|
D
Ordbog & Dharma leksikon
Daka (skt.):
tib.: khandro, se under: Vira.
Dakini (skt.):
[ḍākiṇī]; tib.: khandroma, en ordret betydning er ‘vandrer over himlen’. En kvindelig slags engel i Mantrayana. Som visheds-dakini betegnes flere kvindelige Buddha-aspekter (Yidam), for eksempel Vadjrayogini. Nogle dakini'er betegnes som verdslige ved at de behersker de fysiske elementer, vejret og andre fysiske samspil. Vadjrayogini er udtryk for vision, mens de verdslige dakini'er er symbolske repræsentationer for natur - og miljø - kræfter i verden. For eksempel har hvert fysisk grund-element en dakini som høvding. I Tibet er der en tradition med 'vejrmagere', som ved pudja formår at påvirke disse 'naturlige' dakini'er, som er ét med vejret.
Dalai Lama (tib.):
Tibets exil-konge og store Tulku fra Gelug traditionen. Bortset fra den 6. Dalai Lama har de alle været munke. Den nuværende 14. inkarnation bliver ofte præsenteret som åndeligt overhoved for alle de tibetanske buddhistiske skoler, hvilket ikke er korrekt - han er Tibets landflygtige konge og dermed både en ganske særlig Lama og en ganske speciel konge. Da han næppe bliver statsoverhoved igen, prøver man fra exil-regeringens side at promovere ham som en slags buddhistisk Pave. Det vil de øvrige tibetanske skoler dog ikke være med til. Den første Dalai Lama var Tsongkhapa’s hovedelev, hvilket også gør hans inkarnationer ganske specielle. Tsongkhapa var grundlæggeren af Gelug traditionen, hvis leder, efter Tsongkhapa’s instruks, vælges blandt traditionens Geshe’er. Den 5. Dalai Lama, som var den første konge i Tulku-linjen, og den 13. Dalai Lama, som frigjorde Tibet fra kinesisk overherredømme, kaldes begge for “den store”.
Den nuværende 14. Tulku kaldes af mange for nutidens Gandhi, da han fremstår som global eksponent for ahimsa - ikke-vold. På det seneste har den 14. Dalai Lama aflagt konge titlen og frasagt sig enhver - også fremtidig - rolle som statsoverhoved for Tibet. Sandsynligvis til mange tibetaneres overraskelse er Dalai Lama altså nu blevet republikaner.
Imidlertid synes det at forblive uklart, om han også vil  frasige sig ambitionen om at blive til en slags “Pave”.
Da mange tror, at Dalai Lama allerede er en sådan buddhistisk “Pave”, forbliver hans status ambivalent og ikke nærmere defineret. Da han også er ved at blive gammel, kunne der være lagt op til noget værre rod, når han dør. Dalai Lama sagde om sin genfødsel den 19. marts 2011:
"Når min tid er ved at være forbi om 20 eller 30 år, kan den 15. - den 16. og den 17. og så videre af Dalai Lamas vise sig, afhængig af om hovedsagelig den tibetanske befolkning, men også andre folk i Himalaya regionen og de andre buddhister, som har et forhold til Dalai Lama [Tulku'erne] måtte ønske det. Så 'Ganden Phodrang' ['Tronen i Ganden Kloster,' navnet på Dalai Lama institutionen] vil forblive intakt.”
Så selvom Dalai Lama'erne ikke længere vil være konger af Tibet, er det næsten uundgåeligt, at tulku linjen fortsætter som en transmissions linje eller traditions arvefølge, hvis karakter udelukkende vil være religiøs og handle om meditation og filosofi. Hvad angår tibetansk kultur, må man jo kalde denne forventning normal. Det problematiske vil bestå i, hvordan og hvem, som skal finde Dalai Lama's Tulku.
Den kinesiske regering har allerede meddelt, at de har tænkt sig at finde ham ved hjælp af lodtrækning. De påstår oven i købet, at de har en åbenbar juridisk ret til denne fremgangs måde, fordi der er fortilfælde fra kejsertiden. Disse kejsere af Kina var ganske vist slet ikke kinesere, men de herskede over Kina og kontrollerede Tibet som en vassal stat. På en eller  anden måde, mener dagens kommunistiske regering i det nuværende kinesiske imperium, at have arvet Manchu kejserrigets privilegier og hersker ret over Tibet. Denne lidt besynderlige holdning, at et angiveligt ateistisk og ikke-religiøst styre skulle kunne udpege religiøse ledere i et land, hvis grundlov sikrer 'religions frihed,' synes ret underlig og selvmodsigende. Man skal måske leve i nutidens Kina for at kunne acceptere den manglende logik og den dårlige tænkning.
Så Dalai Lama kontemplerer indgående og omhyggeligt, hvorledes Tulku linjen kan fortsætte uden kinesiske indblanding og manipulation. Derfor taler han så meget om, at tibetanske folk og andre buddhister med forbindelse til hans arvefølge må være forsigtige med deres ønsker for Tulku linjens fremtid. Han søger også at inddrage de vigtigste andre Tulku linjer fra Tibet i måder hvorpå, de sammen i fremtiden kan sikre deres arvefølge.
Det kinesiske imperium prøvede under Mao Tsetung at udrydde al buddhisme overalt i imperiet. Da det ikke lykkedes, er den nye politik at prøve at overtage religionerne ved at bestemme over ledelsen og udnævnelsen af nye ledere hos alle de religiøse samfund i hele imperiet. Så det handler ikke blot om den næste Dalai Lama. Det angår alle Tulku'er, hvordan de i fremtiden skal findes, anerkendes og udnævnes. Et passende alternativ til den kinesiske politik har man endnu ikke fået formuleret. Det bliver også svært at håndhæve et alternativ i de besatte tibetanske lande. I marts måned 2019 meddelte Dalai Lama, at han har til hensigt at lade sig genføde i Indien, fordi der er et totalitært styre i det kinesiske imperium.
I oktober 2019 foreslog Dalai Lama at afskaffe hele den tibetanske Tulku tradition – eller i det mindste at reformere den. Den angivelige hensigt er åbenbart at gøre det nemt at genkende fremtidige Tulku’er, når der ikke kommer flere af dem. Alle fremtidige Tulku'er ville således være sådanne, som det kinesiske kommunist parti udnævner. Dem kan vi så trygt se bort fra. Hvad han helt præcist mener med reformation, har han endnu ikke sagt noget om.
Læs også om: tulku.
Damaru (skt.):
er en håndholdt dobbelt tromme,  som bruges i forbindelse med pudja og sadhana, når ritualet indeholder en musik sektion. Det kan være lidt svært at holde korrekt på trommen, da man kun bruger to fingre til at styre de to sving hamre. På billedet ses den ene hammer ramme tromme skindet. Normalt holder man også en vadjra i samme hånd (det ses tydeligt på billedet), hvilket ikke gør øvelsen spor lettere.
Læs også om: vadjra og gantha.
Dana (skt.):
[dāna]; tib.: yinpa [sbyin pa; སྦྱིན་པ།]; gave, gavmildhed. Den første af de 6 paramitas, Bodhisatva’ens fuldstændige færdigheder. Se også under: gavn.
Darshan (skt.):
- 'manifestation af indsigt' - almindeligvis betyder ordet en mesters præsentation og demonstration af sindets egentlige natur, Buddhanaturen, eller Bodhicitta, Pradjñaparamita og lignende emner på en direkte måde - nogle gange ved såkaldt sind-til-sind-transmission og den såkaldte “ord” abhisheka.
Herved modtager eleverne Lama’ens egen indsigt og erfaring om emnet, så de straks både indser, forstår og optager den som deres egen. Det er især betydningen af Essens-mahamudra.
Darshan har – i association – også den overførte betydning, at møde og være sammen med Lama’en, eller det at Lama’en modtager en enkelt elev eller viser sig for en forsamling med henblik på at bibringe dem alle velsignelse. Denne sidste betydning kendes også indenfor Hindu religionerne. Så den almindelige betydning handler om, at Guru’en eller Lama’en viser noget. Ellers blot viser sig, så alle kan møde Lama’en.
Imidlertid er den egentlige mening, at ’noget’ viser sig, nemlig Lama'ens indsigt. Således hedder det Darshan-marga for indsigts-vejen blandt Dharmaen’s fem veje. (Og ikke vipashya-marga.)
Ligeledes kaldes den første afdeling indenfor hinduernes ’Upanishader’ for Darshan; vel nærmest i betydningen åbenbaring.
Læs også om: transmission.
Dashabhumika Sutra (skt.):
- omhandler de 10 bhumi’er og udgør en del af Avatamsaka Sutra.
Deduktion:
logisk slutning fra almene regler til specielle tilfælde (i følge Nudansk Ordbog. Modsætningen er induktion, at generalisere udfra enkeltstående tilfælde. Ordret betyder deduktion simpelthen: udledning, mens induktion ikke betyder indledning, men indføring.)
Depression:
se under: Livskrise.
Derge (tib.):
[ སྡེ་དགེ་ sde dge] Et berømt kongerige i Kham. Hjemsted for mange kendte klostre, som for eksempel Gøntjen, Palpung, Dzogtjen og Dzongsar. Trykkeriet i Derge, Derge Parkhang, blev oprettet af kong Tenpa Tsering i det tidlige 17 hundrede tal. Trykkeriet er meget berømt of har utroligt mange trykplader af håndskårne rektangulære træstykker med alverdens bøger og tekster. Blandt andet den berømte Derge udgave af Kandjur og Tendjur, men også mange lærde tibetanske shastras og tekst samlinger.
Deva (skt.):
tib.: lha [lha; ལྷ།]; en gud i Kamaloka (se under: Triloka). Guden Brahma bebor de første 3 himle i Rupaloka (se under: Triloka); han anses normalt også for en deva. Der er mange deva’er, som bor i Trayastrimsha himlen på toppen af det mytiske bjerg Meru midt i verden samt de 4 himmelske sfærer ovenover. Disse guder er domineret af deres lidenskaber og tanker, ligesom mennesker. Men ulig mennesker er deres liv en vedvarende ubrudt nydelse og selvbekræftelse, næsten uden lidelse eller nedtrykthed. (De oplever kun lidelse ved sammen-sathed og død, men ikke smerter.) De 18 himle i Rupaloka bebos af en anden type deva'er, som heller næsten ikke lider. Disse guder er ikke domenerede af deres tanker og følelser, men nyder et afklaret sind uden dog at erkende sindets natur. Deres liv er meget langvarigt og kun fyldt med tilfredsstillelse og glæde. Alle disse deva'er er de klassiske “hedenske” guder i deres himmelske boliger. Man kan ved en stor samling af dyder og gode medmenneskelige kvaliteter, skt.: punya, blive genfødt som sådan en gud. Men pas på, fordi deres lykke varer ikke ved, skønt deres inkarnation som deva’er varer ufatteligt længe. De har det for godt til at søge Nirvana, så derfor er deres inkarnations form ikke befordrende for befrielsen. De er også grundlæggende underlagt avidya, så skønt de i reglen selv besidder en god karakter og påskønner gode dyder, tapperhed og selvopofrelse hos mennesker, kan de ikke beskytte mod samsara’s luner og karma, som de ikke selv har hverken erkendt eller overstået. Da det er en karma, som har bragt dem til disse himle, vil de genfødes i lavere verdener, når denne karma er opbrugt - og de dør. En deva's sidste dag i sin himmel siges at være meget tragisk, fordi pludselig visner alle blomsterne i deva'ens blomsterkrans, som i evigheder har besmykket guden som en halskæde med en vidunderlig duft og farvepragt, og den guddommelige person begynder pludselig at lugte grimt, så de andre deva'er frastødes og fjerner sig. Derfor dør deva'en i fortvivlelse og helt alene som en ulykke, som ikke burde kunne finde sted.
I Buddhadharma deltager guderne således kun i religionen, fordi de lever i her i Universet og omegn og deltager ved forskellige lejligheder i Buddha Sakyamuni's liv. Det gør de ikke for at velsigne ham eller give ham visioner, men for at lytte til ham og lade sig inspirere; eller for at hylde ham. Buddha Sakyamuni havde mange elever, men ikke en eneste af dem var en deva. Det forekommer jo lidt besynderligt, når deva'erne så gerne ville lytte til ham. Men alt dette refererer til, at de himmelske verdener udtrykker graderne i samadhi, den yogiske trance. I og med at Buddha mestrer alle former for samadhi, er han derfor også på samme niveau som alle deva'er. Så de er nærmest nødt til at lytte, men det nytter ikke noget. De har det for godt til virkelig at lære noget, henrykket som de er i ekstaser af forskellig grad.
