Forsiden

sitemap

Tendar

 M 

Ordbog & Dharma leksikon

  Machig Labdrøn  (tib.):

 var en ret enestående  Lama  (1055 - 1145). Hun var en af  Tibets  mest berømte kvinder. Hun grundlagde  Tjød  Skolen, som stadig findes inkorporeret i flere andre traditioner. Hun fik  transmission  til   Pradjña-paramita  og  Mahamudra  af den indiske mester  Padampa Sangye, men  Tjød  sadhana  blev skabt af Machig Labdrøn. Egentlig er sadhana'ens hensigt at understøtte Mahamudra  meditation  ved at ruske op og bringe friskhed i sindet. Derfor har sadhana'en kun en opbyggende fase (skt.:  utpattikrama). Denne sadhana siges derfor at være den eneste, som blev ført fra Tibet til Indien. Trafikken gik jo ellers den anden vej. I  Karma Kadjy  traditionen er den mest brugte transmission fra  Machig Labdrøn på en veldokumenteret måde opretholdt af Surmang Kloster  (Trungpa  Tulku’s kloster i  Amdo. Sadhana’en er kendt på tibetansk som 'ludjin').

  (Billedet viser Machig Labdrøn
  som  dakini  til brug ved
  Guruyoga.)

Hendes selvbiografi er meget berømt. Den giver anvisninger til udførelse af  Tjød, klassificerer verdens utallige  djævle, og beretter om  Machig Labdrøn’s  befrielse og  oplysning.
  Hendes klassifikation af djævelskab er fremragende og præcis, hvor der traditionelt hersker forvirring om et upræcist emne. Den forvirring, som  Machig Labdrøn afklarer, skyldes traditionelle klassifikationer fra flere tider samt både fra Indien og  Tibet.
  Læs også om:  Mahamudra.

  Madhyamaka  (skt.):

 ‘dem i midten’  - en  anskuelse  eller  filosofi  normalt kendt som 'den store middelvej'. Tib.: uma [dBu-ma]. En  Mahayana  tradition som almindeligvis anses for grundlagt af   Nagardjuna, som fik  Pradjña Paramita Sutra’erne  fra  Naga-kongen, som bor på bunden af den Bengalske Havbugt i følge legenden. Kongen skulle have fået   Sutra’erne fra  Buddha Sakyamuni selv,  600 år tidligere. Naga-kongen er  Nagardjuna’s vision, som legitimerer  Madhyamaka filosofien, når vi forstår beretningen på en moderne måde. Men der er også en anden fortolkning; herom senere.
  I  Karma Kadjy  traditionen er  Saraha  (se billedet) far til  Mahamudra  traditionen, men også  Lama  for Nagardjuna. Derfor mener nogle lærde, at Saraha er den første til at formulere Madhyamaka. Han skulle således have forfattet et forklaring, skt.:  shastra, om Madhyamaka. Desværre kender jeg ikke til bogen, men det er da en interessant alternativ historie om oprindelsen til denne anskuelse. Saraha kan jo godt være den egentlige forfar til Madhyamaka, mens Nagardjuna som en helt anden historie genfandt Pradjñaparamita Sutra'erne hos Naga-kongen. Normalt blandes disse to historier sammen som en fortælling. Saraha er lige så mystisk som Nagardjuna; de lærde har meget svært ved at tids fæste begge to.
  Som  Mahayana  tradition er  Madhyamaka den gennemført dialektiske filosofi, som udslukker alle filosofier. Den afgørende tese hos  Madhyamaka er Læren om  sunyata, tomheds naturen. En kerne tekst er den  ganske korte bog Hjerte Sutra’en.  Nagardjuna’s kommentar til  Pradjñaparamita  er den meget berømte  Mulamadhyamakakarika,  som på en udtømmende måde forklarer  sunyata.  Madhyamaka er nyskabende ved sin fortolkning af  essensløshed, som ellers er et kendt emne for den tidligere Dharma.  Hvad er essensløsheden egentlig i sin  karakter? Sådan spørger Madhyamaka. Karakteren er sunyata.

Billedet viser ‘Den anden Buddha’ Nagardjuna, som grundlagde Madhyamaka.

For mange mennesker forekommer Nagardjuna yderst nidkær i sin omgang med sprog og  begreber. Det skyldes, at  Madhyamaka anskuelsen som følge af sit emne konstant beskæftiger sig med begrebernes verden og sprogets begrænsning, som vi ellers kun kender noget lignende til fra den østrigske filosof Wittgenstein her i Vesten. Så på mange måder handler  Madhyamaka især om den fjerde  skandha samt om  caitasikas,  begrebernes væsen og uvæsen.  Madhyamaka udtømmer emnet 'begreb' fuldstændigt, så man kunne formode, at denne filosofi ikke begriber noget som helst. Det er naturligvis ikke tilfældet.
Visdomsværd som Dharmahjul. 8 visdomsværd udgør hjulets eger med  et 'Dao' symbol i midten eller hjulets narv. Disse to sammenstrømmende dråber symboliserer de to slags sandhed, absolut og relativ, som er i dialektik med hinanden og som definerer hinanden. Visdomsværdet symboliserer klarhedens vished, skt.: pradjña, som skærer igennem dualismens illusion.
 Madhyamaka viser os den yderste  dialektik, som både begriber alt samtidigt med, at alt begreb opløses i sunyata, manglen på  substans og egentlig uafhængig selvstændig egen-natur, skt.:  svabhava. På mange måder handler  Madhyamaka faktisk om det absolutte, skt.:  paramartha, men det sker ved at udtømme alt det relative, skt.:  samvriti. Når det relative er relativiseret, sidder vi tilbage med det ultimative. I hvert fald, når vi dyrker indsigts meditation, skt.:  vipashyana.  Det vil sige, at  Madhyamaka  egentlig er designet til at blive anvendt under den analytiske fase af vipashyana.
 Anskuelsen er naturligvis en logisk og gennemført erkendelsesteori, som står på egne ben og forekommer dialektisk uangribelig, så Madhyamaka burde være et alment emne indenfor akademisk filosofi. Men den akademiske filosofiske tradition i Danmark har endnu ikke bemærket denne bemærkelsesværdige anskuelse, undtagen på Østasiatisk Institut. Som sagt er den virkelig anvendelig til den analytiske fase af vipashyana. Uden forståelse for sunyata, vil man misforstå  Bodhicitta, både som begreb og som  oplevet virkelighed. Så også den akademiske verden bør bemærke, at  Madhyamaka egentlig handler om både absolut – og relativt – Bodhicitta. På grund af sunyata, er der ingen virkelige  forhindringer for venlig velvilje, skt.:  maitri, og dyb medfølelse, skt.:  karuna.
  Så selvom denne anskuelse synes at fokusere næsten entydigt på  samskara  skandha, hvor begrebs dannelsen foregår, så handler det lige så meget om alle de andre skandha’er også. Ikke mindst den tredje, skt.:  samdjña skandha, hvor  genkendelse  eller umiddelbar  kendelse  eller  fortolkning  (skt.:  vidjñapti) finder sted, men også alt om  tid  og bevidsthed, skt.:  vidjñana. Begrebet om  bevidsthedens øjeblik opløses således også i sunyata.
 Mens  Madhyamaka altså fokuserer på begrebernes væsen og uvæsen – også hvad angår bevidsthed – fokuserer  Cittamatra filosofien eller psykologien fra  Asanga og  Vasubandhu på, hvordan bevidstheden anvendes under meditation, skt.:  bhavana. På denne måde kan man sige, at  Madhyamaka er den ultimative filosofi og Cittamatra er den ultimative psykologi. Begge systemer forenes i  Mahamudra.
 Nagardjuna’s formuleringer blev kommenteret af den berømte arvtager  Aryadeva. I den videre udvikling opstod der to fortolkninger.  Buddhapalita formulerede den såkaldte  Prasangika skole. Bhavaviveka formulerede den såkaldte  Svatantrika skole. Der blev senere lavet flere synteser af de to fortolkninger.
  Men uanset disse flere fortolkninger eller udviklinger, er kernen i Madhyamaka de 4 benægtelser, skt.: catushkoti. De 4 benægtelser er: vi kan ikke bekræfte noget; vi kan ikke benægte noget; vi kan ikke både bekræfte eller benægte noget; og vi kan heller ikke hverken benægte og bekræfte noget.
  Den virkelige videre udvikling blev dog foretaget af Cittamatra, som fremkom lidt senere end Madhyamaka; netop ikke som en kritik, men som en logisk udvikling. Ikke så meget ved denne anskuelses psykologiske udgangs punkt, som det ellers kan synes, men ved læren om, at  sindet  - hvilket vil sige både alting og ingenting -  er hverken tomt, skt.:  sunya, eller ikke-tomt, skt.:  asunya. Denne lære tager Nagardjuna's 4 benægtelser til et endnu højere niveau, almindeligvis kendt som 'substansløs abstraktion,' skt.:  abhutaparikalpa. Der er egentlig ikke noget epokegørende ved Cittamatra's videre udvikling af Madhyamaka. Cittamatra siger blot, at efter udtømningen af alle begreber og samskaras i den fjerde skandha, som Madhyamaka foretager, skal man forstå, hvad der er anderledes i den femte skandha, nemlig bevidsthed, skt.:  vidjñana. Bevidsthed er naturligvis også et begreb, men bevidstheden er først og fremmest den virkelighed, som begrebet 'bevidst' peger på, og kan opleves helt uden begreb om det, når yogi'en fordyber sig i sin meditative trance, skt.:  samadhi.
  Så efter at have forstået Hjertesutra'ens opløsning af begrebernes verden, vender vi tilbage til noget meget praktisk, som Hjertesutra'en faktisk også pointerer: hvordan finder vi - og hvordan erkender vi -  pradjña?
  Læs også om : Pradjñaparamita
- og om:   Nagardjuna - og om:   sunyata. Husk også at læse om:  Bodhicitta, fordi det er Madhyamaka’s ultimative emne. Læs endelig også om:  stoflighed eller substans, da emnet er  antitese til  Madhyamaka.

  Maghadha  (skt.):

 et kongerige på Ganges sletten, som var af nogenlunde det samme udstrækning som vore dages Bihar, syd for Ganges floden. Hovedstaden var  Rajgir, hvor også  Gribbebjerget lå. På  Buddha Sakyamuni’s tid herskede Kong  Bimbisara  her med uindskrænket enevælde. Han blev elev og støtte af   Buddha Sakyamuni.
 I de eftefølgende århundreder voksede riget til at omfatte det meste af den indiske halvø og Afganistan under Kejser Ashoka, som gjorde en stor indsats for    Dharma’en, hvorved den begyndte at sprede sig, først over hele Indien og Afganistan, derpå videre sydpå til Sri Lanka og nordpå i Centralasien.

  Maha Ati  (skt.):

 se under:  Dzogtjen.

  Maha-bhuta  (skt.):

 se under:  elementer.

  Maha-bodhi  (skt.):

 den store oplysning,  betegnelsen på  Buddha Sakyamunis egen oplysning. På grund af denne benævnelse, kaldes Templet på stedet for hans  befrielse og  oplysning   i  Bodhgaya, Bihar i Indien, for Mahabodhi Templet, som ses på billedet fra Øst med sin hovedindgang og to mindre tårne.  Bodhitræet befinder sig på den anden side af Templet.  Der skimtes et lysskær inde fra Templet. Det er det relativt lille rum med den berømte statue (klik her for et billede af den). Det lyser sådan, fordi billedet er taget om aftenen.

  Maha-bodhisatva  (skt.):

 en  Bodhisatva på de sidste 4 trin, skt.:  bhumis, i virkeliggørelse af   Bodhicitta.  Mahabodhisatva betyder ordret ’stor Bodhisatva.’  Udtrykket er synonymt med – og forklares mere indgående under:   Mahasatva.

  Maha-kala  (skt.):

 - ‘den store sorte’ -  Avalokitsevara’s  ophidsede  Buddha aspekt.  Mahakala udtrykker  Bodhicitta’s evne til at beskytte og bruges som en  Yidam. Det er sindets og hjertets åbenhed, som beskyttes.  Se også under:  Dharmapala, hvor der er et billede.

  Maha-kalpa  (skt.):

 se under:  Kalpa.

