, men ikke til selve oplevelsen af rejsen. 6) Hvordan håndterer man så disse overgange? Buddha Sakyamuni udtaler i Sutra’en: Overgangens vished (The Noble One called ’Point of Passage Wisdom’ - A Great Vehicle Sutra; oversat af Tony Duff & Sergey Dudko, forlag Pema Karpo Translating Commitee; ISBN 978-9937-572-58-3; side 3f): ”Dharma’erne er naturligt fuldstændigt rene, så Bodhisatva’en vil fremelske at opfatte fraværet af ting [= dharma’er – som andet end oplevelser]. De [dharma’erne] er helt igennem indeholdt i Bodhicitta, så Bodhisatva’en vil fremelske at opfatte stor medfølelse [skt.: karuna]. Dharma’erne er naturligt afklarede, så Bodhisatva’en vil fremelske at opfatte i fravær af begrebsdannelse [eller at tilegne ting egenskaber]. Alle dharma’er er forgængelige, så Bodhisatva’en vil fremelske fravær af tilknytning. Sindet er årsag til fremkomst af vished, søg derfor ikke Buddha andre steder.” Dette citat viser den generelle håndtering af enhver bardo. En mere praktisk tilgang til at håndtere de enkelte bardo’er er Naropa’s 6 doktriner. Hver enkelt ’doktrin’ eller sadhana, er tilpasset en enkelt form for mellemtilstand. En tilsvarende berømt sadhana er den såkaldte ’Tibetanske dødebog,’ fra Nyingma traditionen. Læs også om: Gandharva. Læs endvidere også om: Organdonation. Den bedste bog om emnet bardo er: The Mirror of Mindfulness af Tsele Natsok Rangdrol, udgivet af Rangjung Yeshe Publications i Nepal. Læs også artiklen om bardo begrebet i Tricycle Magazine af Jeff Watt, som er kurator hos Himalayan Art Resources.
Bauddha (skt.):
en Buddha-fyr, buddhist; en der følger Buddha; tib.: nangpa [nang pa], ordret: en insider, en som er indenfor omgivet af Buddha's Lære (Budddhadharma) eller som praktiserer Buddha Sakyamuni's anvisninger, hvorfor vedkommende ikke er udenforstående.
Bedrag:
se under: moha.
Befrielse:
betyder, at de 3 slør gennemskues og alle forhindringer for Nirvana ophører på grund af indsigt. Når dette er sket, udfolder oplysningen, skt.: bodhi, sig. Befrielse og oplysning kaldes under et for Nirvana. Billedet viser øjeblikket for Buddha Sakyamuni’s befrielse. Rent praktisk er følgen af befrielse, at ingen oplevelser længere kan dominere sindet. Årsagen til befrielse er indsigt i sindets natur og virkemåde. Denne indsigt bevirker, at sindet genkender sig selv. Det er denne genkendelse, som forårsager, at de 3 slør ikke længere kan tilsløre, og at forhindringerne ikke kan hindre den efterfølgende oplysning. Så selvet, skt.: atman, befries ikke - der er befrielse fra begrebet om sig selv. Faktisk er der ikke noget Selv til at begynde med, så du befries blot fra illusionen, skt.: maya, om et transcendent Selv ved indsigt og erkendelse af essensløshed. Og der er befrielse fra misforstået og misvisende opfattelse af verden. Befrielse er øjeblikkelig, mens oplysningen er gradvis. Læs i artiklen: Om Buddha 1, Nirvana, om hvorledes Buddha Sakyamuni bruger hele natten, altså 12 timer på, at oplysningen udfolder sig. Det er naturligvis et spørgsmål, om oplysning altid tager netop 12 timer. Men nogen tid må der gå, fordi oplysning karakteriseres ved, at de forskellige områder for opfattelse i verden og livet, bliver genkendt og gennemskuet. Med andre ord tager det sin egen tid at genkende, erkende og at blive bragt i stand til at anvende konsekvenserne af befrielse. Så ved befrielse brister lænkerne straks, og intet er længere ufrit. Mens oplysning er en slags opdagelse, indsamling og optagelse af den nye erfaring. Den kinesiske diskussion om øjeblikkeligt eller gradvist Nirvana er således akademisk og misvisende. Læs mere om: bodhi. Læs her om: pradjña, klarhedens vished. Læs også om: essensløshed. Og om: sunya; og: asunya. Læs videre i artiklen: Om Buddha 2.
Begravelse:
se under: ligfærd.
Begreb:
der er to måder at begribe på i følge Buddha Dharma, dels som vidjñaptis - dels som samskaras. 1) Vidjñaptis er kendelsen eller genkendelsen af de mentale indtryk på sindet, skt.: djñeyas, hvorved disse indtryk antager fortolkede og opmålte skikkelser for bevidstheden, skt.: vidjñana. Så uanset om fortolkningen er korrekt eller ej, opstår der begreb i sindet. Denne begrebsdannelse foregår i den tredje skandha. Sådant begreb handler blot om at forstå, hvad der foregår i situationen. 2) Samskaras er sindets reaktioner på den opfattede situation, som fortolket af de forud opståede vidjñaptis. Samskaras opstår i den fjerde skandha. Når de mentale indtryk er opstået, kommer der straks mentale reaktioner, som både begriber situationens sammenhæng samt begriber mulige reaktions mønstre og samtidigt frembringer de lidenskabelige følelses reaktioner, skt.: kleshas. 3) Man kan egentlig også godt kalde både de opfattede sansninger, skt.: rupas, og de følelser, som de fremkalder, skt.: vedanas, for en slags begreb (rupas forekommer i den første skandha, og vedanas følger straks efter i den anden skandha). Disse mentale størrelser er jo forskellige fra det, som giver anledning til sansningerne. Sansning, skt.: sparsa, betyder ‘kontakt’ mellem sanse evne, skt.: indriya, og sanse genstande, skt.: visayas, hvilket bevirker, at der opstår opfattede sansninger i sindet, skt.: rupas. Fordi rupas er forskellige fra visayas, er der tale om opfattelse og begreb. Begreb på dette niveau er enkel skelnen, så det er allerede her, at uvidenheden, skt.: avidya, sætter sig igennem og dominerer oplevelsen ved sin dualisme. Man skulle jo ikke umiddelbart tro, at en opfattet sansning faktisk er en generel abstraktion. Imidlertid er det resultatet af en nærmere analyse. Så fortolkning, forvrængning og fordom følges ad i alle skandha’erne, men begrebsdannelse betyder noget forskelligt i hver enkelt skandha. 4) Pradjñapti; endelig er der begreb om begrebs dannelsen. Meta-bevidstheden eller klarhedens vished, skt.: pradjña, som er klar over og hæfter sig ved det at være bevidst om noget. Så pradjñ-apti er begrebet om pradjña samt genstanden (dharma) for pradjña. Ligesom vidjñ-apti er bevidsthedens indhold eller genstande for bevidsthed. Læs mere i artiklerne: Om opfattelsen 2 - Hvad er en oplevelse? - og De 5 skandha’er.
Begær:
skt.: lobha, se under: klesha.
Beru Khyentse Rinpotje:
xxx
Beskyttelse:
- se under: Dharmapala.
Betinget oprindelse:
- se under: Årsagskæden.
Bevidsthed:
se under: Vidjñana og manovidjñana. Læs også om: alayavidjñana, klistahmanovidjñana, vidjñapti og dharma.
Bevidsthedens øjeblik:
- er den eneste virkelige tid, fordi fortiden er væk, og fremtiden er uvirkelig, så det nuværende øjeblik af bevidsthed er det eneste, som virkeligt eksisterer. Til gengæld kan man også sige, at et øjeblik er ingen tid, så hvis øjeblikket er det eneste virkelige, er tiden selv en illusion, skt.: maya. Shamar Rinpotje (se billedet) skriver i artiklen Vaibhashika: ”Ligesom den ultimative virkelighed ved de grovere former i den ydre verden er partiklen, således er det indre sinds ultimative virkelighed det mentale øjeblik, som kan kaldes det mentale atom, et uadskilleligt øjeblik af bevidsthed. Disse sindslige øjeblikke er virkelige, men sindets fortsættelse [ud over det enkelte øjeblik, skt.: kshana] er ikke virkelig. Fortidens sind er borte, fremtidens sind er endnu ikke ankommet, så det eneste, som virkeligt kan siges at eksistere, er sindets nuværende øjeblik. Hvad der forekommer os at være et fortsat sind [i bevægelse gennem tid], er ganske enkelt summen af en serie af mentale øjeblikke [sanskrit: santana]. Således er forekomsten af sindet, ligesom den ydre verdens grovere formers ultimative virkelighed er partiklen [sanskrit: bhuta], kun forholdsvist virkelig [ved at være af sammensat natur med begyndelse, udvikling og ophør, skt.: samvriti].” Et 'bevidst øjeblik' er en enkelt sammensat oplevelse i et enkelt gennemløb af de 5 skandha'er (at oplevelsen er 'sammensat' betyder, at den bliver dannet i 5 trin ved skandha'erne). Det næste bevidste øjeblik er det næste gennemløb. Imellem sådanne to øjeblikke er der ingen skandha'er, ingen bevidsthed (skt.: vidjñana) - ingenting, fordi forskellen på to gennemløb af skandha'erne ikke kan bestå af skandha'er. Der er heller ingen tid, fordi der ikke er nogen bevægelse af noget som helst. Der er ingen dimensionalitet, fordi der ikke er nogen udfoldelse af noget. Der er således heller ikke noget i mellemrummet, som måtte kunne forårsage eller formidle det næste øjeblik. Man kan så argumentere, hvilket Vaibhashika filosofien gør, at sådanne to øjeblikke er så tæt på hinanden, at det ophørte øjeblik ‘parfumerer’ det efterfølgende. Imidlertid er der jo netop kategorisk forskel på to øjeblikke, og denne forskel er markant, fordi der ikke sker noget, som måtte kunne konstituere en egentlig forbindelse. Der er ingen duft af fortid i mellemrummet og intet til at transportere lugten. Så forbindelsen mangler - eller udtrykt helt korrekt: der observeres ikke nogen forbindelse. Dette indholdsløse mellemrum, som gentages utroligt mange gange på blot et enkelt sekund, er meget mystisk, fordi man ikke kan karakterisere dette 'ikke-øjeblik' på nogen som helst måde. Denne mystik har naturligvis heller ikke nogen essens. Mellemrummets 'intethed' er en fortolkning på grund af fraværet af karakteristika. Det er faktisk umuligt at vide noget om. Pandit Yashomitra skriver: ”Det, som er øjeblikkeligt [af natur], kan ikke bevæge sig fra et sted til et andet. Det, som [eksisterer] øjeblikkeligt, forsvinder på stedet, hvor det viste sig.” (Citat fra Herbert Günther’s bog: Philosophy and Psychology in the Abhidharma, side: 147). Det klassiske eksempel fra Abhidharma på ‘øjeblikkelighed’ - skt.: kṣaṇekṣaṇā - er flammerne fra et bål. Det vi kan sige er, at dharmadhatu er det eneste, vi kender, som kan række fra det ene øjeblik til det næste, fordi dharmadhatu omfatter alle dimensioner, inklusive 'tid', så det forekommer logisk (skt.: pramana), at dharmadhatu også omfatter 'ikke-dimensionalitet' og 'ikke-tid'. Det er ved det indholdsløse mellemrum, at dharmadhatu overskrider tid (- fordi der ikke er tid i mellemrummet, se også under: santana). Så uden at være forbindelsen, gør dharmadhatu den mulig. Bemærk venligst, at dharmadhatu er et begreb om masser af plads eller tomt rum, hvor alle dharma'er (det vil sige: enkeltdelene eller de enkelte begivenheder ved og i oplevelserne) kan opstå, udfolde sig og forsvinde i. Så dharmadhatu er ikke en 'ting' - men en kvalificerende egenskab ved dharma'erne: uden dharmadhatu - ingen plads til dharma'er - altså oplevelser eller bevidsthedens indhold. (På denne måde er dharmadhatu synonymt med alaya, sindets rummelighed, ordret: beholderen. Sindet er både en beholder for oplevelserne, en proces, som frembringer dem, selve oplevelserne og den sindets klarhed som viser dem.) Det nuværende bevidste øjeblik har naturligvis sin årsag i det forrige og så videre - der kan blot ikke fastslås eller erkendes nogen som helst forbindelse mellem øjeblikke, skønt der er en klar sammenhæng. Det er som en perlekæde uden snor, hvor perlerne alligevel hænger sammen i en kæde, som om en usynlig kraft får dem til at positionere sig i en 'serie' (skt.: santana). Det er på denne måde, at de 5 skandha'er både kan eksistere momentant og i øvrigt 'ikke-være-til-stede' som 'potentiale' (- det samme gælder i øvrigt samskaras og 'karma frø' - skt.: bidjas). Det eneste sted vi kender, hvor samskaras kan befinde sig, er i dharmadhatu, men samskaras opleves kun, når de aktiveres som reaktion på de ‘fortolkede mentale indtryk' (skt.: vidjñaptis). Så kaldes de for caitasikas, manifeste samskaras. I øvrigt må de anses for 'passive samskaras', som ikke har nogen oplevet virkelighed. Derfor må de i sådanne øjeblikke være 'uvirkelige'. Hvor er de så henne i deres 'ikke-tilstedeværende potentiale'? Når vi ikke vil anerkende ‘transcendens’ og spekulativt anbringe dem et andet sted, må de 'passive' samskaras være i dharmadhatu på en 'potentiel' og ubevidst måde. Det kan de godt være, når dharmadhatu både omfatter 'tid' og 'ikke-tid' - samt 'dimensionalitet' og 'ikke-dimensionalitet'. Momentan eksistens (tilstedeværelse) og udefinerbar ikke-eksistens (fravær) veksler hele tiden i strømmen af oplevelser gennem de bevidste øjeblikke (santana). Sindet synes at foretage et hop fra det ene øjeblik til det næste, uden at være tilstede i mellemrummet. Sindet tænder og slukker simpelthen, og skifter ligesom 'fase' fra 'potentiale' til 'eksistens' og tilbage igen. Når sindet har slukket ved ophøret af det bevidste øjeblik, tænder det igen ved sansning (skt.: sparsa) - på Asanga og Vasubandhu's tid for 1500 år siden, havde man ikke dette begreb om 'tænd og sluk', så udtrykket findes ikke på sanskrit. I stedet omtales 'forstyrrelse' af 'indriyas' ved 'sparsa', hvilket forudsætter forudgående 'ikke-forstyrrelse', som er vores nulpunkt. Så sansning er også meget mystisk, fordi sparsa kan 'tænde' for sindet. Mystikken består i: avidya, uvidenhed. Bemærk at alle disse betragtninger også kan foretages for hver enkelt skandha og de enkelte faser indenfor hver enkelt skandha. Først er der ingenting; så opstår noget; mellemrum; så ændrer det sig; mellemrum; så opstår noget nyt noget; mellemrum - og så videre. Sindets virksomhed i de 5 skandha'er kulminerer i den femte skandha, bevidsthed. Så bevidsthedens øjeblik foregår strengt taget kun her. Imidlertid tages ofte de første fire skandha'er med i betragtningen og definitionen, fordi de laver bevidsthedens indhold ved deres virksomhed. Så når du oplever noget i nutid, er kun bevidstheden nutidig; bevidsthedens indhold er allerede fortid fra de foregående skandha'er. Selve bevidsthedens øjeblik er altså faktisk, når vidjñana skandha har gennemløbet sine primære faser og der derpå opstår både fuld bevidsthed og alt indhold i bevidstheden. Der er ikke præcise tal på, hvor mange sådanne øjeblikke, der kan være i et sekund. Men det er rigtig mange. Kan man så virkelig fange blot et enkelt øjeblik? Nej, det du altid får fat i er santana, strømmen af øjeblikke. Det enkelte øjeblik varer ganske enkelt alt for kort tid - også selvom tid dybest set er en illusion. Men i dyb meditation kan du komme meget tæt på. Når krop og sind er i en tilstand af samadhi, den meditative trance, er det som om at tiden bliver strækket ud og varer længere og længere. Det er en typisk oplevelse ved samadhi. Bevidsthedens øjeblik er et meget vigtigt begreb i både Hinayana og Mahayana. Det er fra Buddha’s lære om tomrummet mellem øjeblikkene, at den omfattende lære om tomhedsnaturen, skt.: sunyata, kommer. Se også under: kshana, citta, santana, vidjñana, manovidjñana, alayavidjñana samt asunya. Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse?
Bevidstheden ud af kroppen:
se under: Phowa.
Bhadrika(skt.):
en af Buddha Sakyamuni’s første 5 elever, som praktiserede askese med Sakyamuni før dennes Nirvana. De første elever, de 5 asketer, blev også de første munke og de første Arhats. De øvrige asketer hed: Ajnata Kaundinya, Vashpa, Mahanaman og Ashvadjit (som også kendes som: Upasena). Læs mere under: Buddha Sakyamuni’s første 5 elever.
