|
E
Ordbog & Dharma leksikon
Egen-natur:
skt.: svabhava; et meget brugt filosofisk udtryk i Oldtidens Indien om tingen-i-sig-selv og om Selvet, skt.: atman (se under: anatman), at vi selv og tingene i verden eksisterer i kraft af sig selv. Altså uden afhængighed af andre og andet end sig selv. Det påvises i Buddhadharma, at hverken alverdens ting eller os selv har nogen egentlig egennatur.
Læs videre under: svabhava. Læs også om: nisvabhava.
Egenskaber:
se under: karakteristika.
For en videre udredning af egenskaber, læs om: stoflighed.
Egoisme og selviskhed:
kan ikke anbefales, fordi holdningen ikke er gavnlig, men nødvendigvis vil skade de, som selviskheden ikke tager hensyn til. Kort sagt usund karma - og dårlig etik, skt.: shila.
Læs videre under: anatman, misforstået identitet.
Samt om: avidya; og om: ahamkara..
Læs også om: identitet; og om: klesha.
Samt om: moha; og om: Rahu.
Ekadjati (skt.):
(skrives også: Ekajati) Tantra Yidam og beskytterinde [tib.: sngags srungma].
Ekagrata (skt.):
[ekāgratā], eka betyder 'et' og agra betyder ‘punkt’ og ta betyder tilstand, altså: en tilstand af ét punkt, det vil sige: et-punkts-koncentration. Bevidsthederne fyldes med opmærksomhed eller bevidst fokus koncentreret om et punkt eller felt. En vigtig disciplin i shamatha meditation, som bevirker en meditativ trance, skt.: samadhi, når kunsten mestres.
Læs videre under: koncentration.
Læs også om: shamatha; bhavana; samadhi; og: dhyana.
Ekayana (skt.):
betyder ét fartøj, hvilket angiver helheden i
de 3 Fartøjer. Ekayana er et begreb fra
Lotus Sutra’en, som beskriver hvorledes også Hinayana fartøjerne leder frem til erkendelse af tomheds naturen, skt.: sunyata som følge af indsigt. Hvis en sådan indsigt ikke indtræffer for Hinayana praktikanten, er vedkommende simpelthen endnu ikke fuldstændigt oplyst, skt.: samyaksambodhi, men befinder sig stadig på Ekayana, det ene fartøj til Nirvana. Meningen med dette kun-et-fartøj
begreb peger direkte på betydningen af den fjerde ædle sandhed, skt.: bodhimarga. Et alternativt udtryk for Ekayana er formuleringen: Buddhayana, som blandt andet bruges i Lotus Sutra’en. Se også under: de tre fartøjer.
Eksistentiel krise:
se under: Livskrise.
Elementer:
skt.: bhutas (fysiske elementer) samt udtrykket dharmas (begivenheder - både i betydningen fysiske og mentale nærmere definerede hændelser, defineret ved sine egenskaber som oplevelser).  Desuden bruges udtrykket maha-bhutas (maha = stor) om grund-elementerne, rum, vand, jord, ild og luft.
Billedet viser elementet
bismut som krystal.
I Buddhadharma definerer man 5 fysiske grund-elementer, fordi man medregner verdens rummelighed som et særligt grund-element, rum-elementet. Ellers er det de sædvanlige 4 fysiske grund-elementer: det faste, det flydende, det luftige og det forvandlende (ved forbrænding og kemisk reaktion).
I nogle sammenhænge regnes der med 8 elementer. De 3 ekstra grund elementer er den hvide og den røde bindhu, som indgår i Tantra's forestillings verden, samt bevidsthed, skt.: vidjñana. Disse tre usynlige elementer er med andre ord af en ekstra dimensional karakter - og det hører naturligvis med til helheden; men almindeligvis omtales kun de fem, fordi de er af fysisk natur. De 3 ekstra elementer er dog med i kroppen, blot i usynlige dimensioner.