  Maha-kashyapa  (skt.):

 [Mahākāśyapa] tib.: Øsung Tjenpo['od srung chen po] - - var en af  Buddha Sakyamuni's   ti hovedelever. Han var selv  guru  i en rituel meditationskole, før han mødte Buddha Sakyamuni, så alle hans 500 lærlinge blev også Buddha's elever. Denne person bør ikke forveksles med  Buddha  Kashyapa, som er navnet på en tidligere 'historisk'  Buddha.Mahakashyapa bliver kaldt den store (maha) blandt dem, fordi han kom til at spille en så stor rolle i  Buddhadharma's  historie.
  Det fortælles, at  Mahakashyapa blev oplyst blot en uge efter at have mødt Buddha Sakyamuni.
  Mahakashyapa blev valgt som formand for forsamlingen af de 500  Arhats ved det første  Buddha-dharma koncil, som blev afholdt lige efter Buddha Sakyamuni's  Parinirvana.  Mahakashyapa  udspurgte ved dette møde både  Ananda, som reciterede  Sutra'erne,  og  Upali, som reciterede Vinaya Sutra, om korrektheden ved deres recitation. Derpå reciterede han selv grundlaget for  Abhidharma. Mahakashyapa's remse, skt.:  matrika, kendes ikke længere, men menes at være en liste over fagudtryk og emner for  anskuelse  og  meditation. Han havde åbenbart selv lavet den, for Abhidharma tilskrives ikke Buddha Sakyamuni. Buddha underviste naturligvis i alle emnerne, men lavede aldrig selv en sammenfatning.
    Da  Maha
-kashyapa’s død nærmede sig, siges det at han rejste til Kukute-badagiri, som hedder ’Gurpa Peak’ i dag og ligger et lille stykke vej fra
Bodhgaya. Bjerget åbnede en grotte for ham, hvor han satte sig og gik i dyb  samadhi. Herefter lukkede bjerget sig igen. Det siges, at  Maitreya  Buddha en dag vil komme og åbne bjerget, vække  Mahakashyapa og bede ham om Buddha Sakyamuni’s munke tøj, som han angiveligt stadigvæk har hos sig.  Mahakashyapa var nemlig den eneste  bikshu, som Budhha Sakyamuni byttede sine munke sjaler med.

  Maha-maya Devi  (skt.):

 Buddha Sakyamuni’s  mor. Hun var gift med Kong  Suddhodana, Buddha Sakyamuni’s far. Hun fødte ham ud af sin side,  da hun fik veer, mens  hun holdt fast i en gren på et træ i  Lumbini, en park i vore dages sydlige Nepal. Traditionen præsenterer fødslen som magisk for at demonstrere, at den var ren og ubesmittet. Fødslen var sandsynligvis et kejsersnit, for  Mahamaya dør en uge efter af komplikationer, skønt graviditeten var helt uden besvær.
       Billedet viser et relief
       af Mahamayadevi.
På grund af hendes overordentlige dyder,  skt.: 
punya, blev hun genfødt i 
Tushita  himlen, et slags paradis eller rent land. Da  Mahamaya således ikke kunne komme til at opleve sin søn som en 
Buddha, besøgte han hende og præsenterede 
Dharma’en i  Tushita himlen. Det er en af  Buddha Sakyamuni’s 12 bedrifter.
 Der er meget mytologi omkring Buddha’s mor. Hun må som kvinde have haft usædvanlige kvaliteter. Hun beskrives således som overordentlig smuk og velformet med mange detaljer om hendes strålende og charmerende væsen. Efter at have undfanget  den kommende  Buddha, påtager hun sig cølibat og lader ikke kong Suddhodana nyde erotik med hende mere.   Mange af Oldtidens lærde mente ikke, at en Buddha’s mor kunne være i stand til  at få flere børn, efter at  have født et så perfekt menneske. Det er jo både romantisk og tragisk ud over enhver beskrivelse, at man måtte skulle dø, når man har givet liv til, båret  ham og født  en historisk Buddha.  I myten bliver alt dog godt til sidst, fordi Buddha  på magisk  eller visionær vis besøger sin mor i hendes nye tilstandsform i Tushita himlen.
  Den virkelige historiske kvinde, som fødte Buddha Sakyamuni, forsvinder som person i denne mytologiske fortælling. Muligvis blev Buddha Sakyamuni født ved kejsersnit, som forløb uden problemer, men mor dør så alligevel en uge efter på grund af nye komplikationer. Det er dog blot min egen spekulation. Visse feminister er meget oprørte over myterne omkring  Mahamaya Devi, fordi de mener, at kvinder nedgøres og præsenteres som ’urene.’ For eksempel fortæller myten, at Buddha Sakyamuni befandt sig i et  Mandala slot i  Mahamaya Devi’s skød under graviditeten.  Visse feminister udlægger dette til at betyde, at der ikke var rent nok i kvindens skød til den lille hellige mand. Myten handler imidlertid om noget helt andet. At Buddha sidder i sit slot betyder, at han gennem hele graviditeten befandt sig i  samadhi.  Mahamaya Devi bliver ikke nedgjort i de buddhistiske myter, for hvis hun havde været underordnet, ville Buddha ikke have besøgt hende i Tushita himlen. Og begivenheden ville ikke være talt med som en af hans 12 gerninger. Der er ingen tvivl om, at samfundet på Buddha Sakyamuni’s tid var patriarkalsk, men der er heller ingen tvivl om, at  Buddha Sakyamuni anså denne patriarkalske fordom for:  en fordom. Buddha lærte os også, at vi bør opgive alle fordomme, da de ikke fører til  befrielse  og  oplysning.

  Maha-mudra  (skt.):