I Oldtiden troede mange, at guderne kontrollerede vejret, jorden, havet og så videre. I traditionel Buddhadharma menes de såkaldte 'verdslige' dakinier ('himmelvandrere') at gøre det. At dakinierne er 'verdslige' vil sige, at de ikke er befriede og oplyste væsner, men sådanne natur-ånder, som man i skandinavisk Oldtid kaldte 'vætter.' Jeg har ikke kendskab til en sproglig forbindelse mellem ordet 'vætte' og ordet 'dakini' - men det er der i betydningen. Vættelys, trolde, nisser og elverfolk var nogle af de underjordiske natur-ånder, man frygtede og derfor gav gaver til i Danmarks Oldtid. Det har vist ikke noget med Asa religionen at gøre. Dakini'erne spiller heller ikke nogen rolle i Vedisk religion på Buddha's tid.
Læs videre under: guder.
Se også under: asura -
og under: Meru.
Samt under: Triloka.
Deva-datta (skt.):
Buddha Sakyamuni’s fyrstelige fætter. Storebror til Ananda. Devadatta blev Buddha Sakyamuni’s elev i Magadha, men tilsyneladende for at opnå en magt position i Sangha’en ved sit slægtskab med Guru’en. Det blev der ikke noget af. Buddha Sakyamuni var meget krævende overfor sine familie medlemmer, som det sig hør og bør. Devadatta indså, at han ikke ville blive til noget hos sin fætter, så han dannede sin egen Sangha. Han fik dog ikke mange tilhængere. Derpå arrangerede han flere attentater mod Buddha Sakyamuni’s liv. Han fik blandt andet kronprinsen i Maghada til at fængsle sin far, Kong Bimbisara, som var Buddha Sakyamuni meget hengiven. Med den nye konge som fælle, fik Devadatta Kong Adjatasatru til at ophidse en elefant og sende den mod Buddha Sakyamuni netop som han nærmede sig Rajaghriva’s byport. I stedet for at trampe Buddha og hans mange munke ned, lagde elefanten sig på knæ foran dem. Da blev også Kong Adjatasatru elev af Buddha Sakyamuni, og Devadatta måtte i hast forlade kongeriget. Han slog sig ned i Vaishali, hvor han splittede den lokale Sangha. Alle Devadatta’s anslag mod sin fætter mislykkedes fuldstændigt.
Deva-lokas (skt.):
deva gudernes boliger, de himle, hvor der bor deva'er. Læs videre under: Triloka.
Deva-ta (skt.):
se under: Yidam.
Dewatjen (tib.):
se under: Sukhavati.
Dhagpo (tib.):
et sted i det sydlige Tibet, hvor Gampopa stammer fra, og hvor han byggede sit kloster.
Det er også navnet på Karmapa’s hovedsæde i Europa, som ligger i Dordogne i Frankrig: Dhagpo Kagyü Ling. Dette center besidder et ret stort område af skøn natur og skov, hvor der oprindeligt var landbrug. Selve centeret består af et institut, Tempel og bosættelser af forskellig art.
Dhampa Sangdje (tib.):
se under: Phadampa Sangdje.
Dharani (skt.);
[dhāraṇī]; tib.: zuñg [gzungs; གཟུངས།]; et slags mantra. Mens mantra udtrykker essensen, kvaliteten eller aktiviteten ved en Yidam, udtrykker et Dharani essensen, kvaliteten eller aktiviteten ved en Læresætning. Ofte er et Dharani simpelthen en læresætning på sanskrit. Se et eksempel her - det såkaldte: ye dharma dharani.
Dharma: (skt.):
Tib.: tjø [choe; ཆོས་ ] – betyder ordret at fastholde noget eller det, som man holder fast i. Det vil sige at fastslå nogets egenskaber, karaktertræk eller karakteristika. Herfra er de afledte betydninger kommet, så dharma betyder noget lidt forskelligt i de mange indiske religioner. Betydningerne har også ændret sig med tiden, og de lærde har lavet lister over flere af den slags klassiske sanskrit betydninger. Disse meninger af ordet dharma omtales ikke her. Men generelt kan man sige, at dharma betyder noget, som er noget til forskel fra noget andet noget. Altså ligesom 'something' på engelsk: en eller anden ting. Som noget ubestemt betyder dharma således ganske enkelt 'noget' på dansk. Som noget bestemt betyder dharma en ting i ordets videste betydning. Enhver ting, som kan opfattes som anderledes end - eller bare lidt forskellig fra - andre ting. Herfra rejser spørgsmålet sig, hvad er en ting så egentlig for noget. Men dharma betyder grebet eller begrebet om noget - eller om ting. Selvom vi kan oversætte dharma som sandheden om noget, så kan der altså ligeså godt være tale om en løgn eller illusion, fordi det, som vi begriber, i sagens natur er anderledes end begrebet om det.
I Buddhadharma er der to ret præcise betydninger, som kun til dels kan siges at stå for at holde fast i noget eller fastslå noget som denne eller hin ting. En oplevet begivenhed er den generelle betydning. Det er jo det, som man får fat i, når man opfatter bestemte ting eller noget mere ubestemt. Man kan generelt oversætte med ordet ting, hvis begrebet også dækker åndelige ting eller psykiske ting. Imidlertid er alle ting oplevelser, og psykologisk betyder det begivenheder og tilstande, hvilke sidste jo også er begivenheder.
Når vi tænker på den moderne kvante mekaniks paradoksale virkeligheds forståelse af subatomare ’tings’ eksistens, giver udtrykket begivenhed så meget mere mening.
I en psykologtisk forstand er alle oplevelser øjeblikkelige eller momentane, skt.: ksaneksana, hvilket betyder i konstant forandring. Så tingene er slet ikke faste størrelser, når de forstås som oplevelser, men må i stedet betegnes som enkelte begivenheder i en strøm af hændelser. Dharma kan dog i visse sammenhænge bedre oversættes med udtrykket enhed, hvor en dharma som en enkelthed indgår i en større helhed. Derfor ses ordet også oversat som ‘element,' skønt det ellers kaldes for bhuta på sanskrit.
Dharma betyder i sin rod mening også sandheden om noget - eller begrebet om nogets sandhed, egenskaber og virkelighed. En dharma betyder derfor både en begivenhed, noget noget, en ting, enhed, størrelse og / eller et element i en større situation, som er noget specielt med sin egen karakter og egenskaber, som kan erkendes som en enkelt enhed, skønt dharma’en måtte indgå som en betinget del af en større gensidigt betinget helhed, som også består af andre dharma’er. For eksempel de 5 skandha’er, oplysningens 64 elementer eller blot en oplevelses enkeltdele eller sammensatte begivenheder, som dannes og udvikler sig i de enkelte skandha'ers faser. Man kan også sige, at ‘ting’ kendes på deres egenskaber, så både den samlede ting er en dharma såvel som de enkelte egenskaber eller faser er dharma’er. Dharma får således
generelt to hovedbetydninger:
1) Buddha’s sandhed eller sandheden om
Buddha kaldes således Buddha-dharma, sanskrit ordet for buddhisme..
Billedet viser en reol med tibetanske hellige bøger svøbt i silke brokader med bogtitlen under de firkantede brokade stykker. Bøgerne indeholder Buddha's ord eller taler, skt.: Sutra, som er indbegrebet af Buddhadharma. Bøgerne består af lange rektangulære løs blade uden ryg, som pakkes ind i et stykke silke klæde. Bøgerne er anbragt på tværs af reolen, så du kun ser 'gavlen' af bøgerne på billedet.
Kristen-dom kaldes Jesus-dharma (hvilket er det tibetanske begreb om Kristendom. Det gamle danske ord dom i denne sammenhæng har samme rod som sanskrit ordet dharma). Ofte benævnes buddhismen slet og ret som Dharma, hvor Buddha er underforstået. Nogle oversætter Buddha Dharma som ‘Buddha’s lov’ eller ‘loven’ - hvilket jeg finder meget misvisende, med mindre vi taler om en slags ‘naturlov’ om sindets natur og virksomhed samt lovmæssigheden ved de 4 Ædle Sandheder og begreberne om samsara og karma.
Buddha’s Dharma er i høj grad ikke blot ‘buddhisme’ eller ‘Buddha’s Lære’, sandheden om Buddha eller Buddha’s sandhed, men også ‘begivenheden’ Buddha. Eller Buddha's ting. Dharma betyder i en sådan sammenhæng derfor også religion eller religiøs holdning
(som sandhed - eller illusion - man holder fast i).
2) Den anden betydning af dharma er (begrebet
angående) enhver nærmere defineret ting eller begivenhed, sandheden om hver enkelt 'enhed' eller 'ting' eller 'begivenhed' i livets mangfoldighed, som kendes, erkendes eller genkendes i bevidstheden (skt.: vidjñaña). Disse individuelle dharma’er inddeles i forskellige typer:
2A) sansede former (skt.: rūpas),
2B) mentale indtryk (skt.: djñeyas) samt
2C) sindstilstande med begreb (skt.: caitasikas)
De mentale kendelser eller genkendelser, skt.: vidjñaptis, og bevidstheder, skt.: vidjñanas, må henføres til gruppe 2C, sindstilstande med begreb. Disse 3 grupper er de betingede (skt.: samskritas) dharma’er. (Læs om betingelser under: årsager og betingelser.)
Hertil kommer de ubetingede dharma’er, skt.: asamskritas. De ubetingede dharma’er er Dharmadhatu, alaya, akasha (verdensrummet eller rummeligheds elementet), og Nirvana. Både alaya og akasha kan logisk henregnes til dharmadhatu’s egenskaber. Når man gør det, er der kun to asamskrita dharma’er: dharmadhatu og Nirvana. (Nirvana er som tilstand ubetinget, mens begivenheden Nirvana er betinget af ophøret af uvidenhed, skt.: avidya, og fremkomsten af viden, skt.: vidya, eller indsigt.)
Dharma’er oversættes også som oplevelsernes enkeltdele i betydningen ‘oplevelser’ for sanse bevidsthederne, herunder sinds-bevidstheden, manovidjñaña. Med andre ord bevidsthedernes indhold. Forstået på denne måde, betegner dharma en enkelt 'begivenhed' i strømmen af oplevelser (skt.: santana, sindets strøm gennem tid), hvorved dharma'ernes momentane karakter, skt.: ksaneksana fremhæves - samt betingelsen: bevidsthed, skt.: vidjñana.
Man kan så diskutere, om tid er en dharma, for tid som sådan er jo ikke en begivenhed, men strømmen af – og forandringerne i – begivenheder, hvor udviklingen kan måles som ’tid.’ Dermed er tid et begreb. Men ‘begrebet tid’ må være en dharma.
Forskellen på de to betydninger af dharma klarer de fleste oversættere ved at skrive ordet med et lille ‘d’ - når det betyder oplevelsers begivenhed, og med stort ‘D’ for Buddha’s Lære.
Karmapa Thinle Thaye Dorje skrev på sit netsted den 26. juni 2019:
"De [gensidigt] betingede fænomener [dharma’er] kan forklares på basis af de 5 skandha'er. Dette emne præsenteres i detaljer i Abhidharma. Sammensathed betyder, at et fænomen bliver til ved årsager og betingelser. Denne dannelse [af et fænomen], denne opståen er i sig selv [noget i] forandring.
Mens fænomenet synes at forblive i et øjeblik, ændres det konstant, selv mens det [tilsyneladende] forbliver [i øjeblikket]. Også dets ophør eller opløsning er tilsvarende [en] forandring. Det er virkeligheden for de fem skandha'er, som udgør og frembringer vores oplevelser – med andre ord vores liv, vores samsara eksistens: form, følelse, opfattelse, samskaras og de forskellige slags bevidsthed [hvilke er de 5 skandha'er]. "
For eksempel opstår der først et 'indtryk,' skt.: djñeya, og derpå en fortolkning, skt.: vidjñapti, i den tredje skandha. Så selv i de enkelte skandha'er er der forandrende faser, udover skandha'erne selv som forandrende processer i oplevelsen.
Læs også om: dhatu - samt om: dharmadhatu.
Læs videre om: santana og om: tid.
Hvad angår ting, læs videre under: stoflighed.
Læs artiklen: Buddha’s Lære hedder Dharma.
Læs også om oplevelsernes enkeltdele og egenskaber i artiklen: Hvad er en oplevelse?
Dharma-beskyttere (skt.):
se under: Dharmapala.
Dharma-chakra (skt.):
se under: Dharmahjulet.