I tidlige oversættelser af Dharma til Vestlige sprog, vil du finde udtrykket: æter - brugt om det rummelige grund-element. Der ligger en opfattelse fra det antikke Grækenland bag denne definition og oversættelse, som man brugte i Europa helt op til moderne tid, og som muligvis (sandsynligvis) oprindeligt stammer fra Indien. Det er en fejlagtig forståelse af indisk tankegang.
(De nye teorier om mørkt stof og mørk energi er på en måde måske udtryk for en ny teori om den kosmiske 'æter.' Læs om det på dette link til 'Popular Mechanics.’ Men Einsteins ide om den struktur, som 'rum-tiden' er lavet af [the 'fabric' of 'space-time'] er unægtelig ligeså mystisk og ligner middelalderens tanker om himmelsk 'æter.’)
I Samkhya filosofien bruges begrebet akasha for det rummelige grund-element. Akasha betyder ganske enkelt rum, ubegrænset plads og rummelighed. Udtrykket æter giver indtryk af en uhåndgribelig (eller subtil) substans, hvilket slet ikke er betydningen. Meningen er logisk nok og simpelthen: verdens rummelighed og vældig god plads til alt og alle i verden.
Det rummelige grund-element er basis for de 4 andre, for uden rummelighed er der ikke plads til dem.
Dharma’en tilkender en symbolsk farve for det rummelige grund-element, som er hvid. For vand er den blå. For jord er den gul. For ild er den rød. For luft (skt.: vayu, betegnes også som 'vind’) er den grøn (i kinesisk tankegang kaldes luft elementet også for 'træ' elementet, fordi planternes 'indre' vind [vayu] sørger for vækst og bevægelighed i floraens træ strukturer). (Bemærk venligst at grundelementerne ikke HAR disse farver. Farverne er symbolske FOR grundelementerne.) Disse farver bruges blandt andet symbolsk for grund-elementerne i Sutra og Tantra ved konstruktionen af Mandala’er. Grund-elementerne er i samklang med de 5 Buddha familier.
Grund-elementerne omtales også i visse sammenhænge som dhātus. Dhātu betyder område eller dimension, så betydningen i sådanne sammenhænge er grund-elementet’s rige eller udfoldelses område (dimension).
Et element kan betegnes som en dharma, når det er en oplevet størrelse, enhed eller begivenhed, som er bevidsthedernes (vidjñañas) sanse genstand eller en bestanddel af en sådan sansning. Forstået på denne  måde, er dharma'erne ‘begivenheder' snarere end elementer, som vi plejer at opfatte dem i Vesten. Altså som noget der eksisterer uafhængigt af, om der er nogen, som observerer det. Bhuta, mahabhuta, dhātu og dharma bruges således ofte synonymt, men ikke altid.
Billedet viser flødeskum som
eksempel på elementers
sammenblanding og forvandling.
Ved helt korrekt oversættelse er bhuta = fysisk element, atom, partikel eller molekyle - mahabhuta = fysisk grund-element eller grund tilstand (krystalliseret, flydende, gas, forbrænding eller rummet selv), dhātu = område eller dimension, samt dharma = en 'begivenhed’ eller ‘hændelse’ som en oplevet mental eller fysisk sansning eller en bestanddel af en oplevet sansning.
(Ordet sansning hedder sparsa på sanskrit. Ordet 'Dharma' i udtrykket 'Buddha Dharma' [buddhisme] bruges som betegnelsen på sandheden om kvantemekanik. Men et fysisk element er ikke vedvarende - det befinder sig midlertidigt i en eller anden ‘tilstand’ - det er den dybere betydning af begreberne bhuta og mahabhuta).
I Sutra'en 'Bhadrapala's spørgsmål' beskrives selve bevidstheden, skt.: vidjñana, som et 6. element. Det kan forekomme at forvirre den almindelige Abhidharma's brug af begrebet element. Men det er logisk, at der må være en særlig tilstands form for bevidstheden for at kunne opleve de andre 5 elementer. Ellers skulle bevidsthed være indeholdt i de andre elementer; men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Bevidsthed og sind er jo ikke noget 'noget' på nogen måde. Sindet er hverken flydende, fast eller en af de andre tilstands former, selvom sindet kan forekomme tåget ind imellem - altså luftigt. Men den begrebsmæssige nemmere betegnelse for bevidsthed og sind er, at sindet er en særlig dimension i forhold til de andre dimensioner. Det udelukker dog ikke, at bevidsthed også kan betegnes som et element. Det kommer jo an på sammenhængen.