 tib.: tjagtjen  [phyag chen; ཕྱག་ཆེན་ – kort form for: phyag rgya chen po; ཕྱག་རྒྱ་ཆེན་པོ]  betyder ordret: det store segl. Hensigten med denne type træning er, konstant at forsegle sammenhængen mellem  Buddhanaturen  og alle  oplevelser; det vil sige alt i dit eget  liv. Buddhanaturen er  sindets  iboende rummelighed og klarhed eller skelneevne. Det vil sige, at sindet er en beholder, skt.:  alaya, for oplevelserne, som kan  kendes,  genkendes  og  erfares  eller  opfattes, fordi sindet også kaster lys eller klarhed over oplevelserne. Så 'sindets klarhed' betyder altså evne til bevidsthed, skt.:  vidjñana.
Billedet viser en traditionel vase, som bruges til indvielser; symbol for sindets beholder natur.
Det blot at rumme og opleve er dit sinds Buddha-natur. Alt det komplicerede med at føle, bedømme, veje, måle, beregne, ville og reagere - er ikke Buddhanaturen. Det er  samsara, verden som en personlig ting. Men uden Buddhanaturens rum og klarhed, kunne du slet ikke føle, bedømme, veje, måle, beregne, ville og reagere. Der ville jo i så fald slet ikke være plads til det. Denne virksomhed må nødvendigvis foregå i sindets beholdernatur (alaya) og kunne opleves bevidst - ellers oplever du jo ikke noget. For at kunne opleve noget, må sindet i sin beholdernatur være tom, skt.:  sunya. Ellers er der heller ikke plads til at kunne opleve noget nyt. For at kunne blive bevidst om noget, må bevidsthed i sig selv også være tom (sunya). Ellers er der ikke plads til bevidsthedens indhold. For at kunne opleve, må sindet også hele tiden tømme sig for sit indhold. (Se hvorledes under:  skandha  og  santana.) Der skal meget tomhed til for at få fyldige oplevelser. Og oplevelserne kan ikke vare ved. Mahamudra handler om at holde fast i Buddhanaturen i denne omskiftelighed. Den ændrer sig nemlig ikke. Buddhanaturen er uforanderlig. Masser af plads og bevidsthed. Så Mahamudra handler om blot at fastholde at kunne rumme sine oplevelser og det at være bevidst; samtidigt med at give slip, skt.:  naishkramya, på alt andet.
  I klassisk  Buddhadharma  er det velkendt, at  tilknytning  og  identifikation  med oplevelser er en vigtig del af problemet, som skaber  lidelse  og ulykke. Derfor begynder alting med at give slip.
  Det er nemmere sagt end gjort, så der skal både manifesteres et vedvarende sigte eller en hensigt, og der skal udvikles metode. Således er der både Mahamudra som  anskuelse  og  meditation. Kernen i Mahamudra meditation er  shamatha  og  vipashyana. Shamatha udføres på særlige måder, som almindeligvis ikke finder anvendelse i klassisk shamatha.
  Mahamudra er et komplet praksis system, skt.:  sadhana, hvilket forklares i 4 punkter (1.a - 1.d). Mahamudra betegner også en særlig metode indenfor  Tantra, hvilket forklares til sidst (punkt 2).
  1.a)  Mahamudra som praksis.
           Mahamudra er betegnelsen på en forening af alle buddhistiske anskuelser med en særlig progressiv meditations træning.  Mahamudra  er udformet som både en metode i  Sutra klassen og en mere omfattende metode indenfor   Tantra  klassen.  Mahamudra  som Tantra form inkluderer  Yidam  meditation og de hemmelige  yoga’er, som kaldes  Naropa’s 6 doktriner.  Der er en forberedende træning  (se under:  ngøndro) til  Mahamudra meditation, efter både Sutra og Tantra metoden.
  Generelt opdeles Mahamudra i basis, vej og frugt. Basis er Buddhanaturen. Der er tre former for sadhana som vej; Mahamudra virkeliggøres ved at opdyrke i hvert fald en af disse veje. Frugten er  indsigt,  erkendelse  og  sindet, som  genkender  sig selv.
  De tre slags sadhana eller veje er:
  1.) Ved kontemplation og logisk konsekvens; også kaldet vejen ved at fjerne, nemlig de  tre slør. Når de er væk, erfares Buddhanaturen direkte. Dette kaldes også traditionelt for vejen ved at give slip, skt.:  naishkramya, og  Paramita  vejen og  Årsagsfartøjet. Så dette er Sutra metoden.  Meditationstøtten  er  Bodhicitta  træning, tib.:  lodjung.
  2.) Ved forvandling; det vil sige Tantra metoden. De tre slør opgives ved at forvandle dem til sindets iboende,  ufødte  eller  medfødte  vished. Det sker ved Yidam meditation og de hemmelige yoga'er. (Læs om forvandling under:  Tantra.)
  3.) Vejen for direkte erfaring, skt.:  pratyaksha, eller det at kende Buddhanaturen. Det sker ved, at du utilsløret opdager Buddhaturen, da den nu engang findes der i dit eget sind. Den er dit eget utilslørede sind. Du kan jo slet ikke opleve noget uden at besidde Buddhanatur. Dette kaldes også for  Essensmahamudra. Mere om det senere.
  Disse metoder grunder sig på, at Buddhanaturen altid er samtidig, skt.:  sahadja, med oplevelserne  - alle oplevelser.
  Der er 4 trin eller yoga’er i  Mahamudra meditation på alle tre veje.
       1)  ét punkt, skt. ekagrata  [ekāgratā]; tib.: tsetjik
            [rtse gcig; རྩེ་གཅིག་]; det vil sige:  shamatha  og
            yoga trance, skt.:  samadhi.
      2)  enkelhed, skt.: nishprapañca  [niṣprapañca];
            tib.: trødral  [spros bral; སྤྲོས་བྲལ་]; eller fri for
            bearbejdning – det vil sige: uden  begreb – når
            yogi'en  mestrer samadhi og har udført den
            analytiske fase af vipashyana. Så der
            er heller ikke begreb om begreb.
      3)  en smag, skt.: samarasa, også: eka rasa; tib.: ro
            nyom / ro tjik  [ro nyoms; རོ་སྙོམས / ro gcig; རོ
         ་གཅིག་]; betyder 'samme smag' og 'én smag'
            henholdsvis. det vil sige: smagen af frihed
            fra  dualismens  dominans. Samt  mahasukha.
            Alt er det samme, meditation eller ej. Når
            dualismen er væk, er også de tre slør
            overstået og frydefuld glæde manifest.
      4)  uden meditation, skt.: abhavana  [abhāvanā];
            tib.: gom me;  [sgom med; སྒོམ་མེད་]. Det vil sige,
            at yogi'en har bevæget sig hinsides meditation,
            oplever og oplevelse.
  De fire yoga'er kan praktiseres ved enhver af de tre sadhanas eller veje. Men Mahamudra praksis begynder almindeligvis med ngøndro og andre hjælpe discipliner. Det er først, når du mestrer disse, at du laver den særlige shamatha, som ligge til grund for Mahamudra. Altså det første trin eller den første yoga. Denne type shamatha har de 5  skandha'er  som meditations genstand (skt.:  manaskara) på flere måder. En af måderne er den såkaldte vase meditation. Forudsætningen for vase meditation er at mestre samadhi. Fordi man følger de indre vinde (skt.:  vayu) og leder dem til særlige kredsløb. Det kan ikke gøres uden at mestre samadhi. Så meget af den forberedende træning hjælper til at vænne sig til anskuelserne og det at meditere. Ved at meditere korrekt - for eksempel ved  Vairochana's 7 punkts stilling  - og perfekt et-punkts  koncentration  - vil du opnå samadhi allerede før du begynder på egentlig Mahamudra meditation.
  Disse trin eller yoga'er svarer til de 4  dhyanas. Resultatet af et sådant mesterskab er, at  sindet og hele dets indhold  befrier spontant sig selv øjeblikkeligt, skt.:  ksaneksana, fordi sindet   genkender sig selv spontant. Vel at mærke, hvis og når dette faktisk sker, fordi sindet, som genkender sig selv, er enten noget, som finder sted, eller også sker det bare ikke. Selv om man mester de 4 dhyanas, er det ikke sikkert, at en sådan selv-befrielse vil indtræffe, fordi det er en naturlig proces, og ikke noget med meditations teknik.
  En sådan genkendelse er noget andet end lærdom – den er en direkte erkendelse  (skt.:  pratyaksha)  og direkte  erfaring. En sådan direkte erkendelse foregår rent praktisk ved mesterskab af indsigts meditation, skt.:  vipashyana. Det vil sige, at Mahamudra som træning har vipashyana som forudsætning og pratyaksha som frugt. Men træningen fremtvinger altså ikke nødvendigvis en sådan erkendelse; den gør fremkomsten af erkendelsen meget mere sandsynlig, fordi  forhindringerne  for erkendelsen fjernes ved sådan træning.
  Muligheden for sådan  indsigt  og erkendelse kommer fra samtidigheden, skt.:  sahadja, af alle dine  oplevelser  og  Buddhanaturen. I Mahamudra traditionen lægger man derfor vægt på, at Lama'en som Mahamudra mester demonstrerer, skt.:  darshan, Buddhanaturen for sin elev. Ved et helt åbent møde af Lama'ens sind og elevens åbenhed, kan en direkte sind til sind transmission finde sted, så eleven umiddelbart forstår - uden ord - hvad mesteren forstår. Dette er foregået i Karma Kadjy traditionen i århundreder, hvilket er grunden til, at  Gampopa  sagde, at "velsignelsen i vores transmission er stærk." Det er en hentydning til denne sind til sind transmission, som kan finde sted på grund af sahadja. Det er ikke en almindelig begivenhed, når det sker. Det er faktisk ret usædvanligt.  Saraha  var den første til at påpege denne mulighed.  Tilopa  gjorde det til en kunst.
 1.b)  Mahamudra som anskuelse.
          Mahamudra som anskuelse er foreningen af  de  tre fartøjer til befrielse. Herunder de største anskuelses systemer, nemlig  Vaibhasika, Sautrantika, Madhyamaka og Cittamatra. Vaibhasika beskæftiger sig hovedsagligt med Selvets illusion, skt.:  anatman,  samt verdens utilstrækkelige og utilfredsstillende karakter, skt.:  samsara. Sautrantika beskæftiger sig med det erkendelses teoretiske problem, som opstår fra Vaibhasika anskuelsen. (Nemlig om sansningerne, skt.:  sparsa, er af psykisk eller fysisk natur.) Madhyamaka beskæftiger sig med begrebernes illusoriske dimension og både oplevelsernes og erkendelsens tomheds natur, skt.:  sunyata. Cittamatra beskæftiger sig med sindets natur og virksomhed, set i lyset af sunyata. De sidste to skolers anskuelse er udtryk for klarhedens vished, skt.:  pradjña, i praksis, skt.:  pradjña-paramita. Det er den sidste af de  6 fuldstændige færdigheder, som karakteriserer en  Bodhisatva. De to første skolers anskuelser er udtryk for den viden, der skal til for at udvirke individuel  befrielse  og  oplysning, skt.:  pratimoksha. Det kan forekomme for begrænset for de, som praktiserer  Mahayana, men det er kun rigtigt på et teoretisk plan. For til daglig vil vi ofte faktisk anlægge Vaibhasika anskuelsen, fordi den er jordnær, praktisk og går ud fra, at verden eksisterer objektivt. Det gør verden naturligvis ikke, men ofte er det mest praktisk, hvis vi lader som om, at den er det.  Shamar Rinpotje  gjorde ofte opmærksom på denne pointe.
  Det ganske særlige ved Mahamudra anskuelsen er således ikke en ny fortolkning af de fire dhyanas eller begrebet pratyaksha, som er velkendte fra den tidlige  Buddhadharma, før der opstod de mange separate skoler. Det nye er foreningen af de fire filosofiske anskuelser, hvad filosofi og psykologi angår; samt de særlige shamatha meditations former i Mahamudra, hvad angår meditation. Plus de nyere 'hemmelige' yoga'er.
 1.c)  Mahamudra som forenet meditation
         og anskuelse.
Mahamudra som et samlet system af anskuelse og meditation menes at have sin oprindelse med  Mahasiddha  Saraha  (se billedet). Det er dog kun brugen og formuleringen af det faglige udtryk, som Saraha indfører som en ny definition. Sammenfatningen af emnet som sådan må dog tilskrives  Buddha Sakyamuni, ligesom det siges, at udtrykket ‘ekayana’  (skt.: kun et fartøj) stammer fra ham. Begge udtryk er moderne, så de stammer ikke som sådan fra Skayamuni - det er naturligvis  meningen, som stammer fra ham direkte. Tilopa samlede de hemmelige yoga'er fra mange Tantra'er, så de kunne udøves, støttet af kun én  Yidam  sadhana. Både Saraha og Tilopa havde  visioner  af  Buddha Vadjradhara, som instruerede dem i Mahamudra's kunst.
 1.d)  Mahamudra i Samadhi Radja Sutra.
          Shamar Rinpotje pointerede, at Mahamudra efter Sutra metoden er baseret på Samadhiradja Sutra’en, hvilket blev formelt formuleret af  Gampopa. (Det er nærmest underforstået hos Saraha.) I Samadhiradja Sutra'ens kapitel 4, forklarer Buddha Sakyamuni Mahamudra efter Sutra metoden. Det er en længere historie, som du kan læse  her i artiklen om Mahamudra.
1.e)  Mahamudra og Dzogtjen:
        På Buddha Sakyamuni’s tid var der ikke  3 fartøjer og 18  Vinaya  skoler, i hvert fald ikke officielt, så med tiden blev det nødvendigt at udspecifficere, præcisere og redefinere diverse  Dharma  fagsprog. For godt 2000 år siden, hvor Dharma’en jo allerede havde eksisteret i Indien i 600 år, blev det især nødvendigt at finde  fagudtryk, som både dækkede  de 3 fartøjer samt begrebs-filosofien  Madhyamaka  og den mere psykologiske  Cittamatra filosofi. Saraha var den første, som fik dette formuleret på en holdbar måde. Grunden til at dette forenede system blev benævnt Mahamudra skyldes brugen af ordet i dets anden betydning (se nedenfor). Der betyder Mahamudra at forsegle forbindelsen med Buddhanaturen ved at sindet er sig selv fuldt bevidst. Det er en anden måde at sige samadhi på, nemlig som samadhi bruges i den egentlige vipashyana.  Gampopa  var så manden, som påpegede, at denne betydning var udtrykt i Samadhiraj Sutra'en, som det ses for oven. Dette faktum fik Gampopa til at præsentere Mahamudra som et system, som også kunne praktiseres som en  Sutra metode.
  Det samme behov for nyformulering blev mere eller mindre samtidigt defineret af  Dzogtjen  (skt.: Maha Ati eller Mahasamdhi), hvori så udtrykket  Mahamudra bruges som nedenfor i betydning nummer to.
  Af denne grund forefindes en almindelig misforståelse blandt praktikanterne af Dzogtjen, nemlig at Mahamudra i Kadjy traditionerne er mindre effektivt end Maha Ati, fordi dette system er 'højere' end Mahamudra i Tantra's definition af mudras. Forhåbentlig er denne misforståelse rettet ved ovenstående artikel. Maha Ati hentyder jo simpelthen til, hvad der svarer til den fjerde yoga indenfor
       Mahamudra (meditation uden meditation).
  2) Mahamudra i Tantra.
      Mahamudra  er også betegnelsen på én
        af de forskellige  måder, skt.:  mudras (forsegling), at udføre Tantra på.  Mahamudra er i den forbindelse den højeste måde  (maha), karakteriseret ved at sindet mediterer direkte på sig
       selv uden såkaldt  meditations støtte.
  3) Essensmahamudra.
       Den essentielle Mahamudra  betyder øjeblikkelig genkendelse af Buddhanaturen, når Lama'en introducerer eleven til emnet ved en direkte sind til sind transmission. Da både Tantra og Sutra metoderne er gradvise, afviger essens metoden ganske væsentligt. Der kræves en meget usædvanlig kvalitet ved både Lama og elev for at dette kan lykkes. Men herefter kan eleven springe indvielser (abhisheka) over ved at forlade sig på selvindvielse og direkte erfaring, skt.:  pratyaksha. Essens Mahamudra har sin oprindelse hos Saraha, blev understreget af Maitripa og igen påpeget af  Jamgon Kongtrul Lodrø Thaye  og senest af  den 14. Shamarpa Mipham Tjødji Lodrø.
  Det har i historiens løb været diskuteret af blandt andre berømtheder som Sakya Pandita, at Mahamudra kun kan udføres som Tantra sadhana. Begrundelsen er  de 4 mudras  i Tantra. Imidlertid demonstrerer historien ganske enkelt, at du også kan udføre Mahamudra efter Sutra metoden, samt at Essens-Mahamudra også betegner et helt selvstændigt system. Dette sidste ses tydeligt ved Mahamudra's integration af naturligvis pradjñaparamita, men også en forening af Madhyamaka og Cittamatra i anskuelsen; og hovedvægt på shamatha for at etablere samadhi og vipashyana som praksis til selvindvielsen. De store mestre praktiserer for en god ordens skyld alle 3 slags Mahamudra.
  Se også under:  dhyana.
Læs også om:  yoga;
Saraha;
Tilopa;
Naropa
og Naropa’s 6 doktriner.
Læs også om den forberedende praksis til  Mahamudra, tib.:  ngøndro.
Læs også om:  Samadhiradja Sutra.
Husk også:  4 tegn på Mahamudra meditation.

  Maha-naman  (skt.):

 en af   Buddha Sakyamuni’s  første  5 elever, som praktiserede askese med Sakyamuni før dennes  Nirvana. De første elever, de 5 asketer, blev også de første munke og de første  Arhats.  De øvrige asketer hed:  Ajnata Kaundinya,  Bhadrika,  Vashpa og  Ashvadjit (som også kendes som:  Upasena).    Læs mere under:  Buddha Sakyamuni’s første 5 elever.

  Maha-pradjapati Gotami  (skt.):

 [Mahāprajāpatī Gautami]  er navnet på  Buddha Sakyamuni’s  tante, som hans far, kong  Suddhodana  giftede sig med, efter dronning  Mahamayadevi’s  utidige død kort tid efter  Buddha Sakyamuni’s fødsel.  Mahapradjapati var søster til Sakyamuni’s mor og blev således stedmor for prins  Gotama  allerede, da han var blot en lille baby. Hun tog sig af ham som lille og opdragede ham i hans første år. Hun blev senere den første fuldt ordinerede  nonne, skt.:  bhikshuni.

  Maha-samdhi  (skt.):

 eller Mahasandhi, eller Maha Ati, se under:  dzogtjen.

  Maha-samghika  (skt.):

 [Mahā-sāṃghika]; også kendt som Mahasamghika-Lokottaravada [Mahāsāṃghika-Lokottaravāda]; den store Sangha,  en af de 18 tidlige  Dharma  skoler. Sandsynligvis udmøntes   Mahayana  som historisk udvikling indenfor denne  Hinayana tradition.  Mahasamghika  findes ikke længere som selvstændig tradition, skønt det siges, at   transmissionen  stadig findes i visse klostre i Kina.
 