Bhagavan (skt.):
[bhagavān]; tib.: tjomdændæ [bcom ldan ’das; བཅོམ་ལྡན་འདས།]; betyder: velsignet med særlige evner eller indre rigdom; (skt.: bhaga betyder rigdom og / eller skatkammer; skattekiste - en beholder til rigdomme. Bhagavan betyder således både Buddha som en rigdom og som en skattekiste). Både et menneske, som er velsignet og som giver velsignelse. Bhagavan er et af navnene på en Buddha, ligesom Tathagata og Sugata. Bhagavan ses tit oversat som: Den Velsignede. I en afledt betydning ses Bhagavan også ofte oversat med ordet: herre, ligesom udtrykket 'Vorherre' bruges om Gud i Kristendommen. Udtrykket bruges også i Hindu religionerne om guden Brahma, hvor udtrykket 'herre' bedre giver mening. Da der er tale om en organisation indenfor samfundene i Indien, giver det dog mening også for moderne mennesker at benævne 'Den Velsignede' som et overhoved for al slags buddhisme. Buddha hersker dog ikke over nogen, bortset fra sig selv. Så betydningen 'herre over sig selv' eller altså sine egne reaktioner og fordomme, kunne godt anvendes om en Buddha. Men i Buddhadharma ligger betydningen mere på, at Buddha med sin fuldendte udvikling og tilegnelse af de to samlinger, både magter sit eget sind og bringer velsignelse til verdens sansende væsner. Så ligesom der er to samlinger, er der også to slags velsignelse – for både selv og andre. På den anden side har mange mennesker sikkert brugt betydningen af ’hersker’ om Buddha Sakyamuni, fordi han var grundlægger og øverste Guru for den oprindelige Sangha. Så Buddha Sakyamuni havde fuldstændig kontrol over, hvad Buddhadharma går ud på, hvordan folk bør opføre sig, hvordan der trænes i meditation og så videre. Så som Guru har han ikke blot tæmmet sit sind og så videre; han var også den buddhistiske bevægelses diktator, så længe han levede. Men hans elever og støtter var jo ikke hans slaver. Hvis de ikke brød sig om røgen i køkkenet, kune de blot tage et andet sted hen. For eksempel er der Kaundinya, den anden person som nåede oplysningen efter Buddha. Han havde praktiseret i 6 år sammen med Sakyamuni, før dennes Nirvana. Da Buddha kom til Rishipatana og mødtes med Kaundinya og de fire andre munke, var de alle seks fuldstændig på bølgelængde, fordi de havde kendt hinanden så længe og mediteret sammen. Men da den tidlige Sangha hurtigt bliver talrig, finder Kaundinya ikke den samme samhørighed længere. Der var for meget larm og ballade. Så det hedder sig, at Kaundinya trak sig tilbage og boede alene i bjergene resten af sit liv. Buddha’s magt position står ellers i strid modsætning til det demokratiske og meritokratiske ideal, som han opstillede for sine tilhængere, støtter og det ordinerede personale. Men det kunne vel ikke være anderledes, fordi Buddha Sakyamuni havde gjort den store opdagelse af de Fire Ædle Sandheder, og virkeliggjort Nirvana. Efter Buddha Sakyamuni’s parinirvana styrede Sangha’en sig selv på den foreskrevne demokratiske måde. Men det første Dharma koncil blev ledet af Mahakashyapa ud fra meritoriske principper, ligesom kun anerkendte Arhats fik lov til at deltage. (Det var ellers generelt undtagelsen den gang. Sangha'ens anliggender bestemmes i følge Vinaya af forsamlingen af Bhikshu'er, de fuldt ordinerede munke. Tilsvarende for Bhikshuni'erne. Dette gjorde sig gældende i de første 500 år i Buddhadharma'ens historie. Herefter begynder i stigende grad et meritokratisk princip at gøre sig gældende for kvalitativt at kunne afgøre, hvad der er god Dharma og acceptabel praksis. I Oldtidens Indien blev således de store kloster universiteters pandit'ter sådan autoritet. Pandit'terne var også i Tibet autoriteter, men de måtte dele meritokratisk autoritet med Lama'erne og Tulku'erne.) Derfor er der Østasiatiske traditioner, som anser Mahakashyapa for den anden Guru i Buddhadharma. Betegnelsen vi finder i oversættelse er: patriark. Sådan opfattede Buddha’s samtid imidlertid ikke Mahakashyapa. Han blev ikke til en ’pave,’ men var blot den højest respekterede munk og Arhat på sin tid. I de følgende århundreder er det svært at finde en tilsvarende markant person, som på nogen måde kan siges at beherske hele Buddha’s arv. Faktisk begynder opsplitningen af Sangha’en i 18 retninger eller skoler ret hurtigt, efter de 500 Arhats fra det første koncil er døde og borte. En anden måde at forstå den Østasiatiske opfattelse af Mahakashyapa som patriark, er ganske enkelt i forbindelse med transmissionen af Buddhadharma, hvor han var nummer to i rækkefølgen af Guru’er, skønt han ikke var en Bhagavan ligesom Buddha Sakyamuni. Traditionen betegner kun Buddha Sakyamuni som en Buddha, og kun Buddha’s mange navne bruges om ham i respekt for hans enestående liv og virksomhed. De 500 Arhats må formodes at have været ligeså befriede og oplyste som Sakyamuni, men kun den aller første Buddha i rækken bliver traditionelt benævnt som en Buddha. I de andre indiske religiøse traditioner, især i forbindelse med yoga og Tantra, kaldes mestre i disse traditioner nogle gange for Bhagavan i samme betydning som for Sakyamuni, altså en virkelig mester. I de buddhistiske traditioner er det kun Buddha selv, som nyder dette navn. Læs videre om: Buddha.
Bhaishadjya (skt.):
[bhaiṣajya]; tib.: men [sman]; ‘medicin‘ - betydningen er snarere ‘sundheds fremmende ting‘. Ordet er en henvisning til Vinaya Sutra, hvor Buddha Sakyamuni tillader munke og nonner at indtage ‘medicin‘ - uden at bryde deres kost regler på tider, hvor det ellers ikke er tilladt at spise eller drikke noget nærende. Det vil sige fra middag til morgenstunden.
Bhaishadjyaguru Tathagata (skt.):
også: Bhaishajyaguru; tib.: Sangdje Menla, [den] helbredende Buddha, eller [det] Helbredende middels Buddha. Også kendt som Vaiduryaprabha Buddha, Strålende Lapis Lazuli Buddha. Faktisk er der flere helbredende Buddha'er, som optræder i forskellige Mahayana Sutra'er. I Lotus Sutra'en omtales de to Bodhisatva brødre: Bhaishadjya Radja, Helbredende Konge og Bhaishadjya Samudgata, Bedste Helbreder, som også omtales i andre Sutra'er. Den 'helbredende konge' omtales også som en betegnelse for Buddhadharma generelt, altså det er Buddha's lære, som helbreder alt ondt i en ultimativ løsning ved Parinirvana. Den Helbredende Buddha’s tiggerskål indeholder den vigtige lægeurt Myrobalam. Hermed også sagt, at blot og bar mantra recitation næppe heler kræft eller brækkede ben, mens mantra er særdeles effektivt til at stabilisere de 'indre vinde,’ skt.: vayu eller energier, berolige dem eller sætte dem i sunde kredsløb i kroppen, hvorved sygdomme baseret på ubalance i 'vindene' godt kan helbredes ved mantra, skønt ikke altid, nemlig når der også er andre komplikationer. Det er der jo tit, så det er sjældent nok at søge en åndelig løsning på et fysisk problem. Den Helbredende Buddha findes både som sadhana af Sutra og Tantra klassen. I Tibet er Sangdje Menla typisk omgivet af 7 andre Buddha aspekter. Læs også om: ayurveda.
Bhava (skt.):
- liv, ordret: tilblivelse. Udtrykket bruges bredt om noget eller nogen, som opstår fra årsager og betingelser, hvilket naturligvis også betyder: karma. Således bruges sanskrit udtrykket: bhava-na (læs om det nedenfor) om ’tilblivelse af’ – eller træning i – meditation. Tilblivelse af et individ i verden, altså inkarnation, defineres efter stedet, området eller inkarnationens karakteristika. Når man genfødes i de lidenskabelige følelsers verdener – så kaldes livsformen: kama-bhava, efter Kama-loka (se under: Triloka). I forms-verdenerne kaldes livsformen: rupa-bhava efter Rupa-loka, og i de formløse verdener kaldes de for: arupa-bhava, efter Arupa-loka. Læs mere om emnet under: liv. Se også under: bhavana.
Bhavachakra (skt.):
se under: Livshjulet.
Bhavana (skt.):
(tib.: gom) ordret: ‘at bringe til live’ - udvikling af sindet i betydningen meditations træning, hvor der i særlig grad hentydes til shamatha og vipashyana (tib.: shiné & lhagthong). Begrebet hentyder til udviklings-processen af et-punkts-koncentration som fører til samadhi (yogisk eller meditativ trance). Udviklingen foregår i 9 trin. Læs om de 9 trin her. Bhavana betyder således først og fremmest meditativ træning, mens udtrykket dhyana betyder fuldstændig færdighed og mesterskab i meditation. Bhavana betyder også at frembringe Yidam’mens form og Mandala i den opbyggende fase (skt.: utpattikrama) af Sutra og især Tantra. Se også under: dhyana og sadhana. Læs artiklen om meditation.
Bhikshu (skt.):
[bhikṣu]; tib.: gelong [dge slong; དགེ་སློང་།];, fuldt ordineret munk. Roden til ordet er: bhaj, at tigge. Der er oven i købet en betydning af ensom. Så oversættelsen kunne være ‘ensom tigger,’ men betydningen er også ‘hjemløs’ og meget hurtigt begyndte de første buddhistiske munke at bo og gå omkring i grupper, så ‘munk’ er den mest dækkende oversættelse. En fuldt ordineret munk indenfor Mulasarvastivada Vinaya, som begge Karma Kadjy skolerne opretholder som deres kloster-, munke- og nonne tradition, kaldes også for sramana. En Bhikshu bliver også kaldt Bhande. En Bhikshu opretholder og følger 252 forskellige løfter. I Oldtidens Indien var det kun Bikshus, som havde stemmeret og domsret indenfor munke samfundet. Det har de stadig, men deres reelle magt og indflydelse over deres eget munke samfund begrænses af de traditionelle klostres Tulku’er; Tulku’erne har deres egen organisation kaldet ’labrang’ på tibetansk. Labrang organisationen var ikke lige, hvad Buddha Sakyamuni havde tænkt sig i forbindelse med munkenes selv organisering og kloster institutionerne. I Tibet blev Tulku’ernes fyrstelige magt og indflydelse større end munke samfundenes. Ofte betød munkenes samfund nærmest ingenting, fordi de var fuldstændig afhængige af Tulku’ens labrang. Denne udvikling har kun fundet sted i den tibetanske kultur kreds og må anses for en kæmpe udfordring for klostrenes traditionelle demokratiske styreform, som stammer fra Buddha Sakyamuni. Med en ’religiøs fyrste’ som faktisk leder af et kloster, er de demokratiske institutioner udhulede og relativiserede. Da den tibetanske kultur i øvrigt sender nogle af deres børn i kloster som repræsentanter for familien, er meningen med at blive munk og nonne også udhulet og relativiseret, for meningen er jo, at en munk eller en nonne forlader sin familie af sin egen vilje og på grund af sin egen personlige overbevisning. Alt i alt er munkenes kvalitet således ikke, hvad den har været i Oldtidens Indien. Der er dog håb endnu, fordi den oprindelige organisations form for munkene stadig eksisterer og anvendes. En Bhikshu's oprindelige klædedragt var den såkaldte (skt.:) 'pamshula' – et sammensyet sjal af 'snavsede' klude, som folk havde smidt ud; derfor var farven gullig eller brun. Buddha Sakyamuni havde efterladt alt sit tøj, da han blev asket og stod så der nøgen i storskoven. Han syntes dog, at han burde iklæde sig noget tøj for anstændighedens skyld. Så han tog de affalds klude, som han kunne finde. Da disse var affarvede og tilsølede, fik de en mærkelig farve, når de blev vasket. Denne ubestemmelige farve kaldes 'kashaya' på sanskrit. Men da Buddha kom til Rajgir og kong Bimbisara's hof blev han fulgt af mange munke i sådant tøj. Det brød kongen sig ikke så meget om, fordi det var svært at genkende disse mennesker som Buddha's tiggermunke; de lignede jo alle mulige andre tiggere. Derfor kom det nu traditionelle tøj i brug, som er tydeligt buddhistisk. I samme forbindelse opstod reglerne om farver, så man traditionelt ser tre farver anvendt på tøjet, nemlig safran-gul, mørkerød og mørkeblå. Det siges, at dette farve valg skyldtes farvernes billige pris på markedet i Oldtidens Indien. Den rene røde farve var forbudt som luksus i Indien, men blev anerkendt i Tibet, fordi den var meget billig der. I Østasien ser man grå og sort anvendt af de samme grunde. I første omgang bestod dette tøj af et sjal syet sammen af mange firkanter, skt.: Uttarasanga; tib.: Namdjar [snam sbyar]. Det siges, at dette mønster ligner markerne i Maghadha, men først og fremmest ligner Namdjar'en det oprindelige tøj ved at være sammensyet af mange mindre enkelt stykker. Desuden var der en kjole skt.: Antarasavaka; tib.: Thanggø [mthang gos]. Ligesom Namdjar består denne kjole af firkantede enkelt stykker af tøj, som er syet sammen. Samt et tykt tæppe til at sidde og sove på, skt.: Sanghati; tib.: Dingwa [gding ba]. Dingwa består at to enkelt stykker tøj, som er syet sammen med en bred bord. Med tiden kom der novice munke til, skt.: sramanera. I stedet for en Namdjar fik de det såkaldte Tjøgø sjal, også kaldet for Lagø [chos gos & bla gos]. Tjøgø'en er som Namdjar, men sammensyet med et langt færre antal, men større firkanter. (Også Bhikshu'er bærer Tjøgø'en under Namdjar'en.) I stedet for Thanggø går de i en Shentab, som kun er syet sammen af tre stykker klæde, et bælte for oven og en bord for neden samt et længere midt stykke. Shentab'ben er syet sammen som en tønde, mens Thanggø'en er et regtangulært stykke tøj, som kun er syet sammen på tre punkter vertikalt, så det ligner en tønde. Da nogle munke begyndte at fryse om vinteren på Ganges sletten, hvor det godt kan blive koldt, satte Buddha sig ned en nat og kom flere og flere sjaler over sig for at holde varmen og for at beslutte, hvor meget ekstra tøj, en munk måtte bruge som standard, når det er koldt. På denne måde kom der en underkjole til og flere sjaler, hvilket tibetanerne har været glade for, da der er ret koldt i Tibet. Sengetæppet, Sanghati, svøbte de indiske munke om skuldrene, da de kom til Tibet for at holde varmen. Det har siden udviklet sig til den karakteristiske vest, som bæres i de tibetanske traditioner, herunder af Mongolerne. For det meste ses munkene kun iført Shentab og det almindelige sjal, en såkaldt 'Sen' [zhen], som består af tre sammensyede stykker klæde. (Oprindeligt i Indien var dette sjal anvendt til at opsuge sved.) Og kun ved særlige lejligheder bærer de det 'rigtige' munketøj. Tibetanske munke har forklaret mig, at denne skik skyldes beskedenhed, fordi en Bhikshu anses for at være fuldstændig ren; altså en person, som virkelig ikke skader nogen som helst. Denne skik skyldes snarere, at munkenes motivation i de traditionelle tibetanske klostre ikke er ren. Det er deres familie, som efter et familieråd har besluttet at sende denne eller hin søn eller datter til et kloster. Det er knap så ofte, at det er munkens egen beslutning, selvom det naturligvis mange gange faktisk er tilfældet. Nonnerne går i det samme tøj som munkene. Ud over tøjet har en rigtig munk (og nonne) kun ganske få ejendele, fordi han (eller hun) skal leve af at tigge fra lægfolket. Denne fuldstændige afhængighed af donationer er meget vigtig for munkenes disciplin, skt.: shila, og selvrespekt. På denne måde bringes de til at forstå deres lighed med lægfolket, så de ikke bliver hovne og selvoptagede. En munk besad typisk en tiggerskål af jern, en si til drikkevand, en ragekniv, en skuldertaske og en tiggerstav. Det var alt. De måtte ikke eje andet. De måtte ikke røre penge. I vore dage er disse bestemte regler blevet bøjede og relativiserede, så de kun består som ideelle retningslinjer. I Oldtidens Indien kunne alene et kloster besidde land, bygninger og formue – sådan er det ikke mere; nu kan munke (og nonner) i dag eje hus og leje lejlighed mange steder af praktiske grunde. I Tibet var det ikke praktisk for munkene at gå på tiggeri om morgenen, fordi der bor så få mennesker i landet. I stedet opstod en tradition, hvor sponsorerne i stedet kom til klostrene. Det har i årenes løb bevirket, at munkene i dag har en privat økonomi og ofte en bank konto. Da de ikke skal ud og tigge, er det heller ikke længere nødvendigt at faste efter middagstid. Det var oprindeligt ikke meningen. Men allerede i Oldtidens Indien før år nul begyndte både konger og stormænd at forære hele landsbyer til Sangha'en, så klostrene fik en leje indtægt fra landsbyerne. Det samme skete efterfølgende i både Tibet og Kina. I Tibet blev det også en almindelig tradition, at en familie sponsorerede deres egen søn eller datter i det lokale kloster. På denne måde opstod et nyt afhængigheds forhold mellem klostre og det almindelige samfund, og den gamle tigger kultur forsvandt for det meste – eller blev et særligt fænomen, især for pilgrimme og ikke kun munke og nonner. I Theravada traditionens lande går munkene stadig deres tigger gang hver morgen. Og faster efter middag. Når Lama'er giver indvielse er de i reglen iført en Tjøgø, hvad enten de er ordinerede eller ej, fordi de repræsenterer Buddha. De kan også bære både en Sen og Shentab ligesom munkene, men ikke for at angive, at de har taget Vinaya løfter, men for at angive, at de er religiøse mennesker (i følge Shamarpa), som har viet deres liv til sadhana og undervisning. Det bliver ofte misforstået her i Vesten, hvor vi forventer en munk, når vedkommende bærer munketøj. Det er uklart, om denne tradition har en fremtid i Vesten. Det er alt andet lige mere afklaret ikke at bære munketøj, når man altså ikke er munk. Indenfor Theravada traditionen, som har Pali som kanoniseret sprog, kaldes en fuldt ordineret munk for: bikkhu, som følger Theravada Vinaya. En novice munk kaldes sramanera. Se også under: sramana; Vinaya - Pratimoksha og løfter. Læs også nedenfor om: bhikshuni.
Bhikshu-ni (skt.):
[bhikśuni] en fuldt ordineret nonne. Tib.: gelongma. En Bhikshuni opretholder og følger 356 forskellige løfter. Denne transmission er gået tabt i både Tibet og hos Theravada, mens den stadig findes i Kina hos Dharmaguptaka transmissionen. Derfor har nogle kvinder i de sidste hundrede år opsøgt de kinesiske Dharmagutaka'er og fået deres ordination derfra som fuldt ordinerede nonner. Imidlertid er denne praksis ikke blevet mødt med anerkendelse alle vegne. Især ikke hos Theravada i Thailand, hvor ikke engang novice ordinationen har overlevet. Problemet synes at være, at ordinationen ikke er fra en oprindelig Theravada tradition. Og hos tibetanerne, at den ikke er fra Mulasarvastivada. Det burde dog ikke forhindre ordination eller anerkendelse. Men det tager tid, fordi traditionerne ude i Asien er meget konservative. Adskillelige vestlige nonner har på denne måde fået fuld ordination. Læs også om: sramaneri, novice nonner. Se også under: Vinaya, samt under: Bhikshu.