I Kalachakra Tantra, hvor der er 6 Buddha-familier i stedet for blot 5, er der således også 6 elementer. Men det 6. element betegnes her som sindets rummelighed, skt.: alaya. Det er så en anden måde at sige sind på. I øvrigt betegnes bevidsthed almindeligvis i Buddhadharma som en 'betingelse' for oplevelser, snarere end et element.
Læs også om: Buddha-dharma.
Og om: dhatu.
Læs videre om: Tridosha.
Læs også om en tilstands betingelse ved: tid.
Læs videre om: stoflighed.
Elev:
se under: Chela.
Én smag:
skt.: samarasa; tib.: ro tjik / ro nyom [ro gcig / ro nyoms]; hentyder til to ting som fagsprog i forbindelse
med Mahamudra.
1.) smagen af frihed; når yogi'en fuldstændigt
mestrer samadhi, det vil sige de 4 dhyanas og de 4 erkendelser (se under: dhyana), er det nemt at opgive tilknytning og identifikation med alle sine oplevelser, hvad disse så end måtte være af positiv, negativ eller neutral karakter. På grund af samadhi sker det af sig selv som en slags bivirkning. Derfor smager alle oplevelser nu pludselig af frihed. Saraha beskriver det som smagen af Dharmata, populært sagt smagen af Buddhanatur, fordi det er, hvad yogi'en hæfter sig ved i stedet for at blive grebet eller overvældet af sine oplevelser, som foregår i sindets rummelighed og klarhed. Denne færdighed at kun fastholde Buddhanaturen er både en medfødt evne, en tillært
kunst og en meget svær vane at opdyrke.
2.) den store frydefulde glæde, skt.: mahasukha;
uden tilknytning og identifikation med alle oplevelser bevæges yogi'en ikke til opture, nedture eller kedsomhed. I stedet manifesterer sindets urnatur, skt.: prakrita, sig som grænseløs frydefuld glæde, fordi glæde og sorg ikke længere er bundet til de umiddelbare primære følelser i den anden skandha, skt.: vedanas, eller de manifeste lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, i den fjerde skandha. Uden sådanne begrænsninger, er sindet spontant glad på en bundløs og altomfattende måde, som de færreste
forstår, når de ikke selv har oplevet det.
1 + 2.) den store frydefulde glæde og frihed fra
dominans af noget som helst og nogen overhovedet, opstår samtidigt ved den fjerde dhyana og den fjerde erkendelse. Samt ved den anden og egentlige fase af indsigts meditation, skt.: vipashyana, når du vel at mærke lykkes med den. Den store frydefulde glæde er ikke skabt eller kultiveret ved meditation. Den anskues som sindets egen naturlige tilstand af sine følelser, når disse ikke forstyrres af tilknytning og identifikation; så følelsernes klare intuitive karakter af vished erfares direkte, skt.: pratyaksha. På denne måde er én smag et karaktertræk ved pradjña-paramita, når denne fuldstændige færdighed i 'klarhedens vished' mestres, men omtales i reglen kun i forbindelse med Mahamudra og Mahasiddha'erne.
Én smag er den tredje yoga eller det tredje trin i Mahamudra parksis.
Læs også om: Ufødt.
Samt om: Sahadja, samtidighed.
Og naturligvis om: Mahamudra.
Engle:
se under: daka; og dakini.
Epistemologi:
se under pramana, gyldig erkendelse.