Dharma-dhatu (skt.):
den generelle betydning er: dimensionernes dimension. Ordret betyder det egentlig sandhedens område, sandheden om [alle] områder. En dharma betyder en begivenhed, enhed, størrelse eller et element (i en vis forstand, se også under: elementer), som noget særligt med sin egen karakter, kvalitet, aktivitet og position (= relation), som kan erkendes som en enkelt enhed, skønt dharma’en indgår som en betinget del af en større gensidigt betinget helhed, som også består af andre dharma’er. Dhatu betyder område. Normalt tælles der 18 dhatus. Dharma-dhatu er således området for dhatus og dharma’erne, og betyder derfor også grundlaget for alt.
Mens dhama'er og dhatus er sammensatte størrelser, skt.: samskritas, er dharmadhatu usammensat, skt.: asamskrita. Som det fremgår af denne præsentation opstår dharma'er og dhatus samtidigt, skt.: sahadja, med dharmadhatu. Så disse størrelser hænger sammen som absolut (skt.: paramartha) dharmadhatu og relative (skt.: samvriti) begivenheder.
På denne måde er dharmadhatu næsten synonymt med Buddha-naturen, absolut eller ubetinget Bodhicitta, Dharmakaya (en Buddha’s sande krop) og Alaya (sindets rummelighed). Dharmadhatu er dimensionernes dimension, basis for – eller helheden ved – alle dimensioner. Således er dharmadhatu også 'ikke-dimension' for at kunne omfatte og indbefatte alle dharma'er, deres dimensionalitet og både deres 'manifestation' og deres 'ikke-manifeste' potentiale. Dharmadhatu omfatter og indbefatter også ‘tid' ved santana, strømmen af sind gennem de bevidste øjeblikke, og 'ikke-tid' ved de indholdsløse mellemrum mellem de bevidste øjeblikke. Læs mere på siden: Hvad er en oplevelse?
I visse Mandala’er repræsenteres dharmadhatu med Yidam’mens slot i form af (skt.:) dharmodaya, en fantastisk visualisering.
Vadjradhatu er en betegnelse fra Tantra, som groft sagt betyder det samme som dharmadhatu. Forskellen i udtrykkene ligger i ordet vadjra, som hentyder til kvaliteten ved en fuldt oplyst, skt.: samyaksambodhi, Buddha, hvis bevidsthed er uadskillelig fra Buddha-tilstanden. Vadjra betyder 'urokkelig, uforgængelig og alt-gennemtrængende' (som symbol i Dharma'en) så vadjra-dhatu er 'området' for en Buddha's sind.
Læs også om: Dharmodaya.
Læs artiklen.
Dharma’ens 5 veje (skt.):
se under Fem veje.
Dharma’er [8 verdslige -] (skt. & dansk):
ros & skam, gevinst & tab, glæde & smerte, succes & nederlag. Almindeligvis er folk stærkt tilknyttet disse tilstande eller oplevelser i samsara. Derfor er disse oplevelser vanedannende, skaber karma, forhindrer befrielse og er i det hele taget problematiske. Du bør derfor undgå at blive grebet af tilstandene. Læs videre om: lidelse. Læs artiklen.
Dharma-guptaka (skt.):
en Vinaya tradition. Tib.: tjørung depa [chos-srung sde-pa]. Den er tilsyneladende en tradition, som udskildte sig fra Sarvastivada. Denne traditions navn betyder ’de som følger Dharmagupta.’ Desværre ved vi ikke, hvem Dharmagupta var. De lærde mener, at han levede og underviste i det Vestlige Indien omkring Gujarat. Angiveligt folder Dharmaguptaka sig ud for alvor i Gandhara længere mod Nord, men i vore dage findes den kun i Østasien. Det er den eneste Vinaya tradition, som indeholder Mahayana elementer blandt sine bøger. Denne sammenblanding kunne tyde på, at traditionen opstod i buddhismens grænse egne længere vest, nord eller nordøst for Gandhara. Men vi kender ikke den præcise historie. Det er evident, at Dharmaguptaka florerede omkring år nul i landene omkring Takla Makhan ørkenen i den nuværende Xinjiang provins, den mest vestlige del af det nuværende kinesiske imperium, hvor der dengang var en række kongeriger mellem bjergene og ørkenen. Det er derfor ikke underligt, at denne tradition kom først til Kina og resten af Østasien. Interessant nok var det en græsk munk, som bragte traditionen til Kina til at begynde med.
I vore dage er Dharmaguptaka især kendt for sektionen om nonner, fordi den stadig er intakt. Derfor søger mange tibetanere, thailændere og vesterlændinge denne ordination. Hos både Mulasarvastivada og Theravada er denne sektion gået tabt i tidens løb. (Dette kan ske, når transmissionen af en eller anden grund ikke gives videre til næste generation. Uden egentlig transmission er en sådan lære tabt i en buddhistisk forstand, selvom vi stadig har teksterne.)
Mens bikshunis i Vesten accepteres vidt og bredt, har nogle tibetanere svært ved at anerkende transmissionen, fordi den jo ikke er fra Mulasarvastivada. Tilsvarende hos Theravada. I Thailand bliver flere og flere kvinder ordinerede efter Dharmaguptaka traditionen af kinesiske munke, hvilket thailænderne accepterer som noget godt, men den officielle buddhisme vil ikke kendes ved dem, fordi landets love kun anerkender Theravada, og landets love er blevet blandet sammen med netop denne religiøse tradition.
Måske er det på tide, at overføre kvindernes fulde ordination fra Dharmaguptaka til de to andre transmissioner og inkorporere bikshuni’erne på ny. Imidlertid er der aldrig nogen, som har gjort noget lignende. Hidtil har vi kun set Vinaya traditioner udskille sig i Indiens Oldtid fra andre Vinaya transmissioner på grund af tolknings uoverensstemmelser i den tidlige Sangha. Da buddhismen i Asien er domineret af ret konservative kræfter, går denne udvikling meget langsomt, selvom alle kan indse, at der må gøres noget for kvinderne, som ønsker fuld ordination.
Bemærk også, at Dharmaguptaka er en sanskrit tradition ligesom Sarvastivada og Mulasarvastivada, i modsætning til Theravada som anvender sproget pali. Både sanskrit og pali er i dag såkaldte ’døde’ sprog, fordi kun de lærde forstår disse sprog, mens den levende dagligdags sprogbrug for længst er ophørt blandt folk i Indien.
Læs mere under: Vinaya.
Dharma-hjulet (skt. & dansk):
skt.: Dharmachakra, et 8 egret hjul som symbol på den 8 foldige vej.
 Billedet viser det klassiske Dharmahjul med en stråleglans omkring sig og de to hjorte; symbol for Sarnath dyrehave, hvor Dharmahjulet blev drejet første gang. Hjulet står på en lotus blomst som fod fastgjort med flagrende silkebånd.
Dharmahjulet er også symbol på de 3 gange, hvor Buddha Sakyamuni drejede Dharmahjulet for første gang. Hinayana blev første gang præsenteret i Sarnath (ved Varanasi). Mahayana på Gribbebjerget i Rajgir (i Bihar). Det synes usikkert, hvor Mantrayana blev præsenteret første gang. Nogle mener det var på Gribbebjerget.
Dharmahjulet symboliserer også en Buddha’s tre kroppe (trikaya) og drejer symbolsk modsat af Livshjulet, hvorved det neutraliser de 3 slør.  Dharmahjulet ser sådan her ud:
I midten af Dharmahjulet‘s nav ses tre sammenflydende dråber i tre farver, som kaldes for anandachakra, det frydefulde hjul. Det er anandachakra, som symboliserer de 3 fartøjer.
Der findes også et Dharmahjul med 12 eger, symbolsk for årsagskædens 12 led.
I Mandala ofringen ved ngøndro sadhana optræder også et hjul med 8 eger, men det er guden Brahma’s hjul, symbolsk for kongelig magt. Når man således ofrer ’kongelig magt,’ er det en øvelse i at opgive at søge magt over andre.
Dharmakara (skt.):
[dharmakâra]; Buddha Amitabha's navn, da han var en Bodhisatva, som aflagde sit store løfte om at skabe et rent land eller paradis, skt.: Buddhaksetra, når han blev befriet og oplyst. Som sagt, så gjort.
Læs videre under: Amitabha.
Dharma-kaya (skt.):
kroppen af sandhed. Buddha’ens sind. Buddha's sind er uforhindret, karakteriseret ved sit enorme omfang og uendelige dybde samt Buddha's tilstand af vidya. Til forskel fra andre mennesker har Buddha uforhindret adgang til disse kvaliteter, selvom alle besidder den selv samme Buddhanatur, som gør uforhindret adgang muligt. Denne forskel kaldes Buddhatilstanden. Se under: Trikaya.
Dharma-lærer (skt.):
kan i princippet være en hvilken som helst buddhist med Tilflugt, som har modtaget en autorisation, en fuldmagt eller en licens til at undervise i formel Dharma fra en anerkendt Lama, Acharya eller Khenpo. Oftest er fuldmagten ikke nedskrevet som et svendebrev, hvilket ellers nu i moderne tid med global udfoldelse af Dharma kan forekomme ønskeligt. I stedet er den traditionelle fremgangs måde, at Lama’en eller Khenpo’en offentligt med vidner til stede udtaler udnævnelsen af Dharma-læreren, som derfor efterfølgende er almindeligt kendt og anerkendt i de lokale buddhistiske samfund. I reglen gælder en sådan fuldmagt et nærmere defineret område i Dharma’en, for eksempel emnet Sutra eller kun dele af Sutra, for eksempel kun nogle af de akademiske discipliner, eller fuldmagten omhandler emner vedrørende sadhana. En sådan fuldmagt kan man også opnå som følge af akademiske grader (Acharya, “magister” og Pandit, “doktor philosofikus - Dr. Phil.”) efter formel eksamen og udnævnelse fra en Shedra (et formelt buddhistisk akademisk institut for højere studier). En Dharma-lærer er derfor oftest enten en Lama, som kender til formel meditation og sadhana, eller en Lopøn (Acharya), som har akademiske kundskaber. Den mest formidable Dharma-lærer er naturligvis en Pandit, som også er Mahamudra-mester eller lignende, men sådanne mennesker er yderst sjældne, og derfor er de, som findes, kostbare eller værdifulde for os alle. Nogle Dharma-lærere besidder en meget begrænset fuldmagt til at undervise, for eksempel kun i emnet Ngøndro, enten fordi de kun mestrer dette emne, eller fordi de befinder sig i lande eller på steder, hvor der ellers ingen Dharma-lærere er. Uanset hvor omfattende en Dharma-lærers fuldmagt er, så skal Dharma-læreren have modtaget transmission til emnerne fra sin Lama eller sine mestre.
Læs også om: Kalyanamitra, en spirituel ven (shenyen).
Læs videre om: præst.
Dharma-pala (skt.):
Tib.: tjøkyong [chos skyong]. Dharma beskytter, som også fungerer som Yidam for eksempel Mahakala (se billedet). Dharmapala-er er heftige eller vilde Buddha aspekter. De virker ophidsede, fordi de har forvandlet klistersindet, skt.: kleshacitta til visdomsind, skt.: djñana, mens de fremviser emotionalitetens vilde energi. De beskytter Bodhicitta, det åbne sind og hjerte, snarere end institutioner, fast ejendom og formue. Hvis den håbefulde aspirant i Bodhicitta på grund af karma gribes af stærke lidenskaber (skt.: kleshas), er det praktisk at have en beholder til lidenskaben, som forvandler den til visdomsind (skt.: djñana). Dharmapala’erne er sådanne beholdere til at få overstået stærke tilknytninger og usunde (skt.: akushala) identiteter. Dharmapala’erne bliver også kaldt for ‘vrede’ eller ‘ophidsede’ Buddha-aspekter (tib.: Yidam). Buddha’erne i Tantra kan have frygtindgydende former, som derfor kaldes for heftige eller vilde. At kalde dem for ’vrede,’ er noget misvisende i forhold til djñana. En besættelse, forgiftning og begrænsning gøres således til en fordel og et fartøj til befrielse og oplysning. Det er det almindelige princip indenfor Tantra, at alle forhindringer bruges som midler til befrielse, hvorved de forvandles fra noget, som er i vejen, til noget, som befordrer.
Se også nedenfor: Dharmarakshasa.
Dharma-rakshasa (skt.):
en klasse af Dharma beskyttere, som almindeligvis anses for uoplyste, men forpligtede til at beskytte Dharma’en. Det skyldes i reglen et løfte, de har givet Buddha Sakyamuni eller en Mahasiddha. Når de har visdomsøjet midt på panden, anses de for Buddha-aspekter (tib.: Yidam), som er velegnede som praksis til forvandling af stærk negativitet til djñana, visdomsind. Læs for oven om: Dharmapala.