Bhumi (skt.):
A) tib.: sabøn [sa bon]; - ordret et land i betydningen et sted. Det er dog ikke noget almindeligt sted, men en tilstand af Bodhicitta, resultatet af at træne i - og virkeliggøre Bodhicitta, Det Lyse Sind. Der er 10 Bhumi’er (i Tantra dog 13, fordi der medregnes 3 slags Buddha-virksomhed), som hver især udtrykker forskellige stigende grader af erkendelse og færdighed hos en ægte Bodhisatva. Denne inddeling i ti trin eller niveauer stammer fra Dhashabhumika Sutra, som indgår i Avatamsaka Sutra samlingen (Asanga formulerede en liste på 17 trin; se under punkt ‘B.’) 1. Pramudita-bhumi (det glade sted), fuldkommengørelsen af gavmildhed (skt.: dana). 2. Vimala-bhumi (det rene sted), fuldkommengørelsen af disciplin og etik (skt.: shila). 3. Prabhakari-bhumi (det lysende sted), fuldkommengørelsen af tålmod (skt.: kshanti). 4. Archismati-bhumi (det strålende sted), fuldkommengørelsen af iver (skt.: virya). 5. Sudurdjaya-bhumi (stedet som er meget svært at nå), fuldkommengørelsen af meditation (skt.: dhyana), hvorved der ikke er spor tvivl om De fire Ædle Sandheder og de to slags sandhed. 6. Abhimukhi-bhumi (stedet hvor visheden øjnes; ‘ansigt til ansigt’ eller ‘lige foran ansigtet’ - det vil sige, at alt bliver indlysende), fuldkommen-gørelsen af klarhedens vished (skt.: pradjña), hvorved der opnås indsigt i Årsagskædens 12 led og Tomhedsnaturen (skt.: sunyata). 7. Durangama-bhumi (det langt-rækkende sted), fuldkommengørelsen af virksomme midler (skt.: upaya). Når dette syvende trin er nået, falder Bodhisatva’en ikke længere tilbage til lavere trin eller eksistensformer. Sådanne hellige mennesker fra dette trin til det tiende, kaldes derfor ’storsindede,’ skt.: Mahasatvas. Ved formel Tilflugt er det denne slags Bodhisatva’er, som man søger tilflugt hos under benævnelsen Sangha. 8. Achala-bhumi (stedet uden rystelser), fuldkommengørelsen af ligevægt og karmisk fortjeneste (kvaliteter eller dyder, skt.: punya), hvorved Bodhisatva’en kan velsigne andre med sin egen fortjeneste (kvalitet, dyd og gode, ordret: sunde, skt: kushala, karma). 9. Sadhumati-bhumi (stedet for god forståelse), fuldkommengørelsen af indsigt i alt, som kan erfares. 10. Dharmamegha-bhumi (dharmaskyernes sted), fuldkommengørelsen af både djñana, intuitiv vished og umådelig karmisk fortjeneste eller medmenneskelig godhed, skt.: punya. Det eneste som nu adskiller Bodhisatva’en fra at være en egentlig Buddha, er løftet om at virke til gavn for alle sansende væsner, som besidder sanser, følelser og en ide om sig selv, hvorved der stadig er karma og dermed grund til genfødsel. Læs videre (om hvorledes de 10 bhumi’er er indeholdt af 4 slags renhed i 11 dele) i Sandhinirmochana Sutra, oversat som ‘Buddhist Yoga’ [- på side 69]. B) - I Asanga's bog 'Yogacara-bhumi' tælles der 17 bhumi'er eller trin i Bodhisatva'ens træning. Det er en helt anden inddeling med henblik på træning, mens de 10 bhumi'er, som er beskrevet her, angiver 'frugt' eller resultat af træning.
Bhuta (skt.):
1) fysisk element, i betydningen en enkelt enhed eller et 'atom' i ordets oprindelige betydning, som er del af en større materiel helhed. Bhuta er således, hvad vi i Vesten kalder et fysisk partikel, molekyle eller atom. Udtrykket bruges nogle gange i samme betydning som Maha-bhuta, de fysiske grund-elementer. Andre gange bruges udtrykket dharma om det samme som bhuta, men generelt betegner udtrykket dharma en oplevet enhed, eller sagt på en anden måde: en begivenhed i sindet, mens bhuta hentyder til materielle (de 5 typer fysisk sansede) enheder, hvor vægten lægges på en bestanddels fysik, snarere end bestanddelens begivenhed. Se også under: elementer. 2) Bhuta betyder desuden et spøgelse på sanskrit.
Bidja (skt.):
1) tib.: sa bøn - betyder ordret et frø, ligesom i et frø fra en plante (staves også: Bija). Betydningen i Dharma’en er ikke botanisk, men er et karma frø (kaldes også skt.: vasanas, hvilende potentiale). Alt, som vi oplever, trækker spor i sindet, som lagrer sig som frø til fremtidig karma. Det er fordi begivenheder gør indtryk på sindet, at disse indtryk lagres og danner frø til fremtidige begivenheder. Disse bidjas lagres i rumme-sindet, skt.: alayavidjñana, som derfor ofte betegnes som lager-bevidstheden. 2) tib.: yigdru [yig ‘bru] - sædstavelse, i betydning af et frø som en stavelse, altså både en lyd og en mentalt forestillet bogstavs sammensætning, hvorfra Yidam’men opstår, som brugt i sadhana. Se under: sædstavelse.
Big Bang (skt.):
- den astrofysiske teori om 'det store brag’ (DSB) som angiveligt startede vores nuværende kendte univers. Teorien har i hvert fald den svaghed, at den kun kan beregne tidspunktet for universets tilblivelse tilbage til en tiendedel af et sekund bagefter det formodede store brag, mens alt der går forud ikke lader sig beregne. Når dette en tiendedel sekund ikke kan beregnes, kan man ikke påstå hverken et brag eller en begyndelse. Det lader til, at teorien forudsætter, at der er en absolut begyndelse (skønt en fjer sandsynligvis er nok til en relativ begyndelse). Men hvad er en begyndelse, hvis den starter med ingenting? Hvordan skal den dog kunne komme i gang? Fra et absolut nulpunkt, skt.: sunya, kommer der altså ikke noget univers. Et absolut nulpunkt må indeholde og omslutte sig selv i absolut grad, så intet kan opstå fra det. Selvom der måtte findes sådan et nulpunkt, ville ingen nogensinde opdage det, ligesom det naturligvis heller ikke ville fylde noget. Så, det lader også til, at teorien forudsætter, at vi starter med et umuligt ingenting. Alligevel beskriver man dette ingenting som en 'singularitet', som ikke kan defineres, men alligevel har en slags eksistens. Hvis singulariteten ikke kan defineres, er det sikkert fordi, der ikke kan være nogen singularitet. Man synes blot, at der burde være en. Dengang der kun eksisterede en sådan ’singularitet’ var der heller hverken tid eller verdensrum ifølge DSB teorien. Man kan derfor med rette spørge, hvorhenne monstro denne singularitet befandt sig? Uden verdensrum havde den jo intet opholds sted. Hvis den befandt sig ’intetsteds’ – måtte den jo i så fald være ingenting, men den går ikke, som før omtalt. Og uden tid ville den jo aldrig kunne starte et univers eller noget som helst andet. Den ville ikke kunne komme i gang. Singulariteten kunne ikke eksistere på forhånd før DSB, fordi både ’på forhånd’ og ’før’ er begreber om tid, men tiden eksisterede jo ikke ’på den tid’ – ifølge teorien. Vil man virkelig gøre noget ud af denne singularitet må man opfinde en ’alternativ’ før-tids og før-udfoldelses måde for tilstanden, som ikke må være ingenting. Men hvis der er sådanne ’før-noget-som-helst’ tilstande, mens udfoldelse og tid er en funktion af verdensrummet selv, så må der jo eksistere en mere grundlæggende form for opholds sted end det kendte verdensrum-plus-tid. Men et sådant opholds sted må i sagens natur være rummeligt, altså et verdensrum, så teorien falder fra hinanden i begrebet singularitet og begrebet fra relativitets teorien om rum-tid, som en sammenhængende størrelse i stedet for to sammenfaldende begivenheder af god plads og forholdsvis tid til udfoldelse. Selvom singulariteten nødvendigvis er en meget lille størrelse, så siger begrebet jo, at der er en størrelse. Det kan der ikke være, uden at der er plads til den. Hvis der ikke er noget verdensrum, er der heller ikke plads nok. Og hvis singulariteten i virkeligheden er ingenting, hvorved den jo ikke behøver at optage plads, kan den som før omtalt slet ikke komme i gang. Teorien er jo interessant, men forudsætningerne holder ikke. Alligevel er de fleste moderne mennesker tilhængere af denne teori. DSB teorien har det dog bedst, hvis vi udelukker det store brag, fordi det er spekulativt, og nøjes med at starte en tiendedel sekund senere. Og undlader at medtage en begyndelse, fordi den nemt kan undværes. Og fjerner de misvisende begreber om rum og tid fra teorien. Det er man da også så småt begyndt på i vore dage. Den nyere teori udvikling om kosmos foreslår, at hele universet i sin begyndende udfoldelse (en tiendedel af et sekund efter den hypotetiske singularitet) udviste ’inflation.’ Inflations teorien påstår, at alting udvidede sig samtidigt – med en højere hastighed end lysets. Det skete ifølge teorien uden brug af ’hyperspace’ eller andre ’science fiction’ tiltag. Så inflationen skete ikke med atomare partikler som sådan, men med selve verdensrummet, som om rummelighed er en hurtigere end lyset ting (?) - eller verdensrummet i sig selv er hurtigere end lyset? Her er der indtruffet en begrebs forvirring i teorien. Sandsynligvis er det sket, for at lyset kan få lov til at være det fænomen, som bevæger sig med den højeste hastighed i vores Univers. Imidlertid påstår man altså, at det er selve verdensrummet selv, som udvidder sig. Hvis verdensrummet er uendeligt, kan det ikke udvidde sig. Hvis verdensrummet ikke er uendeligt, men godt kan udvidde sig – og åbenbart så måske også kan skrumpe – hvad er der så udenfor? En mur? Og absolut ingenting på den anden side? Det giver jo ikke mening. Verdensrummet er ikke en ting, men simpelthen masser af plads til ting og andet og hvad som helst i øvrigt. Verdensrummet er af en anden orden end ting og deres forhold til hinanden. Ting kan ikke udfolde sig, bevæge sig og indgå i samspil med andre ting og andet med mindre, at der er plads til det hele som en forudsætning for det hele. Så universets heftige ekspansion i det tidlige kosmos foregik ved hvad, man kalder 'inflationsfeltet.' Dette begreb stammer ikke fra Einstein, men opstod senere, da man begyndte at diskutere, om der havde været et 'varmt big bang' eller et mere moderat tempereret DSB. Et varmt DSB ville kræve, at lysets fart var den højeste hastighed i universet, mens det cool big bang kunne ekspandere eksponentielt ved effekten fra et kraft felt. Hvad angår rumteori, er dette inflationsfelt mere retvisende, fordi feltet er et kraftfelt og ikke en egenskab ved verdensrummet som sådan. Så astrofysikerne i vore dage er åbenbart på vej væk fra teorien om verdensrummet som en egenskab ved tingene og andet i kosmos. Så det eneste, som kan udvidde sig, er ikke selve rummet, men kun forholdene mellem tingene i rummet. Noget i forholdene fik tingene i verdensrummet til at fjerne sig fra hinanden med en højere hastighed end lysets. Hvorfor vi ikke kan nøjes med at forholdene, for eksempel ved simpel frastødning eller lignende, skaber enorme hastigheder relative til klyngerne af masse i det tidlige Univers, men at det absolut skal være en egenskab ved selve verdensrummet, har teoriens forkæmpere aldrig ordentligt forklaret. Sandsynligvis fordi de med denne definition på rum mener noget helt andet, end hvad vi almindelige mennesker forstår ved begrebet verdensrum. Det bliver tydeligt i detaljen. Den almindelige relativitets teori påstår, at der er noget, som betegnes som 'fabric of space-time.' I hvert fald er det sådan at disse begreber præsenteres for os.
Albert Einstein krummer rummet.
Som en god buddhist spekulerer jeg naturligvis straks over, hvad dette 'fabric' kan være for noget. Er det et stykke kosmisk silke vævning? Logisk set må det jo være en egenskab ved 'space-time,' men hvis det er en egenskab, burde vi jo kalde det 'property' og ikke 'fabric.' På dansk betyder ordet jo 'struktur,' som forudsætter, at der er 'noget' at strukturere. Men rummet og tiden er ikke noget i sig selv. Så strukturen angår de ting, som måtte befinde sig i verdensrummet. Det er således ikke rummet som sådan - eller tiden som sådan - som har struktur. Med andre ord er relativitets teorien baseret på en allegori. Et billedsprog. Det er som om, at rum og tid har krummede strukturer. Det er som om, fordi det er noget andet, som krummer lys i verdensrummet. Og gør tid relativt på besynderlige måder. Et usynligt kraftfelt. Hvorfor sagde Einstein så ikke bare ’et kraftfelt’ i stedet for ’rum-tid’ som krummer sig? Der er to måder at forstå rum og tid på. Enten er rummet basis for, at noget stofligt kan udfolde sig, mens tid beskriver udviklinger i forholdet mellem stoflige enheder eller begivenheder, skt.: dharmas. Eller også er både rum og tid egenskaber ved noget stofligt, forstået således at noget stofligt nødvendigvis fylder noget, hvorved egenskaben 'rummelighed' kan erkendes, og tid er en egenskab ved relationer i forandring mellem alt stofligt.
David Hume kan kun erkende egenskaber.
Denne sidste betragtningsmåde kendetegner David Hume's filosofi eller 'bundt teori' om egenskaber (‘bundle theory’). Denne filosofi er på mange måder stadig gyldig, selvom den stammer fra oplysnings tidens begyndelse. Fordi den omhandler erkendelses teori. Derfor er den også relevant for buddhister. Det er endnu en kompleksitet ved DSB teorien. Når verdensrummet forstås som en egenskab ved de atomare partikler. Med andre ord taler videnskaben om en egenskab, som er hurtigere end lysets hastighed. Imidlertid er denne egenskab vedhæftet ting og sager, som ikke kan bevæge sig hurtigere end lyset. Så dette begreb om verdens rummet som en egenskab er vrøvl, hvis ‘space-time’ - eller altså ‘inflationsfeltet‘ - skal bevæge sig hurtigere end lyset under visse omstændigheder. Man kan godt stadigvæk forstå verdensrummet som en egenskab, men så har det ikke direkte noget med tid at gøre, og slet ikke noget om hastighed, fordi hastighed kræver, at der er noget stofligt i bevægelse - og ikke blot en egenskab ved noget stofligt. Men selv verdensrummet som en egenskab må ved afledning forstås som andet og mere end blot plads til denne eller hin dharma og deres indbyrdes afstand og forholdsvise hastighed, temperatur og så videre, fordi der logisk må være endnu mere plads og rum end blot plads til de enkelte dharma'ers udfoldelse og god plads for deres indbyrdes afstande. Hvad dette betyder er, at vi kun kan have en begrænset forståelse af verdensrummets egen virkelighed - uafhængig af vores iagttagelse - selvom verdensrummet er basis for alle dharma'er, fordi vi kun erkender verdensrummet ved dharma'ernes egenskaber. Det er også således, at vi erkender kraftfelter. Vi opfatter dem ikke direkte, men kun deres påvirkninger af dharma'erne. Den nyere tænkning omkring emnet forlader derfor den misvisende opfattelse af rum og tid og benytter i stedet 'inflations felt' teorien. Problemet med diverse kraftfelter er, at vi ikke rigtig ved, hvad de er for noget, fordi vi kun kan erkende virkningerne af felterne. Vi bemærker virkningerne og antager derfor eksistensen af kraftfelter. Inflations feltet skulle således være et slags 'anti-gravitations' felt, som årsag til den kosmiske inflation i det tidlige univers, som flyttede tingene fra hinanden hurtigere end lysets hastighed. Teorien antager, at effekten af inflationen var overstået på et ufatteligt kort tidsrum, hvorefter det kendte univers i det store og hele var resultatet. Bemærk, at 'tingene' i dette tidlige Univers endnu ikke bestod af atomer og molekyler, men der var kun subatomare partikler. Dette forhold skyldtes, at tingene var for tæt på hinanden, temperaturen var for høj og alt var i en plasma tilstand - ifølge teorien. Først da inflationen var tilendebragt, opstod de første brint atomer. Indenfor Buddhadharma forstår vi rummelighed som basis, på grund af logikken i at for at noget kan udfolde sig, må der først og fremmest være plads til det. Verdensrummet, skt.: akasha, betyder blot rigtig god plads til alt og alle. Hvad videnskabsfolkene nok i virkeligheden mener, er kraft felterne i de atomare partiklers indre orden og deres forhold til hinanden og alle andre. Så når Einstein og alle de andre fysikere taler om verdensrummet, tænk: kraftfelt. Problemet for videnskaben ved kraftfelter er, at man ganske vist godt kan beregne deres styrke og egenskaber ved deres påvirkninger, men man kan ikke vide, hvad feltet som sådan er for noget, fordi både kraft og felt synes at være ikke-stofligt. Men rummet er også ikke-stofligt. I stedet for at tale om rum og stof, burde videnskaben nok tale om stof, energi og kraftfelter alene. Hold verdensrummet udenfor, fordi disse tre størrelser er indeni rummet. Det er kraftfelterne, som muligvis kan ekspandere hurtigere end lyset, og dermed også alle de atomare partikler som disse felter holder på. (Læs videre om dette emne under: stoflighed.) Men husk på, at det er på grund af DSB teorien, at man har brug for, at disse felter har 'inflation.' Man kan sikkert også formulere en teori, som ikke forudsætter 'inflation,' hvis den for eksempel forudsætter, at der heller ikke er en 'absolut' begyndelse på universet, men i stedet måske gensidig påvirkning fra andre universer i et multivers. Det pudsige ved denne mulighed er, at moderne videnskabs folk kalder en sådan oprindelse for ’evig inflation.’ Men det er ikke værre, end vi kan forstå ’eternal inflation’ som muligvis regelmæssige forskydninger i forholdene mellem mange universers kratfelter samt mulige kollisioner. Men før vi kaster os ud i endeløse spekulationer om multiverser, bør vi bide mærke i, at vi næppe nogensinde kan observere andre universer. Ligesom vi næppe kan overskue hele det univers, som vi befinder os i, hvis dele af det befinder sig længere væk end vi nogensinde vil blive i stand til at måle. Verdensrummet behøver dog hverken noget univers eller multivers. Det har det ligeså godt tomt som fyldt uden at noget ændres i rummets natur eller karakter. Der er blot god plads. Der er netop så god plads, fordi rummet ikke er noget i sig selv. Rummet kan ikke blokeres af noget og forhindrer heller ikke noget, hverken stof, energi eller kraftfelter. Det er ikke rummet, som folder sig, men forholdene mellem ting og sager. Og felter. Vi bør nok bide mærke i, at alt dette kaldes for teori af videnskaben. Videnskabs folkene spekulerer simpelthen løs – på grundlag af fakta, men deres spekulation er ikke fakta. Husk det nu. Begrebet om en singularitet er en umulighed. Rummelighed er ikke en ting eller en egentlig egenskab, men en logisk afledt basis for alting. Alle disse ting har fået nutidige forskere til at overveje, hvad de kalder for 'big bounce' teorien. Den store genkomst (DSG). Det er universet ved uendelige gentagelser. I stedet for DSB teoriens singularitet og absolutte begyndelse sætter de et tidligere univers, som er blevet koncentreret efter at alt efterhånden blev til lys. Fra en sådan koncentration af energi opstår så et nyt. I øvrigt forestiller man sig, at universets udvikling forløber ligesom DSB, med en almindelig uenighed om, hvorvidt der var inflation eller ej. Roger Penrose er en af tilhængerne af denne teori. (Han kalder dog teorien for 'conformal cyclic cosmology' - den tilpassede gentagelses kosmologi - TGK; han begrunder teorien matematisk.) Læs om det her: . Se også en video med Tim Maudlin, hvor han taler om tilstande før vores nuværende univers (Aeon Magazine video). Læs også om: kosmologi. Og om: stoflighed.