  Maha-sattva  (skt.):

 [mahāsattva]; tib.: sempa tjenpo  [sems dpa’ chen po; སེམས་དཔའ་ཆེན་པོ།]; ’big minded’ – storsindet;  ordret:  et sansende væsen  med stor-bevidsthed. ’Sattva’ betyder en person med bevidsthed, skt.:
vidjñana; ’maha’ betyder stor. Betydningen er, at bevidstheden er blevet afklaret i en vis grad, efterhånden som
en  Bodhisatva stiger i sin udvikling af  Bodhicitta  på den 
8 foldige vej  ved anvendelse og kultivering af de  6 fuldstændige færdigheder, skt.:  paramitas. Denne stigning i afklaring af  sindet  med en samtidig udvikling af relativt Bodhicitta og en stadig mere omfattende virkeliggørelse af klarhedens vished, skt.:  Pradjña, beskrives i  Mahayana som en Bodhisatva’s ti udviklings trin, skt.:  bhumis..
  En  Mahasatva befinder sig på et af de sidste 4 trin, hvilket karakteriseres ved, at man ikke længere kan miste sin  erfaring  fra  indsigt, og ikke længere rystes af  samsara  fordi samlingen af dyder, skt.:  punyas, er overordentlig stor, hvilket bevirker fravær af interesse i at  skade  og ødelægge – eller i flere misforståelser, fejl  fortolkninger  og  forvrængede  opfattelser, skt.:  moha.  Mahasatva betyder helt det samme som  Maha-bodhisatva.
  Læs videre under:  Bodhisatva.
Læs også om:  Bodhicitta,
samt om:  Bodhi.
Læs artiklen:  Det Lyse Sind.

  Maha-siddha  (skt.):

 tib.: drubtob tjenpo   [grub thob chen po]   en stor  siddha. I den klassiske litteratur nævnes 84 Mahasiddha’er  (engelsk oversættelse:  Masters of Mahamudra, billedet for neden af Kukuripa er fra bogen - kunstneren er Hugh R. Downs),   som på forskellige måder erkendte og virkeliggjorde   Mahamudra.

  Billedet viser den berømte Mahasiddha  Kukuripa med sin hund.

De indgår alle i flere forskellige   Mahamudra  transmissioners arvefølge, dels som ophav til den egentlige   Mahamudra  og dels som bærere og formidlere af traditionen. Her omtales  Mahamudra  som en samlet anskuelse med tilhørende  sadhanas, og ikke som en af  mudra’erne  i  Tantra. Historisk kendetegnes de 84  Mahasiddha’er ved at komme alle vegne fra i samfundet og ved at leve  - i reglen -  på ganske uortodokse måder. Der er få munke, ingen nonner  - skønt mange kvinder -  og flest håndværkere blandt dem. De nåede alle den fuldstændige oplysning, skt.:   samyak-sambodhi. Derfor er betegnelsen en  Mahasiddha helt identisk med  en fuldt oplyst Buddha.  En  siddha  derimod, er normalt ikke en  Buddha. Derfor betegnelsen  Maha-siddha, en stor siddha. Der er stor uenighed blandt akademikere, hvornår de forskellige  Mahasiddha’er levede, om der er flere med det samme navn, om de raporterede biografier har nogen som helst historisk gyldighed og meget andet. Den egentlige grund til denne usikkerhed stammer sikkert fra, at  Mahasiddha’erne levede og udfoldede sig overalt i samfundet, og opretholdt ikke officielle arkiver ligesom klostrene gjorde.  Mahasiddha’ernes eftermæle er derfor nærmest udelukkende baseret på forskellige historier om dem i omløb blandt deres elever og støtter, som først blev nedskrevet i klostrene, da  Mahasiddha’erne var fast etablerede som transmissions holdere af kanoniseret  Dharma. Myte, eventyr og hagiografi kendetegner derfor deres biografier. Deres historier er således for det meste beskrivelser af  Bodhimarga, oplysnings vejen, og deres liv præsenteret som en slags rolle modeller for de, som søger  Nirvana.  Mahasiddha’erne er uløseligt forbundet med forskellige  Tantra’er. Det gør det ekstra svært for akademikere at tidsfæste disse mennesker, for den almindelige måde at tids bestemme  Tantra  på, er ved at søge at fastslå tiden for de tidligste manuskrifter. Den buddhistiske tradition er imidlertid  mundtlig. Ingen ved, hvor længe  Tantra’erne har cirkuleret som rent mundtlige instruktioner. I visse  Tantra’er er der meget lidt tekst til mange og store visualiseringer, hvilket klart indikerer en mundtlig tradition.     Læs  også om  Saraha,  Shavaripa,  Tilopa,  Naropa,  Maitripa  og  Nagardjuna.

  Maha-sthama  eller:  Maha-sthama-prapta  (skt.):

 [Mahāsthāmaprāpta]; en  Bodhisatva  og  Mahasatva, som sættes i stedet for  Vadjrapani  som ledsager til  Amitabha Buddha  indenfor de kinesiske traditioner. Det er muligvis ganske enkelt et andet navn for Vadjrapani på  sanskrit, men alting peger dog på, at der er to traditioner med hver sin Bodhisatva som Amitabha's hjælper og elev. Mahasthama's særlige virksomhed er ligesom Vadjrapani noget med magtfuld beskyttelse; men i Kina lægges hovedvægten på Bodhisatva'ens  vished. Han omtales både i  Lotus Sutra'en  og i  Surangama Sutra.

  Maha-sukha  (skt.):

 [mahāsukha]; tib.: dewa tjenpo  [bde-ba chen-po; བདེ་བ་ཆེན་པོ།]. Den store glæde eller henrykkelse, som overvælder sindet og dominerer sindstilstanden ved en  dybere  samadhi. Ved endnu dybere samadhi giver yogi’en slip på  mahasukha, skønt det ikke ændrer sindstilstanden som sådan, men blot kvaliteten ved den  - dominansen eller optagetheden af den forsvinder. Dette svarer til processerne ved de  4 erkendelser.
  Læs også om:  fire [slags] frydefuld glæde.
Læs også om:  sukha (den søde lykke).
Læs også om:  lykke.

  Maha-sukha-kaya  (skt.):

 [mahāsukhakāya]; tib.: dewa tjenpo ku  [bde-ba chen-po'i sku; བདེ་བ་ཆེན་པོའི་སྐུ།]; kroppen af stor frydefuld glæde (mahasukha). Indenfor visse  Tantra  traditioner er der denne fjerde Buddhakrop (se under:  Trikaya), fordi den store frydefulde glæde søges ved  visualisering  og  samadhi. Dette anses for et gyldigt motiv for lidenskabelige mennesker, selvom det frydefulde moment opgives ved mesterskab i samadhi, skt.:  dhyana. Selvom  yogi'en  giver slip, skt.:  naishkramya, på den store glæde, forsvinder den jo ikke - den glider blot i baggrunden, når det sker.
  I  Dzogtjen  betyder begrebet om denne Buddhakrop bevidstheds tilstanden af frydefuld glæde ved en  Buddha's  uforhindrede  tilgang til sit eget  sinds  alle tilstande, hukommelse og kringelkroge, hvor intet forbliver skjult,  sløret  eller ubevidst. Denne sindstilstand kaldes oftest for 'alvidenhed’ – hvilket nok ikke er helt dækkende, da der jo ikke er tale om leksikon viden.
  I Hevadjra Tantra bruges ordet Mahasukhakaya synonymt med udtrykket  Svabhavikakaya; det vil sige helheden ved de  3 kayas, så de 3 ses som aspekter af denne helhed.
  Læs glad videre under:  Mahasukha  for oven.
Og om kayas under:  Trikaya.

  Maha-yana  (skt.):

det store fartøj. En anden betegnelse er   Bodhisattva-yana, Bodhisatva fartøjet, som betyder det samme - næsten.
Se under:   Tre Fartøjer.
Eller læs  artiklen.

  Maha-yana løfter  (skt.):

 se under: : Bodhisatva løfter. Se også nedenfor om:  Mahayana posadha.

  Maha-yana posadha  (skt.):

 tib.: thegtjen sodjung  [theg chen gso sbyong]; Et midlertidigt løfte på 24 timer, som lægfolk tager, for at leve en kort tid ligesom  munke  og  nonner. Men med henblik på udvikling af  Bodhicitta. Løftet tages for eksempel ved  Nyungne  sadhana (Avalokiteshvara  med 1000 arme), hvor løftet gentages hver dag praksissen foregår - normalt i tre dage. Der er 8 løfter. Aspiranten lover: ikke at slå noget  sansende væsen  ihjel; ikke at dyrke erotik; ikke at stjæle; ikke at lyve; ikke at drikke alkohol; ikke at flirte med nogen; ikke at sidde eller ligge på høje sæder eller senge (ikke over ½ meter højt); samt ikke at spise noget efter midt på dagen (vintertid). Ved på denne måde at leve en kort tid helt uden at  skade  nogen som helst, skabes et grundlag for at udvikle et åbent sind og hjerte, fyldt med kærlighed, medfølelse og forståelse for tomheds naturen, skt.:  sunyata.
  (Ved en Nyungne praksis tages også løfter om ikke at spise og drikke noget som helst hele dagen - på anden dagen - samt tavshed.)
  Læs videre om:  Posadha.

  Maitreya  (skt.):

 fremtidens næste ‘historiske’  Buddha. Når Buddha’s  Dharma  er væk, borte og glemt i fremtiden, vil  Maitreya blive genfødt og senere oplyst - ligesom  Buddha Sakyamuni - i  Bodhgaya. Han vil derpå atter dreje  Dharma-hjulet  og vise folk Buddha’s Dharma. Lige nu er han beboer i  Tushita himlen. Han er  Bodhisatva  på tiende trin  (skt.:  bhumi). Som sådan var han i stand til at vise sig for   Asanga i flere og mange visioner, som  Asanga  efterfølgende udmøntede i mange bøger. Disse bøger anses for  kanoniske, fordi  Maitreya er ophav til dem. De er grundlag for  Cittamatra  Skolen  (også kaldet for: Yogacara)  indenfor  Mahayana.

  Maitri  (skt.):

 ordret: venskabets kærlighed, en meget kærlig velvilje. Egentlig betyder  maitri  simpelthen venlighed, men i en dybere betydning end den moderne opfattelse af begrebet. Udtrykket betyder  et stamme menneskes ubegrænsede venlighed, som de fleste af os slet ikke kender til, men som var velkendt i Oldtiden.
Billedet viser et par lotus blomster, symbolsk for et åbent og fordomsfrit sind eller hjerte. 
Maitri  kommer fra ordet mitra, en  [særdeles god]  ven. Så  maitri  betyder således ægte venskabelig kærlighed, det at ønske og bestæbe sig på en andens eller andres  - i buddhistisk forstand alle andre  sansende væsners -  lykke uden tanke på sig selv. Herved opnås ikke blot  gavn  for de andre, som kærligheden retter sig mod, men også for dig selv, fordi du oplever  - og derfor vænner dig til -  dit eget   Bodhicitta. Det kaldes følgelig for de to slags gavn.  
 Maitri  er således heroisk uselvisk og selv-overskridende indfølelse eller indlevelse i andre mennesker og dyr, hvor man ubesværet sætter sig i de andres sted og søger deres lykke og frihed fra elendighed virkeliggjort. Hvis   maitri   ikke kan virkeliggøre de andres lykke og frihed fra  lidelse, for eksempel på grund af   karma, så står hjertets dør alligevel åben, og ønsket om de andres lykke formindskes ikke. I hvert fald ikke på grund af   maitri, for    maitri   er ikke handlingerne, men holdningen.  Så maitri er den kærlige velvilje. 
 Nogle oversætter med udtrykket: kærlig venlighed   (loving kindness). Måske er denne oversættelse et forsøg  - i en slags “katolsk” ånd -  på at vise denne kærligheds  platoniske  karakter, at den ikke indeholder et  erotisk  aspekt. Kærlighed fungerer altså bare ikke på den måde.   At søge andres lykke virkeliggjort er ikke i sig selv af erotisk natur;  det er afgjort af emotionel karakter på en deltagende og selvforglemmende måde, men på den anden side udelukkes erotik ikke nødvendigvis..  Erotik kan jo være fuldstændigt selvoverskridende, hvilket er grundlaget for mange ægteskaber og kæreste forhold. Det er blandt andet derfor, at der findes   sadhana  med erotik som en vigtig del, indenfor   Tantra (såkaldt  karma-mudra, blot en af måderne - mudra - som man kan dyrke  Tantra på).
 For munke og nonner er erotik naturligvis udelukket, hvis de tager deres løfter alvorligt. Erotisk afholdenhed er et af rodløfterne. Men for alle andre er spørgsmålet om erotik et  etisk  forhold, hvad enten man er sig det bevidst eller ej. Har den enkelte stadig sin menneskelige værdighed i behold, vil der være simple forskrifter eller opskrifter, som regulerer emotionaliteten udfra etiske betragtninger, som forholder sig til både menneskelivets og emotionalitetens tidsløse væsen og tidsåndens begrænsninger. En ordentlig etik forholder sig også til  karma,  bidja  og  samskaras. Det er for eksempel dårlig moral at splitte etablerede par ad, eller overlagt at søge at gøre andre kede af det eller misundelige ved hjælp af erotik.
 Den selvoverskridende kærlighed,  maitri  har ikke sådanne bagtanker, og det er heller ikke uden grund, at  Buddha Sakyamuni  anbefalede munkenes og nonnernes vej, hvis man virkelig ønsker  Nirvana. Erotik bliver nemt meget besværligt, netop fordi det forpligter etisk og afstedkommer mangfoldig slags  karma.  Maitri  er derimod helt ubesværet og uforpligtende.   Maitri  er hjertets åbne dør  - det er ikke  trafikken  ind og ud af døren. 
 Læs også om:  Bodhisatva,  Bodhicitta  og  karuna.