Erfaring:
se under: caitasikas (sindstilstand med begreb), manas (sindelag), pratyaksha (direkte erfaring), pramana (gyldig erkendelse), samskaras (erfaringer fra fortiden) og vidjñapti (viden om - eller fortolkning af - djñeyas, de mentale indtryk). Erfaring er således flere ting, og ofte mangler vi erfaring. I Buddhadharma opnår vi de erfaringer, som vi har brug for, i forbindelse med meditation, anvendelse af vågent nærvær, skt.: smriti, samt ved anvendelse af Buddha’s anskuelser.
Læs også om: begreb; og om: indsigt. Læs videre nedenfor om: erkendelse.
Erkendelse:
skt.: djñana (i betydning nr. 2); næsten synonymt med indsigt. Erkendelse er ikke kundskab eller møjsommeligt indsamlet viden, men erfaring fra indsigt, som bliver hængende efter at indsigten er indtruffet. At indse betyder i almindelighed at forstå, hvordan noget fungerer ved at fatte sammenhængene i funktionen. Indenfor Buddhadharma betyder indsigt almindeligvis, at dit eget sind genkender sig selv. Det betyder selvfølgeligt også, at sindet selv forstår, hvordan det selv fungerer, men her ligger vægten på genkendelse, som både indeholder begreb og direkte erkendelse, skt.: pratyaksha.
Indsigten er af øjeblikkelig natur, mens erkendelse er mere varig som erfaring. Da erkendelse er af en anden karakter end indsigt, kan den blive ‘slidt.’ Det vil sige, at man godt nok kan huske, at der engang var indsigt, men den er så efterhånden blevet noget fortolket og velformuleret, så den oprindelige friskhed og direkte indsigt er blevet udvandet og forvandlet til blot og bart begreb. Buddha Sakyamuni undgik dette syndrom ved når som helst, det var muligt, at indgå i en dyb samadhi, hvorved hans indsigt og oplysning blev gentaget.
Se også under: pramana, gyldig erkendelse - og under: pratyaksha, direkte erkendelse - og under: vidjñapti, viden om - eller fortolkning af - djñeyas, de mentale indtryk.
Se også under: kendelse.
Og om: djñana.
Erotik:
se under: køn.
Essens og Essensløshed:
skt.: nairatmya; da alt er relativt er der ingen essens, skt.: nisvabhava, eller egentlig egen-natur, skt.: svabhava, ved nogen enkelt dharma eller ved alle dharma’er i dharmadhatu eller ved dharmadhatu alene.
Billedet viser et
vandfald.
Fænomenet er
tilsyneladende
konstant,
men vandet er
aldrig det samme
som for
et øjeblik siden.
Foto: Tendar Olaf
Høyer.
De enkelte dharma’ers karaktertræk gør dem unikke og til noget særligt, men disse egenskaber (engelsk: properties) erkendes ved deres påvirkning af de andre dharma’er. Derimod er de ikke noget i kraft af sig selv alene. Farven rød kan for eksempel være en egenskab, men den kendes kun ved sin vekselvirkning med nabo fænomener og sanse evnerne. Der findes ingen evig og uafhængigt eksisterende ’rødhed,’ selvom rød er en særlig bølgelængde af lys. Lys er også en form for tilstand eller begivenhed (dharma), som kræver en lyskilde og noget, som spejler lyset, syns evne og øje-bevidsthed eller krops-bevidsthed (til at bemærke varmen fra lyset). De røde ting er sådan set heller ikke spor røde; faktisk har de ingen farve, men reflekterer blot kun det røde lys, når de beståles med lys. Denne tilstand ændrer sig hele tiden, så der er en 'tilstand' for dharma’er, men ingen essens. Ting er ikke noget i sig selv (nisvabhava), men kendes på deres egenskaber, når dharmas observeres. Det er deres forholdsvise eksistens, skt.: samvritti. Eller relative virkelighed.
Læs videre under: stoflighed.
Essens-løshedens karakter kaldes sunyata, tomheds-naturen. Dharma'erne viser sig altid samtidigt, skt.: sahadja, med tomheden.