Bimbisara (skt.):
- en konge af Magadha på Buddha Sakyamuni’s tid for 2600 år siden. Han blev både elev og sponsor af Buddha. Han er kendt for at have givet området ‘Bambushaven’ - skt.: Venuvana - ved Rajgir i Bihar til Buddha Sakyamuni, så Sangha’en kunne have et sted til at gennemføre regntids tilbagetrækningen. Denne gave blev til det første buddhistiske kloster i verden.
Billedet viser Kong Bimbisara omgivet af tjenerinder. Vægmaleri fra Ajanta
Kong Bimbisara var også sponsoren, som foreslog Buddha at indføre reglen om ‘posada’ hver 14. dag for munke og nonner. I posada ceremonien bekender først den ene halvdel af forsamlingen overfor den anden, alle brud på løfter i de sidste to uger, hvorefter den anden gruppe gør det samme overfor den første halvdel. Posada blev indført for at gøre det ordinerede personale værdigt til at modtage lægfolkets støtte ved således at forny deres løfter ret ofte. Bimbisara blev afsat som konge af sin søn, Adjatashatru, og endte tragisk sine dage i fængsel, hvor han døde af sult. Det siges, at han sad dagen lang ved fængslets vindue, hvorfra han lejlighedsvis kunne se Buddha undervise på Gribbebjerget.
Bindhu (skt.):
tib.: thigle, en ganske særlig ‘dråbe’ - som bevirker differentiering og udfoldelse af af kroppens cirkulation af energier, de såkaldte 'indre vinde' – skt.: vayu. Begrebet om bindhu stammer fra både Tantra og Ayurveda. Bindhu er en uhåndgribelig størrelse, skønt mere end et blot og bart princip. Billedet viser en visualisering af en bindhu. Der er en vældig koncentreret biologisk energi i ‘dråben’, som både udlades og oplades. I den almindelige forestilling om kroppens energi system i Dharma’en spiller især to bindhu’er en afgørende rolle som modstående poler for livs-energien, skt.: prana, den såkaldte 'livs-bærende vind'. De vigtigste bindhu’er befinder sig i øvrigt i midten af de forskellige chakra’er i kroppen. Indenfor Tantra forestiller man sig, at der er en lille bindhu i hver eneste af kroppens celler. Så bindhu er både en energi 'dråbe', som betegner et fokus punkt for det levende energifelt i kroppen, og en kilde til energien i feltet. De vigtigste bindhu’er er sammen med de karmiske ‘knuder’. Disse knuder udtrykker ikke blot psykiske blokeringer i chakra’erne, men især forhindringer for vindenes frie cirkulation i kroppen. De karmiske knuder og vinde overvindes ved samadhi. Da bindhu er energisk - men ikke egentlig fysisk, betegner bindhu'ernes energifelter den bro, hvorved sindet kan inkarnere i en krop, som har en helt anden karakter end sindet, som inkarnerer. Energifeltet for den 'livsbærende vind' (skt.: prana) udfolder sig fra den 'hvide bindhu' på toppen af hovedet til den 'røde bindhu' i sacrum regionen. Læs mere om det under: bardo. Læs også om: vayu; samt om: chakra; samt også om: nadi.
Bodai (japansk):
eller Budai, se under: Pu-tai.
Bodhanath (skt.):
Den store Stupa, som Guru Rinpotje fik bygget udenfor byen Kathmandu i Nepal. I dag ligger Bodhanath tæt på lufthavnen. Der ligger mange klostre i nærheden fra flere traditioner. Ikke at forveksle med Swayambhu Stupa’en, en ældre ligeledes meget stor Stupa på en lille bjergtop på den anden side af Kathmandu.
Bodhgaya (skt.):
er byen , som er stedet for Buddha Sakyamunis nirvana, med det stadigt levende Bodhi træ, hvorunder han sad. Bodhgaya ligger lidt uden for byen Gaya i Delstaten Bihar i Indien på Sydkanten af Ganges sletten på halvvejen mellem Delhi og Kalikota. Det er en ret speciel mindre by med det oldgamle Tempel område og Mahabodhi Tempelet (se billedet), omgivet af nyere Templer fra næsten alle budhistiske traditioner, et forretnings kvarter og en bonde landsby. Der er hoteller, restauranter og gæstehuse overalt i denne blandede bebyggelse. Nu om dage er der oven i købet en international lufthavn lige i nærheden på vejen mod Gaya. Læs også om de 8 pilgrimsteder.
Bodhi (skt.):
ordret: Lys, i betydningen klarhed, afklaret eller opklaret, skønt med en strålende kvalitet, som også får kroppen til i nogen grad at stråle; tib.: tjang-tjub; tjang = renset / tjub = virkeliggjort; [byang thub]. En anden oversættelse er ‘opvågning’, som at vågne op fra en drøm eller indbildning, hvor man erkender drømmens og indbildningens illusion samt genkender virkeligheden. Begge betydninger findes brugt af mange forskellige oversættere. Bodhi betegner både oplysningen selv samt den glimtvise indsigt, man kan opnå undervejs i sin udvikling. Oplysning er klarhed om – eller afklaring af – alt, som opleves. For at oplysningen kan finde sted, må der først være sket en befrielse fra de 3 slørs forvrængning af den oplevede virkelighed og et ophør af alle forhindringer. En sådan befrielse medfører, at sindet genkender sig selv. Når sindet har genkendt sig selv indtræffer oplysningen eller bodhi. Betydningen ligger ligesom i ordet bodhi: det skjulte bliver oplyst og mørket, skt.: moha, er væk. Hvor der er lys, er der intet mørke. Den samlede betegnelse for befrielse og oplysning er Nirvana. Det er det samme sind, som enten er befriet fra dominans – eller er domineret af sine oplevelser. Så befrielsen ændrer ikke sindets væsen, men i stedet kvaliteten. Besat af det, som man oplever, eller befriet fra sådan dominans. Så der er en samtidighed, skt.: sahadja, mellem muligheden for Bodhi og den almindelige tilstand af tilknytning og identifikation, som gør at man domineres af sine oplevelser. Bodhi er således aldrig langt væk på grund af samtidigheden, men det afkald eller den given slip, skt.: naishkramya, som er nødvendigt for at aktualisere og virkeliggøre muligheden for Bodhi, er ikke indlysende for de fleste - og synes for dyr af næsten resten af menneskeheden. Hvis ikke man bliver skræmt bort for inden, når man nærmer sig Bodhi - på grund af angst for tomhed. (Det er almindeligt at blive bange for tomheds naturen, skt.: sunyata, i det øjeblik hvor man er lige ved at erkende den. Det skyldes at en sådan erkendelse ugyldiggør alle tidligere identiteter, og hvad man ellers plejer at holde fast i.) Kort sagt: meget få griber muligheden for Bodhi, selvom den altid er til stede bag alle problemer og tilstande. Det genkendte og uhindrede sind har anderledes adgang til alle aspekter af sig selv, for der er en anderledes klarhed uden forhindringer og de 3 slør. Kodeordet for Bodhi er derfor: klarhed og afklarethed. Der er en række former for viden, skt.: vidya, som et uhindret og afklaret sind får adgang til. Læs om dem under: oplysningens 64 elementer. Befrielse er øjeblikkelig, mens oplysningen er gradvis. Læs i artiklen: Om Buddha 1, Nirvana, om hvorledes Buddha Sakyamuni bruger hele natten, altså 12 timer på, at oplysningen udfolder sig. Det er naturligvis et spørgsmål, om oplysning altid tager netop 12 timer. Men nogen tid må der gå, fordi oplysning karakteriseres ved, at de forskellige områder for opfattelse i verden og livet, bliver genkendt og gennemskuet. Med andre ord tager det sin egen tid at genkende, erkende og at blive bragt i stand til at anvende konsekvenserne af befrielse. Så ved befrielse brister lænkerne straks, og intet er længere ufrit. Mens oplysning er en slags opdagelse, indsamling og optagelse af den nye erfaring. Den kinesiske diskussion om øjeblikkeligt eller gradvist Nirvana er således akademisk og misvisende. Læs mere om: befrielse. Læs også artiklen: Oplysningens 37 faktorer, om hvad der skal til for at få bodhi. Læs videre i artiklen: Om Buddha 2.
Bodhi-citta (skt.):
Det Lyse Sind, tib.: tjang-tjub-sem [byang chub kyi sems] også kaldet Det Gode Hjerte (Dalai Lama) og Erkendelses-sindet (Hannah Nydahl). Billedet viser en lotus blomst som symbol for det åbne sind eller hjerte. Bodhicitta betegner både sindet, som søger oplysning og derfor retter sig mod Dharma’en og lader sig tæmme, samt Bodhisatva’ens sindstilstand, som er kendetegnet ved mesterskab af de 6 fuldstændige færdigheder, resultatet af at udvikle dette Lyse Sind. Især er færdighed i de 4 dhyanas væsentlig. Bodhicitta kan således både være noget, som man søger at opdage og fremelske, en tilstand af åbenhedens udvikling, samt en vedvarende og uforhindret naturlig tilstand. Bodhicitta erkendes ikke uden forståelse for sunyata. Bodhicitta er det fuldstændigt åbne og følsomme sind uden forhindringer og fordomme, som på grund af åbenheden karakteriseres af (skt.) maitri, ligefrem venskabelig kærlighed og (skt.) karuna, spontan hudløs medfølelse og (skt.) mudita, sympatisk eller deltagende glæde samt (skt.) upeksha, ligelighed eller alles lighed.. Man kan også oversætte Bodhicitta som det oplyste sind, nemlig som resultat af træning og indsigt. Men det er kun en delvis beskrivelse af Buddha tilstanden, skønt måske den vigtigste del. (Læs videre om dette emne under: Oplysningens 64 elementer.) Generelt kan Bodhicitta altså betegnes som en Buddha’s sinds tilstand, udover beskrivelsen af Bodhicitta som gradvise fremskridt gennem bhumi’erne. Så Bodhicitta er et vigtigt moment både før og efter befrielse og oplysning. Et naturligt uforhindret sind er ganske enkelt Bodhicitta, karakteriseret ved at alle fordomme er overståede, og sindet er helt åbent og rummeligt, fordi hverken fordom eller de identitets bærende lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, dyrkes. Både begrebs dannelse og lidenskab vil naturligvis stadig vise sig, men når man ikke selv identificerer sig med dem, får de ikke en dominerende eller besættende virkning. Man vil ikke blive grebet af dem. I stedet vil lidenskab manifesterer sig som visdomsind, skt.: djñana, mens begreberne opfattes i lyset af deres forvrængning og tomhed, skt.: sunyata. Så du får lov til at beholde både alle dine følelser og tanker – der er sådan set ikke noget i vejen med dem i sig selv – men dominere får de ikke lov til. Den enkle sandhed er, at hverken fordom eller lidenskab behøver at dominere. Så de skal ikke undertrykkes, men gennemskues. Så befrier de såmænd sig selv, helt af sig selv. Problemet er hverken begreb eller lidenskab, men tilknytning og identifikation. Ved den meditative fordybelse, skt.: samadhi, overvindes disse to, fordi de under alle omstændigheder er udtryk for misforstået opfattelse. Samadhi gør det bare nemt at erkende. Så sindet fungerer fint uden sådan dominans. Vi er bare ikke vant til denne mulighed og har også svært ved at forestille os, at det kan lade sig gøre, for eksempel uden at blive afstumpet på grund af det. Eller overfølsom. Så Bodhicitta er virkelig nærmest en helt ny verden, som skal opdages og udforskes. Og du behøver ikke krydse et ocean for at gå på opdagelse i et fremmed land. Du kan blive hjemme og opdage det hele i dit eget sind. Bodhicitta defineres også som to størrelser, nemlig absolut eller ultimativt, skt.: paramartha, Bodhicitta, hvilket er identisk med den fuldstændige oplysning, skt.: samyak sambodhi, samt relativt. Det relative eller forholdsvise, skt.: samvriti, Bodhicitta inddeles igen i to, nemlig ønsket eller hensigten om Bodhicitta og aktualiseringen eller Det Lyse Sind ved handling. Det kan synes, at det absolutte Bodhicitta er det vigtigste, men faktisk er ønsket om Bodhicitta alt afgørende for, at det åbne sind og hjerte vil vise sig i både handling og erkendelse af sunyata, som fører til den fuldstændige oplysning, som omfatter fuldstændig færdighed i klarhedens vished, skt.: pradjñaparamita. For at et åbent sind og hjerte overhovedet kan forekomme muligt, må vi anerkende forhindringernes styrke og dominans. Forhindringerne for Bodhicitta er dels ved begrebs dannelse, dels ved tilknytning til de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, samt endelig ved mangel på indsigt, skt.: avidya. Desuden udgør karma en særlig forhindring for virkeliggørelse af Det Lyse Sind på grund af afsporing af udviklingen ved begivenheder af mangfoldig art, som aktualiserer de ovenfor nævnte forhindringer. Under udvikling vil Bodhicitta vise sig samtidigt med det vante kleshacitta, hvilket i sagens natur er problematisk, udfordrende og krævende. Det er blandt andet på denne baggrund, at man både kan rejse frem og tilbage på den åndelige landevej i en uendelig lang fremtid, mens Nirvana fortoner sig. En anden grund er angst for tomheden. I første omgang vil sunyata virke skræmmende. De 6 fuldstændige færdigheder forklarer indgående, hvordan man udvikler Det Lyse Sind som et trænings forløb, samt hvilken tilstand og hvilke fuldstændige færdigheder resultatet af træningen udgør. Træningen forløber gennem de ti bhumis eller niveauer for en Bodhisatva’s resultater i sådan træning. I Tantra forbindes Bodhicitta med livs energierne i kroppen. Det siges derfor, at disse energier i kroppen ER Bodhicitta. Denne instruktion kan nemt misforstås. Bodhicitta er Bodhicitta. Når man i Tantra ser Det Lyse Sind i kroppens livs energier eller vinde, skt.: vayu, fjerner man identifikationen med kleshacitta ved energierne i kroppen, og identificerer i stedet alle vindene i kroppen med en åben rummelighed, kærlig velvilje og medfølelse. Så Bodhicitta bliver ikke pludselig til noget helt andet i Tantra. Ved træning i Tantra tager man håndfast fat i sine tilknytninger og identifikationer ved at forestille sig, at de forsvinder i kraft af ens meditation, skt.: sadhana. I stedet manifesterer Bodhicitta sig i både emotionaliteten og kroppen ved forskellige visualiseringer, hvor man opfatter sin egen krop som en Buddha’s krop. Disse visualiseringer understøttes af for eksempel mantra recitation. I Sutra træning fremelskes Bodhicitta ved diverse former for visualiseringer, hvor til forskel fra Tantra, man ikke selv forestiller sig som en Buddha. Man visualiserer en Buddha i himmelrummet foran, som man i sin almindelige krop modtager velsignelse fra på forskellig måde. Også denne type sadhana anvender mantra for at påkalde sadhana’ens Buddha og invitere til en strøm af velsignelse fra Buddha aspektet til alle sansende væsner. Så mens man selv dyrker ønsket om, at Bodhicitta måtte vise sig, har sadhana’ens Buddha allerede udviklet det lyse sind fuldstændigt. På denne måde fremelskes det ønskede resultat. Den mest kendte og brugte trænings form indenfor Sutra er lodjung, som ikke har et sanskrit navn. Det skyldes Chekawa Rinpotje, som formulerede denne særlige praksis type i Tibet udfra Bodhicitta traditionen fra Dharmakirti (Serlingpa) på Sumatra. Atisha bragte traditionen fra Dharmakirti til Tibet. I øvrigt findes utallige Bodhicitta bønner, som betegnes mønlam på tibetansk, når man tilegner andre sine egne medmenneskelige kvaliteter. Tilsvarende er der utallige bønner om Bodhicitta hensigt eller aspiration til at motivere sig selv. Endelig de utallige slags hyldest til Buddha’erne og Bodhisatva’erne, som præger alle sadhana’er i den opbyggende fase, skt.: utpattikrama. Læs artiklen: Det Lyse Sind. Læs også artiklen: Angst for Tomhed. Og husk på at værdsætte, at læren om Bodhicitta er en udvikling af forståelsen af sunyata. Læs derfor også artiklen: Om opfattelsen 4 – tomhedsnaturen. Læs også om: maya, illusion; samt om: pradjñaparamita. Læs også om: fortolkning. Samt om: lodjung.
