|
E
Egen-natur:
skt.: svabhava; et meget brugt filosofisk udtryk i Oldtidens Indien om tingen-i-sig-selv og om Selvet, skt.: atman (se under: anatman), at vi selv og tingene i verden eksisterer i kraft af sig selv. Altså uden afhængighed af andre og andet end sig selv. Det påvises i Buddhadharma, at hverken alverdens ting eller os selv har nogen egentlig egennatur.
Læs videre under: svabhava. Læs også om: nisvabhava.
Egenskaber:
se under: karakteristika.
Egoisme og selviskhed:
se under: avidya; og under: ahamkara..
Læs også om: identitet; og om: klesha.
Læs videre om: moha; og om: Rahu.
Ekadjati (skt.):
(skrives også: Ekajati) Tantra Yidam og beskytterinde [tib.: sngags srungma].
Ekagrata (skt.):
[ekāgratā], eka betyder 'et' og agra betyder ‘punkt’ og ta betyder tilstand, altså: en tilstand af ét punkt, det vil sige: et-punkts-koncentration. Bevidsthederne fyldes med opmærksomhed eller bevidst fokus koncentreret om et punkt eller felt. En vigtig disciplin i shamatha meditation, som bevirker en meditativ trance, skt.: samadhi, når kunsten mestres.
Læs videre under: koncentration.
Læs også om: shamatha; bhavana; samadhi; og: dhyana.
Ekayana (skt.):
betyder ét fartøj, hvilket angiver helheden i
de 3 Fartøjer. Ekayana er et begreb fra
Lotus Sutra’en, som beskriver hvorledes også Hinayana fartøjerne leder frem til erkendelse af tomheds naturen, skt.: sunyata som følge af indsigt. Hvis en sådan indsigt ikke indtræffer for Hinayana praktikanten, er vedkommende simpelthen endnu ikke fuldstændigt oplyst, skt.: samyaksambodhi, men befinder sig stadig på Ekayana, det ene fartøj til Nirvana. Meningen med dette kun-et-fartøj
begreb peger direkte på betydningen af den fjerde ædle sandhed, skt.: bodhimarga. Et alternativt udtryk for Ekayana er formuleringen: Buddhayana, som blandt andet bruges i Lotus Sutra’en. Se også under: de tre fartøjer.
Eksistentiel krise:
se under: Livskrise.
Elementer :
skt.: bhutas (fysiske elementer) samt udtrykket dharmas (begivenheder - både i betydningen fysiske og mentale nærmere definerede hændelser, defineret ved sine egenskaber som oplevelser).  Desuden bruges udtrykket maha-bhutas (maha = stor) om grund-elementerne, rum, vand, jord, ild og luft.
Billedet viser elementet
bismut som krystal.
I Buddhadharma definerer man 5 fysiske grund-elementer, fordi man medregner verdens rummelighed som et særligt grund-element, rum-elementet. Ellers er det de sædvanlige 4 fysiske grund-elementer: det faste, det flydende, det luftige og det forvandlende (ved forbrænding og kemisk reaktion).
I tidlige oversættelser af Dharma til Vestlige sprog, vil du finde udtrykket: æter - brugt om det rummelige grund-element. Der ligger en opfattelse fra det antikke Grækenland bag denne definition og oversættelse, som man brugte i Europa helt op til moderne tid, og som muligvis (sandsynligvis) oprindeligt stammer fra Indien. Det er en fejlagtig forståelse af indisk tankegang.
(De nye teorier om mørkt stof og mørk energi er på en måde måske udtryk for en ny teori om den kosmiske 'æter.' Læs om det på dette link til 'Popular Mechanics.’ Men Einsteins ide om den struktur, som 'rum-tiden' er lavet af [the 'fabric' of 'space-time'] er unægtelig ligeså mystisk og ligner middelalderens tanker om himmelsk 'æter.’)