En anden måde at forstå essensløshed på er ved sindets processer. De dharma’er, som du oplever, viser sig ved de 5 skandha’er, og er ikke forskellig fra de 5. De 5 skandha’er eksisterer kun momentant samtidigt med oplevelserne (skt.: kshanekshana, læs om det under: santana). Så er de der - så er de der ikke. De ligesom tænder og slukker hele tiden, ligesom vekselstrøm og computer chips. De 5 skandha’er er helt uden egen essens, både hver især og samlet. Ofte tror vi, at der er en essens, når der er en funktion. Det er der ikke her, når sagen undersøges i detaljer. Derfor kaldes den ‘ikke-eksisterende essens’ for sunyata, tomhedsnaturen. Der, hvor man måtte kunne forvente noget, er der tomt (skt.: sunya) ved en nærmere undersøgelse. Et sådant nærmere eftersyn foretages ved vipashyana, indsigts meditation, i den analytiske fase. Essensløshedens karakter er ikke blot sunyata, men også sunyatas kvaliteter: åbenhed, rummelighed, fordomsfrihed, uforhindrethed, ikke-forhindrende kvalitet, grænseløshed og kvaliteten Bodhicitta. Der mangler ikke noget, og der er plads til alt. Sunyata karakteriseres ved ikke at blive forhindret af noget samt ved ikke at forhindre noget.
Bemærk venligst sammenhængen i disse betragtninger. Det er ikke verden som en objektiv størrelse, som omtales. Det er din subjektive oplevelse og opfattelse af verden, skt.: samsara, som behandles her. Verden som en oplevelse er ikke sansning af de 5 elementer, men de former, skt.: rupas, som opstår i sindet som følge af sansning. Du oplever ikke verden direkte. Du oplever en oplevelse af verden, som også er udtryk for, hvad sindet er. Fordi det er sindet, som laver eller frembringer oplevelserne.
En af Buddha’s kroppe (se under: Trikaya) kaldes for Svabhavikakaya, hvilken oversættes som essens-kroppen. Begrebet peger ikke på en egentlig essens, som jo også mangler her, men på Trikaya’s karakter, som er sunyata. Umiddelbart synes det modsigende, at kalde essensløshed for en essens. Pointen er, at essensløsheden har kvalitet af Buddhanatur og karakter af sunyata. Desuden betyder Svabhavikakaya helheden ved Trikaya, at der egentlig ikke er forskel på de tre Buddha kroppe. Essensløsheden udtrykker den samlede helhed i både sindet og verden, skt.: samsara. Det er en fællesnævner for alt og alle. Det er ved indsigt i essensløsheden, at vi finder befrielse og oplysning, skt.: Nirvana.
Se også under: santana;
samt under: bevidsthedens øjeblik.
Læs også artiklen: Angst for tomhed.
Læs videre om emnet under: asunya.
Et-punkts-koncentration:
se under: Ekagrata; og under: Koncentration.
Eternalisme:
en type anskuelse, som antager eksistensen af et transcendent Selv, skt.: atman. Atman eksisterer ifølge denne antagelse hinsides eller altså på et andet sted end den oplevede virkelighed, og fortsætter sin inkarnation i verden, skt.: samsara, i en uendelighed eller evighed. For eksempel anvender både Samkhya og Vedanta filosofien denne anskuelse. Så dit egentlige Selv antages at være metafysisk.
Buddha Sakyamuni afviser denne opfattelse, dette synspunkt eller denne antagelse med læren om fraværet af et sådant Selv, skt.: an-atman, ved en nærmere undersøgelse. Buddha Sakyamuni påpeger umuligheden af at kunne få en sådan erkendelse, så eternalisme er ikke en erfaring, men spekulation og uvidenhed, skt.: avidya. I stedet forklarer Buddha Sakyamuni sin holdning og anskuelse som middelvejen uden eternalisme og nihilisme. Det som jeg her på Tilogaards netsted betegner som psykologisk realisme.
Billedet viser et advarsels skilt for rundkørsel. Samsara's uendelighed består i at køre rundt og rundt.