Bodhi-marga (skt.):
oplysningsvejen, vejen (marga) til oplysning. Den fjerde ædle sandhed blandt de 4 ædle sandheder - se også nedenfor: Bodhi Path.
Bodhi Path (skt. & eng.):
(skt.: bodhimarga) ‘vejen til oplysning’. Den fjerde ædle sandhed. Shamar Rinpotje har kaldt sit internationale netværk for Bodhi Path. Bladet fra Bodhi-træet bruges som symbol for Bodhi Path Læreplanen (læs nedenfor), fordi dette blad symboliserer befrielse og oplysning. Tilogaard var deltager i netværket fra 2007 på Shamar Rinpotje's opfordring; men i 2015 ophørte samarbejdet efter Rinpotje's død. Se også under bodhi. Symbolet ses på billedet. Mere info: www.bodhipath.org.
Bodhi Path Foreningen (skt. & eng. & dansk):
var en dansk forening, som blev oprettet i 2009 af en gruppe entusiastiske mennesker her på Tilogaard, som ville følge Shamar Rinpotje’s læreplan (læs om den nedenfor: Bodhi Path Læreplanen). Foreningen boede i København og var tænkt som en paraply organisation for flere grupper, som vi forventede ville opstå efterhånden rundt omkring i hele landet. Foreningen startede med en del undervisning i København, men på grund af få fremmødte deltagere til møderne blev aktiviteten efterhånden med større mellemrum. Man prøvede at få Shamar Rinpotje til Danmark i foreningens regi i 2012, men han måtte aflyse af forskellige grunde. Herefter ebbede foreningens aktiviteter helt ud, og den er i dag så passiv, at den ikke kan finde ud af at nedlægge sig selv. Der er ingen formand nu, og foreningen varetages ikke af nogen. Foreningens netsted er nedlagt, og foreningen findes ikke længere på Bodhi Path International’s liste over centre (marts 2019). Det er alt sammen meget beklageligt, ikke mindst fordi der er et stort potentiale i Bodhi Path Læreplanen (læs om Læreplanen nedenfor). I de seneste år er både den tidligere formand Henrik Barchager og den tidligere sekretær Birgitte Bonnevie for Foreningen døde (2022).
Bodhi Path Læreplanen (skt. & eng. & dansk):
(eng.: Bodhi Path Curriculum) Shamar Rinpotje’s lære- og trænings-program for Bodhi Path netværket. Sigtet med Bodhi Path Læreplanen er indsigtens vej (blandt Dharmaen’s 5 veje) og Mahamudra i følge Samadhiraj Sutra. Det vil sige Mahamudra som Sutra metode. Læreplanens hovedtræk kan læses her. Det er Bodhi Path Læreplanen, som Tilogaard Meditationskole har til fælles med Bodhi Path centrene. Bodhi Path som organisations form deltager Tilogaard ikke i. Karmapa Thrinle Thaye Dordje har fulgt op på denne Læreplan med sine instruktioner om ‘indre rigdom’ og ‘tidløs lykke.’
Bodhi-satva (skt.):
[bodhisattva]; tib.: tjangtjup sempa [byang chub sems dpa’; བྱང་ཆུབ་སེམས་དཔའ།]; (skrives også: Bodhisatwa); betyder én, som HAR lys, eller ER lysende eller oplysende eller blot bevidst om bodhi; tib.: tjang-tjub-sempa [byang-chub sems-pa]. Bodhi betyder lys og satva betyder et væsen med bevidsthed. På gammelt dansk er der tale om en helgen (mange lærde staver Bodhisattwa - med 2 gange 't'. I følge Lama Tony Duff er dette forkert). Der er indenfor Sutra 10 grader, trin eller planer (skt.: bhumi) af stigende afklaring i Bodhisatva’ens sind. Indenfor Tantra er der 13 klasser, fordi man også indregner såkaldt Buddha-virksomhed af 3 slags på toppen. En Bodhisatva kan være et ganske almindeligt jordnært menneske, som ikke engang er buddhist, når der er en ægte og virkelig Bodhicitta udvikling og manifestation. Bodhisatva er enhver, som søger at fremelske Bodhicitta i sit sind og liv. Så i diverse tekster om Bodhisatvaløfter omtales aspiranten som Bodhisatva. Almindeligvis omtaler man dog kun folk som Bodhisatva’er, når de er nået til et af bhumi’erne, skønt enhver, som bestæber sig på at nå dem, er teknisk set Bodhisatva’er. Man udvikler naturligvis ikke et åbent sind med en forventning om, at hele verden lader sig transformere til et paradis. Samsara vil altid domineres af klesha’erne, som hele tiden opstår og forsvinder i de sansende væsner. At opdyrke Bodhicitta vil altid synes at være en håbløs ide. Det er det imidlertid slet ikke, for på trods af samsara følger de to slags gavn altid ved det åbne sind og hjerte. Selvom samsara fortsætter omkring Bodhisatva’en, spreder Det Lyse Sind alligevel velsignelse og fred i omgivelserne. Så der vil således på trods af verdens tilstand generelt, komme befrielse og oplysning til de berørte. Med indsigt i sindets natur og virkemåde, hvilket teknisk set er identisk med sunyata, vil Bodhisatva’en forstå, at samsara og Nirvana er tilstande i sindet, som foregår på præcist det samme sted, nemlig i sindet. Paradis er derfor slet ikke et andet sted, men er identisk med samsara. Det er dog svært at erkende, når det gør ondt. Men det er derfor, at befrielse i princippet er nemt. Den ønskede tilstand findes allerede. Den skal blot opdages. I sin bog: Words of my Perfect Teacher, skriver Patrul Rinpotje om tre måder til at fremelske Bodhicitta: 1. Bodhisatva’en ’som en konge’ søger først og fremmest at gavne sig selv, men erkender at gavn for ham selv er afhængig af kongeriget og borgerne, så kongen må nødvendigvis også gavne dem. 2. Bodhisatva’en ’som færgemand’ transporterer sine passagerer over floden til deres gavn, men sømanden sejler jo også selv med over vandet til den anden bred. 3. Bodhisatva’en ’som hyrde’ sørger for, at hans flok når frem før ham selv og sætter deres velfærd over sin egen. Det er de tre måder at udføre ’de to slags gavn’ for både sig selv og andre. De fleste Bodhisatva’er, som indgår i mange formelle sadhanas, er afbildet som unge og friske indiske prinser og prinsesser, iklædt oldtidens fyrstelige silkedragter, guld diademer og besmykninger med mange kostbare ædelsten allevegne (undtagen Bodhisatva Kshitigarbha, som nogle gange ses som Bikshu). Deres ungdom og friskhed symboliserer deres uforhindrede Bodhicitta, og deres pragtfulde kongelige dragt og smykker viser deres magt (som i denne forbindelse må forstås som siddhi) over deres eget sind og reaktioner. Når disse hellige mennesker optræder i diverse sadhanas, er det grundet i deres erkendelse og virkeliggørelse af både relativt og absolut Bodhicitta . De er således alle på det tiende bhumi, som kaldes for ‘Dharma skyen’. De almindelige succesfulde Bodhisatva’er befinder sig på første til og med sjette bhumi. De risikerer dog stadigvæk at falde tilbage i de almindelige tilknytnings former og identiteter, så de kan miste deres samling af dyder, skt.: punya, og erfaringer om vished, hvis det går galt. Fra og med det syvende bhumi kan der ikke længere ske tilbagefald. Derfor kaldes de Maha-bodhisatva’er, store Bodhisatva’er, eller Maha-satvas - ’dem med storsind’ - som man kan stole helt på. Det gælder alle de højeste bhumi’er. Det er derfor, at det er Maha-bodhisatva’erne, som repræsenterer Sangha’en i Mahayana Tilflugten. Bodhisatva’erne kaldes for Buddha’s sønner og døtre. Se også under: 8 Bodhisatva’er; og for oven om: Bodhicitta.
Bodhi-satva-løfter (skt. & dansk):
skt.: pranidhana [praṅidhāna], hvis ordrette betydnig er en Bodhisatva's fastholdte og vedholdende beslutning og hensigt om at gavne andre og hjælpe både dem og sig selv til Nirvana. Denne holdning betegnes normalt som et løfte. Der findes to transmissioner for Bodhisatva løfter, som stammer fra henholdsvis Nagardjuna og Asanga. De kaldes for Shantideva‘s transmission og Dharmakirti’s, fordi Shantideva formulerede Nagardjuna’s transmission og Dharmakirti formulerede Asanga’s. Shantidevas transmission kaldes også for [Nagardjunas] ’Dybsindige Anskuelse’ – mens Dharmakirtis også kaldes for [Asangas] ’Vidtrækkende Handling’. De to traditioner har lidt forskellige detaljerede løfter. Shantidevas transmission har 14 generelle rodløfter og 4 rodløfter for individer med middelmådig evne samt kun et løfte for folk med ringe evne. Dharmakirtis transmission har 4 rodløfter og 46 sekundære løfter. Disse løfter karakteriseres ved at fokusere på din egen overlagte hensigt om Bodhicitta i hvile, holdning og handling. Det at virkeliggøre Bodhisatva løfterne kaldes for de 6 fuldstændige færdigheder eller paramitas. I forbindelse med Bodhisatva løfter forstås disse færdigheder som noget, man har til hensigt at mestre. Der findses også en tradition med 10 rodløfter og 48 gren-løfter fra Sutra’en: Brahmadjala Bodhisatva Shila Sutra. Læs artiklen: Bodhisatva løfter. Læs også om: Paramitas. Og om: de 10 bhumis.
Bodhi-satva stilling (skt. & dansk):
Ved buddhistisk meditation anbringes kroppen optimalt i Vadjrastillingen. Sover benene ved denne stilling, kan man i stedet anvende Bodhisatva stilling (se billedet af Tara til højre). I Vadjrastillingen er begge fødder anbragt ovenpå det modsatte lår i en benlås, som gør stillingen meget stabil under samadhi, den meditative trance. Ved Bodhisatva stilling er kun den venstre fod ovenpå det højre lår, mens den højre fod blot er bøjet ind mod det venstre ben foran det. Denne stilling er næsten ligeså stabil og anses for næst bedst til at understøtte krop og meditation og holde ryggen lige under samadhi. Læs også om: Vairocana’s 7 punkt stilling.
Bodhi-satva-yana (skt.):
(skrives også: Bodhisatwa-yana) betyder Bodhisatva Fartøjet, kaldes også Mahayana, 'det store fartøj' i en alternativ opdeling af: De Tre Fartøjer. Bodhisatva fartøjet underinddeles i: 1) Sutra - og 2) Tantra. Bodhisatvafartøjet indeholder således også Mantrayana eller Vadjrayana. Eller sagt på en anden måde, så findes der ikke Tantra uden Bodhicitta. Generelt handler Bodhisatvayana om Bodhicitta, Pradjñaparamita, visioner af Buddha’er og Bodhisatva’er samt visualiserings praksis, skt.: sadhana. Mahamudra systemet er således en del af Bodhisatvayana. Læs mere under: 3 Fartøjer. Eller læs artiklen.
Bodhi-træet (skt. & dansk):
det latinske navn er ficus religiosa,
pipal træet i Bodhgaya, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, da han opnåede Nirvana, den fuldstændige befrielse og oplysning (skt.: samyak sambodhi). Der er pipal træer over hele Indien, og de anses i reglen af de lokale folk som hellige på en eller anden måde, og træerne befinder sig ofte ved landsbyens vandforsyning. Bodhitræet har karakteriske blade, som ligner vores egen popel-pils blade meget. Siden Buddha Sakyamuni’s tid har man brugt et sådant blad som symbol for hans befrielse og oplysning, fordi han sad under Bodhitræet, da det skete. Det siges, at Bodhitræet begyndte at spire i Bodhgaya på dagen, hvor Buddha Sakyamuni blev født. De var så begge 36 år gamle, da Buddha opnåede Nirvana. Det siges også, at præcis på dette sted i Bodhgaya, hvor træet vokser, bliver alle historiske Buddha’er befriede og oplyste. Det vil sige Buddha’er, som opnåede Nirvana på en tid og et sted, hvor ingen i verden kendte til muligheden for det, eller havde lært om de nødvendige metoder, skt.: upayas, og anskuelser, eller vidste noget om vejen til Nirvana i øvrigt. Hvorfor alle sådanne ’historiske’ Buddha’er måtte skulle blive befriede netop her, forekommer uklart, men det er en gennemgående legende i alle buddhistiske skoler og retninger gennem historien. Alt i alt påpeger denne legende betydningen af stedet for Buddha Sakyamuni’s Nirvana. Buddha Sakyamuni har da også anbefalet sine tilhængere og elever at besøge Bodhgaya, ofre og meditere her, fordi stedet er ganske særligt velsignet af Buddha’s Nirvana, som fandt sted lige her under Bodhitræet. Bodhitræet er væltet omkuld af alderdom flere gange i tiden siden Buddha Sakyamuni’s Nirvana. Det siges også, at nogle personer nogle gange har prøvet at aflive træet. Men hver gang har træet skudt nye skud og vokset sig stort på ny. Sidste gang det skete var i forbindelse med Cunningham’s arkæologiske udgravninger og rekonstruktion af Mahabodhi Templet i 1876. Men i vore dage er det atter stort med meget store sidegrene, så man har sat støtte søjler af støbejern under disse grene for at holde dem oppe. Det bevirker et ret stort område i skygge af den stærke sol i Bihar. Læs også om: de 8 pilgrims steder.
Bodhi-træning (skt. & dansk):
er et undervisnings forløb, som Dharmalæreren Erik Pema Kunsang (Erik Hein - se billedet for neden) har sat i gang i forbindelse med Tjødji Nyima Rinpotje's danske center Gomde på Helgenæs ved Djursland. Ideen er tilsyneladende at få folk til at forpligte sig til et gradvist undervisnings forløb over flere år. Erik Pema Kunsang betegner det således: "Forløbets formål er at hjælpe dig til at forstå og opleve den ægte levende Dharma i dit eget sind, så du integrerer den i dit liv og formidler den i verden." Så der er formodentlig en læreplan med gradvis udvikling og så videre ligesom Bodhi Path Læreplanen; men det oplyses ikke, hvilke bøger der bruges som basis. Altså et integreret forløb af træning i både anskuelse og meditation. Man kan naturligvis argumentere, at man ikke kan træne Bodhi, men kun træne Bodhicitta. Fordi Bodhi betyder ophøret, skt.: nirodha, af avidya, uvidenhed eller ubevidsthed, og opnåelsen af vidya, viden eller ikke længere ubevidst. Så enten er Bodhi sket eller også ingenting. Bodhicitta derimod, omtales både som noget man kan ønske sig eller aspirere efter, og som noget der kan trænes i, for eksempel ved lodjung, samt resultatet af træning og indsigt. Resultaterne bliver gradvist bedre, hvilket defineres som de 10 bhumis. Vi må derfor antage, at 'Bodhi træning' betyder træning i Bodhicitta. Så der er tale om en Pradjñaparamita tradition, mens det ikke er kendt, hvor meget Tantra, som denne type træning involverer. Erik Pema Kunsang er den kendte oversætter for Tjødji Nyima Rinpotje især og oversætter af mange tibetanske bøger til engelsk i forbindelse med Rangjung Yeshe Institute. Han boede i mange år på Ka-Nying Kloster ved Bodhanath stupa'en ved Kathmandu i Nepal. Nu på sine ældre dage bor han i Odense. Da han flyttede tilbage til Danmark, gav Tjødji Nyima Rinpotje ham autorisation til at give formel undervisning i Buddhadharma. Læs mere indgående her om 'Bodhi træning' (link til netstedet, som er lavet til det).
Bodhyanga (skt.):
se under: oplysningens syv dele.
Boran kammathana (pali):
betyder den 'gamle metode' indenfor Theravada traditionen. Det er en meditations metode, som benytter sig af visualiseringer, sædstavelser og indvielse. Det vides ikke om indvielse i dette system indebærer det samme som i Mahayana og Tantra, skt.: abhisheka. Men det ligner jo Tantra i sin metodologi. Systemet er opstået i Sydøstasien, skønt det ikke vides, hvor gammelt, det egentlig er. Det kunne jo forekomme nærliggende, at boran kammathana er et lån fra Mahayana traditionerne i Sydøstasien, hvor Tantra tidligere også fandtes i alle landene. Eller fra Vietnam, hvor der stadig er Tantra. Tilsvarende er det muligt, at oprindelsen stammer fra Hindu Tantra, som også tidligere fandtes i denne del af verden, skønt det alt sammen er væk i vore dage. Det er tilsyneladende en døende tradition, fordi en slags reform bevægelse i 1800 tallet synes at have undertrykt traditionen til fordel for traditionel shamatha - vipashyana praksis indenfor klostrene. Det er først for nylig, at informationer om denne type Theravada er kommet til Vesten. (Læs mere om det i en artikel af Kate Crosby i Tricycle Magazine, USA).
Brahma (skt.):
tib.: Tsangpa [tshangs pa]. skt. navnet på den højeste gud i rupaloka, verdenerne af form. Læs mere om det klassiske verdens billede i Oldtidens Indien under: triloka. Brahma’s himmel hedder Mahabrahmana, tib.: tshang tjen djinæ. I Brahma's himmel har du ingen problemer overhovedet, bortset fra, at du stadig ligger under for begrebs dannelsens virkninger. Imidlertid har guderne på dette niveau ikke dominans af kleshas eller klistersindet, skt.: kleshacitta. Netop fordi denne himmel er et sådant velsignet sted uden problemer, er det ikke for muligt at nå Nirvana herfra, fordi man vil mangle interessen for det, når man har det så godt. Der vil ikke være motivation. Da Brahma er den højeste gud i Hindu verdenen, har han givet navn til Gud som noget universelt og altgennemtrængende i Vedanta filosofien, som de fleste Hindu traditioner tilslutter sig. Denne universelle Gud, som kan sammenlignes med de kristnes, jødernes og muslimernes universelle Gud, kaldes til forskel fra Brahma for Brahman.