Rakshasa (rākṣasa); den kvindelige form hedder: rakshasi – er ellers betegnelsen for ’kannibal djævle’ eller ondsindede væsner, som huserede i fordums tider i skove, bjerge og andre vilde steder. Ofte blandes denne betegnelse sammen med yaksha, skt.: yakṣa, en ’jætte,’ som ligeledes er gudelignende væsner med et ambivalent forhold til mennesker. I Oldtidens Indien blev sådanne vilde væsner undertvunget af Buddha Sakyamuni. Den mest berømte yaksha er Dzambhala (skt.: Vaishravana - eller Kubera, eller Jambhala. Se billedet) -  den Nordlige retnings konge.
Billedet viser den sorte Vaishravana eller Dzambhala på tibetansk, et særligt heftigt aspekt.
Dzambhala har lovet Buddha Sakyamuni at beskytte buddhisternes og klostrenes velfærd. Han er også kendt som Vaisharavana, skt.: Vaiśravaṇa , tib.: Namtøsé [rnam thos sras; རྣམ་ཐོས་སྲས]. Vaishravana betyder ellers Kubera's søn, men dette navn bruges også for Kubera selv. Traditionelt i før buddhistisk tid i Indien var Dzambhala deva'ernes bekytter for den nordlige retning af Meru bjerget, hvor deva'erne bebor toppen, mens asura'erne bebor bjergets fod og nedre sider. Det var de fire retningers kongers opgave at beskytte deva'erne mod de misundelige asura'er, som altid prøver at føre krig mod dem for selv at bemægtige sig Meru bjergets top. I buddhismen forsvinder denne funktion i baggrunden, og kongernes opgave bliver meget mere nærværende og lokalt orienteret.
De tre andre konger er i Buddhadharma'en ikke fået den samme betydning som Dzambhala, fordi han netop er blevet symbolet på verdslig velfærd og overflod. Dzambhala er ikke blot en yaksha, men en yaksha konge, som har en stor hær under sig, som han kan befale over. I Danmarks Oldtid var jætterne også ambivalente, skønt som hovedregel dæmoniske. I Buddhadharma er disse ’jætter’ og ’kannibal djævle’ beskyttere, skønt de er uoplyste. De beskytter mod sådanne natur ånder, djævle og ’underjordiske,’ som buddhister måtte blive bange for – især om natten. Dzambhala spiller i denne sammenhæng en særlig rolle, fordi han var elev af Buddha og afgav sit løfte til ham og ikke til en eller anden senere Lama. Imidlertid ses ham med et tredje øje på panden, hvilket symboliserer befrielse og oplysning, og normalt vil buddhisten forestille sig, at Dzambhala er identisk med vedkommendes Lama. Men folk tænker på at få verdslig gavn, når de laver Dzambhala Pudja. Derfor er Dzambhala ikke kun populær i det tibetanske kultur område, men i høj grad også hos kineserne.
Der er flere forskellige Dzambhala’er med hver deres krops farve, hvilke svarer til Buddha familierne.
Læs også om: yakshas; og om: rakshasas; samt om: djævle. Læs også om de fire retningers konger; samt om: lokapalas.
Dharma-ta (skt.):
ordet har to led: dharma og ta - (alle) dharma’ers natur (-ta), tib.: tjø nyi. Den danske Dharmalærer og oversætter Erik Pema Kunsang (Erik Hein) skriver i sit forord til bogen: The Mirror of Mindfulness (se: boglisten), at dharmata betyder ’det naturligt eksisterende.’ Betydningen er, at når vi afklæder oplevelsernes enkeltdele, skt.: dharmas, og prøver at erfare disse dharma’ers egentlige væsen, er der ikke noget væsen at finde – udover sindet, som viser oplevelserne.
Sindet selv er imidlertid ikke noget substantielt eller stofligt. I sig selv er sindet ikke noget som helst. Så dharmata hentyder til denne mangel på essens, denne mangel på egen-natur, skt.: svabhava. Og så alligevel er sindet særdeles virkeligt, for det viser jo oplevelserne i al deres forskellighed og mangfoldighed. Dette aspekt ved sindet kaldes sindets klarheds natur. (Læs artiklen: Om opfattelsen 1.) Klarheds naturen er dog heller ikke noget som helst i sig selv, men en kvalitet, som manifesterer sig sammen med dharma’erne eller oplevelserne, når disse opstår, forløber og ophører igen. Så dharma'ernes natur er tomhed, skt.: sunyata. Det gør det muligt for alle begivenheder at opstå, udfolde sig og forsvinde igen. Hvis naturen ikke var tom, ville alt forblive i den samme tilstand hele tiden. Så dharmata er en anden måde at sige sunya på. Det at dharma'erne hele tiden opstår og forsvinder kaldes for: asunya. For vi har jo relativt (skt.: samvriti) virkelige oplevelser, selvom de ikke har nogen egen natur, skt.: nisvabhava.
1) Dharma med lille “d” betyder en stor eller lille
og isolerbar enhed eller begivenhed, som indgår i oplevelsernes bestanddele. I reglen hentyder Dharma med stort ”D” til Buddhadharma, Buddha’s Lære. Men dharmata hentyder ikke til Buddha, men omhandler alle begivenheders karakter eller natur. Når man altså kan omtale en nærmere defineret begivenhed eller enhed i en eller anden sammenhæng, kaldes det for en dharma på sanskrit. Dharma betyder ordret sandheden om en ting. Endelsen -ta i dharma-ta betyder natur. Alle isolerbare enheder har den samme natur, karakteriseret ved relativ mangel på selvstændig eksistens, plus afhængig af noget andet eller andre, og ved mangel på virkelig stoflighed eller substans. Alle oplevelser er i sindet - ikke udenfor.
I en anden forstand er dharmata Buddhanaturen, fordi alle oplevelser foregår i sindet som en beholder, skt.: alaya, for oplevelser.
2) Dharma-ta er ligesom '-hed' i udtrykket
'en-hed'. Så betydningen er også denne eller hin dharma's potentiale, sanskrit: vasana, som kan være mere omfattende end den umiddelbare oplevelse af en sådan dharma. For eksempel kan smukke sneklædte bjerge besidde et potentiale for laviner, som dog kun finder sted under nærmere bestemte omstændigheder.
3) Dharmata er også betegnelsen på
efter-døds bardo’en. Det er mellemtilstanden mellem den etapevise døds proces og genfødslen.
Læs også om: Abhutaparikalpa.
Læs mere under: Årsager og betingelser.
Dharmatala (skt.):
en indisk prins, som var kendt som hengiven støtte for den tidlige Sangha. Det fortælles, at Dharmatala efter Buddha Sakyamun’s Parinirvana lovede at understøtte hans munke og nonner. Hvilket land han kom fra vides ikke, men det kunne være ethvert af de lande, hvor Buddha Sakyamuni havde undervist på Ganges sletten. Han er næppe kommet længere væk fra, fordi det i så fald ville have været vanskeligt for ham at støtte Sangha'en, som jo endnu kun befandt sig i disse lande, da Buddha døde. Især associeres han med de 16 Arhats. I Tibet ses han ofte afbildet sammen med (tib.) Hosang eller Pu-tai på kinesisk, samt de 16 Arhats.
Dharmodaya (skt.):
tib.: tjø djung [chos 'byung], dharma'ers 'rene' oprindelses sted eller Dharmadhatu som en ganske særlig Mandala. Strukturen i Mandala’en har form af to tetrahedron eller trekantede pyramider. Den ene tetrahedron har sin spids nedad. Den anden tetrahedron peger opad. De to befinder sig oveni hinanden i en otte kantet stjerne (latin: stella octangula), geometrisk kaldet for en sammensat oktahedron, på engelsk: stellated octahedron. Stjernen er sammensat af to tetrahedron på en sådan måde, at alle flader er symetriske og lige store.
(Se billedet fra Wikimedia.)
Dharmodaya som en otte kantet stjerne har dog længere fra bund til top end til siderne. Den er mere strakt i højden og dybden end den klassiske definition på en otte kantet stjerne. Mandala’en rækker i omfang helt ud til kanten af horisonten. Midt inde i de to tetrahedrons befinder Buddha aspektet sig. Det er en lidt speciel Buddha bolig i forhold til andre Mandala’ers Buddha slotte, som ligner traditionelle pagoder med vægge, flere etager og tage. Sådan noget er der ikke her. I stedet symboliserer strukturen Dharmadhatu, som jo ikke har fundament, vægge og tag. Det er en hentydning til, at dit sind allerede er en Buddha's sind – eller dit sinds natur er Buddhanaturen.
Dharmodaya Mandala’en bruges for eksempel i Vadjrayogini sadhana. På malerier af Dharmodaya fremstilles Mandala’en i to dimensioner, så vi får et diagram ligesom Davids stjernen med to overlappende trekanter, som tilsammen danner en sekskant, men det er blot grundplanen for det store palads.
Dhatu (skt.):
område eller dimension. Der omtales normalt 18 dhatus, nemlig de 6 slags sanse genstande (skt.: rupas), de 6 slags sanse evner (skt.: indriyas) og de 6 sanse bevidstheder (skt.: vidjñanas). Der er dog også andet, som kaldes dhatu, i betydningen et område for et eller andet. Se også: Dharmadhatu, dharma, ayatanas, tid og elementer. Læs artiklen: de 5 skandha’er.
Dhyana (skt.):
[dhyāna]; tib.: samtæn [bsam gtan; བསམ་གཏན།; pali: jhana]; betyder shamatha meditation som fuldstændig færdighed , skt.: paramita, efter fuldendt træning i dyb meditation, hvor samadhi er velkendt og veletableret. Dhyana er altså mesterskab i samadhi, mens træning hedder skt.: bhavana; tib.: gom. Dhyana er den femte af de 6 fuldstændige færdigheder eller fuldkommen-gørelser. Mere præcist er der tale om mesterskab i shamatha og / eller den opbyggende, skt.: utpattikrama, fase ved sadhana. Mesterskab i samadhi vil ikke i sig selv føre til indsigt, men til bundløs fred i sindet, fuldstændigt fokus og vågent nærvær, skt.: smriti. Der omtales 4 dhyanas (skt.: catur-dhyana) i følge Abhidharma. Shamar Rinpotje omtaler de fire dhyanas som fire niveauer af virkeliggørelse ('fruition' – i bogen: Boundless Wisdom; side 62). Han skrev: "dette [de 4 dhyanas] er intet andet end det dualistiske sinds sande ansigt. På grund af intens forvirring kan sindet nogle gange blive yderst forstyrret – og afhængig af omstændigheder – til tider bemærkelsesværdigt fredelig...Ingen af disse [udsving] er en befriet tilstand."
De fire dhyanas karakteriseres ved:
1) man hæver sig over fysisk opfattet smerte –
2) man hæver sig over ulykkelige tilstande i sindet –
3) man hæver sig over behagelige former for
ophidselse –
4) man hæver sig over fornøjelse ved verden
i almindelighed.
Den detaljerede beskrivelse er således:
1. dhyana: det fokuserede bevidsthedens øjeblik
har stadig diskursive tanker med refleksioner, fortolkninger, glæde og behag. Imidlertid tæmmes og styres aktiviteten ved øjeblikkets vågne nærvær, smriti, og opmærksomme koncentration, så identifikation og tilknytning med oplevelserne ikke forekommer. Derfor fortoner intensiteten sig, både ved de umiddelbare følelser, skt.: vedanas, og de lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Samtidigt falder tanke virksomheden til ro, fordi opmærksomheden ikke hæfter sig på tanker og følelser. Resultatet er, at samadhi folder sig ud uden forstyrrelser eller forhindringer og under fuld koncentration og med
komplet vågent nærvær (smriti).
2. dhyana: diskursive tanker er nu ophørt af
sig selv, mens der stadig er glæde og behag. Fordi opmærksomhedens vægt er flyttet til vågent nærvær (smriti) stimuleres den rummelige bevidsthed, skt.: alayavidjñana, som opfatter sindets rum [alaya] og klarhed og oplevelsernes elementers [skt.: dharmas] position og forhold til hinanden. Herved ophører 'den indre samtale' – de diskursive tanke strømme, skt.: vikalpa, er stoppet af sig selv. Al navngivning, skt.: namarupa, og mental reaktion er fraværende i manovidjñana.
Derfor er der ikke længere grund til koncentration og smriti, så yogi'ens bevidsthed dvæler ved sindet selv uden indsats eller bearbejdning, skt.: asmriti. Den fremmeste bevidstheds form er derfor i denne situation bevidstheden, som opfatter sindets
rummelighed, altså alayavidjñana.