Samsara vil fortsætte i en uendelighed, hvis ikke du selv sætter en stopper for det ved at opnå Nirvana. Så samsara's uendelighed er ikke en absolut evighed. Og det er samlingen af alle dine vaner, forventninger, håb, frygt, vilje, lidenskab og forvirring om virkeligheden, som leder til din genfødsel. Og reinkarnationerne vil fortsætte, indtil illusionen brister. Så du har da en forholdsvis identitet - men denne indentitet har ingen essens. Der er ikke noget egentligt Selv, men der er tilknytning og identifikation. Så på trods af at alle illusioner jo er uvirkelige, er det nødvendigt at give afkald, skt.: naishkramya - at give slip på dem alle sammen - for at nå Nirvana. Nirvana fortsætter ikke til evig tid - Nirvana har ikke noget med 'tid' at gøre.
Det samme gælder for sindet. Sindet som potentiale - og sindet i den fjerde dhyana (højeste samadhi) - kan både befinde sig i tiden - og uden tid. Det er så et filosofisk spørgsmål, om sindet uden tid og Nirvana udenfor tid kan siges at eksistere. Det spørgsmål afklarer Nagardjuna med sine fire benægtelser: de kan hverken siges at eksistere eller ikke-eksistere; de kan heller ikke skiftevis eksistere eller ikke - og de kan slet ikke både eksistere og ikke-eksistere. Fordi hverken sind eller Nirvana er begreber - i deres mening. Bortset fra, at de naturligvis er begreber som de meningsladede ord, som de er, men i så fald er det sprogbrug og ikke den virkelighed, som begreberne gerne skulle pege på. Og den virkelighed er ret mystisk - i betydningen ukendt, fordi der ikke er genkendelige egenskaber eller en afgrænset karakter.
Sindet har dog den karakter, at det gør oplevelser mulige. Det er her de forgår eller forekommer og ingen andre steder. Det er naturligvis en egenskab, men denne egenskab fortæller ikke noget om, hvad sindet egentlig er for noget. Tilsvarende for de andre egenskaber, som vi kan tilkende sindet som for eksempel tomhed, skt.: sunyata og de 5 skandha'er. Nirvana er kendetegnet ved befrielse og oplysning, men igen fortæller det jo ikke, hvad Buddhanaturen og Buddhatilstanden egentlig er for noget.
Årsagen er naturligvis, at både Buddhanaturen og sindet som sådan er grundlaget for alt, som vi oplever, kender og kan vide noget om. Så skønt vi kender en masse til oplevelser, kendskab og viden - kan vi kun vide, at der er dette grundlag - denne basis - uden at kunne komme nærmere ind på, hvad Buddhanaturen, sindets rummelighed og klarhed, egentlig er for noget. Det er i hvert fald ikke blot et begreb og det virker ubegribeligt - bortset fra som basis for oplevelser - og som betingelse for dem. Men det gør ikke noget, hvad angår Nirvana. For at nå Nirvana, er det blot nødvendigt at indse sindets natur, Buddhanaturen, som jo kan genkendes, og sindets virksomhed, de 5 skandha'er, som det er nemt at få øje på, mens du befinder dig i samadhi. Men det er faktisk svært at opnå indsigt, fordi det afhænger af, om sindet genkender sig selv. Det er enten noget som sker af sig selv - eller også sker der ikke noget.
Så når både sindet, Nirvana, Buddhanaturen og Buddhatilstanden kun til dels har noget med tid at gøre, er det misvisende at opfatte disse ting som evige - i og med at evighed normalt defineres som et tids forløb uden ende.
Læs videre om: abhutaparikalpa (substansløs abstraktion).
Etik:
er at forhindre overlagt skade - og generelt at undgå skade og lidelse, som rammer alle sansende væsner og deres miljø - og i almindelighed at fremme gavn.
Se under: Shila, som både betyder etik og disciplin.
Evighed:
begyndelsesløs tid uden ende er en egenskab, som normalt tilkendes samsara i Buddhadharma.
Læs videre under: Eternalisme; og under: Tid.
|