Brahma-viharas [de 4] (skt.):
betyder guden Brahma’s 4 boliger og kaldes også for de 4 umådelige eller 4 grænseløse, hvilket er en betegnelse for det samme. Nemlig karuna - medfølelse, maitri - kærlighed, mudita - sympatisk eller deltagende glæde og upeksha - ligelighed eller ligevægtighed.
Brahmin (skt.):
1.) betegner en person i indiske kultur kredse, som tilhører brahmin kasten. Det er traditionelt den højeste kaste hos hindu’erne. Brahmin’erne forestår og forestod de oldgamle Veda ritualer, og var tidligere også de eneste, som forstod sanskrit. På Buddha Sakyamuni's tid var Hindu kaste systemet endnu ikke fikseret, så man kun kunne blive født ind i en bestemt kaste. Derfor ses Buddha tit omtale Arhats og folk uden tilknytning og identifikatonn, som træner helt korrekt i både anskuelse og meditation, som brahmin’er. Så betydningen her har ikke noget med kaste at gøre, men har den oprindelige betydning af ordet brahmin som en helt ren person. Ren i udsyn, opførsel og handling. Renhed har her to betydninger. Dels betyder det, at denne person besidder erkendelse i en eller anden grad, som fuldstændigt tæmmer usunde, skt.: akushala, tilbøjeligheder og karma, som ellers ville være noget skidt at slæbe rundt på som skadelig bagage. Dels at vedkommende fremelsker Bodhicitta i betydningen at søge og bestræbe sig på befrielse og oplysning. I stedet for at opretholde fordomme om sin egen fortræffelighed på andres bekostning eller med ligegyldighed overfor andre for at fremme sine egne interesser. Denne brug af ordet brahmin findes kun i Hinayana Sutra’erne, kaldet Agamas. I Mahayana Sutra’erne bruges betegnelsen brahmin ikke. I stedet kaldes den rene person for Bodhisatva, som gør fremskridt i at fremelske Bodhicitta i ti udviklings trin, skt.: bhumis. En anden ting, som er værd at notere sig, er at Brahmin kasten på Buddha Sakyamuni's tid ikke blev anset for den højeste samfunds klasse af samtiden, skønt brahminerne nok selv mente noget andet. Mange kilder peger på, at den herskende klasse var af kriger kasten, skt.: kastriya, som mente at de selv var de bedste, fornemmeste og mest ædle eller adelige. Det svarer meget godt til den danske adels opfattelse af sig selv i Middelalderen, hvor præster godt nok var lidt hellige, men de var ikke nødvendigvis adelige, som trods alt var det bedste. Problemet med al den slags tænkning er naturligvis, at adelen selv sjældent er ædel. Kastesystemet var og er - ligesom alle mulige andre samfunds klassers værdi fordom - hylende uretfærdig, urealistisk og umoralsk. 2.) ofte kaldes Saraha simpelthen for brahmin'nen. Læs mere under: arya; samt om: renhed.
Buddha & Buddhainde (skt. & dansk):
ordret: den oplyste. Nogle vælger oversættelsen: den opvågnede. Begrebet stammer fra ordet: Bodhi. Betegnelsen på et fuldstændigt oplyst (skt.: samyak sambodhi) menneske. Især som i tilfældet Buddha Sakyamuni, hvor han bliver befriet og oplyst på en tid, hvor der ikke fandtes noget som helst kendskab eller viden om Dharma (Buddhadharma). I sådanne tilfælde bruges gerne betegnelsen: en ‘historisk’ Buddha. Der omtales mange Buddha’er i Dharma’ens mange traditioner. Nogle er tidligere ‘historiske’ - andre er fremtidige ‘historiske’ Buddha’er. Der er også mange nutidige Buddha’er rundt omkring i andre verdener i Universet og Multiverset. For eksempel de 35 Buddha’er. Der er også Buddha’er, som befinder sig i paradiser, som de selv har skabt, for eksempel Buddha Amitabha og hans paradis Sukhavati. Endelig er der i Mahayana traditionerne kosmiske og symbolske Buddha’er, som vist i begreberne om Buddha-familierne. Betegnelsen Buddha angiver, at den således oplyste besidder de 6 højest usædvanlige evner, skt.: abhidjñas. Bemærk at ordet: buddhi betyder den almindelige menneskelige forstand, så det hentyder ikke til Buddha. Læs videre om: Oplysningens 64 elementer; og om: Oplysningens 37 faktorer. Samt nedenfor om: Buddha Sakyamuni.
Buddha Jayanti (skt.):
se under: Buddhadagen.
Buddha Purnima (skt.):
se under: Buddhadagen.
Buddha Sakyamuni (skt.):
[Śākyamuni]; tib.: Sjakya thubpa [shakya thub pa; ཤཱཀྱ་ཐུབ་པ།]; levede cirka 620 – 543 FVT. Hans navn betyder den oplyste helgen fra Sakya folket. Tib.: Shakya Thubpa = manden fra Sakya, som formåede (underforstået: Nirvana). Han var den sidste historiske Buddha i en hel række af historiske Buddha’er, født som prins Siddhartha Gotama i Lumbhini, som ligger i vore dages sydlige Nepal. På hans tid fandtes der ikke nogen viden om Nirvana. Prinsen blev led ved overklasselivet og forlod i en alder af blot 29 alting og blev hjemløs asket i stedet. Han lærte meditation af Arada Kalama og Rudraka og kom således til at mestre de 4 dhyanas. Imidlertid erkendte han, at samadhi ikke bevirker en vedvarende befrielse fra lidelse, men blot gør dig glad, så længe samadhi varer. Derfor forlader han sine lærere, som ikke kan lære ham mere, og han søger derpå frihed fra lidelse alene. På grund af Buddha Sakyamuni‘s yderst gode eller sunde, skt.: kushala, karma, opnår han Nirvana på en tid, hvor virkelig oplysning var helt ukendt. Buddha Sakyamuni er således en opdager af denne mulighed, hvilket han udtrykker med de 4 Ædle Sandheder. Læs også om Buddha’s 12 bedrifter. Læs artiklen.
Buddha Sakyamuni's første 5 elever (skt. & dansk):
Adjnata Kaundinya, Vashpa, Bhadrika, Mahanaman og Ashvadjit (som også kendes som: Upasena) er navnene på de 5 asketer, som fulgte med Buddha Sakyamuni, da han forlod sin anden meditationslærer Rudraka i Rajagriva, vore dages Rajgir. I 6 år levede alle 6 et strengt asketisk liv med megen meditation. De 5 forlader Buddha, da han opgiver sin askese, men bliver igen entusiastiske elever, da han møder dem i dyreparken Rishipatana ved Sarnath efter sit Nirvana. Adjnata Kaundinya er den første til at nå befrielsen og oplysningen af de 5, men de øvrige 4 følger hurtigt efter.
Billedet viser Buddha nærme sig de 5 asketer ved Rishipatana.
Så Buddha Sakyamuni’s første elever når alle oplysningen på blot en enkelt eftermiddag. De bliver således de første Arhats. De bliver også de første munke, skt.: bhikshus, i verdenshistorien. De var således ret specielle – også som munke – for de holdt ingen løfter. På dette tidspunkt i historien var meningen med munke livet indforstået og indlysende for dem alle, så der var ingen grund til formaliteter. For eksempel ordineres Adjnata Kaundinya med de enkle ord: ”følg mig, munk”. Det er først senere, da folk med et uafklaret sind bliver munke, at Buddha Sakyamuni må formulere munke reglerne og løfterne. Hvordan de enkelte løfter opstår, forklares i Vinaya Sutra. Udover at være de første elever, hører vi ikke meget til dem efterfølgende. Ashvadjit er kendt for at have bragt Maudgalyana og Sariputra (se under næste paragraf) til Buddha, men også han forsvinder herefter ud af historien, så de 5 blev åbenbart ikke specielt kendte Lama'er, men overskygges - i hvert fald i den officielle Dharma historie - af de 10 hovedelever (læs nedenfor om dem). Ashvadjit har dog fået en fornem plads i historien ved at formulere det berømte dharani Ye Dharma (Dharma’en udtrykt i 4 linjer). Alligevel må de have været ganske usædvanlige mennesker, for de havde den enestående karma, at blive Buddha Sakyamuni’s første elever og de første Arhats i verdenshistorien. Grunden til deres unikke oplysning og erfaring sammen med Buddha Sakyamuni må findes i, at de alle var elever af Rudraka, Buddha Sakyamuni’s anden meditations lærer. Rudraka lærte Sakyamuni den fjerde dhyana, det sidste punkt i mesterskab i meditation (Arada Kalama var den første meditationslærer, som lærte Buddha Sakyamuni de første 3 dhyanas). Hvis Rudraka ikke havde lært de 5 om den fjerde dhyana, så har Buddha Sakyamuni sikkert gjort det, mens de alle 6 praktiserede sammen i hele 6 år. Så de 5 asketer var allerede mestre i meditation og samadhi, da Buddha Sakyamuni blev genforenet med dem i Sarnath efter sit Nirvana i Bodhgaya. Det er kun Ajnata Kaundinya, som nævnes i Lalitavistara Sutra. De andre navne er fra Mulasarvastivada’s Agamas., som rapporteret af Charles s. Prebish i sin bog: Historical Dictionary of Buddhism. Visse beretninger gør Adjnata Kaundinya til formand for det første Buddhadharma koncil i stedet for Mahakashyapa. Det forekommer dog at være en myte. Det er påfaldende, hvor lidt vi ved om disse 5 første munke. Det er min egen spekulation, at de fulgte Buddha’s første hensigt om livet som munk, nemlig at vandre frit omkring uden tilknytning til nogen eller noget som hjemløs, hvor man kun forbliver på det samme sted i regntiden, typisk 3 måneder om sommeren. Det er dog også påfaldende, at de ikke danner skole. Skønt de må formodes at have haft elever, hører vi næsten intet om det.
Buddha Sakyamuni’s første to tilhængere (skt. & dansk):
Bahallika og Trapusa, er de to brødre og rejsende købmænd, som blev Buddha Sakyamuni's første elever i Bodhgaya 8 uger efter Buddha’s Nirvana. De var ret specielle på flere måder. De kom ikke fra landene omkring og på Ganges sletten, men fra Baktria, et land som lå nogenlunde hvor staten Tadjikistan og provinsen Baldakshan i Afganistan ligger i dag. Bhallika betyder manden fra Balkh, som var hovedbyen i Baktria. Hvorfor så Trapusa hedder noget andet, vides ikke. Men det kunne jo være, at han boede i en anden by. En pudsig detalje er, at begge to var grækere, kolonister sendt til Balkh af Persiens konge. Men det er nok en vigtigere detalje, at de begge var købmænd af import - eksport slagsen. Netop denne samfundsklasse blev efterfølgende buddhister i stor stil i Indien. Lalitavistara Sutra beretter, at Buddha Sakyamuni nød frugterne af sin befrielse og oplysning i 7 uger efter Nirvana var indtruffet. Det fortælles, at nogle af de lokale asketer fra forskellige traditioner spurgte til hans velbefindende, men selvom han fortalte dem om Nirvana, var ingen virkeligt interesseret i at høre mere om det. Men så ankom de to brødre fra Baktria med en stor karavane og en stor flok mennesker, trækdyr og vogne lastet med handelsvarer. Fordi Buddha strålede sådan, tiltrak han de rejsende, som tilbød ham et måltid mad. Derpå blev de velsignet af Buddha og han profeterede, at også de ville opnå Nirvana i et fremtidigt liv. Herpå tog de to købmænd og deres følge tilflugt. Der forlyder ikke, at Buddha egentlig lærte dem noget, skønt det har han vel. Men den historiske begivenhed er, at dette er de første mennesker, som søger tilflugt – ikke i de tre Ædelsten, for på det tidspunkt er der kun to, nemlig Buddha selv og hans Buddhadharma.
Buddha Sakyamuni’s lærere (skt. & dansk):
1) Arada Kalama fra Vaisali, en bystat nord for Ganges floden i Bihar, Indien, og 2) Rudraka eller Udraka Ramaputra fra Radjagriva, vore dages Rajgir i Bihar, Indien. Arada Kalama lærte Buddha Sakyamuni de tre første dhyanas – Rudraka lærte ham den fjerde dhyana. Så de var Buddha Sakyamuni’s Lama’er, men de formåede ikke at føre ham til Nirvana, som de ikke kendte til. Buddha Sakyamuni’s exceptionelle opdagelse er således de 4 ædle sandheder (læs artiklen) og indsigts meditation, skt.: vipashyana. Shamatha meditation har Buddha således i hovedsagen lært af sine meditations lærere. Ære være med dem.
Buddha Sakyamuni’s 10 hovedelever (skt. & dansk):
1) Sariputra 2) Maudgalyana 3) Mahakashyapa 4) Upali 5) Ananda 6) Anuruddha, Sakyamuni's fætter 7) Rahula, Sakyamuni's søn 8) Kātyāyana 9) Subhuti 10) Punya Mantaniputra. At disse 10 Arhats skulle være mere fremragende end andre, er en senere konvention. Buddha Sakyamuni udnævnte aldrig nogen til at være af større kaliber end andre blandt hans elever, men fremhævede hver enkelts kvalitet. På Buddha Sakyamuni's tid sknelnede man blot mellem dem, som havde plukket frugten af træning og dem, som træner. Det vil sige, at der var Arhats og sravakas. I Mahayana skelnes der mellem de 10 bhumis. I Hinayana er der 4 slags ‘næsten’ Arhats. Måske var Buddha Sakyamuni’s bedste elver de første fem munke, men de dannede ikke skole. De 10 hovedelever var derimod af afgørende betydning for Buddha Dharma’ens fortsættelse som organiseret foretagende. (Billedet for oven viser Maudgalyana. For neden Sariputra. Maleri af Lhadipa.)
Buddha Sakyamuni's tolv bedrifter (skt. & dansk):
se under: tolv bedrifter.
Buddha statue (skt. & dansk):
statuer som vi typisk kender dem er tilsyneladende en tradition, som har sin oprindelse i Gandhara. Mange lærde mener, at det var inspireret fra græske statuer af guder og helte.
Der var dengang en græsk koloni i Baktrien, et land som lå, hvor vi i dag finder det Nordlige Afganistan Nord for Hindu Kush bjergene samt Tadjikistan og det sydlige Uzbekistan. Statuerne fra begyndelsen af det første årtusinde EVT er ganske enkelt græske i deres udtryk, skønt ofte mere formelle i ansigts trækkene. Ved slutningen af det første årtusinde EVT fremstår de meget afmålte statue designs, som kendetegner alle statuer lige siden. (Se illustrationen for neden.) De lærde mener også, at statuer slet ikke blev brugt i Buddhadharma i de første århundreder efter Buddha Sakyamuni‘s Nirvana. I stedet finder man symboler for Buddha som for eksempel Bodhitræet, fodaftryk eller Dharmahjulet.
Det er ganske rigtigt, at der fandtes en sådan tradition, men der er også en legende om kong Prasadenit fra Koshala, som levede på Buddha‘s tid. I følge dette sagn skulle kongen have bestilt den første Buddha statue kunstfærdigt lavet af hårdt tropisk træ. (Se under: Jetavana.) Det kunne være grunden til, at sådanne statuer ikke har overlevet. Træ klarer sig ikke så godt over tid i Indien. De tidligste statuer, som vi har i dag, var lavet af metal eller sten. Moderne kunstnere er begyndt at lave statuer, som er knapt så formelle eller følger de ret stramme proportioner, som ellers er blevet fast tradition. Men ofte mangler de det uudsigelige ansigts udtryk, som kendetegner traditionen. Det er som om alle gode statuer har ligesom et Mona Lisa smil og et par øjne, som holdes ligesom ved vipashyana meditation. Af en eller anden grund får de moderne kunstnere ikke altid dette med. At de ‘gamle‘ har sådanne kvaliteter skyldes, at disse mål og rammer blev lært ved mesterlæren, og forklaret af mester til elev hvorfor, hvordan og hvorledes. Og traditionen blev betragtet som et åndeligt håndværk, altså en sadhana eller praksis, hvor Buddhanaturen udtrykker sig gennem kunstneren. Den måde at gøre ting på, har moderne mennesker i det hele taget meget svært ved at udføre, og endnu sværere ved at mestre.
Buddha-aktivitet (skt. & dansk):
se under: Buddhavirksomhed.
Buddha-aspeker eller Buddha-former (skt. & dansk):
se under: Yidam.
Buddha-dagen (skt. & dansk):
fejres hvert år, normalt på Store Bededag, fordi Folkekirkens månekalender ofte er sammenfaldende med den tibetanske. Den 15. dag i den fjerde måned i følge den tibetanske månekalender er altid en fuldmånedag. Det er dagen for Buddha Sakyamuni's fødsel, Nirvana og Parinirvana. Buddhadagen kendes som Vesak efter den indiske kalendermåned, hvor dagen befinder sig, samt Buddha Purnima og også Buddha Jayanti. Navnet på tibetansk er Saga Dawa Dytjen. Dagen fejres traditionelt i de buddhistiske lande ved at besøge templer, give ofringer til munkene og nonnerne og huske på Buddhadharma i almindelighed. Tiden omkring Buddhadagen siges at fordoble virkningen af vores handlinger 10 millioner gange; så de næste ti dage bruges traditionelt også på at udføre alle mulige gavnlige handlinger for andre og at meditere ganske meget; samt naturligvis prøver folk at undgå at udføre skadelige handlinger, da også disses konsekvenser menes at blive mange doblet. At virkningerne fra vores handlinger og deres frugt skulle mange dobles således er ikke et faktum, men en religiøs holdning for at inspirere folk til godhed og at undgå skade. At Buddha Sakyamuni skulle fødes, oplyses og dø på den samme årsdag er næppe sandsynligt. Men dette er dagen, hvor disse begivenheder mindes, er der enighed om i det fleste traditioner. Muligvis fordi vi ikke ved, hvornår han faktisk blev født, oplyst og døde. Den slags præcise tids angivelser i historie skrivningen blev først almindeligt i Indien under Kejser Ashoka flere århundreder senere.