I Samkhya filosofien bruges begrebet akasha for det rummelige grund-element. Akasha betyder ganske enkelt rum, ubegrænset plads og rummelighed. Udtrykket æter giver indtryk af en uhåndgribelig (eller subtil) substans, hvilket slet ikke er betydningen. Meningen er logisk nok og simpelthen: verdens rummelighed og vældig god plads til alt og alle i verden.
Det rummelige grund-element er basis for de 4 andre, for uden rummelighed er der ikke plads til dem.
Dharma’en tilkender en symbolsk farve for det rummelige grund-element, som er hvid. For vand er den blå. For jord er den gul. For ild er den rød. For luft (skt.: vayu, betegnes også som 'vind’) er den grøn (i kinesisk tankegang kaldes luft elementet også for 'træ' elementet, fordi planternes 'indre' vind [vayu] sørger for vækst og bevægelighed i floraens træ strukturer). (Bemærk venligst at grundelementerne ikke HAR disse farver. Farverne er symbolske FOR grundelementerne.) Disse farver bruges blandt andet symbolsk for grund-elementerne i Sutra og Tantra ved konstruktionen af Mandala’er. Grund-elementerne er i samklang med de 5 Buddha familier.
Grund-elementerne omtales også i visse sammenhænge som dhātus. Dhātu betyder område eller dimension, så betydningen i sådanne sammenhænge er grund-elementet’s rige eller udfoldelses område (dimension).
Et element kan betegnes som en dharma, når det er en oplevet størrelse, enhed eller begivenhed, som er bevidsthedernes (vidjñañas) sanse genstand eller en bestanddel af en sådan sansning. Forstået på denne  måde, er dharma'erne ‘begivenheder' snarere end elementer, som vi plejer at opfatte dem i Vesten. Altså som noget der eksisterer uafhængigt af, om der er nogen, som observerer det. Bhuta, mahabhuta, dhātu og dharma bruges således ofte synonymt, men ikke altid.
Billedet viser flødeskum som
eksempel på elementers
sammenblanding og forvandling.
Ved helt korrekt oversættelse er bhuta = fysisk element, atom, partikel eller molekyle - mahabhuta = fysisk grund-element eller grund tilstand (krystalliseret, flydende, gas, forbrænding eller rummet selv), dhātu = område eller dimension, samt dharma = en 'begivenhed’ eller ‘hændelse’ som en oplevet mental eller fysisk sansning eller en bestanddel af en oplevet sansning.
(Ordet sansning hedder sparsa på sanskrit. Ordet 'Dharma' i udtrykket 'Buddha Dharma' [buddhisme] bruges som betegnelsen på sandheden om Buddha , 'Buddha's sandhed' eller ‘begivenheden Buddha’, hvor oversættelsen 'element' ville være misvisende. Dharma betyder sandheden om noget eller nogets virkelighed, så når noget kan afgrænses og isoleres begrebsmæssigt eller sanseligt opfattet som en særlig enhed ved sine egenskaber og karaktertræk, kaldes det en dharma. En sådan dharma kan så være et 'element' i en større sammenhæng, som består af andre dharma’er. Som en oplevelse er en dharma altid en begivenhed, selvom vi vælger en anden betegnelse for at tydeliggøre meningen. De fleste vil jo ikke tænke på et fysisk element som en begivenhed eller hændelse, med mindre du er forgabet i kvantemekanik. Men et fysisk element er ikke vedvarende - det befinder sig midlertidigt i en eller anden ‘tilstand’ - det er den dybere betydning af begreberne bhuta og mahabhuta).