  Maitripa  (skt. - tib.):

 1007 – 1085 EVT. Han var en berømt indisk  Mahasiddha  og  Mahamudra  mester, elev af Shavaripa og  Naropa samt  Lama  for  Marpa. Han var også  pandit  på Vikramashila Klosteret i en periode. Han blev smidt ud af klosteret for brud på  Vinaya  af ingen mindre end  Atisha, som dengang var overhoved på Klosteret. Herefter mødte han  Shavaripa ved  Sri Parvati, det nuværende Nagardjuna Khonda i Sydindien og fik instruktion fra ham  (i følge Taranatha).   Fra  Maitripa  stammer den  'lange transmissions linie'  af Mahamudra  i  Kadjy  traditionerne. Maitripa fik den fra Shavaripa, som havde den fra  Nagardjuna, som igen havde fået den af  Saraha.

  Malla  (skt.):

 tib.: trengwa [phreng wa]; perlekæde med i reglen 108 perler, hvor den ene såkaldte Guruperle er større end de andre og vedhæftet endnu en perle, som har form som en flaske  (“vase”).
    Billedet viser en malla
     af rød sandeltræ med
     turkis sten som dekoration.
    Guruperlen er af perlemor.
Perlerne kan være af bjerkrystal, ’lotusfrø’  (fra en mongolsk træsort), bodhitræs frø, rød sandeltræ eller andre hel eller halvædle kugler. Nogle kalder den for en ‘bedekrans’.
  Man bruger den både for at tælle  mantra recitationer og for at hjælpe koncentrationen på de forestillede Buddha’er, når man udfører  sadhana  (“praksis”). Mange tibetanere samler store antal mantra recitationer, så de tæller næsten konstant ved at lade fingrene flytte perlerne på snoren, én ad gangen. Hver gang de når til Guruperlen har de talt 108. De har så 2 vedhængte ‘tællere’, som i reglen er 10 sølvringe på hver snor, som afsluttes med en lille  vadjra  på den ene og en lille  gantha (klokke)  på den anden. Efter 108  mantra  recitationer trykkes en sølvring så op eller ned på den ene ‘tæller’. Når alle 10 er flyttet, flyttes så én ring på den anden ‘tæller’ Således har man målt 10 gange 108 mantra’er  - og så videre.

  Mahna  (skt.):

 [māna]; tib.: nga gyal  [nga rgyal], stolthed. 
Læs videre under:  klesha.

  Mamo  (tib.):

 se under:  matrika.

  Manas  (skt.):

 manifest sind  (cittas) som sindelag, mentalitet, tanker og begreber  i en eller anden skikkelse og mønster, som bevidstheden opfatter dem i den femte  skandha. Det er   mano-vidjñana, sinds-bevidstheden, blandt de 8 slags bevidsthed, som opfatter  manas. Manas  er nogle aktive  samskaras, defineret som:  caitasikas, fra  den fjerde skandha  som opstår som spontan reaktion på de fortolkede, skt.:  vidjñaptis, mentale indtryk, skt.:  djñeyas fra den tredje  skandha.  Manas opstår i bevidstheds skandha’en, forårsaget af  cetana, caitasikas og  klesha'erne  ved reaktionen i den fjerde skandha, og opfattes så af  manovidjñana, sinds-bevidstheden, i den femte.  Manas  (mano  i sammensatte ord) betyder tanke, mental reaktion  eller mentalt reaktions mønster i samme betydning, som vi bruger udtrykket  psykisk kompleks i Vestlig psykologi, for eksempel en lidenskab og din historie med denne lidenskab. Manas er en særlig gruppe  cittas, og indgår også i en særlig gruppe  dharma'er, som kaldes  caitasikas.  Se også under:  vidjñana, bevidsthed  - og:  citta,  'manifest sind'.  Læs også artiklen: Hvad er en oplevelse?  - samt artiklen: De 4 grundlag for vågent nærvær, af  Shamar Rinpotje, hvor blandt andet  manas’ dynamik diskuteres.

  Manaskara  (skt.):

 [Manaskāra, også: manasikāra]; Pali: manasikāra; Tib.: yila yæpa [yid la byed pa / yid byed ཡིད་ལ་བྱེད་པ་ / ཡིད་བྱེད་]. En af de  5 gennerelle samskaras i følge  Asanga  i bogen  Abhidharma-samuccaya. Mental reaktion (samskara) på det oplevede indtryk (djñeya) med sin kendelse (vidjñapti); ordret 'det som optager sindet'. Ofte oversat som opmærksomhed, skønt der ikke hentydes til selve opmærksomheden, men det man er opmærksom på. (Det er lige godt også sammenfaldende.) Så det er mere korrekt at kalde manaskara for det beskæftigede  sind, hvor vægten ligger på, hvad der optager sindet. 'hvad tænker du på?' Så nogle gange betyder det tankevirksomhed, men det er altså det, som man har i tankerne.
  I meditations sammenhæng betyder manaskara således genstand eller felt for  mental koncentration  eller fokus; hvad bevidstheden er opmærksom på.  Nogle gange betegnes  manaskara simpelthen som bevidsthed, skønt meningen er hvad der optager bevidstheden, hvad bevidstheden beskæftiger sig med, så betydningen er ikke selve fokus eller bevidstheden i sig selv, men det mentale ’objekt’ – manas  – som i denne eller hin situation er fokus for bevidsthed. Men generelt kan det også blot betyde bevidsthedens indhold i en psykologisk forstand.  Fokus kan både være sund eller usund, afhængig af om  tilknytning  til  oplevelsen er til stede eller fraværende.  Koncentrations  genstanden eller feltet i  shamatha  meditation er således manaskara.
  Læs også om:  5 gennerelle samskaras.
Læs også om den  dialektiske  modsætning:
A-manaskara.

  Mandala  (skt.):

 [maṇḍala]; tib.: tjilkhor  [dkyil ‘khor; དཀྱིལ་འཁོར་]; en  Buddha’s  slot. De fleste billeder af  mandala’er viser grundplanen i et sådant slot, hvor væggene er lagt ned, men stadig med dekorationer på  (se billedet til højre af  Kalachakra’s  Mandala, som viser et slot i flere etager, ligesom en pagode fra Nepal. Der er angivet 4 indgange i 4 farver, som er porte med tårne på, som her på tegningen er ‘lagt ned’. Mandala’en er omgivet af en ring af ild.  Buddha aspekterne  er repræsenteret ved  sædstavelser  og symboler).

  Mandala ofring  (skt.):

 indgår i flere sammenhænge, men især som den tredje disciplin i   Ngøndro’en. En forestillet perfekt verden, som man ville være glad ved at leve  i, ofres mange mange gange til  Tilflugten. Den forestillede verden er en mytologisk symbolsk gengivelse af det såkaldte ‘Meru bjerg verdens system’. Midt i denne verden befinder  Meru bjerget  sig omgivet i kompassets retninger af de verdener, som er beboede af  sansende væsner. Både på Meru bjerget og over det i mange himmelske sfærer er de forskellige gude verdener i Kamaloka, Rupaloka og Arupaloka (se om dem under:  Triloka).
  Billedet viser den fysiske repræsentation af  Mandalaofringen. Den er en slags omvendt dyb tallerken med symboler for de beboede verdener, ovenpå den er der en bunke ris holdt på plads af tre ringe. På toppen  Dharmahjulet, som i denne sammenhæng symboliserer  Brahma-chakra, guden Brahma’s hjul som symbol for  Akanishtha  himlen, den højeste eksistensform som inkarneret gud. Hele konstruktionen stilles som regel på et alter  som  støtte for visualiseringen, som er noget mere kompliceret. Hensigten med en sådan  Mandalaofring er at give udøveren mulighed for at give slip på sit eget begær  efter det perfekte liv i nydelse og selvbekræftelse, samtidigt med at udøveren vænner sig til  gavmildhed som en uadskillelig del af  Bodhicitta.

  Mandara  (japansk):

 japansk for mandala; se ovenfor:  mandala.

  Mandarava  (skt.):

 Guru Rinpotje’s ledsagerske fra hans ophold ved ‘lotus søen’ Tso Pema, som i Indien kaldes Rewalsar.  Mandarava var en prinsesse fra Mandi, den betydeligste by i Kulu dalen i Himachal Pradesh delstaten i Indien. Dengang kaldtes landet for Zahor. og kongen var muligvis med navnet  Indrabhuti.  Mandarava og Guru’en stak af fra kongeslottet og slog sig ned ved Tso Pema i en grotte. Kongen blev vred, fangede dem og lavede et mægtigt bål, som brændte i en hel uge med de to elskende inde i midten. Imidlertid lavede Guru Rinpotje en vand fontæne midt i ilden, og under et vandfald af fryd elskede de to videre, mens far så på ilden, som omgav dem. Da ilden døde ud og kongen erkendte miraklet, blev han naturligvis hengiven til Guru’en og lod sin datter praktisere med ham. Hvor bålet var brændt ud, var der nu en sø, som ligger der den dag i dag. Ligeledes kan man besøge Guru Rinpotje og  Mandarava’s grotte højt hævet over søen.
 Hun blev således den ene af Guru’ens to vigtigste elever og elskere. Den anden var  Yeshe Tsogyal, som også var en prinsesse, men fra kongen af  Tibets hof.

  Mandjugosha  (skt.):

 skt. [Mañjughoṣa]; Skønstemme, et andet navn for  Mandjusri.

  Mandir  (skt.):

 Tempel; se under: lhakang.

  Mandjusri  (skt.):

 [Mañjuśrī]; tib.: djampal  [’jam dpal; འཇམ་དཔལ།];  (skrives også: Manjusri); en  Bodhisatva, som mest er kendt for at demonstrere  klarhedens vished, skt.:  pradjña, symboliseret ved hans 'flamme sværd'. Sværdklingen består helt af ild – der er intet metal. Med sit sværd – og dermed pradjña – overskærer Mandjusri al  tilknytning  og  identifikation  til  oplevelserne. Han holder også en  'utpala'  (blå lotus blomst)  i sin venstre hånd, symbol for  Bodhicitta. Ovenpå denne utpala blomst ligger bogen med  Pradjñaparamita Sutra’en, symbolsk for  Mandjusri’s  erkendelse  (denne bog synes ikke umiddelbart på tegningen, men den er der, når du ser nærmere efter).

  Mani mantra  (skt.):

 er navnet på  Bodhisatva'en   Avalokiteshvara's  mantra:  om mani peme hung [om mani padme hung; ཨོཾ་མ་ཎི་པདྨེ་ཧཱུྃ].  Sædstavelsen  ‘om’ manifesterer  sindets  rummelighed og tomhed, skt.:  sunyata, som ikke  forhindrer  noget, men skaffer masser af plads til alting, så rummelighed og ikke-forhindrende tomhed betyder den åbenhed, som er karakteren ved  Bodhicitta. Sædstavelsen mani betyder ædelsten, repræsenterende:  Cintamani, den ønskeopfyldende ædelsten i indisk mytologi – en hentydning til sindets ønske opfyldende natur – og ’pema’ betyder lotusblomst – en hentydning til  relativt Bodhicitta, venskabelig kærlighed og medfølelse med alle andre, som opstår naturligt og helt af sig selv, når der ikke er forhindringer for det. Der er ingen forhindringer i  Avalokiteshvara’s sind. Ligesom Bodhisatva’inden  Tara, er han eksemplet på denne mulighed.  Hjertesutra’en  forklarer  Avalokiteshvara’s  befrielse  og  oplysning. Det betyder ganske enkelt, at det også er muligt for dig  – især når du mediterer på  Avalokiteshvara og udtaler hans mantra igen og igen i en jævn strøm, som fylder sindet.
Sædstavelsen HUNG må her forstås som udtrykket: færdig og virkeliggjort; symbolsk står HUNG for  sindets klarheds natur.
 Mantra’et udtrykker   Avalokiteshvara’s karakter. Bogstaverne i mantra’et har forskellige farver, skønt de mangler på billedet. Farverne symboliserer de 6 verdener, hvor man kan inkarnere eller  genfødes. Hver enkelt farve bringer velsignelse til hver af disse verdener og kraft til at overvinde sin  tilknytning  til sådanne eksistens former.
  Læs også  Shamar Rinpotje’s  artikel: Meditation om kærlighed og medfølelse.