3. dhyana: glæden forsvinder fra fokus – glæden
forsvinder ikke helt og adeles – den glider i baggrunden. Hele oplevelses feltet sammen med alle oplevelser genkendes som uadskilleligt fra sindets rum
(alaya).
4. dhyana: behag forsvinder fra fokus. Ethvert
fokus forsvinder også, og 'sindet hviler i sig selv' – det vil sige, at bevidstheden er klar over sindets øjeblikkelige eksistens uden at beskæftige sig med sindets oplevelser og uden at bearbejde dem (asmriti). Fordybelsen ledsages således af begrebsløshed og derfor også mangel på begreb om dualisme. Bemærk venligst, at det ikke betyder, at dualismen er genkendt, gennemskuet og overstået; det er den ikke blot på grund af samadhi; dertil kræves rigtig indsigt; men indsigt er ikke de 4 dhyanas. Indsigt har faktisk intet med meditation at gøre; de 4 dhyanas fjerner imidlertid de fleste forhindringer for indsigt.
Det japanske ord Zen og kinesisk Chan er oversættelser af dhyana. Dhyana som færdighed kontrasterer skt. bhavana (tib.: gom) som træning - og skt. sadhana (tib.: drub thab - “praksis”) som udøvelse.
Indenfor Theravada regnes der med yderligere 4 dhyanas, som kaldes arupa dhyanas eller formløse dhyanas, mens de foregående kaldes for rupa dhyanas eller samadhi med form.
Det betegnes ellers som de 4 erkendelser i vores tradition og forklares således:
1.) Ved den første erkendelse opdager den
mediterende, at det ikke er genstande, som karakteriserer oplevelsen, men en uendelig rummelighed i sindet, som igen er karakteriseret ved tomhed, skt.: sunyata.
2.) Ved den anden erkendelse bliver det klart for
den mediterende, at rummeligheden ikke har nogen eksistens i sig selv [nisvabhava]. Hvad der i virkeligheden opleves er uendelig bevidsthed, skt.: alayavidjñana.
3.) Ved den tredje erkendelse bemærkes, at
bevidsthed er et begreb, så i virkeligheden opleves der ikke noget virkeligt eksisterende overhovedet.
4.) Ved den fjerde erkendelse fattes det, at
også opfattelse er et begreb, så når det forstås og opgives, indtræffer en tilstand med hverken opmærksomhed på opfattelse (smriti) eller den ikke-dualistiske u-anstrengelse (asmriti).
Disse arupa dhyanas svarer til Tilopa’s 6 instruktioner: 'undlad at reflektere; undlad et tænke; undlad at forvente; undlad meditation; undlad at analysere og hvil naturligt'.
Det skal understreges her, at disse kategorier og instruktioner handler om den egentlige vipashyana, hvor både disciplinen shamatha er mestret, den analytiske vipashyana er overstået (og naturligvis er en virkelig samadhi vel etableret). Så de fire erkendelser ligger udover de fire dhyanas. De fire dhyanas handler om grader af mesterskab i samadhi, mens de fire erkendelser handler om grader af indsigt, som kan opnås på baggrund af de fire dhyanas.
Shamarpa skrev om de fire dhyanas, at: "de er intet andet end det dualistiske sinds sande ansigt, når det ophidsede sind er gjort fredeligt. På grund af intens forvirring, kan sindet til tider blive ekstremt ophidset, mens det afhængig af omstændigheder til tider kan blive bemærkelsesværdigt fredeligt. Det dualistiske sind er således ligesom en vippe, som gynger op og ned. Når gyngen er i den ene ekstrem, er sindet ophidset og forvirret, og i den anden ende rolig og fredelig. Ingen af disse to er i en befriet tilstand." [Boundless Wisdom, side 62.] Så emnet de fire erkendelser ligger ud over de fire dhyanas.
Hvis samadhi er noget helt fremmed for dig, kan du ikke beskæftige sig med dhyanas undtagen som teori. I stedet bør du dyrke bhavana, træning i meditation med henblik på at blive dygtig til samadhi og til at sidde med helt lige ryg – især i skulder regionen og nakken, mens der slappes mere af i lænden. Helt lige ryg. (Læs mere under: Vairocana's 7 punkts stilling.) For at få alt dette på plads er det nødvendigt at modtage instruktion fra en kvalificeret Dharmalærer.
Indenfor Hinayana er det blevet diskuteret, om der findes Arhats, som er nået til deres befrielse og oplysning – uden at mestre de 4 dhyanas. Hos Theravada blev man enige om, at det var muligt, og det må det jo også være rent logisk, fordi det at opnå indsigt er noget andet end samadhi. Men vi må anse muligheden for teoretisk, fordi langt de fleste ikke kommer i nærheden af indsigt uden samadhi.
Buddha Sakyamuni forklarer selv i Sushima Sutra, at først må man lære tingenes karaktertræk, derpå erkendes Nirvana. I denne Sutra forklarer Buddha årsagskædens 12 led, samt hvorledes denne kontemplation kan føre til indsigt.
I beskrivelsen af Triloka i Abhidharma, forklares Rupaloka som 18 trin i mesterskab af samadhi; de 18 trin underordnes de 4 dhyanas.
Læs videre om: Samapattis, opnåelser.
Læs også om: Mahamudra.
Læs remsen: De Seks Fuldstændige Færdigheder..
Læs også artiklen: Om buddhistisk meditation..
Dialektik:
sammenhængen og samspillet mellem enkelthederne, begivenhederne eller de forskellige faktorer, skt.: dharma'er.
Ved at forstå samspil og sammenhæng undgår man dualisme uden at tabe sin sans for etik, skt.: shila, og korrekt skelnen mellem gavn og skade, sundt, skt.: kushala, og usundt. Når du virkeligt forstår samspil, kan du bedre forstå samtidighed, skt.: sahadja, mellem Buddhanaturen og alle oplevelser - det vil gøre dig opmærksom på helheden i alting, skt.: dharmadhatu.
Læs videre under: Dualisme.
Diamant-fartøjet:
eller lidt ukorrekt, diamant-vejen - se under: Mantrayana.
Diamondway Buddhism:
se under: Ole Nydahl.
Direkte erfaring:
se under: pratyaksha.
Disciplin:
se under: shila.
Diskursive tanker:
- se under: vikalpa.
Djambudvipa (skt.):
[Jambudvīpa]; tib.: Dzambuling ['dzambu'i gling; འཛམ་བུའི་གླིང་]. Staves også Jambudvipa på engelsk udlægning af sanskrit.
Det øksehoved formede kontinent (se kortet) på jorden, hvilket sandsynligvis er en meget antik beskrivelse af Eurasien i sin helhed. Mange nøjes med at fortolke Djambudvipa som en beskrivelse af det indiske subkontinent. Andre igen anser Djambudvipa for hele planeten Jorden; dette sidste er næppe holdbart. Djambu er navnet på en frugt; dvipa er et kontinent. Nogle oversætter Djambu frugten som en slags brombær, andre som 'rosen blommer' – hvad det så end er for noget. Navnet hentyder mere sandsynligt til et for længst forsvundet frugttræ. Legenden fortæller, at kontinentet har fået navn af frugten, fordi den modne frugt afgiver en lyd, som siger 'djambu', når den overmodne frugt tungt falder til jorden. I meget antikke tider for meget meget længe siden, før nogen kan huske noget, havde hvert menneske sit eget djambu træ, som gav en fuld frugt hver dag. Det var nok til at mætte og nære enhver i et helt døgn. Det er grunden til, at kontinentet fik dette navn. Det er også således, at ondskab opstod på Djambudvipa, for en skønne dag gav et djambu træ hele to frugter. Den glade ejer af træet spiste dem begge og følte sig velsignet, men den næste dag var der ingen frugt på træet. Manden stjal så sin nabos frugt...
Djambudvipa betyder noget lidt andet i Hindu religionerne og Jainismen, som sågar har et tempel med dette navn i Indien. Jambudwip derimod, er navnet på en lille ø på Vestbengalens kyst.
Læs videre under: Chakravala, en buddhistisk kosmologi.
Djataka (skt.):
er beretninger fra Buddha Sakyamuni’s tidligere liv som Bodhisatva. Det er angiveligt Buddha selv, som har fortalt disse beretninger.
Djetavana (skt.):
[Jetavana]; Anathapindada's [Anāthapiṇḍada] berømte gave til Buddha Sakyamuni, som blev et stort kloster ved Shravasti [Śrāvastī] i Koshala.
Den oprindelige park – og altså klosteret – er opkaldt efter prins Djeta, som ejede området. Anathapindada var en storkøbmand i byen, som ønskede at give stedet til Buddha, men prinsen ville kun sælge, hvis Anathapindada kunne dække hele parken med guld. Det gjorde han så, bortset fra selve indgangen. Det gjorde prinsen ret betuttet; så da han hørte, at det var en gave til Buddha selv, skænkede han det hele og byggede en indgangs portal. Denne park eller lysthave gav Buddha til Sangha'en, og et stort kloster opstod efterfølgende. Her opholdt Sakyamuni sig meget ofte, og dette er også stedet, hvor han udtalte mange af sine Sutra'er. Djetavana er i dag en stor park, hvor der kommer mange pilgrimme for at besøge Buddha Sakyamuni's munke celle, som man mener at have lokaliseret i kloster ruinerne. Nogle af Ananda’s jordiske rester findes også her inde i en stor stupa. Billedet viser banyantræet, hvorunder Ananda ofte boede og senere døde.
Djinasagara (skt.):
[Avalokiteshvara Jinasagara]; tib.: Gewa Gyamtso [chen re zi gyal wa gya tso]; Den røde Avalokitesvara. Hans ledsagerske er Vadjrayogini.
Se under: Gewa Gyamtso.
Djñana (skt.):
[jñāna]; tib.: yeshe [ye shes; ཡེ་ཤེས།]; betyder ordret ‘sindet, som forstår’ – hvilket vil sige 'visdomsindet' eller intuitiv vished. Djñana har denne hoved betydning i Buddhadharma's fagsprog. Men der er også en generel betydning på sanskrit af erkendelse; det vil sige at etablere eller fastslå en kendsgerning. Processen for sådan 'kendelse' hedder på sanskrit vidjñapti. Så djñana er resultatet af processen. Den generelle betydning af stavelsen 'djña' er former for aktiv forståelse. Forstand som sådan – altså som noget passivt – hedder buddhi på sanskrit. Forstand som en evne hedder: buddhindriya.
Men først fagsprogs betydningen.
1.) Djñana som fagsprogs udtryk betyder
intuitiv vished. Nogle oversætter med udtrykket 'visdom' - det er ganske enkelt en forkert oversættelse. Udtrykket visdomsind er dog en meget brugt oversættelse (wisdom-mind), som kan være rigtig. Men den er kun korrekt, når det forstås, at sindstilstanden er kilde til visdom og ikke visdom som sådan. Forudsætningen for en sådan intuitiv vished, er at du har givet slip, skt.: naishkramya, på tilknytning og identifikation med alle oplevelser. Derfor kan lidenskaberne, skt.: kleshas, ikke dominere sindet, mens lidenskabens intuitive viden fremstår klart eller afklaret. En mere retvisende oversættelse er derfor intuitiv vished. Vished i betydningen: bevidstgjort. Intuitiv i betydningen af øjeblikkeligt kendskab til et forhold ved genkendelse. For eksempel omhandler begærets intuition forhold af varieret værdi. Begærets intuition opfatter øjeblikkeligt hvilken præcis værdi, noget måtte have. Intuitionen sker vel at mærke, før fuld bevidsthed er indtruffet i den femte skandha. Det vil sige, at det sker i den fjerde skandha. Djñana er ikke blot sådan intuition, men en afklaret bevidstgørelse om både lidenskabernes evne til at gribe og besætte samt klar opfattelse af selve det intuitive, fordi tilknytning og identifikation med lidenskab generelt - allerede er givet op forinden.
Billedet viser Vadjrayogini, som er visionen af djñana.