I Sutra'en 'Bhadrapala's spørgsmål' beskrives selve bevidstheden, skt.: vidjñana, som et 6. element. Det kan forekomme at forvirre den almindelige Abhidharma's brug af begrebet element. Men det er logisk, at der må være en særlig tilstands form for bevidstheden for at kunne opleve de andre 5 elementer. Ellers skulle bevidsthed være indeholdt i de andre elementer; men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Bevidsthed og sind er jo ikke noget 'noget' på nogen måde. Sindet er hverken flydende, fast eller en af de andre tilstands former, selvom sindet kan forekomme tåget ind imellem - altså luftigt. Men den begrebsmæssige nemmere betegnelse for bevidsthed og sind er, at sindet er en særlig dimension i forhold til de andre dimensioner. Det udelukker dog ikke, at bevidsthed også kan betegnes som et element. Det kommer jo an på sammenhængen.
I Kalachakra Tantra, hvor der er 6 Buddha-familier i stedet for blot 5, er der således også 6 elementer. Men det 6. element betegnes her som sindets rummelighed, skt.: alaya. Det er så en anden måde at sige sind på.
Læs også om: Buddha-dharma og om: dhatu.
Læs også om en tilstands betingelse ved: tid.
Læs videre om: stoflighed.
Engle:
se under: daka; og dakini.
Epistemologi:
se under pramana, gyldig erkendelse.
Erfaring:
se under: caitasikas (sindstilstand med begreb), manas (sindelag), pratyaksha (direkte erfaring), pramana (gyldig erkendelse), samskaras (erfaringer fra fortiden) og vidjñapti (viden om - eller fortolkning af - djñeyas, de mentale indtryk). Erfaring er således flere ting, og ofte mangler vi erfaring. I Buddhadharma opnår vi de erfaringer, som vi har brug for, i forbindelse med meditation, anvendelse af vågent nærvær, skt.: smriti, samt ved anvendelse af Buddha’s anskuelser.
Læs også om: begreb; og om: indsigt. Læs videre nedenfor om: erkendelse.
Erkendelse:
næsten synonymt med indsigt. Erkendelse er ikke kundskab eller møjsommeligt indsamlet viden, men erfaringen fra indsigt, som bliver hængende efter at indsigten er indtruffet. Indsigten er af øjeblikkelig natur, mens erkendelsen er af varig natur som erfaring. Da erkendelse er af en anden karakter end indsigt, kan den blive ‘slidt.’ Det vil sige, at man godt nok kan huske, at der engang var indsigt, men den er så efterhånden blevet noget fortolket og velformuleret, så den oprindelige friskhed og direkte indsigt er blevet udvandet og forvandlet til blot og bart begreb. Buddha Sakyamuni undgik dette syndrom ved når som helst, det var muligt, at indgå i en dyb samadhi, hvorved hans indsigt og oplysning blev gentaget. Se også under: pramana, gyldig erkendelse - og under: pratyaksha, direkte erfaring - og under: vidjñapti, viden om - eller fortolkning af - djñeyas, de mentale indtryk.
Se også under: kendelse.
Erotik:
se under: køn.
Essensløshed:
(skt.: nairatmya) - da alt er relativt er der ingen essens, skt.: nisvabhava, eller egentlig egen-natur, skt.: svabhava, ved nogen enkelt dharma eller ved alle dharma’er i Dharmadhatu eller ved Dharmadhatu alene.
Billedet viser et
vandfald.
Fænomenet er
tilsyneladende
konstant,
men vandet er
aldrig det samme
som for
et øjeblik siden.
Foto: Tendar Olaf Høyer.
De enkelte dharma’ers egenskaber gør dem unikke og til noget særligt, men disse egenskaber (engelsk: properties) erkendes ved deres påvirkning af de andre dharma’er. Derimod er de ikke noget i kraft af sig selv alene. Farven rød kan for eksempel være en egenskab, men den kendes kun ved sin vekselvirkning med nabo fænomener og sanse evnerne. Der findes ingen evig og uafhængigt eksisterende ’rødhed,’ selvom rød er en særlig bølgelængde af lys. Lys er også en form for tilstand eller begivenhed (dharma), som kræver en lyskilde og noget, som spejler lyset og øje-bevidsthed eller krops-bevidsthed (til at bemærke varmen fra lyset). Denne tilstand ændrer sig hele tiden, så der er en tilstand for dharma’er, men ingen essens. Ting er ikke noget i sig selv (svabhava), men kendes på deres egenskaber, når dharmas observeres. Det er deres forholdsvise eksistens, skt.: samvritti. Eller relative virkelighed.