Buddha-dharma (skt.):
- Buddha Sakyamuni's 'Lære' – ofte forkortet til blot 'Dharma' i den generelle betydning af 'dharma', nemlig 'enhederne' i Buddha's Lære samt denne Lære som en særlig enhed i forhold til andre anskuelser, fremgangs måder og trænings systemer. Dharma kan også forstås som Buddha's 'virkelighed' og 'sandhed', og omvendt: sandheden om Buddha samt Buddha's virkelighed. Endelig kan Dharma'en også forstås som 'begivenheden Buddha'. Buddha Dharma inddeles i 3 'kurve’ (skt.:) Tripitakka. Buddha’s Lære handler om de 4 Ædle Sandheder. De 4 Ædle Sandheder praktiseres ved den 8 foldige vej. Den 8 foldige vej mestres ved de 6 fuldstændige færdigheder. Disciplinen meditation mestres ved de 4 dhyanas. Alle disse punkter i Buddha Dharma fører til indsigt. Indsigt handler først og fremmest om at gennemskue, erkende og hæve sig over uvidenhed som en sindstilstand (forvirring), skt.: avidya. Ved sådan indsigt vil sindet genkende sig selv; altså en naturlig og spontan begivenhed, hvor selve kvaliteten af det at opleve ændrer sig med dette nye perspektiv. Bemærk, at denne metakognition: at du er klar over at du er klar over noget - ikke er en virksomhed i sindet bortset fra lige når det sker, men en passiv tilstand af viden som nu er blevet din. Denne bevidstheds tilstand, skt.: vidjñana, hvor du er bevidst om din egen bevidsthed, mens den er på arbejde, kaldes for klarhedens vished, skt.: pradjña. Samtidig, skt.: sahadja, bevidsthed om sindets ufødte klarheds natur, mens oplevelserne udfolder sig. Uanset hvilke oplevelser der måtte forekomme, bibeholdes bevidsthed om bevidsthed midt i det hele. Altså igen, når sindet bliver klar over sin egen iboende klarhed, bliver det også bevidst om sin egen rummelighed, skt.: alayavidjñana. Derfor fører indsigt til befrielse og oplysning. Det er meget svært at udføre denne Lære i praksis på grund af både instinktive fordomme, emotionel grebethed og uvidenhed om karma, samsara og Nirvana, hvilket sidste manifesterer sig som forvirring. Derfor betegnes disse som forhindringer. Der kan også opstå meditations problemer. Læs videre om: de 3 slør. Læs også om: dharma. Læs artiklen: Buddhismen, Buddha's Lære hedder Dharma.
Buddha-dharma konciler (skt. & dansk):
Det første koncil blev afholdt på Gribbebjerget ved Rajgir af de 500 Arhats, Buddha Sakyamuni's elever, som havde opnået Nirvana 'med en rest', efter Buddha's Parinirvana. Koncilets formand var Mahakashyapa. Mødet blev afholdt for at fastslå, hvad Buddha havde sagt i tiden løb. Koncilet konkluderede i enighed. Det første koncil fastlagde den korrekte formulering af de såkaldte 3 kurve, skt.: tripitaka, som består af Sutra, Vinaya og Abhidharma. Ananda fremsagde Sutra’erne, Upali fremsagde Vinaya og Mahakashyapa formulerede den tidlige Abhidharma (se under: matrika). Dette historiske møde af de 500 Arhats siges at have varet i syv måneder. Abhidharma som vi kender emnet i dag, indeholder mange senere formuleringer, fordi Abhidharma består af sammenfatninger og analyser af Sutra og Vinaya. Dette møde fandt sted cirka år 483 FVT, ifølge Charles S. Prebish i hans bog: Historical History of Buddhism (ISBN: 81-7030-418-0). Det andet koncil fandt angiveligt sted i Vaisali omkring år 367 FVT. Mødet angiver den første kendte splittelse i Sangha’en på grund af divergerende udlægninger af Vinaya. Det tredje koncil blev afholdt af Kejser Ashoka omkring år 250 FVT. Koncilet resulterede i landsforvisning af Sarvastivada traditionen til det vestlige Indien. På kejserens befaling. Men mødet forligede ikke de 18 skoler, som havde udviklet sig siden det første koncil – mest på grund af uoverenstemmelser omkring Vinaya men også angående ’rigtig’ anskuelse. Det fjerde koncil blev afholdt af Kong Kanishka omkring år nul EVT, som heller ikke ændrede på noget, men blot skabte mere splittelse. Koncilet gav dog atter Sarvastivada en fremtrædende position. Der er uenighed blandt de buddhistiske traditioner om det fjerde koncil. Theravada anser mødet for uægte, ikke mindst fordi denne tradition ikke deltog. Indenfor Theravada tæller man videre med en hel række konciler op gennem historien, hvor kun Theravada folk mødtes og fastlagde den ’rigtige’ udlægning af Buddhadharma. Men de øvrige traditioner lavede ikke flere konciler. I stedet foregik der en nærmest konstant debat blandt dem. Ofte var sådanne debatter arrangeret af kongelige sponsorer, hvor der var strenge regler for debattens forløb. Ofte måtte den tabende debattant offentligt tilkende den vindendes synspunkt gyldighed, så samtale forpligter, kan man sige. Vinderen fik ofte også en ganske betragtelig belønning af kongen. Således blev Vasubandhu meget rig, fordi han aldrig tabte en debat, men deltog i utallige sådanne i hele Indien. Det er min personlige mening, at kun det første koncil var afgørende, mens de følgende var af mere politisk karakter. Det første koncil var også det eneste, som endte i enighed og sammenhold. Det var også det eneste møde, hvor alle deltagerne var oplyste Arhats. Resultatet af denne udvikling er, at der historisk er opstået en stærk og sund debat kultur i alle traditionerne, som stadig eksisterer den dag i dag. Da traditionel Buddhadharma i vores tid også mødes med den kritiske akademiske universitets forskning, er der basis for fortsat udvikling af anskuelse og debat. Mange moderne akademikere indenfor feltet Buddhologi er selv praktiserende buddhister. Men vi har meget få europæisk fødte meditations mestre i Vesten.
Buddha-dharma’s ni dele (skt. & dansk):
Buddha’s Dharma (se ovenfor) inddeles i de tre kurve, skt.: Tripitaka, hvad angår emner og instruktionernes oprindelse. Hvad angår måden, hvorpå instruktionerne gives, inddeles Buddhadharma i ni dele: 1) taler, skt.: Sutra 2) digte, skt.: gatha 3) emner fra fortiden, skt.: itivrittaka 4) beretninger om Buddha’s tidligere liv, skt.: djataka [jataka] 5) eventyr, skt.: adbhuta 6) oprindelser, skt.: nidana 7) lignelser, skt.: aupamya 8) blandet prosa og poesi, skt.: geya 9) instruktioner – 'traktater' [Buddhadharma i sammenhæng], skt.: upadesha (herunder: Abhidharma). Hver af disse instruktions måder anses i sig selv for at være ’virksomme midler eller metoder’ - skt.: upayas - ved at røre den enkelte og beskrive emnerne på forskellig måde og med særlig virkning som følge af den særlige metode i præsentationen. Denne opdeling er typisk i Hinayana Abhidharma, mens den spiller en underordnet rolle i Mahayana, hvor der i stedet lægges vægt på de 6 fuldstændige færdigheder (skt.: paramitas), sunyata og Bodhicitta i inddelingerne af Buddhadharma. Læs mere i Michael Pye’s bog: Skilful Means, side 29.
[de 35] Buddha'er (skt.):
se under 'F': 35 Buddha'er.
Buddha-familier (skt. & dansk):
skt.: Buddhakulas. De 5 Buddha familier er formaliserede udtryk for vision af Buddhanaturens mange aspekter, visdomsind, skt.: djñana, og relationer til meget andet med tallet
fem. For eksempel de fem skandha'er, de fem elementer, de fem slags lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, og flere af bevidstheds formerne, skt.: vidjñanas. De fem familier repræsenterer således sindets mange funktioner, niveauer og processer, som noget der foregår i Buddhanaturen eller sindet som en beholder for oplevelserne, skt.: alaya. Både som befriede og oplyste samt ikke-befriede eller uoplyste tilstande, skt.: caitasikas. Familierne består af mange Buddha-aspekter, som hver har et familie-overhoved, hvis navne er: Akshobhya betyder Urokkelig (Vadjra-familien) Ratnasambhava betyder Juvelkilden (Ratna-familien) Vairocana betyder Oplyseren (Buddha-familien) Amitabha betyder Lys-uden-grænse (Lotus-familien) Amoghasiddhi betyder Opnår Alt (Karma-familien). Karma i denne forbindelse betyder simpelthen handling eller Buddha-virksomhed, og den specifikke virksomhed er her den såkaldte kontrollerende aktivitet. Disse 5 Buddha’er ses for oven på billedet i samme orden, som nævnt, startende fra venstre. Læs også: remsen med de 5 Buddhafamilier.
Buddha-kshetra (skt.):
et Buddha-land eller Buddha paradis. Visse Buddha’er som for eksempel Akshobya og Amitabha Buddha tog løfter før deres oplysning, at de ville frembringe et beskyttet og fuldstændigt rent sted i Kosmos, hvor folk med en forbindelse til disse Buddha’er kan genfødes uden at opleve de sædvanlige begrænsninger og besvær ved samsara. På et sådant eksistensplan er folks kroppe nærmest mentale, så det er ikke nødvendigt med metabolisme, altså mad, afføring og tis. Dette kendetegner Amitabha’s paradis Sukhavati. Akshobya’s ’paradis’ (Abhirati) er derimod en hel verden fuld af mange slags sansende væsner, hvor det rene aspekt består i, at der ikke er Meru bjerget og helvedes verdener, skønt der er himmelske verdener, mens det er fysisk muligt at møde Buddha Akshobya. Der er mange flere sådanne ‘rene lande.’ Læs mere under: Sukhavati; og: paradis.
Buddha-kula (skt.):
se under: Buddha-familier.
Buddha-natur (skt. & dansk):
lig med - skt.: Buddhata; 'Buddha-hed' (se nedenfor) - en Buddha's oplevelse af sit befriede sind. Det vil sige sindets basale natur som rummelighed og præcis og følsom klarhed. Samt den altoverskridende dimension ved at omfatte både væren og ikke-væren, tid og ikke-tid, som udtrykt i begreberne santana og det bevidste øjeblik. Buddhanaturen er således sindet som en beholder, skt.: alaya, for sine oplevelser samt den klarhed, som meget præcist opfatter altings forskellighed i oplevelserne. Så alle oplevelser er indeholdt i Buddhanaturen. Men da kun Buddha'er er fri for tilknytning og identifikation med deres oplevelser, genkender almindelige mennesker ikke den rummelige og klare karakter ved deres eget sind, fordi de går op i det, som de oplever - og ikke så meget stedet, hvor oplevelser foregår. Det er netop alaya, som ofte fejlagtigt forstås som et egentligt essentielt og transcendent Selv, skt.: atman. Så alle har Buddhanatur. De fleste ved det blot ikke; og selv buddhister, som har hørt om og måske studeret emnet, kender almindeligvis kun til det som teori. Ingen har virkelig erkendt deres egen Buddhanatur, før de har formået at give helt slip på tilknytning og identifikation med deres oplevelser - dem alle sammen, naturligvis. De fleste forstår ret nemt alaya og sindets klarheds natur, når emnet forklares og udredes, fordi det er meget logisk og indlysende. Men Buddhanaturen skal erkendes - ellers er den teori. Husk det nu. En ægte indsigt i sindets natur er ikke spor teoretisk. Buddhanaturen benævnes Tathagata-garbha og Sugata-garbha på sanskrit. Det karakteristiske for en Buddha er, at det er Buddhanaturen, som Buddha dvæler ved, mens oplevelserne - de 5 skandha'er og så videre - blot manifesterer feltet for Buddha's frihed, medfølelse (karuna), kærlighed (maitri) og afklarethed (Bodhi). Fordi Buddha's sindstilstand er uden tilknytning og identifikation - samt fordi Buddha's sind har genkendt sig selv - opleves sindets klarhed for en Buddha som klarhedens vished, skt.: pradjña. Ikke alene opleves alting helt klart og tydeligt, men også helt afklaret. Det skyldes, at der ikke bruges energi på at tænke over alt muligt, eller på at prøve at forstå noget uklart, eller at skulle forstå sig selv i forhold til alt muligt andet - altså verden i almindelighed - og alle de andre sansende væsner. Det behøver Buddha ikke at gøre, fordi Buddha ikke længere hænger fast i noget eller nogen. I stedet fremstår alt, som det opleves i al sin enkelhed, og Buddha forstår intuitivt alle andre, alle situationer og alle muligheder. Så en ting er sindets rummelighed og naturlige klarhed, en ganske anden ting er pradjña. Og det er ikke sådan, at almindelige mennesker og dyr ikke besidder pradjña - det har de da. Men de er ude af stand til at benytte sig af klarhedens vished, fordi de hænger fast i deres oplevelser. Fordi de endnu ikke har givet slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation. Og fordi deres sind endnu ikke har genkendt sig selv. Det er den kvalitative forskel. Buddhanaturen har altid samtidighed, skt.: sahadja, med sindet, skandha'erne og oplevelserne - alle dharma'erne, dhatu'erne og dharmadhatu - uanset om dit sind er befriet fra - eller domineret af - det du oplever. Buddhanaturen forklares indgående i Avatamsaka Sutra og i Asanga's værk, oversat som: The Changeless Nature, Mahayana Uttara Tantra Sastra. Læs også om: Buddha-tilstanden. Læs videre i artiklen Om opfattelsen 1. Læs også: Hvad er en oplevelse?
Buddhas hest (skt. & dansk):
ordret: Se under: Kanathaka.
Buddha-ta (skt.):
ordret: Buddha-hed. Se under: Buddha-natur (foroven); læs også om: Buddha tilstand (nedenfor).
Buddha-tilstanden (skt. & dansk):
når en Buddha aspirant har opnået Nirvana, og oplysningen har udfoldet sig, indtræffer Buddhatilstanden. Den har to naturlige kvaliteter: befrielse og oplysning forklaret i detaljer ved remsen: oplysningens 64 elementer. Buddha tilstanden karakteriseres i Mahayana ved dels, at der er en række almindelige faktorer i de almindelige sansende væsners almindelige tilstand, som er helt fraværende i en Buddha’s tilstand. Det vil sige alle forhindringer er pist væk og borte, de tre slør er forduftet og sindet har genkendt sig selv. Dels bliver sindet naturligt afklaret, åbent, fordomsfrit, ubegrænset rummeligt og præget af klarhedens vished, skt.: pradjña, kærlig velvilje, skt.: maitri og medfølelse, skt.: karuna. Så selvom en Buddha ikke ligger under for de lidenskabelige følelsers, skt.: kleshas, dominans, er der alligevel tale om en meget stor og næsten hudløs følsomhed i Buddha tilstanden, netop fordi forhindringer og slør ikke forurener sindets oprindelige klarhed og rummelighed. Desuden karakteriseres Buddha tilstanden ved en Buddha’s ganske særlige evner, skt.: abhidjña. Det er når klarhedens vished slår igennem, at det helt uforhindrede Bodhicitta bliver en Buddha’s sindelag. Når befrielsen er indtruffet, får ingen Buddha lyst til atter at blive fanget ind af den betingede verdens, skt.: samsara’s, dominans. Så en Buddha forbliver naturligt fri for tilknytning og identifikation med alt og alle. Læs artiklen: Om Buddha 3.
Buddha-vacana (skt.):
Buddha’s tale eller ord på sanskrit. Se under: Sutra.
Buddha-vatamsaka Sutra (skt.):
se under: Avatamsaka Sutra.
Buddha-virksomhed (skt. & dansk):
en Buddha’s spontane aktivitet efter sit Nirvana. Eller en Bodhisatva's virksomhed på de højeste trin, skt.: bhumi, nummer 10 til 13 (indenfor Tantra). Virksomheden klassificeres ved fire kvaliteter: som 1) tæmning, 2) berigelse, 3) påvirkning (af begivenheder), samt 4) kraft til forvandling (enhver forhindring bliver til et fartøj for befrielse – emotionalitet, skt.: klesha, bliver til visdomsind, skt.: djñana). Derfor kaldes denne sidste virksomhed også for kontrollerende og betegnes som vild eller heftig. Hvad angår dette sidste punkt, læs videre under: Dharmapala. 1) Tæmning eller fredeliggørelse (fred) betyder, at oplevelserne ikke kan dominere sindet og bevidstheden, fordi Bodhisatva’en eller Buddha’en har givet fuldstændigt slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation med alt og alle. 2) Berigelse betyder, at der i stedet for forvirring, lidenskab og manifestation af karma, udfoldes intuitiv vished, skt.: djñana, og klarhedens vished, skt.: pradjña. Så alting afklares fuldstændigt og alle begivenheder forstås umiddelbart intuitivt. Så det er den ’indre rigdom’. 3) Påvirkning betyder, at alle begivenheder og alle sansende væsner udsættes for Bodhicitta’s påvirkning, som udgår fra den hellige Bodhisatva eller Buddha. 4) Forvandling betyder, at alle problemer finder deres løsning spontant ved den intuitive klarhed, skt.: djñana. Al vrede og angst bliver til den spejl-lignende vished, som viser den rå virkelighed, som ingen ønsker, men som kendetegner samsara: det forfærdelige, det afskyelige og det rædsomme – de mange slags lidelse. Da der er blevet givet slip på tilknytning og identifikation, er der ingen som spejler sig i vreden eller frygten; derfor kaldes denne tilstand også for frygtløshed. 1 – 4) Disse fire aktiviteter eller virksomheder korresponderer med de fem Buddha-familier, hvor den femte families aktivitet består i alle de fire samtidigt, nemlig Vairochana's familie, Buddha-familien. Vadjra-familien står således for tæmning; Ratna-familien står for berigelse; Lotus-familien står for påvirkning; og Karma-familien står for forvandling eller kontrol. Buddha-virksomheden er spontan og betegner en Buddha’s eller en 10. bhumi Bodhistava’s sinds-tilstand; men virksomheden betegner også disse helliges indflydelse på deres omgivelser.