Så lidenskabernes (skt.: kleshas) medfødte og intuitive kendskab er i denne sammenhæng som lidenskab – helt berøvet deres dominans af bevidstheden. Det er en usædvanlig situation, når det sker. Og det er meget usædvanligt, at det sker. Lidenskaberne vil i stedet for at dominere, gribe og / eller besætte – afgive information i en ren form. Det er den egentlige betydning af djñana. 'At forstå med afklaret lidenskab.' Korrekt forstået betydning er altså: afklaret vished om lidenskabernes intuitive kendskab til forhold mellem mennesker, dyr, miljø og kosmos. Djñana betyder intuitiv vished som opstår ved opgivelse af tilknytning til – og identifikation med – de lidenskabelige følelser. Hermed er den eksistentielle situation kvalitativt forvandlet. Sindet bliver fri for alt arbejdet med tilknytning og identifikation – og belyser derved alle oplevelser – skønt især lidenskaberne selv – med Bodhicitta. Dette betegnes derfor også som en forvandling eller transformation af lidenskab til intuitiv vished. Sindet som sådan har dog ikke ændret sig spor; der er blot sket en kvalitativ ændring i selve opfattelsen af alle oplevelser. En sådan forvandling kan du komme til at opleve glimt af undervejs i din udvikling.
Men bemærk venligst, at ordet 'visdom' på almindeligt dansk betyder, at kunne finde optimale løsninger på problemer, som ingen ellers kan få øje på. Det betyder også at kunne holde sin etik, skt.: shila, helt i orden, mens man finder frem til retfærdighed i forholdet mellem mennesker, dyr og miljø. I Buddhadharma forstås visdom som afledt af - og fremstået fra - indsigt og opgivelse af tilknytning og identifikation med visse af sine oplevelser. Derfor bruges ordet synonymt med den klarhed i sindet, som stammer fra indsigt, og den given slip som den enkelte foretager, hvor der førhen var grebethed. Derfor er de buddhistiske udtryk bedre oversat med ordet: 'afklarethed' og / eller 'bevidstgørelse' end visdom. Imidlertid er der opstået en konvention i oversættelserne, så ordet visdom næsten altid finder anvendelse, skønt det ikke er retvisende.
Sanskrit stavelsen 'djña' er måske det samme ord som det gammelt danske 'ane' - som i udtrykket: det aner jeg ikke - men 'djña' betyder det samme som gammelt dansk at være 'vis' om noget eller 'vished.' Både det at være bevidst om noget med sikkerhed og det at kunne anvende sådan viden. (Hvilket vel at mærke er noget andet, end at være overbevist om noget.) Gammelt dansk vished er for eksempel en håndværkers utvungne og veltrænede håndelag, hvormed en mester udfører sin kunst. Det samme gør sig gældende ved mesterskab i buddhistisk meditation og anskuelse, hvorved der opstår afklarethed om sindets iboende klarhed eller medfødte skelne-evne, hvilket kaldes pradjña, 'klarhedens vished.' Samt ved afklarethed om de lidenskabelige følelser, sanskrit: kleshas, hvilket kaldes djñana, visdomsindet. Vished og afklarethed er i begge tilfælde dog den bedste oversættelse og forklaring, mens egentlig visdom forhåbentlig opstår spontant efterfølgende, når man benytter sig af sin afklarethed på måder, som man ikke plejede førhen og opdager nye perspektiver i bevidstheden, skt.: vidjñana, verden, skt.: samsara, og sin egen friske utvungne følsomhed. Så egentlig visdom opstår fra erfaring og er ikke tillært eller pludseligt opstået.
Læs også Edward Henning's artikel om emnet.
(Et andet udtryk, som meget ofte også oversættes som visdom, er pradjña (tib.: sherab). Pradjña betyder klarhedens vished, sindets iboende, enkle og skarpe skelneevne, som spontant forstår hvad, der skal afvikles, og hvad, der skal udvikles, når du er gjort bevidst om denne medfødte klarhed.)
Du vil finde oversættelser af pradjña (staves også: prajña) som ‘relativ’ visdom, fordi den handler om relationer samt forskelle, og af djñana som ‘transcendent’ visdom i betydningen, at dualismen overskrides.
De to slags vished kan også forklares ved at pradjña er sindets iboende klarhed i bevidsthedens øjeblik, mens djñana er resultatet af denne sindets klarhed i afklaring af de lidenskabelige følelsers intuitive reaktioner på indtryk, som opstår sammen med indtrykkene og giver bevidstheden, vidjñana, både indhold og fortolkning, hvilket kaldes for de 5 slags intuitiv vished. Herved manifesterer bevidstheden sig i skikkelse af disse visheder, i stedet for klistha-mano-vidjñana. Forstået på denne måde, handler djñana om den fjerde skandha, mens pradjña handler om den femte, bevidsthed. De 5 slags visdomsind er:
1) spejl-lignende vished (i stedet for vrede)
2) lighedens vished (i stedet for stolthed)
3) skarpt-skelnende vished (i stedet for begær)
4) alt-udførende vished (i stedet for misundelse)
5) alt-gennem-trængende vished (i stedet for
forvirring).
I klassisk sanskrit betyder stavelsen djña, det at forstå noget i en meget generel mening som al slags forståelse. Det ses for eksempel i udtrykket: sam-djña, sanskrit navnet for opfattelses skandha’en. Stavelsen indgår i flere sammensætninger, som for eksempel djña-na, visdomsindet – og pra-djña, klarhedens vished. Det ses også i ordet vi-djña-na, bevidsthed. Det er først ved Hindu bøgerne, kaldet Upanishaderne, og i den lidt senere buddhistisk hybrid sanskrit litteratur at stavelsen djña får den specifikke betydning, at være i stand til afklaret vished og indsigt, samt dette potentiales aktualisering i bevidsthedens øjeblik, hvorved de sædvanlige tendenser til samsara ikke kan dominere sindet eller bevidstheden. Både djñana og pradjña er således passive størrelser, mens vidjñana er den aktive bevidsthed, som har kimen til afklaret vished i sig (-djña-), skønt bevidsthed almindeligvis manifesterer det modsatte af afklarethed. Så selvom vi generelt må opfatte visdomsindet som passive forståelses mønstre, mens det er bevidsthederne, som er aktive, ligger der jo noget aktivt i det at forstå. Visdomsindet og klarhedens vished er dog kun aktive i den forstand, at de er fri for samskaras dominans, hvorved bevidsthederne fremstår som befriede for sådan dominans, samtidigt med at afklaret vished er det, som fremstår i stedet for samsara.
Der er altså grundlæggende noget aktivt over ord med stavelsen djña – disse begreber kan bevirke noget befriende, skønt deres oprindelige betydning kun er noget med forståelse. Derimod betegner udtryk med stavelsen vid eller vi en viden, indsigt eller forståelse i en ægte ’passiv’ betydning, nemlig det som er årsag til manifestation af afklaret vished – selv når manifestationen netop blot består i, at det sædvanlige samsara ikke opstår i bevidsthedens øjeblik. Dette ses både i ordene vi-djñana, a-vid-ya og vid-ya. Vi stavelsen i vi-djñana betyder passiv evne, mens stavelsen djña betyder aktiviteten at forstå. A-vid-ya betyder uvidenhed eller ubevidsthed som sådan, og vid-ya betyder viden - begge som passive størrelser i og med, at samsara enten opstår som følge - eller samsara opstår ikke. Derfor er de danske ord viden og bevidsthed ganske glimrende oversættelser. Det gamle danske ord ’vid’ ville have været endnu bedre, men nu bruger vi altså det tyske fremmedord: bevidsthed på almindeligt dansk. Jeg er derfor begyndt at bruge det gamle danske ord 'vished' i stedet, fordi det både indeholder betydningen bevidsthed og betydningen afklaret sikkerhed i opfattelsen.
Det danske ord visdom handler om noget andet end de buddhistiske faglige begreber. Derfor må vi præcisere begreberne ved at kalde dem dels intuitiv vished (eller eventuelt: visdomsind) og dels klarhedens vished. Jeg har tidligere her på Tilogaards netsted betegnet pradjña som 'klarhedens visdom' - det er jeg nu gået bort fra. Udtrykket 'visdomsind' bruges derimod stadigvæk meget rundt omkring på netstedet, fordi det godt kan bruges i betydningen 'kilde til visdom.'
Udtrykket 'følelsernes intelligens' bruges ikke, fordi det alt for nemt kan misforstås. Der er for eksempel ikke noget 'intelligent' ved at være vred, selvom intuitionen om, at noget er forkert i situationen, er til stede. Daniel Goleman skrev sin bog: 'Følelsernes intelligens' for at påvirke tidsåndens optagethed af intelligens kvotienter ved psykologiske test. Blandt andet ud fra buddhistiske anskuelser, mente han, at en persons evne og færdighed til at orientere sig ved hjælp af sine følelser og fornemmelser var mindst lige så vigtigt. Men heller ikke denne brug af djñana er retvisende i en buddhistisk sammenhæng.
Bemærk venligst, at lidenskabelighed og intuitiv vished ikke er gensidigt udelukkende størrelser. I stedet er der en samtidighed, skt.: sahadja, med lidenskab som kraft og følelse - og lidenskabelig intuition som kilde til visdom. Men det intuitive kommer ikke rent igennem, når man er lidenskabeligt tændt, tilknyttet og identificeret med lidenskaben. Intuitionen kommer først rent igennem, når du har givet slip, skt.: naishkramya, på sådan tilknytning og identitet. Og det er ikke spor nemt, fordi klesha'erne netop fungerer uafhængigt af - og parallelt med - viljen, skt.: cetana. Den eneste realistiske måde at give slip på, er ved indsigt i sindets natur og virkemåde, det vil sige Buddhanaturen og de 5 skandha'er. Det finder rent praktisk kun sted ved meditativ trance, skt.: samadhi, som udøves i forbindelse med den analytiske fase af indsigts meditation, skt.: vipashyana. Samadhi alene gør det ikke. Det er fordi yogi'en undersøger sit eget sind, mens samadhi foregår, at det bliver muligt at
give helt slip.
2.) Djñana som aktiv forståelse; erkendelse. Det at
fastslå en kendsgerning. Denne sidste betydning indgår i mange sammenhænge på sanskrit, hvor der kan være tale om dagligdags former for forståelse, og hvor en sammenhæng erkendes og forholds funktion forstås. I disse tilfælde er der ikke tale om egentligt fagsprog som i den første betydning af djñana. Så ordet betyder ikke nødvendigvis noget med intuitiv vished, men blot at være 'vis' eller sikker om noget. Denne almindelige sprogbrug ses for eksempel anvendt i Hjertesutra'en: 'ingen erkendelse.'
Læs mere på siden: Om opfattelsen 2, sindets processer, angående klistersindet og samsara.
Læs også: Om opfattelsen 4, Tomhedsnaturen , hvor emnet behandles indgående.
Læs videre under: Vished.
Læs også om: Pradjña.
Djñana-dakini (skt.):
den intuitive visheds dakini; se under: Vadjrayogini.
Djñeya (skt.):
tib.: shedjæ [shes-bya'i] mentale indtryk, ordret: 'det der kendes' [eller genkendes], genstande for viden, både noumenale (eller mentale) og fænomenale (eller fysisk sanseligt opfattede) genstande. Det er ikke sanse-genstande som sådan, der menes, men den kvalificerede opfattelse af dem, deres bearbejdede og følte form (af nogle kaldet 'repræsentation'), som den opstår i den tredje skandha. Ved sansning (skt.: sparsa) opfattes 'form' (skt.: rupa), hvilket er den umiddelbart opfattede sanse genstand. Det foregår i den første skandha. I den anden skandha, følelses skandha'en, skt.: vedana, får denne 'form' tilkendt 'kvalitet' ved at blive opfattet som behagelig, ubehagelig eller ligegyldig. Herefter opstår den som en kvalificeret eller 'ladet' form i den tredje skandha som et 'mentalt indtryk.’ Indtrykket er ikke kun ladet med umiddelbar følelse, hvilket kan opfattes som fordom, men det er også ladet med den instinktive dualisme, allerede i den første skandha. Så selv et ’råt’ og relativt ubearbejdet indtryk er allerede ladet med fordom og mening, før det fortolkes for, hvad det mon er for et indtryk. I den tredje skandha er det så alle disse djñeyas, som kendes, genkendes eller får 'navn' i denne proces. Denne 'kendelse' eller ‘genkendelse’ betegnes som vidjñapti, en fortolkning af de 'mentale indtryk,’ som sansningerne skaber i sindet. Både djñeyas og vidjñaptis bliver således dele af bevidsthedens indhold i den femte skandha, udover reaktionerne fra den fjerde skandha, skt.: caitasikas, de ‘aktive’ samskaras.