Læs videre under: stoflighed.
Essens-løshedens karakter kaldes sunyata, tomheds-naturen. En anden måde at forstå essensløshed på er ved sindets processer. De dharma’er, som du oplever, viser sig ved de 5 skandha’er, og er ikke forskellig fra de 5. De 5 skandha’er eksisterer kun momentant samtidigt med oplevelserne (skt.: kshanekshana, læs om det under: santana). Så er de der - så er de der ikke. De ligesom tænder og slukker hele tiden, ligesom vekselstrøm og computer chips. De 5 skandha’er er helt uden egen essens, både hver især og samlet. Ofte tror vi, at der er en essens, når der er en funktion. Det er der ikke her, når sagen undersøges i detaljer. Derfor kaldes den ‘ikke-eksisterende essens’ for sunyata, tomhedsnaturen. Der, hvor man måtte kunne forvente noget, er der tomt (sunya) ved en nærmere undersøgelse. Et sådant nærmere eftersyn foretages ved vipashyana, indsigts meditation, i den analytiske fase. Essensløshedens karakter er ikke blot sunyata, men også sunyatas kvaliteter: åbenhed, rummelighed, fordomsfrihed, uforhindrethed, ikke-forhindrende kvalitet, grænseløshed og kvaliteten Bodhicitta. Der mangler ikke noget, og der er plads til alt. Sunyata karakteriseres ved ikke at blive forhindret af noget samt ved ikke at forhindre noget.
En af Buddha’s kroppe (se under: Trikaya) kaldes for Svabhavikakaya, hvilken oversættes som essens-kroppen. Begrebet peger ikke på en egentlig essens, som jo også mangler her, men på Trikaya’s karakter, som er sunyata. Umiddelbart synes det modsigende, at kalde essensløshed for en essens. Pointen er, at essensløsheden har kvalitet af Buddhanatur og karakter af sunyata. Desuden betyder Svabhavikakaya helheden ved Trikaya, at der egentlig ikke er forskel på de tre Buddha kroppe. Essensløsheden udtrykker den samlede helhed i både sindet og verden, skt.: samsara. Det er en fællesnævner for alt og alle. Det er ved indsigt i essensløsheden, at vi finder befrielse og oplysning, skt.: Nirvana. Se også under: santana.; samt under: bevidsthedens øjeblik.
Læs også artiklen: Angst for tomhed.
Et-punkts-koncentration:
se under: koncentration.
Eternalisme:
en type anskuelse, som antager eksistensen af et transcendent Selv, skt.: atman. Atman eksisterer ifølge denne antagelse hinsides eller altså på et andet sted end den oplevede virkelighed, og fortsætter sin inkarnation i verden, skt.: samsara, i en uendelighed eller evighed. For eksempel anvender både Samkhya og Vedanta filosofien denne anskuelse. Så dit egentlige Selv antages at være metafysisk.
Buddha Sakyamuni afviser denne opfattelse, dette synspunkt eller denne antagelse med læren om fraværet af et sådant Selv, skt.: an-atman, ved en nærmere undersøgelse. Buddha Sakyamuni påpeger umuligheden af at kunne få en sådan erkendelse, så eternalisme er ikke en erfaring, men spekulation og uvidenhed, skt.: avidya. I stedet forklarer Buddha Sakyamuni sin holdning og anskuelse som middelvejen uden eternalisme og nihilisme. Det som jeg her på Tilogaards netsted betegner som psykologisk realisme.
Etik:
se under: Shila, som både betyder etik og disciplin.
|