Buddha-yana (skt.):
Buddha fartøjet; se under: Ekayana.
Buddhi (skt.):
tib: lo [blo], forstand; evne til at opfatte, vide og overveje. Resultatet af sinds bevidsthedens, skt.: mano-vidjñana, arbejde. Baggrunden for buddhi er begrebs dannelsen i den tredje og den fjerde skandha. Men der opstår først forståelse, når sinds bevidstheden vender og drejer disse begreber i den femte skandha. Derfor opstår der hele tiden nyt begreb og varierende sinds tilstande. Forståelse handler ikke blot om logik og om at genkende sammenhænge. Man forstår også med hjertet. I Buddha-dharma er det vigtigt og afgørende at opdyrke såkaldt ’rigtig’ forståelse, den otte foldige vejs første punkt, altså rigtig eller grundig og udtømmende anskuelse, synsvinkel eller opfattelse af alle sammenhænge. Rigtig hedder på sanskrit: samyak. Herefter dyrkes rigtig analyse, den otte foldige vejs andet punkt. Analyse betyder at bruge sin forstand, buddhi, til at undersøge virkeligheder holdt op mod den rigtige anskuelse. Sådan rigtig forståelse, hvor al misforståelse er overstået, er et afgørende grundlag for befrielse og oplysning. De øvrige nødvendige faktorer for Nirvana, beskrives ved den otte foldige vejs resterende seks punkter. Buddhi eller tibetansk ’lo’ indgår i ordet ‘lodjung,’ såkaldt ’sinds træning’ eller træning i forståelse med hjertet, hvilken betegnelse jeg selv foretrækker. Udtrykket betyder bogstaveligt blot ’træning i forståelse,’ men der trænes i Bodhicitta. Derfor er betegnelsen træning i forståelse med hjertet et dækkende udtryk. Tibetansk ’djung’ betyder øvelse eller træning, så på sanskrit burde det hedde buddhi-bhava, men udtrykket findes ikke på sanskrit. Vi har kun det tibetanske udtryk, som tilsyneladende blev udviklet i Tibet for omkring 900 år siden af Chekawa Yeshe Dordje. Læs videre under: lodjung. Se nedenfor om: buddh-indriya. Se også under: vidya, viden. Læs også artiklen: Om opfattelsen 2, sindets processer.
Buddh-indriya (skt.):
sanse evnen som sanser eller fatter abstraktion og begreber. De 6 sanse evner, de 6 slags sanse genstande og de 6 sanse bevidstheder udgør tilsammen de 18 dhatus eller områder for oplevelse. Sindets egne fortolkninger, abstraktioner og begreber opstår i første omgang som noget helt nyt i den anden, tredje, fjerde og femte skandha ved en oplevelses tilblivelse i et enkelt forløb af de 5 skandha’er. Ved det næste gennemløb, skt.: santana, af skandha'erne opstår så disse fortolkninger, abstraktioner, begreber og følelser i den første skandha i en eller anden form, skt.: rupa, som sindet derpå behandler i de efterfølgende skandha'er. Så rent praktisk behandler sindet i den første skandha alle tanker og følelser ligesom sansningerne. (Fordi sindet fungerer på denne måde, hvilket er hvad en yogi observerer i sin meditation, betegnes dette stadie i den første skandha som sansning, skt.: sparsa, hvorved rupas viser sig, uanset om sådan 'sansning' kommer fra omverdenen eller fra sindet selv som fantasi, tanker og følelser. Bemærk venligst, at det ikke er sådan, at vi almindeligvis beskriver disse ting i Europæisk psykologisk tradition. Så du må lære at tænke om dette emne på en ny måde. Så selv tanker er noget, som du 'sanser' på den første skandha's niveau.) Det er følgen af sådanne fantasier, tanker og følelsers opståen i det foregående forløb af de 5 skandha’er. Fordi de blev dannet i det forrige forløb, opstår de nu i den første skandha som ’form.’ I det nye forløb vil denne ’form’ derpå blive ’følt’ i den anden skandha, opfattet og fortolket i den tredje, reageret på i den fjerde og atter blive forstået bevidst i den femte med et nyt perspektiv, som dette netop gennemførte gennemløb af skandha’erne har dannet. Herefter gentager processen sig igen og igen i det uendelige. Så selvom rent mentale forestillinger og størrelser, som i princippet består af fortolkning og mental reaktion, ikke direkte har en 'fysisk' oprindelse, behandler sindet dem alligevel som sansning, skt.: sparsa. I Vesten plejer vi ikke at tænke om sansning på denne måde, men i Buddhadharma kategoriseres oplevelserne ikke efter, hvorvidt deres oprindelse er udenfor eller indenfor sindet, men i forhold til sindets generelle virksomhed, som er de 5 skandha'er. Blandt de 22 indriyas er buddhindriya således den sanse evne, som ’sanser’ vidjñapti, cetana, manas, vedanas, kleshas, caittas, vaners og erfaringernes ’form’ (skt.: rupa) i den første skandha. Læs videre under: indriya, sanse evne. Læs også om: skandha. Samt om: buddhi. Læs også artiklen: Om opfattelsen 2, Tanker er sansninger.
Buddhisme (skt. & dansk):
se under: Buddha-dharma.
Buddhist:
se under: Bauddha.
Buddhi-vidya (skt.):
tib.: lorig [blo rig]; ordret: viden opnået ved forstand; den generelle akademiske betydning er erkendelses teori, især som begrebet bruges indenfor Geluk traditionen. Den danske nonne Tenzin Drolkar underviser i emnet og oversætter med 'buddhistisk psykologi' - hvilket ikke er helt ordret, men heller ikke helt misvisende. I Karma Kadjy omtales de samme akademiske discipliner som (skt.) pramana (tib.: tzæma), hvilket betyder 'gyldig erkendelse.' Disse emner betegnes også som studiet af Abhidharma. Men buddhividya er også betegnelsen for 7 måder at forstå eller misforstå noget på, nemlig ved: 1) direkte erkendelse (skt.: pratyaksha); 2) forståelse ved logisk følgeslutning (skt.: anumana); 3) forståelse ved afledt betydning (skt.: paricchinna-djñana); 4) misforståelse ved uopmærksomhed (skt.: darshan-niyata); 5) forståelse ved formodning eller teori (skt.: manah-pariksha); 6) forståelse / misforståelse ved tvivl eller ubeslutsomhed (skt.: vicikitsa) 7) og misforståelse ved forvrænget opfattelse (skt.: viprati-djñana). Læs også om: pramana.
Bundle theory (eng.):
se under: stoflighed.
Bumpa (tib.):
[བུམ་པ་], skt.: kumbha, betyder en 'vase' eller en potte, flaske alt efter formen. Flasken har hank og tud. Den grundlæggende symbolik er, at den er en beholder. Beholderen kan symbolisere en krop, som sindet er indeni. Eller beholderen kan være sindet, som oplevelserne er indeni. Den første betydning findes ved 'vase' indvielsen, skt.: abhisheka, i Tantra. Normalt er der to flasker ved et Tantra ritual. Den ene udtrykker Yidam'mens krop og placeres på Mandala'en eller ved den, mens den anden flaske kaldet 'arbejds flasken' står udenfor og bruges til renselse og velsignelse af personer og genstande. 'Vasen' uden hank og tud er i reglen symbol på Yidam'mens krop i betydningen, at den indeholder nektar, skt.: amrita, hvilket symboliserer Buddha's livskraft, skt.: prana. Amritvasen bruges ofte ved langtlivs indvielser. Billedet viser en vase til langtlivs indvielse med Amitayus på toppen. Denne type 'vase' ses dog også som en skattekiste, som indeholder magisk rigdom, velfærd, held og lykke. Den bruges til for eksempel at blive lagt i jorden under en stupa, fuld af halvædelsten, guld og sølv, som en gave til de underjordiske guder og ånder. Rigdomsvasen ses også brugt i andre sammenhænge for at bringe held og lykke til en husstand og så videre.
Bytte selv (tib.):
se under: Par-atma-pari-vartana.
Bøn:
bruges meget i de fleste sadhanas. Det ene aspekt ved bøn i Dharma’en er, at bøn retter sig indad. Når du beder til Tilflugten, sadhana’ens Buddha eller Buddha-aspekt (tib.: Yidam), er det dit eget sind, som du beder til. Dit eget sind som den indre Guru, dit eget potetiale for Nirvana, og din egen Buddhanatur. Det andet aspekt ved bøn retter sig udad til fortidens, nutidens og fremtidens Buddha’er og Bodhisatva’er, som uophørligt udstråler velsignelse. Ved at henvende sig til dem, vækkes de til virksomhed, som det hedder. I virkeligheden regner det altid med velsignelse overalt. Det er blot først, når vi henvender os, at vi bemærker det. Billedet viser namaskara mudra med hænderne. Fingrene berører hinanden i en oval form, så du kan forestille dig et blomsterskud inde mellem hænderne. Symbolsk for en lotusblomst, som endnu ikke har åbnet sig. Lotus skuddet står for Bodhicitta. Så denne mudra udtrykker en hensigt eller et ønske om at fremelske det åbne sind og hjerte. Typisk bliver mudra'en forklaret som: 'Jeg hylder det hellige i dig.' De kristnes brug af foldede hænder må vel stamme fra denne oldgamle mudra, som også hindu'er har brugt siden Veda tiden. Begge aspekter ved bøn bevirker fremkomst af velsignelse i sindets strøm (skt.: santana). Oprigtig bøn i buddhistisk forstand handler ikke om ved ‘guddommelig’ indgriben at opnå fordele på andres bekostning, men altid om Bodhicitta på den ene eller andre måder. Derfor bevirker oprigtig bøn, at goder og dyder, skt.: punya - nogle gange kaldet ‘fortjeneste’ (merit) - fremelskes, samles, forøges og lagres som vaner og begreber (skt.: samskaras) i sindet som frø, skt.: bidjas, til fremtidig karma. Når disse værdifulde mentale tendenser fremelskes i sindet, vil de dæmpe tendenserne til dårlig karma, som du jo også slæber rundt på. Desuden får du dine dyder med i dine fremtidige liv som karma-frø (skt.: bidja). Så bøn i Dharma’en har både kvalitet af en hjertets åbenhed, selvoverskridelse, hengivenhed, ihukommelse af meningen med Dharma, samling af dyder, skt.: punya, og gode vaner, begrænsning af udyder og dårlige vaner - og ultimativt vil Nirvana uundgåeligt indtræffe. Så selvom man ultimativt (i en Madhyamaka betydning) ikke beder til nogen eller noget, ikke kan siges at være “nogen”, som beder, ej heller kan der egentlig være nogen virkelig bøn eller nogen virkelig bedende handling - SÅ er bøn alligevel en meget vigtig disciplin i Dharma’en. Det er netop sådan, fordi bøn virker og har effekt i den relative eller konventionelle verden. Bøn hjælper med til at aflægge dårlige vaner og udvikle de gode (læs her om de 51 samskaras, som er disse gode og dårlige vaner). Tilflugt og bøn hjælper begge til, at man bliver opmærksom på Buddhanaturen, åbner sig for velsignelse og får kraft og mulighed for både at hjælpe sig selv og de andre sansende væsner, som man faktisk møder i løbet af livet (de to slags gavn). En anden synsvinkel er, at da alle oplevelser foregår i sindet, er det sindet, som vi må udvikle og berige med gode, gavnlige og sunde, skt.: kushala, vaner og begreber (samskaras). Ved de tre slags træning fremelskes denne udvikling, som fører til at sindet genkender sig selv, hvilket betyder indsigt, befrielse og oplysning. Vi oplever jo alt muligt, som fylder godt i sindet. Det er således meget sundt, at fylde sindet med oplevelser af kontemplation, meditation og bøn. Alene ved at bruge tid på de tre slags træning, inklusive bøn, bliver der både mindre plads og mindre opmærksomhed til de usunde tendenser og potentiel karma, som plager alle mennesker og dyr og nemt fører til aktualisering af usunde og skadelige begivenheder. Så bøn er bestemt ikke spild af tid og uden virkning. Bøn er ikke en passiv begivenhed. Det er en virksomhed, som påvirker sindet både direkte og indirekte. Derfor kan bøn også påvirke andre. Når en rigtig Bodhisatva beder bønner, forbindes selve bønnens handling med forståelse af tomhedsnaturen, skt.: sunyata. Det betyder i praksis, at Bodhisatva’en ikke forventer noget ved bøn. Der manifesteres derimod simpelthen en hensigt, skt.: cetana. Så Bodhisatva’en disciplinerer sin vilje med bøn. Da hensigt og vilje er det organiserende princip blandt de mange samskaras, er bøn som hensigt ikke blot motiverende og gavnligt, men formår også at neutralisere diverse usund karma fra at manifestere sig, fordi viljen bruges progressivt i stedet ved bøn. Men husk det nu: forvent ikke, at samsara ophører på grund af din bøn. Forvent intet. Bed blot. Og cetana får en retning, som fremmer gavn og forebygger skade. Læs videre om bøn under: Cintamani. Læs også om: Mønlam - ‘ønskebøn’.
Bönpo (tib.):
- udtales: bhø’en po): [OBS: om begrebet bøn, se forrige paragraf.] Ordet ‘Bön’ er en tibetansk oversættelse af Zangzung ordet ‘gyer’ i følge professor Snellgrove [i bogen: 9 Ways of Bön]. Bön betød således oprindeligt ikke ‘religionen’ men sang. Andre oversætter med: at kalde, for eksempel at kalde på nogen. Men længere fremme forklares, at ordet kan være kinesisk og simpelthen betyde: tibetansk til forskel fra andre nationaliteter. (Læs videre under: 3) Bønpo og landet Zhangzhung.) I løbet af Middelalderen kom Bön til at betyde Tibet’s før-buddhistiske religion. Den findes stadig, men har det svært på grund af få medlemmer. Bönpo’erne selv vil gerne tro, at religionen var Tibets oprindelige religion. Det synes dog ikke at være tilfældet. Professor R. A. Stein skriver i sin bog Tibetan Civilisation, at der faktisk stadigvæk findes en oprindelig religion, forskellig fra både Bön og Buddhadharma. Denne folketro finder blandt andet udtryk i legender som for eksempel Gesar fra Ling. (R. A. Stein: Tibetan Civilisation, side 229.) Der findes såkaldte ‘hvide’ og såkaldt ‘sorte’ bönpo traditioner. 1) De ‘hvide’ er forskellige Dzogtjen transmissioner og en omfattende Tantra tradition - dog helt uden Buddha Sakyamuni. I stedet optræder mytiske personer i de ‘hvide’ transmissions linier fra Centralasien. De oversatte bøger til de ‘hvide’ bönpo’ers tradition, var ikke forfattet på sanskrit, men på et andet og nu ukendt sprog. Der er muligvis tale om en buddhistisk transmission fra Buddha Sakyamuni, som har rejst over længst glemte folk, riger og lande i Centralasien, hvor traditionen blev overført fra generation til generation i for længst uddøde kulturer på nu helt glemte sprog. Det mener de “hvide” bönpo’er dog ikke selv. Grundlæggeren af Bön, den hellige Shenrab, levede 500 år før Buddha Sakyamuni. Visse lærde mener, at Bön oprindeligt var den persiske ur-religion, som den eksisterede før Zaratrustra’s reformation. Via Sogdhiana, landet omkring Samarkand og Ferghana i Oldtiden, kommer Bön så til Zangzung i form af sogdhian sproget, som blev oversat til zangzungsk. I Sogdhiana eksisterede der mange religioner i Oldtiden, så det er bestemt muligt, at en oldpersisk religion blev videreudviklet her og fik buddhistiske karaktertræk. I vore dage findes Bön’s hellige bøger kun på tibetansk. 2) De ‘sorte’ bönpo’er er beskrivelse af forskellige shamanske traditioner, hvis oprindelse er uvis og udokumenteret. Såkaldt ‘sort’ bön har intet med den ‘hvide’ tradition at gøre. I den forbindelse betyder bön simpelthen, at den er før-buddhistisk. Den ‘sorte’ skole praktiserer alle de sædvanlige shamanske discipliner som for eksempel helbredelse og orakler, men også den sorte magi, som er karakteriseret ved at skade andre ved brug af trolddom. Sådant ondsind er ikke velset i Mahayana. Derfor har de forskellige buddhistiske traditioner i Tibet udviklet mod-magi, som skal beskytte folk og dyr mod den sorte heksekunst. Det har de ‘hvide’ Bönpo’er selvfølgelig også gjort. 3) Bönpo og landet Zhangzhung: Bönpo var tilsyneladende oprindeligt en mundtlig tradition fra Amdo, som fik navnet bönpo fra kinesisk, som dengang betød 'tibetansk.' I Amdo's østlige grænse egne til Kina boede der for tusinde år siden flere sprog grupper og Buddhadharma traditioner på adskillelige sprog. Så bönpo betyder simpelthen en 'tibetansk' Dharma tradition til forskel fra de kinesiske, sogdhianske, uighur tradition og dem fra Baktrien (Balkh). Forstået på denne måde, er Bönpo traditionen simpelthen en oprindelig buddhistisk transmission, som sandsynligvis var helt mundtlig uden bøger, som blev isoleret som tradition ved det tibetanske imperiums undergang kort før år 1000. Det er en særdeles rimelig teori, skønt Bönpo traditionen selv påstår, at den også er en litterær transmission. Der er dog absolut ingen bøger, som har overlevet til vore dage på fremmed sprog indenfor Bönpo traditionen. Det betyder ikke, at der aldrig har været bøger i traditionen, men blot at der sandsynligvis ikke fandtes nogen i de tibetanske områder, skønt der sikkert har været en Buddhadharma transmission af Dharma bøger i oprindelses landet til Bönpo, hvor det så end måtte have været. Der er flere nu uddøde sprog fra Centralasien, som har haft hele Buddhadharma transmissionen også som bøger på deres eget sprog og utallige klostre spredt ud over hele området fra Persien til Kansu i Kina. Det er naturligvis også muligt, at Bönpo traditionen hele tiden besad Dharma bøger, men kun i oversættelse til tibetansk. Det ville være forventeligt, fordi det skete jo alle andre steder i det gamle Tibet, hvor Dharma’en holdt sit indtog. Denne teori fremsætter Christopher I. Beckwith i ain artikel: On Zhangzhung and Bon.
|
|
|