Men djñeyas alene er blot de ’rå’ sammensatte mentale indtryk, som er resultatet af de første to skandha’ers bearbejdning af sansning, før der foregår egentlig fortolkning (vidjñapti). Fordi sansning både omfatter, hvad vi i Vesten plejer at benævne ’fysiske’ sanse genstande,’ og de følelser og tanker, som blev til i det forrige gennemløb, skt.: santana, af de 5 skandha’er, så kommer djñeya til både at betyde ’sanse indtryk’ og ’mening,’ når vi betænker hvilken form en tanke og en følelse har i den anden skandha. Bemærk venligst denne dobbelte betydning. Som ’fysiske sanse indtryk’ hedder det: parinishpanna-djñeyas, mens de mentale ’menings- indtryk’ kaldes: parikalpita-djñeyas. Læs artiklen om: De fem skandha’er, for at forstå betydningen af ’mentale sanse indtryk.’ Slå også op under: santana, kæden eller serien af bevidste øjeblikke.
Se også under dharma, oplevelsers begivenhed eller bestanddele. Se også under: namarupa.
Djuly (tib.):
[sgyu lus; སྒྱུ་ལུས]; se under: Mayakaya.
Djævel:
der er to principielle djævle i Dharma’ens opfattelse af virkeligheden. De kaldes henholdsvis Mara og Rahu. På grund af tilknytning og identifikation med selv og verden, skt.: samsara, domineres vi af Mara, selve symbolet på denne uvidenhed eller ubevidsthed, skt.: avidya, om sindets natur og virksomhed. Selve tilstanden af sådan uvidenhed eller ubevidsthed er indbildning, skt.: moha, som symboliseres ved Rahu, den mørke planet eller formørkelse, som føles som forvirring. Det er denne mangel på indsigt og tilstanden af forvirring, som virker djævelsk ved sin hensynsløse selvoptagethed og selvbekræftende ondskab mod alt og alle. (Heldigvis indeholder vi mennesker også sociale evner og anlæg for forståelse.)
I buddhismens lange historie er der tilkommet flere klassificeringer af alverdens djævle fra både Indien og Tibet og al deres djævelskab, som imidlertid alle anses for underordnede enten Mara eller Rahu. Disse sekundære djævle optræder og beskrives i forbindelse med forskellige sadhanas med deres tilhørende manualer, som blandt meget andet også betvinger sådanne djævle ved fred, ved tvang eller ved magisk at slå dem ihjel. Disse gamle klassificeringer er ret omfattende og ikke helt sammenhængende. Der er to hoved grupper. Djævle fra Indien og dem fra Tibet.
 Machig Labdrøn (se billedet) giver den bedste tibetanske beskrivelse af djævle i sin selvbiografi. Hun rubricerer dem som udstrålinger eller projektioner (skt.: asravas) af sindets egne lidenskaber (skt.: kleshas) og som miljø baserede djævle. Disse sidste kaldes lha-dræ. De er guddommelige (lha), når de gavner os, og djævelske (dræ), når de skader os. Det danske bolig marked er et godt eksempel, men det gælder også den helt rigtige mængde regn for bonden, i stedet for for meget eller for lidt, og så videre. Aktiemarkedet, krig, held og ægteskab er lige så gode eksempler, hvor usynlige kræfter bestemmer over vores livs betingelser og årsager til lykke og lidelse.
Der er således ikke en absolut djævel, som man kan få indtryk af fra Abrahams religioner, altså en slags kosmisk ondskab. Djævelskab i Buddhadharma er altid relativ, skt.: samvriti. Alligevel kan man godt sammenligne Satan og Mara, for til syvende og sidst handler de begge om misforståelse af hvad, der er gavn, som derfor i stedet skaber skade for både selv og andre. Satan betyder fristeren, og det er jo også Mara’s kunst, selvom han i hovedsagen symboliserer tilknytning og identifikation. Biblen beskriver ikke Satan som repræsentation for tilknytning direkte, selvom man nok godt kunne aflede en sådan betydning.
Machik Labdrøn skriver, at hvad som helst, som forhindrer befrielse, er djævle. Forstået på denne måde opremser hun følgende typer af
tilknytningens djævle (maras):
1.) de spærrende djævle er sansningerne, fordi vi
ved tilknytning til dem ikke genkender
Buddhanaturen, indenfor hvilken sansninger
befinder sig som indhold i en beholder (alaya).
2.) de ikke-spærrende djævle er begreberne, som
ved tilknytning til dem forårsager misforståelse og usunde, skt.: akushala, handlinger. Begrebs dannelsen forhindrer den umiddelbare erkendelse af tomhedsnaturen, skt.: sunyata. De kaldes ikke-spærrende, fordi de blot er mentale, så de fylder ikke
noget fysisk.
3.) opløftethedens djævle er tilknytning til glæden
ved succes og siddhis. En sådan selv
bekræftende glæde er en forhindring for indsigt
i manglen på tohed eller dualisme i alle
oplevelser.
4.) overlegenhedens djævle er den grundlæggende
tilknytning for de tre andre, fordi den opdyrker og foreviger Selvets illusion, skt.: anatman. Selvets illusion overskygger sindets medfødte og iboende klarhedens vished, skt.: pradjña. Så når der er tilknytning til sig selv, er der også djævle.
De spærrende og de ikke-spærrende djævle har med årsagen til lidelse at gøre, den anden Ædle Sandhed. Overlegenhedens djævel har med vejen til oplysningen at gøre, den fjerde Ædle Sandhed. Opløftethedens djævel har med resultatet at gøre, den tredje Ædle Sandhed. Når man endnu ikke har opnået Bodhisatva trinnene, skt.: bhumis, har man ikke kapacitet til at modstå de spærrende og ikke-spærrende djævle. Når bhumi’erne nås, vil man også være i stand til at opgive tilknytningen til disse to slags djævle, hvorved de forsvinder. Derimod er glæden og selvbevidstheden det, som opgiver, skriver Machikma, så dem slipper man aldrig af med, men deres besættelse eller dominans eller folks grebethed forsvinder ved direkte erkendelse, skt.: pratyaksha.
Læs også om: Mara;
og om: Rahu.
Læs videre om: rakshasas;
og om: yakshas.
Læs også om: Dharma-rakshasas.
Læs videre om: forhindringer.
Doha (skt.):
[dohā]; en yogisk sang og melodi med en gammel tradition bag sig. Den stammer fra de 84 Mahasiddha’er. Saraha’s og Milarepa’s dohas er nogle af de mest berømte.
Dokham (tib.):
1.) en samlet betegnelse for de to tibetanske områder Amdo og Kham. Disse to områder har mere til fælles, end de har med resten af de tibetanske lande og nationer.
Engang var der flere kongeriger og selvstyrende stammer i disse områder. De mest kendte er Derge, Golok, Lithang, Bathang og Chamdo, men der var mange flere. Fra tid til anden dominerede nogle lande de andre, og nu og da var Tibets konger i Ü-Tsang, mongolerne eller kineserne de dominerende magter. Men for det meste passede de bare sig selv og styrede også sig selv.
2.) et lille stykke grænseland mellem Tibet og Bhutan kaldes også for Dokham. Her har fundet flere sammenstød sted mellem det kommunistiske kinesiske imperium og Indien, fordi den nøjagtige grænse dragning ikke er gensidigt vedtaget mellem Bhutan, Indien og Kina.
Dordje (tib.):
(skt.: vadjra) betyder: kongestenen, se under: vadjra.
Dordje Tjang (tib.):
se under: Vadjradhara.
Dordje lopøn (tib.):
se under: Vadjracharya
Dordje Naldjorma (tib.):
se under: Vadjrayogini.
Dosha (skt.):
skt. [doṣa]; ordret: 'det som skaber problemer' - fejl eller mangel.
1.) afsky eller vrede. Ordret: mørke. Begreberne afsky og vrede kaldes også for: dvesha.
Læs mere under: klesha.
2.) I Ayurveda, tibetansk medicin og i Tantra betyder dosha et lune, ligesom i 'lunefuld' (eng.: humour), det vil sige tilstands former for biologiske molekyler, som i ubalance forvolder sygdom i kroppen; således 'det som skaber problemer.' Der er 3 luner: slim, galde og vind. Det vil sige, det som er som slim; det som er som galde - og det som virker som vinde.
Læs videre under: Tridosha.
Drenme (tib.):
[dran med; dran pa med pa]; se under: Asmriti.
Drenpa (tib.):
[dran pa]; vågent nærvær, bevidst rummelig opmærksomhed i det bevidste øjeblik, se under: Smriti
Drifter:
se under: Klesha.
Drigug (tib.):
se under: Kartari.
Drikung Kadjy (tib.):
en af de 8 senere Kadjy skoler. At de er senere betyder, at de stammer fra Gampopa’s elev Pagmodupa, i stedet for direkte fra Gampopa.
Drishti (skt.):
ordret: syn; det vil sige anskuelse, synsvinkel eller synspunkt. Samyak drishti, 'rigtig' opfattelse – eller mere korrekt: fuldstændig opfattelse, er det første punkt i den Otte Foldige Vej. Så det rette syn, den rigtige anskuelse, betyder to ting. Dels sådanne betragtninger og overvejelser, som virker befordrende for at opnå Nirvana. Dels den klassiske buddhistiske opfattelse af den enkelte, resten af verden og sindet.
Buddhistisk anskuelse udmøntede sig på relativt kort tid i fire hoved filosofier; Vaibhashika; Sautrantika; Madhyamaka og Cittamatra. Frem mod år 1000 EVT blev disse filosofier integreret i to samlende systemer af meditation og anskuelse i form af Mahamudra og Dzogtjen (Maha Ati).
Læs mere under: fortolkning.
Og under: buddhi, forstand.
Læs videre om: maya, illusion.
Og om misforstået identitet, skt.: anatman.
Og om substansløs abstraktion, skt.: abhutaparikalpa.
Drukpa Kadjy (tib.):
en af de 8 senere Kadjy skoler. At de er senere betyder, at de stammer fra Gampopa’s elev Pagmodrupa, i stedet for direkte fra Gampopa.
Drubkhang (tib.):
betyder et tilbagetræknings center. Et stort hus eller en lille samling af huse, hvor yogi’er øver sig og udøver meditation og yoga på en aflukket område, som ikke forlades, og hvor ingen udefra har adgang. Bortset fra kokke, Lama’er og centerets sekretær. Samt i vore dage også oversættere. Grænserne for tilbagetrækningens lukkethed sættes ved begyndelsen af sådan retreat.
Sådanne meditative tilbagetrækninger foregår traditionelt i en uafbrudt tre år og tre måneders periode, hvor der trænes i Ngøndro, shamatha, vipashyana, Guruyoga, Yidam og de hemmelige yoga’er (– se under: Naropas seks doktriner). I reglen følger alle yogi’erne på stedet det samme program og bruger den samme tid på hver enkelt disciplin. Det er den såkaldte ’tre års retreat.’
I en særlig drubkhang kan der foregå individuelle tilbagetrækninger, hvor yogi’en følger sit eget program alene. For eksempel ved en traditionel Yidam retreat, som kan inddeles i tre perioder med en pause mellem hver. Den såkaldte ’ydre’ sadhana varer typisk i tre måneder; den ’indre’ i et halvt år, og den ’hemmelige’ i tre måneder. Et sådant et års tilbagetræknings program er det almindelige for de forskellige Yidam’mer.
Drømmeyoga:
tib.: milam; læs mere under (skt.): Svapana.
Se også under: Naropas 6 doktriner.
Samt under: Tilopa.
Dualisme:
skt.: dvaya, tohed eller par; på sanskrit betegnes dualitet også som: grahyagrahaka; tib.: sung dzin [gzung 'dzin]; samt: nyi nang [gnyis snang]. Det at skelne mellem subjekt og objekt. Indenfor og udenfor.
Beholder og indhold - især hvad angår sindet som en beholder (skt.: alaya) for oplevelserne og selve oplevelserne. Sindet er begge ting - samt de processer som frembringer oplevelserne. I det daglige kan det jo være fordelagtigt at anlægge den slags almindelig dualisme eller en skelnen mellem dit og dat. Hvad angår etik, skt.: shila, er det altid vigtigt at skelne mellem gavn og skade – og tilsvarende hvad der gavner, og hvad der skader. Det er ikke altid ligegyldigt, hvad der er op og ned – eller varmt og koldt. Og der er forskel på lidelse og frydefuld glæde, skt.: sukha.
Men hvad angår erkendelse af sindets natur og virkemåde, er det vigtigt at genkende og indse dualismens illusion, skt.: maya. Vi kommer alt for nemt til at hænge fast i begreberne, hvorved vi fastholder fordomme – ofte til skade for nogle andre – og nogle gange også for os selv. Så selvom der er forskel på godt og ondt, gavn og skade, bør vi ikke udvikle en dualisme, som anskuer alting i sort og hvidt. I stedet bør vi udvikle en dialektik, som forstår samspillet mellem yderlighederne – men især forholdet mellem sindet som en beholder for oplevelserne og selve oplevelserne, som de opstår på grund af de 5 skandha'ers virksomhed.