  Manjusri  (skt.):

 - se under:  mandjusri.

  Mano  (skt.):

 - se under:  manas.

  Manovidjñana  (skt.):

 - ordret bevidsthed  (skt.:  vidjñana) om de mentale reaktioner  (skt.:  manas)  - bevidstheden, som tager form af det manifeste sindelag eller mentalitet og de manifeste reaktions mønstre i sindet, som opstår fra  den fjerde  skandha. Sinds-bevidstheden om sindets   indhold, hvilket vil sige tanker, følelser og mentale reaktioner om sansninger  (skt.:  rupas), mentale indtryk (skt.: djñeyas)  og deres fortolkning  (skt.:  vidjñaptis)  og de spontane mentale reaktioner ved   samskaras  i sindet. Bevidsthed som vidende proces i sindet, som omfavner sinds-bevidsthedens sanse genstande, kaldet manas og nogle gange  cittas.  Den  sjette sanse-bevidsthed. Manas kommer fra den fjerde skandha og lander i den femte. Manas er selv formet i en før-bevidst proces i den fjerde skandha ved  caitasikas,  cetana  og  kleshas.  Vidjñana, bevidsthed, antager så simpelthen deres form og bliver herved til  mano-vidjñana. Bortset fra  alayavidjñana, som er bevidsthed om sindets rummelighed, antager sanse-bevidsthederne altid form af deres  sanse-genstande. Indtryk fra de første 3 skandha'er og reaktion fra den fjerde præsenterer sig samlet i bevidstheden og giver bevidsthederne både indhold og   fortolkning. Herved manifesterer bevidsthederne sig altid i nogle bestemte former og mønstre, affødt af de foregående 4 skandha'ers virksomhed, selvom bevidsthed som sådan blot er sindets klarhed og evne til viden. På dansk kalder vi normalt  manovidjñana  for forstanden, som forstår eller misforstår noget, i betydningen af øjeblikket, hvor noget bevidst 'belyses og vides'  - og derved måske erkendes korrekt eller måske misforstås.  Manovidjñana er bevidstheds formen, som kan kende, erkende og genkende både sindet selv og sindets indhold   (egentlig erkendelse og genkendelse af sindets  Buddhanatur   sker ved alayavidjñana). Desværre kan sinds-bevidstheden meget nemt misforstå oplevelserne, især hvis der er mange fordomme på lager. Det er der i reglen, for der er både de naturlige fordomme, som opstår fra skandha'ernes samspil og  forvrængning, og de yderst civiliserede fordomme, som det måske har taget lang tid og mange generationer at udvikle. Det er også  manovidjñana, som kan hæve individet over sine fordomme ved at fremelske  Bodhicitta  og tilegne sig  Buddha Dharma.   Læs siden:  de 5 skandha'er.   Læs også siden: Om opfattelsen 2.  Læs endelig også siden:  Hvad er en oplevelse?
 

  Mantra  (skt.):

 tib.: ñgag [sngags;  སྔགས], trylleord. I reglen udtrykker  mantra  essensen  (som er  sunyata) ved en  Yidam eller den Yidam’s  Buddha-virksomhed. Ved  mantra recitation fortrylles  yogi’en til forening med sin Yidam ved identifikation.  Identifikation er jo ellers betegnet som en  forhindring  for  indsigt. Så ved brug af   mantra bliver noget typisk problematisk forvandlet til problemets løsning. Det er den almindelige metode indenfor  Mantrayana – eller  Tantra. Yogi’en påtager sig ’Buddha-aspektets værdighed’ som det kaldes.  Mantra recitationen forener sig også med yogi’ens  samadhi  og   sadhana.
 Mantra kan også have form af en  bøn på sanskrit.   For eksempel i  Vadjrasatva’s aktivitets  mantra, som reciteres ved  ngøndro sadhana.  Eller som det kendte   guruyoga  mantra:  Karmapa tjenno -  Karmapa hjælp mig!  (Ordret: Karmapa kend mig. Se den tibetanske tekst til højre.)
 Mantra anvendes i reglen ved en særlig afdeling af  sadhana, hvor alle  visualiseringer er bragt på plads. Det gør det muligt for opmærksomheden at hæfte sig ved recitationen af  mantra, mens visualisering og mening også fastholdes. 
 Effekten er fred,  vågent nærvær, skt.:  smriti, og fokus i sindet ligesom ved  shamatha meditation.
 De kristne kan måske få en god forståelse for brug af  mantra, for de bruger selv både amen og halleluja.
  Se også under:  dharani;
og  mani;
samt  abhisheka.
Læs også om:  alikali  (alfabet mantra'et).

  Mantra-dhara  (skt.):

 mantramester, en person som mestrer udøvelsen af  mantra.

  Mantra-naya  (skt.):

 Mantra læren; en tidlig betegnelse for:  Mantrayana.

  Mantra-yana  (skt.):

 Mantra-fartøjet. Det fulde navn er ‘det hemmelige mantra fartøj.’ Et andet udtryk for   Tantra  (hovedartiklen)  –  Vadjrayana  eller Diamant-fartøjet.  Mantrayana kaldes også for Mantra-naya, Mantra læren.  Mantrayana er en underafdeling af Bodhisatvayana – også kendt som: Mahayana.
  I følge Herbert V. Guenther (i hans bog: Treasures on the Tibetan Middle Way, side 52ff), er det fulde navn: Guhya-mantra-phala-vajra-yana. Kilden til denne information er tilsyneladende Tsong Khappa's bøger. Guhya-mantra-phala-vajra-yana kan forkortes til blot: Guhya-mantra-yana, det hemmelige mantra fartøj. Det kendes også som Frugt-fartøjet, Phala-yana; og 'Diamantfartøjet' Vadjrayana. Begge tre navne synes således at være forkortelser af det lange navn. Guhya-mantra-phala-vajra-yana må samlet således betyde: fartøjet som drives af hemmelige mantra's frugt ved 'diamanten'.
  Vadjra  oversættes her som 'diamant' skønt vadjra oprindeligt i  Veda'erne  betyder et lyn eller tordenkile våben, som tilhører  guden  Indra  – og tilsvarende tilhører den oldnordiske gud Thor og den romerske gud Jupiter og den græske gud Zeus.
Den første historiske vadjra kendes fra den Sumeriske kultur i syd Irak, som muligvis har sin oprindelse i Indus kulturen (Harappa) i forhistorisk tid.  (Se billedet til højre af Sumer Guden Apzu, herskeren over fersk vand – med to vadjra'er i sine hænder. Relief fra Niniveh nær Mosul i Irak fra en senere tid, da Asyrien herskede i landet.)
  Vadjra'en – som brugt i buddhismen – er et håndtag med 5 lyn, som udgår for oven på håndtaget – og for neden tilsvarende under hånden, udgår endnu 5 lyn. Disse i alt 10 lyn udspyes af to gange fem dragemunde, som kommer ud af to  lotusblomster. (Se billedet.)
Der er således både en lotusblomst for oven og for neden på håndtaget. Selve håndtaget består af en fuldstændigt rund kugle, som symboliserer tomhedsnaturen, skt.:  sunyata  (samt  Dharmakaya,  Buddha's  sind). Lotus blomsterne symboliserer således Buddha's sinds tilstand,  Bodhicitta  (samt  samboghakaya). Og drage lynene symboliserer både aktualiseret Bodhicitta og  Buddha aktivitet  (samt  Nirmanakaya).
 Det der gør et tidligere guddommeligt våben til et magisk diamant lignende værktøj i buddhismen, er den samlede betydning eller symbolik, hvor vadjra'en må forstås som resultatet eller frugten af anvendelse af  pradjña, ved fuldstændig færdighed i denne kunst, kaldet  pradjñaparamita. Pradjñaparamita er således '  Årsagfartøjet' – mens 'Frugt-fartøjet' - 'Resultat fartøjet' eller 'Virknings-fartøjet' kaldes Phalayana (= Mantrayana). Da resultatet virkeliggøres ved brug af særlige metoder (skt.:  upaya), kaldes Mantrayana også for Uapayayana, virksomheds fartøjet.
(Billedet viser en ret speciel vadjra med meget tydelige drage hoveder, hvor lynene ikke mødes i ét punkt; det er højest usædvanligt. Men dragerne med lyn i munden ses tydeligt.)
Betydningen af at praktisere 'frugten' ved hjælp af Mantrayana er, at virkeliggøre og  erkende  sin egen  Buddhanatur  ved  visualisering af diverse  Yidam  former og brug af disses mantras. Herved kan du fremelske en  vision  af vedkommende Yidam, som herved er din direkte forbindelse (skt.:  samaya) til din egen nuværende og nærværende Buddhanatur. At praktisere frugten er baseret på, at muligheden for  Nirvana  allerede er til stede i kraft af Buddhanaturen, som du allerede besidder, hvad enten du er bevidst om det eller ej. Buddhanaturen defineres som  sindets  egenskab af en beholder (skt.:  alaya) for sine  oplevelser  og dets iboende  ufødte  klarhed (pradjña).
  Læs videre under:  Tantra.
Se også under:   mantra  (den foregående paragraf).
Se også under:  abhisheka.
Og under:  samaya
Samt under:  yoga.

  Mantrin  (skt.):

 [māntrin]; en udøver af  mantra  praksis, det vil sige  Tantra.
  Se under: (tib)  ñgagpa.

  Mara  (skt.):

 [Māra]; tib.: Dy  [bdud; བདུད།]; navnet på en principiel  djævel  i  Dharma’en.  Mara symboliserer  tilknytning  og  identifikation. Den derfra opståede  forvrængning  betegnes som formørkelse af  sindet, skt.:  moha.  Mara kendes også under navnet:  Papiyan.
Billedet viseret udsnit fra en tangkha med livshjulet, som fastholdes af Mara, som ganske ordret har bidt sig fast.
(I oldnordisk mytologi findes en klasse djævle kaldet 'mare' som i et mareridt, hvor marren rider på den sovende og frembringer onde drømme. Dette navn har muligvis samme oprindelse som sanskrit Mara, men betydningen er helt anderledes, fordi marren blot forstyrrer drømme, mens Mara forvrænger alle 5  skandha'er, hvad enten du er vågen eller drømmer. Pigenavnet Maren har ikke noget med dette at gøre, for ordet er en fordanskning af helgen navnet Marina fra latin.)
  Mara optræder i  Buddhadharma  i forbindelse med  Buddha Sakyamuni's  Nirvana. Nemlig ganske kort før  befrielsen  indtræffer. Da Buddha Sakyamuni indser, at tilknytning og identifikation er årsag til  de 3 slags slør, hvorved han bliver opmærksom på sine egne lænker af uvidenhed   (skt.: avidya),  lidenskab  (skt.:  klesha)  og  karma,  opgiver han al tilknytning og identitet med alle former for oplevelser. I det øjeblik får han så en  vision af  Mara.  Mara har en djævelsk form i visionen, som udtrykker Buddha Sakyamuni’s eget hidtidige instinkt for tilknytning og identifikation, som fremstår som det modsatte af Buddha’s forsæt om  befrielse  og  oplysning. Det er nu dette forsæt, som dominerer Buddha Sakyamuni’s  sind, så tendensen til tilknytning og identifikation kan ikke længere virke.  Ved at modstå og besejre  Mara, opnår han  befrielse fra tilknytningers og identifikationers dominans   i sindet.
  Det er kun her i  Buddha Sakyamuni’s befrielses historie, at  Mara  optræder som vision. I  Sutra  og  Abhidharma  optræder  Mara kun som  begrebet og symbolet for tilknytning og identifikation. I   Sutra  og  Abhidharma repræsenterer  Mara   avidya - uvidenhedens  samskara   - tilknytning og identifikation som en skjult og uimodståelig vane eller instinkt, som konstant overvælder den enkelte med sit selvbedrag, skt.:  ahamkara, og misforståelse ved forvrængning, skt.:  moha  (se også under:  Rahu).
  Mara bebor og hersker over den fjerde himmel i  Kamaloka, som kaldes 'Magt over andres fremmanede sanse glæder' - skt.: Parinirmitvashavartin, tib.: Shyentrul Wang Jé [gzhan 'phrul dbang byed] eller: Paranirmita himlen i kort form. Her kan du også blive genfødt; men dine oplevelser bliver afgjort af dine lidenskabelige følelser, skt.: kleshas. Og du kan ikke styre dine oplevelser eller reaktioner på dem.  (Læs videre under:  Triloka).  Mara’s betydning i  Dharma’en er, at han optræder som en vision for  Buddha Sakyamuni. Som følge af visionen bliver  Mara herpå et begreb og symbol i  Sutra  og  Abhidharma.
 Mara ses afbildet som den djævel, som fastholder  livshjulet  på siden:  Årsagskæden, fordi det er tilknytning, som bevirker genfødsel i det uendelige i de 6 verdener. Mara inkarnerer og symboliserer tilknytningen til: sanse glæder, utilfredshed, sult, tørst, trang, sløvhed, søvnighed, rædsel, vægelsind, hykleri, stædighed, profit, ofringer, ry, ufortjent status, selvros og ringeagt for andre  (i følge Padhana Sutra fra  Theravada traditionen). Flere af disse punkter er der sådan set ikke noget i vejen med i sig selv - problemet opstår, når der er tilknytning til disse ting eller tilstande og identifikation.
 Visse steder omtales 4 forskellige  Maras:
1)   gudernes sønner  Mara (skt.: devaputra-mara).
       Det vil sige tilknytning til vores mentale
       projektioner, skt.:  asravas.
2)  dødens  Mara. det vil sige tilknytning til fødsel
       og død, herunder døds  angst.
3)  forureningens  Mara. Det vil sige tilknytning
       til  klesha’erne,  de lidenskabelige følelser
       (hvorved klesha'erne tilslører sindets natur,
       derfor bruges ordet forurening, i betydningen af
       uklarhed og dominans ligesom mudder i vandet
       gør det uklart og dominerer vandet).
4)  skandha’ernes  Mara. Det vil sige tilknytning
       til, hvad vi  oplever, hvilket er de 5  skandha’er.
Bemærk, at tilknytning betyder 3 ting: at lade sig forføre i den anden skandha, skt.:  vedana, af tiltrækning, afsky eller ligegyldighed, hvorved man kommer til at identificere sig med begær, vrede eller ikke-indlevende ligegyldighed i den fjerde skandha, skt.:  samskara, som igen bevirker stærk tilknytning og identitet,  forårsaget og betinget af disse 4  Maras. Alle former for  Mara  overvindes ved  indsigt, skt.:  vidya. Bemærk venligst, at betingelse for indsigt er at kunne give slip (naishkramya) på tilknytning og identifikation. Og det er nemt at give slip, når du mestrer  samadhi  ved  de 4 dhyanas.
  Læs også om:  de 4 fejl.
Læs også om:  Rahu.
Samt om:  djævle.