Oplevelserne kan kun opstå på en baggrund af sindets rummelighed, det vil sige Buddhanaturen. Dialektikken foregår indenfor en helhed, som almindeligvis betegnes dharmadhatu, dharma'ernes og dhatu'ernes område. Det er en anden måde at sige Buddhanatur på. Denne helhed er det vigtig at få øje på, i stedet for at hænge fast i selve oplevelserne. Det er også vigtigt at bemærke samtidigheden, skt.: sahadja, med oplevelserne og Buddhanaturen. På grund af samtidigheden er Nirvana aldrig langt væk.
Læs videre under: abhuta-parikalpa
Se også under: avidya.
Samt under: moha.
Duhkha (skt.):
[duḥkha]; se under: lidelse.
Dupseng Rinpotje (tib.):
se under: https://www.dupseng.org/about/rinpoche.
Dyder:
eller gode medmenneskelige kvaliteter og talenter – se under: punya.
Dvaya (skt.):
tohed eller par; se for oven om: dualisme.
Dvesha (skt.):
kaldes også: dosa; afsky eller modvilje.
Se under: afsky; samt under: klesha.
Dzambhala (skt.):
se under: Dharmarakshasa.
Dzambuling (tib.):
se under: Djambudvipa.
Dzogtjen / Dzogpatjenpo (tib.):
[rdzogs chen; རྫོགས་ཆེན་]; også stavet: Dzogchen (skt: Maha-Ati eller Mahasamdhi eller Mahasandhi) betyder ‘Den Store Fuldkommenhed’. Et sammensat meditations system med tilhørende helheds anskuelse ligesom Mahamudra (tib.: tjagtjen). Det er især anvendt af Nyingma traditionen, men er også vidt udbredt i Kadjy institutionerne. Der findes også en Bönpo transmission (uden Buddha).
Billedet viser
Vadjrasatva, en af de
mest brugte Yidam
i forbindelse med
Dzogtjen; udsnit
af maleri af Rigzin
Lhadipa.
Ganske særlige sadhanas findes forbundet med Dzogtjen, som ikke findes i andre traditioner, skønt anskuelsen følger den almindelige Pradjñaparamita, som følges af mange forskellige skoler indenfor Buddha’s Dharma. Almindeligvis laver man også ngøndro sadhana før den egentlige Dzogtjen påbegyndes. Tilsvarende bruges også klassiske shamatha og vipashyana i Dzogtjen. Faktisk er nogle af Dzogtjens 'meditation uden meditation' instruktioner anvisninger til vipashyana's anden fase, den egentlige indsigts meditation, som jo netop går ud over ethvert begreb og sigter på at overskride dualismen spontant, naturligt og med det samme, lige på stedet. Sådan er sigtet jo, også hos Dzogtjen.
 Billedet viser Samantabhadra, ophavet til Dzogtjen og vision af Buddhanaturen.
I litteraturen kan det virke en smule forvirrende, hvorledes Dzogtjen som meditativ praksis skal udføres; men traditionelt er disciplinerne ret enkle. Forvirringen i beskrivelserne af Dzogtjen skyldes de lærdes manglende meditations erfaring; eller at disse forfattere ikke har fulgt en Lamas instruktioner og høstet frugten af sådan praksis. Især i Dzogtjen er Lama’ens rolle totalt afgørende. Selvom hovedvægten ligger på indsigt – ofte uden nogen egentlig formel praksis – er der som nævnt normalt en forberedende praksis og diverse Tantra’er forbundet med systemet som meditationsstøtte. Der er tre transmissioner og inddelinger af Dzogtjen.
 1) sæmdé [sems sde; སེམས་སྡེ]; skt.: cittavarga, sinds klassen. Disse typer sadhanas sigter på genkendelse af sindets natur,
Buddhanaturen.
2) lång dé [klong sde;
ཀློང་སྡེ།]; skt.: abhyantaravarga, det indre rum klassen. Disse typer sadhanas sigter på genkendelse af essensløshed eller tomhed, skt.: sunyata.
 3) mæn ngag dé [man ngag sde; མན་ངག་སྡེ་]; skt.: upadeshavarga [upadeśavarga], nøgle instruks klassen. Også kendt som nyingthik [snying thig / snying tig; སྙིང་ཐིག / སྙིང་ཏིག], hjerte instruktioner. Mange termas karakteriseres som nyingthig.
Billedet viset en Gantha, ritual klokke som symboliserer pradjñaparamita; derfor ses hendes hoved mellem selve klokken og vadjra'en øverst.
Disse typer instruktioner oversættes også som 'kerne instrukser' og 'slogans' – men sagen er, at de som en nøgle åbner for shadana'ens betydning og praksis, så eleven kan værdsætte og udføre den uden fejl.
Mæn ngag dé har 2 discipliner:
A) træg tjø [khregs chod; ཁྲེགས་ཆོད་]; at skære knuden over; gennembrud. Denne disciplin går ud på at få lærlingen til at opgive, skt.: naishkramya, tilknytning og identifikation med alle sine oplevelser. Lærlingen introduceres til sindets natur, Buddhanaturen; udfører diverse slags meditationer og forener derpå disse med
Dzogtjen anskuelsen.
B) tø gal [thod rgal; ཐོད་རྒལ་]; at gå over toppen; direkte erfaring (pratyaksha) af pradjña, sindets naturlige evne til selv-genkendelse og afklaring af sig selv. Bemærk at denne begivenhed er baseret på Lama’ens nøgle instruks, hvorved eleven burde kunne opnå Lama’ens egen erfaring og oplevelse af sit eget sind ved at Lama’en spejler sit sind i elevens sind. En sind til sind transmission, skt.: darshan. Denne type sadhana svarer til essens-mahamudra.
 De meditative øvelser er dog ofte anderledes i Dzogtjen; blandt andet kan det involvere mørke retreat i et helt mørkt rum, hvor intet lys kan trænge ind. En tilsvarende type sadhana er såkaldt himmel beskuelse (se billedet, hvor Mahasiddha Kukuripa beskuer himlen). Begge typer praksis anvender visualiseringer af bindhu, nadis og chakras.
1 – 3) Både basis og mål i Dzogtjen er pradjña, skønt udtrykket vidya (tib.: rigpa) bruges i stedet for pradjña; muligvis fordi pradjña kunne få folk til at tro, at der var tale om Årsagsfartøjet i stedet for Virkningsfartøjet. Så Dzogtjen tilhører Virkningsfartøjet som praksis model.
'Træg Tjø' og 'Tø Gal' findes der ikke sanskrit ord for. Nogle lærde tager dette som udtryk for, at Dzogtjen er noget rent tibetansk uden rod i Indien. Det er næppe korrekt. Disse to udtryk kan jo sagtens være senere tibetanske formuleringer. De tre inddelinger af Dzogtjen findes jo på sanskrit, hvilket burde fastslå traditionens indiske oprindelse. Dette understøttes af Dzogtjens indiske ophavsmænd, som angiveligt bragte transmissionen til Tibet i 700 tallet fra Indien. Disse mænd forekommer historiske, da de indgår i den tidlige historie skrivning i Tibet.
Læs også om: 9 yanas.
Læs videre om: Terma.
Læs også om: Samantabhadra.
Og om: Garab Dordje.
Og om: Guru Rinpotje.
Og om: Indrabhuti.
Den bedste bog om Dzogtjen er: The Circle of the Sun, forfattet af Tsele Natsok Rangdrol; Rangjung Yeshe Publications, Hongkong 1990; oversat af Erik Pema Kunsang; ISBN: 962-7341-09-6.
Dzogrim (tib.):
fuldendende fase, se under utpannakrama.
Dæmon:
se under: djævel.
Døden:
 Det at dø er ikke slemt. Det er hvad der går forud og hvad der følger bagefter, som kan være meget vanskeligt og problematisk. Selve døden er for det meste yderst fredelig. Men døden er ikke slutningen på alt; den afslutter kun dit nuværende liv. Døden er en overgang til en problematisk mellemtilstand, tib.: bardo, som kan volde store problemer og føles meget oprørende.
Læs videre under: Bardo.
Læs også om: genfødsel.
Læs også om hjernedøden på dette link.
Dødshjælp:
1) Passiv dødshjælp er ganske uproblematisk i og
med, at der blot ydes lindrende og palliativ hjælp til den døende. For nogle - både de døende selv, pårørende og andre involverede - er dette slet ikke nok, når den døende lider slemt uden udsigt til bedring. Derfor er der et udbredt ønske om, at Danmark skal indføre aktiv
dødshjælp, det næste punkt.
2) Eutanasi eller aktiv dødshjælp, det at andre
hjælper nogen med at tage livet af sig ved at facilitere deres død. Det er i de fleste lande ulovligt, fordi det ligner manddrab. Herved er det meget svært at regulere for myndighederne og meget svært at overvåge, om det foregår efter hensigten, hvis man tillader den slags ved lov.
Når emnet diskuteres, handler det for det meste om uhelbredeligt syge, som ønsker at dø for at undgå smerter, uudholdelige kramper eller demens. Aktiv dødshjælp kan blive aktuelt, når og hvis nogen ikke selv er i stand til at begå selvmord for eksempel på grund af handikap. Det kan også synes ønskeligt, når og hvis den døende ønsker at indtage en gift, som jo normalt ikke er tilgængeligt for almindelige mennesker. Skal gift anvendes, bør der sandsynligvis også anvendes bedøvelse, så professionel assistance er påkrævet, hvis det skal foregå ordentligt og effektivt. I Holland, hvor aktiv dødshjælp er lovligt, defineres emnet som: assisteret selvmord og afslutning af et liv på opfordring fra vedkommende, som ønsker at dø.
Der er to slags betænkeligheder ved aktiv dødshjælp. Dels kan det føre til, at plejehjem, hospitaler og lignende sundheds institutioner af økonomiske grunde eller lignende, selv ønsker at skaffe sig af med besværlige og uhelbredeligt syge medborgere og sjusker med tilladelserne; noget sådant vil være manddrab eller mord med en dårlig undskyldning. Dels kan borgeren selv ønske at dø, for ikke at være ‘til besvær‘ for sine pårørende og plejepersonalet. Ligesom med emnet selvmord kan det være, at depression fører til et ønske om at dø, som straks forsvinder, når depressionen er gået over.
I nazi tiden i Tyskland slog man gerne flere kategorier af mennesker ihjel af såkaldte ‘race hygiejniske‘ grunde; for eksempel mentalt handikappede mennesker, homoseksuelle og psykisk syge - og kaldte det for barmhjertigheds drab. Vi skulle meget nødigt arrangere noget sådant igen.
Så der skal flere sikkerheds ordninger til for at få aktiv dødshjælp til at fungere ordentligt. Ellers bliver det bare muligt at slå uønskede personer ihjel fuldstændigt lovligt, hvilket naturligvis ikke bør kunne lade sig gøre. Den mindste sikkerheds foranstaltning må være, at aktiv dødshjælp kun kan ydes efter en domstols prøvelse og vedtagelse. Både myndigheder og familie bør kunne anke en sådan vedtagelse i en domstol til en højere rets instans. Samtidigt bør domstolene udstyres med mere personale, så unødig forsinkelse af en hurtig dom elimineres strukturelt. Desuden bør denne type retssager afvikles gratis.
Måske synes du ikke, at domstolene bør inddrages, fordi et nævn af læger og andre sundheds folk bedre kan tage stilling til aktiv dødshjælp. En sådan ordning har de i Canada, hvor alle de uheldige, groteske og afskyelige tildragelser også har fundet sted. Den eneste sikring mod misbrug er domstolene. Hvis den der ønsker at dø, ikke kan forklare sig på en forståelig måde - og hvis familie eller myndigheder ikke kan forklare sig ordentligt, vil domstolen afvise sagen og ikke give tilladelse til aktiv dødshjælp. I grænselandet til manddrab er der brug for en pålidelig stopklods.
Læs videre under: Bardo.
Læs også om: genfødsel.
Læs også artiklen Selvmord.
Se eventuelt også Sharon Maymon og Tal Grant's film 'The Farewell Party' (Afskedsfesten) fra 2014 ved Pie Films - om dette emne. Filmens sprog er hebraisk.
Dåb:
er en meget kristen tradition. Der findes ikke noget tilsvarende i Buddhadharma. Men i stedet søger eller 'tager' man tilflugt i de Tre Ædelsten.
|