  Mara’s 5 pile  (skt & dansk):

 denne  djævel skyder sine 5 pile og rammer enhver, som gribes af:
1)   stolthed
2)  avidya, uvidenhed eller ubevidsthed, som bevirker
      en tilstand af emotionel forvirring.
3)  misforstået opfattelse for eksempel en anskuelse
      uden forståelse for  karma  og  genfødsel
4)  glemsomhed (angående  de 4 Ædle Sandheder).
5)  forstyrrelse ved de  8 verdslige dharma’er.
   - hvorved sådanne personer  tilknytter sig  disse tilstande, skt.:  caitasikas  og  identificerer sig  med dem. Det betyder selvfølgelig, at vi alle ikke blot er mål for  Mara’s 5 pile, men også konstant rammes og lider under det.  Mara’s pile  symboliserer, hvad vi ellers vil betegne som vores egen tilknytning og identifikation. Symbolet viser, at tilknytning er noget, som man bliver ramt af  - og ikke noget, som man er. Selv om du identificerer dig med disse 5, er de stadigvæk, noget du er ramt af og ikke noget, som du er. Men når du er ramt, er det noget, som du har. Der er forskel på før og efter. Det er vigtigt at forstå, hvad der sker. Det vil sige, at resultatet af at blive ramt, er at blive  emotionelt grebet.
  Kun  Bodhisatva’er  på de højeste trin, skt.:  bhumis, og  Buddha’er er frie for alt dette.
 Læs om  djævelen  og  guden  Mara  i den forrige paragraf.
Læs også om:  kleshas.
Og om:  Rahu
Læs også om  de 3 slør.

  Mara’s guder  (skt & dansk):

 [mārakāyika]; tib.: Dy tji ri tji lha  [bdud kyi ris kyi lha; བདུད་ཀྱི་རིས་ཀྱི་ལྷ།]; I  Mara’s  himmel  bor der mange  guder. Mara er blot den øverste.

  Marga  (skt.):

 - vej, sti eller spor. Hentyder til udviklingen gennem livet under træning som i udtrykket  Bodhi-marga,  vejen til oplysningen.

  Marpa  (tib.):

 1012 – 1097 EVT.  Mahamudra  mesteren, som var elev af  Naropa  og  Maitripa, og som var  Lama  for  Milarepa. Marpa kaldes for oversætteren, tib.: lotsawa, fordi han bragte ikke blot  Mahamudra til Tibet, men også diverse  Tantra'er  og sjældne  Dharma  bøger.
Billedet viser en Marpa statue fra Rumtek Kloster, lavet af den 10. Karmapa.

  Matrika  (skt.):

 [mātṛkā]; ‘matrix’ i betydning af en remse eller liste, men især den formulering som  Mahakashyapa reciterede om hvad, der er indeholdt i almindeligt accepteret  Buddhadharma i en kompileret form. Remsen eller listen var dog ikke så komplet og gennemført som den senere  Abhidharma. Sådanne remser eller lister findes for eksempel i Madhyama-āgama (se under:  agama) og i remsen  Oplysningens 37 faktorer. Problemet med  matrika er, at vi ikke kender Mahakasyapa's remse fra det første  Dharma koncil. Udtrykket betyder tydeligvis enhver remse, for eksempel de 5 skandha'er, de 12  ayatanas, de 18  dhatus,  Oplysningens 64 elementer,  årsagskæden  og så videre.
Læs mere under:  Abhidharma
  Matrika er også navnet på en gruppe sygdoms  djævle, tib.:  mamo. De kontroleres traditionelt af  Dharmapalas  som for eksempel Palden Lhamo.

  Matsurya  (skt.):

 ondskabsfuld, smålig, nærig, gerrig; se under:  ondsind og ondskab.

  Maudgalyana  (skt.):

 en af  Buddha Sakyamuni's  10  hovedelever. Han ses i reglen sammen med sin gode ven  Sariputra  ved siden af Buddha Sakyamuni på diverse malerier.

  Maya  (skt.):

 illusion, eller  forvrænget og  misforstået  opfattelse  af virkeligheden. Tib.: djyma [sgyu ma; སྒྱུ་མ་]. Betegnelsen illusion går naturligvis på alle indbildte ting, men i  Buddhadharma  peges der på et ganske særligt forhold, når ordet maya bruges. Det handler om alle  oplevelser. De umiddelbart opfattede oplevelser misforstås som uafhængige af  sindet. Selvom sindet frembringer alle oplevelser ved de 5  skandha’er, er folk normalt nærmest instinktivt ubevidste om, at det er sådan det foregår. De fleste går derfor – uden at tænke nærmere over det – ud fra, at sind og oplevelser er to ret forskellige ting. I virkeligheden er de to størrelser to sider af det samme. Oplevelser er sindets indhold, men de er altså også lavet af sindet. Oplevelser begynder deres liv som sansninger (skt.:  sparsa  – 'kontakt'), men selv sansninger er som oplevelser lavet af sind, selv når impulsen (skt.:  visayas  – 'sanse genstande') til sansningerne ikke stammer fra sindet selv.
Billedet viser:  ‘there’s a bear in the air.’ Fotografen er ukendt.
 
Så når du oplever æblets rødmen og smagen af vanilje, er både smag og farve lavet af sindet. Alligevel er det som om, at æblet bestemt ikke er i sindet, men udenfor kroppen i verden. Og smagen er i munden, forekommer det i hvert fald langt de fleste. Det er jo ikke fordi, at der slet ikke er en verden udenfor krop og sind; det er bare slet ikke der, at dine oplevelser befinder sig. Det er det, som er maya. Du synes adskilt fra verden. Når du er syg, kan du synes adskilt fra din krop. Selv som oplever synes du adskilt fra dine oplevelser, også når de er helt mentale som tanker og følelser.
  Så egentlig er det  dualismen, som er illusionen, forstået rent filosofisk. Rent psykologisk er sindets  essensløshed  (eller rummelighed) – og virkemåde (eller processer) – basis og betingelse for alle oplevelser. Da oplevelserne er lavet af sindet, består de også af sind, og intet andet. Så illusionen set i et psykologisk perspektiv består først og fremmest i, at alle sansninger (skt.:  sparsa) forekommer at befinde sig udenfor sindet. Også for moderne hjerneforskere er det indlysende, at alle oplevelser er i sindet. Psykologisk er spørgsmålet for forskerne ganske enkelt, hvor god en gengivelse sindet skaber af verden. Det er et godt spørgsmål, som der faktisk ikke rigtig er et udtømmende svar på.
  Det betyder måske ikke så meget i hverdagen, og det kunne også være farligt at tænke på midt i trafikken på en motorvej. Men det er vigtigt hvad angår  indsigt  og gyldig erkendelse, skt.:  pramana.
  Folk tænker normalt ikke på deres sansede oplevelser som et produkt af sindet, men antager oplevelserne for objektiv eller 'ydre' virkelighed. Oplevelser er naturligvis virkelige, men det er sindet som gengiver sine sanselige input,  fortolkninger  og sindslige reaktioner som om det er noget udenfor sindet selv. Det er som sagt illusorisk abstraktion. Og den er meget virkelig. Verden forekommer så sandelig adskilt fra sindet i vores oplevelse af den. Derfor søger vi  lykken  i verden, og  genkender  ikke sindets manifestation. (Det er ikke fordi vi ikke er i stand til at genkende sindet i oplevelserne; det er fordi vi ikke er vant til at gøre det.)
  Så maya  forhindrer  befrielse ved tilsløring, skt.:  avarana, af sindets natur og virkemåde. Tilsløringen finder sted ved at opmærksomheden fanges af selve oplevelserne, hvorved sindets natur og virkemåde fortoner sig i baggrunden, som om begge størrelser er underordnede banaliteter. Man tænker ikke over, hvordan der er plads til alle oplevelserne, for verdensrummet (skt.:  akasha) er jo meget stort; så selvfølgelig er der masser af plads i verden. Men for at sindet kan rumme oplevelsen af al den gode plads, må sindets rum (skt.:  alaya) ganske logisk være større end verdensrummet. Tænk lige over det.
  Således opfatter man normalt ikke, at den oplevede virkelighed er sindets virkelighed og virksomhed, mens oplevelserne foregiver en objektiv verden af sansninger, fortolket og præget af følelser og tanker, som om oplevelserne er væsentligt forskellige fra sindet, som frembringer dem.  Maya er med andre ord den normale måde at opleve på.
Billedet viser, at hjernen er gearet til illusion og manglende erkendelse af sindets natur og virkemåde.
Bemærk venligst, at dette er der ikke noget forkert ved. Denne måde at opfatte på er jo realistisk, som det kaldes. Så maya gør det nemt at færdes i verden, selvom det er en illusion, man bevæger sig rundt i (samsara).
  Bemærk venligst også, at denne illusoriske opfattelses måde i en Darwinistisk forstand er den bedst tilpassede måde at opfatte verden og sig selv på – i hvert fald for os mennesker. Det er denne illusion, som har gjort det muligt for os at overleve i over en million år.
  Problemet er, at der mangler noget, hvis du gerne vil opfatte  Nirvana  også. Der mangler en værdsættelse af sindets natur som en beholder for oplevelserne (skt.:  alaya) samt de 5 skandha’er, som frembringer oplevelserne. For at nå Nirvana bør du være opmærksom på, at du ser dit eget sind i arbejde, når du ser verden – og at den verden, som du ser, er sindets gengivelse af noget helt andet. Du ser aldrig verden som den er (Kants 'noumenon'), men kun hvad dit sind er i stand til at vise. Det er faktisk lidt svært at vænne sig til at huske på (smriti). Kunsten er at være sig disse forhold bevidst til daglig og når du sover, og også når du ser på Månen og stjernerne. Det er det, som de kloge kalder for en meta-bevidsthed om bevidsthed. Mens du er bevidst om verden og dig selv i den, er du samtidigt også bevidst om sindets rum og oplevelsernes natur – altså, at det er verden, som er  transcendent  i forhold til dine oplevelser – og ikke  dig som oplever  af oplevelserne. Dine sansninger forekommer ganske vist fysiske, men de er faktisk lavet af sindet. Eller sagt på en anden måde: det du ser er ikke foran dine øjne, men på nethinden.
  (Du ser naturligvis ikke direkte, det som sker på nethinden, men resultatet af denne nervestimulans på  hjernen, som får dette magiske biologiske organ til at 'oversætte' signalerne til noget, som sindet kan opfatte. Så rettelig, er det denne oversættelse til noget psykisk, som du oplever. Men det er jo nemmere at huske, når man bruger et slogan.)
  Maya er altså en virkelig og meget håndgribelig illusion, fordi maya fremstiller verden som fysisk og  stofligt  adskilt fra dit sind.
Man måtte derfor tro, at det er en god ting, når folk mister deres illusioner, som det kaldes. Det burde jo egentlig være tilfældet, men i reglen betyder det at miste sine illusioner, at man har mistet sin tro på, at det nytter noget at følge og dyrke sine lidenskaber, skt.:  kleshas, fordi det fører til socialt nederlag. Begæret og så videre når ikke sit mål, så en skuffelse indtræffer. Så både tillid til sine medmennesker og en overtro om verden,  Gud  og  meningen  med det hele – mistes nemt. Så når vi præsenteres for folk, som har mistet deres illusioner, ligner de normalt ikke  Buddha’er, men ser udbrændte ud, og de mangler tydeligvis inspiration og er muligvis depressive. Sagen er, at de netop ikke har mistet illusionerne. De tror blot ikke længere på, at de kan leve med dem. Disse mennesker er stillet skakmat, har tabt stort i samspillet med verden og er ude af stand til at udleve deres lidenskaber og deres andre illusioner. Det vil sige begrebs mæssige og karma illusioner. (De 3 slør.)  Får de mulighed for det, vil de gøre det hele en gang til. Så det er ikke illusionen om, at oplevelserne er det eneste virkelige, som de mistede. Den illusion sidder stadig lige i øjet.
  Så husk det nu: tag det som en oplevelse. Opgiv de  8 verdslige dharma’er.
  Illusion i en buddhistisk forstand stikker således meget dybere, end vi er vant til, og vi går til problematikken på en anderledes progressiv måde. For eksempel er lidenskaberne (skt.:  kleshas)  årsagen til – og manifestationen af – det intuitive visdomsind, skt.:  djñana.  Så vi ønsker slet ikke at fjerne lidenskaberne og illusionerne. Vi forventer at illusionerne fordufter helt af sig selv; og at lidenskaberne forvandler sig til intuitiv  vished. Hvilket sker, når du opgiver  tilknytning  og  identifikation  med alle dine oplevelser.
  På den baggrund kan du  genkende  sindets natur,  Buddhanaturen  og sindets måde at fungere på, altså de 5 skandha’er, hvorved alle illusioner fordamper, fordi du ikke længere knytter dig til dine oplevelser eller identificerer dig med dem, når din opmærksomhed er flyttet over på sindets rummelighed, skt.:  alaya, og på sindets evne til at  vise  oplevelserne, snarere end selve oplevelserne. Således forsvinder de 3 slør (avaranas).
  For at kunne gøre dette, skal man som hovedregel have mestret meditation, altså de 4  dhyanas. Herved vænner man sig til direkte erfaring, skt.:  pratyaksha. I denne situation bliver man ikke udbrændt, men får gavn af den store mængde energi, som er frigjort fra de 3 slør, når de ikke længere er aktive og dominerende. Illusion, tilknytning og identitets konstruktion kræver nemlig en masse arbejde og energi.
  Du kan dog ikke opnå indsigt blot ved at mestre  samadhi; indsigt er noget andet end meditation. Enten indser du det, eller også ikke. Det er en spontan begivenhed. Men det begynder naturligvis med at du er nysgerrig og gennemfører alle undersøgelserne i den analytiske fase af indsigts meditationen (skt.:  vipashyana).
  Det er dog kun en begyndelse; maya er vedholdende og illusionen totalt indgroet og integreret i vores måde at fortolke og reagere på. Så selvom du har overbevist dig selv om illusionens virkelighed som forvrænget opfattelse, foregår den stadigvæk; den holder ikke op, bare fordi du er begyndt at tænke over den. Bare fordi du undersøger sagen. Man kan kun vænne sig ganske langsomt til maya. Og man giver ikke slip på noget, før opmærksomheden er anbragt andre steder end direkte på oplevelserne selv. Så nøglen er denne før omtalte meta-bevidsthed; ikke at være 'sig selv' bevidst, men selv at være bevidst om sin egen bevidsthed, mens man er bevidst i  det bevidste øjeblik. At være sig sin bevidsthed bekendt. Altså en særlig slags:  genkendelse.
  Læs videre om de to slags afklaret vished:  djñana,
og:  pradjña.
Læs også om:  samsara,
og:  årsagskæden.
Læs mere om at give slip:  naishkramya.
Læs også artiklen:  Om opfattelsen 2  – om sindets faktorer og processer som skaber oplevelser.
Læs videre i artiklen:  Hvad er en oplevelse?
Se også denne video fra Aeon Magazine, hvor et interview med neurologen Donald Hoffman forklarer  maya ud fra et Darwinistisk perspektiv  (The Case against Reality).

  Maya-kaya  (skt.):

 [også: Māyādeha]; tib.: djy lu [sgyu lus; སྒྱུ་ལུས ]; den illusoriske krop. Det vil sige kroppen som en forestillet eller  visualiseret  oplevelse. I reglen er de fleste ikke særligt bevidste om, hvad de oplever som deres egen krop, fordi de har travlt med at opleve alle de andre ting. Når man går i dybden med at opleve sin egen krop - det vil sige sanse, bemærke og mærke - kan  yogi'en  lægge  visualiseringer  oveni. Denne øvelse foretages ved visse  sadhanas  og  Tantra. Disse visualiseringer handler om kanaler, skt.:  nadi, energiske vinde, skt.:  vayu, som bevæger sig gennem kanalerne - og de energiske dråber, skt.:  bindhu, som befinder sig midt i forskellige trafik knudepunkter for kanalerne, skt.:  chakra'er. Ved at forestille sig disse ekstra oplevelser i sansningen af kroppen formår yogi'en at lede kroppens energier i særlige gavnlige kredsløb, som bevirker stor fryd og glæde, skt.:  sukha. Herved kan de  fire slags fryd  erfares. Disse  erfaringer  kombineret med den yogiske trance, skt.:  samadhi, gør det nemmere at give slip, skt.:  naishkramya,  på  tilknytning  og  identifikation  med alle og alt muligt. I hvert fald så længe man mediterer. Denne erfaring om ikke-tilknytning og ikke-spejling i sine oplevelser kan man tage med ud i hverdagen, hvilket vil hjælpe til at give slip også i det daglige og hverdagsagtige. Det vil virke meget forstærkende på muligheden for egentlig  indsigt.
 Læs også om:  Tantra.

  Medfødt:

 skt.:  nidja; for eksempel medfødt  vished; eller medfødt  Buddhanatur. Det kunne også kaldes 'ufødt' eller 'siden begyndelsesløs tid.' Se under:  Prakrita.

  Medicin:

 se under:  ayurveda.

  Meditation:

 se under:  bhavana, træning;  og under: dhyana, mesterskab;  samt under:  sadhana, ’praksis.’ 
 Læs i detaljer om:  shamatha, fred;  og om:  vipashyana, indsigts meditation;  samt om:  Sutra  og  Tantra.
 Læs også om:  koncentration; samt om:  smriti, ’mindfulness.’ Læs desuden om:  samadhi, fordybelse eller meditativ trance.  Og om:  yoga.
 Læs artiklen:  Om buddhistisk meditation.

  Meditationsmester:

 er ikke en beskyttet titel, men den nærmeste oversættelse af skt.: guru (tib.:  Lama). En mester i meditation må forventes at mestre samadhi, den meditative trance født af et punkts koncentration, skt.:  ekagrata, hvilket defineres i 4 grader, skt.:  dhyanas.
  Læs videre under:  samadhi,
og under:  Lama.

  Meditations problemer:

 1.)  Krop. Umiddelbart vil de fleste få problemer med at sidde i  vadjra-stillingen. Selv  Bodhisatva-stillingen  kan volde besvær. Det skyldes at folk sidder på stole, når de sidder ned. Folk, som er vant til at sidde i 'skrædder-stilling' - har ikke nært så store problemer. Lær dine børn at sidde i vadjra-stilling, før de bliver 10 år gamle - det er nemt for dem i den alder.
    Billedet viser den
    6.Shamarpa
    med lige ryg.
Det er godt at optræne vadjrastillingen, fordi den understøtter  samadhi, den yogiske trance. Stillingen forhindrer kroppen i at vælte til en af siderne, når trancen indtræffer. Ben stillingen er det største problem for de fleste. Men det vigtigste problem, som folk har svært ved at respektere, er at sidde med helt lige ryg. For at samadhi kan finde sted, er det bydende nødvendigt med en helt lige ryg. Folk får også typisk problemer med sovende ben, når de sidder i 'skrædder stilling' eller vadjrastilling. Det skal man ikke ignorere, men aflaste straks, det sker, så blodet kan flyde frit i benene. Får du alvorlige problemer med at sidde, kan både fysioterapeuter, osteopater (inklusive kranio-sakral terapi) og kiropraktorer yde hjælp og give gode råd. En dygtig Dharmalærer kan hjælpe dig med at finde stillingen, som virker bedst for dig - herunder brug af underlag, sidde puder og anden støtte. Folk med ryg problemer skal have rygstøtte. Forskellige hatha-yoga øvelser understøtter træning i at sidde i vadjra- og Bodhisatva-stilling. Men til at begynde med, bør du blot sidde i skrædder stilling.
  Læs videre under:  Vairocanna's 7 punkt stilling, hvor detaljerne i at optræne en helt lige ryg forklares
         mere indgående.
 2.)  Umiddelbart er der ingen problemer med tale,
         lyd eller sprog, når du mediterer. Det er ikke så vigtigt, hvis du ikke udtaler  mantra'erne  korrekt, eller hvis du har besvær med at recitere på  sanskrit  og tibetansk. Det betyder ikke noget; gør blot dit bedste. Men det ville være ønskeligt med  pudja  tekster på dansk, som kan synges og reciteres rytmisk. Det er dog ikke nødvendigvis et problem for dig personligt; måske har du det godt med at recitere på tibetansk. Men vi mangler poeter, som er tilstrækkeligt  oplyste  til at kunne gøre det godt - og
         som også er dygtige oversættere.
 3.)  Krop og sind. Det er forventeligt, at folk får
         problemer, fordi  meditation  har til hensigt at bevidstgøre og løse op for eksistentielle problemer af en meget grundlæggende natur, såsom Selvets illusion, skt.:  anatman, altings tomhed, skt.:  sunyata, og sindets autonome, automatiske og spontane funktioner (de 5  skandha'er). Så hvis folk ikke er sig fuldstændigt bevidste om, hvad meditation skal løse op for, vil de komme til at få øje på det, når de laver intensiv meditativ praksis. Altså, problemerne ved at være i live med fødsel, sygdom, alderdom og  død  vil manifestere sig med diverse afledte  oplevelser, som stammer fra folks  karma, fordomme og forventninger i øvrigt. Samt de store emner om  lykke  og  lidelse. Buddhistisk meditation og  anskuelse  sigter på at konfrontere den enkelte med disse problemstillinger og anviser, hvorhenne løsningerne skal findes. Så problemer i disse generelle retninger bør ikke forurolige nogen. Men når den slags problemer viser sig, bør man naturligvis ikke blot meditere mere, men  kontemplere  og overveje disse eksistentielle problemstillinger, og hvad man vil med sit  liv. Er du sikker på, at du virkelig ønsker dig  Nirvana, når der nu er alle disse problemer at konfrontere, før du når frem? De fleste ønsker sig trods alt blot lidt mere  fred  i deres liv...
  Der hvor man i århundreder har identificeret alvorlige problemer, som i hvert fald nogle mennesker vil opleve, handler om de 'indre vinde' - sanskrit:  vayu. Du kan ikke direkte regulere vindenes virksomhed i kroppen. Og vindene provokerer følelserne, både de perceptoriske (behag, afsky og ligegyldighed i den anden skandha,  vedana) og de reaktive lidenskaber i den fjerde skandha (skt.:  klesha'erne: vrede, stolthed, begær, misundelse og forvirring). Tilsvarende kan alle disse følelser provokere vindene i kroppen. Vindene i kroppen er en oplevelse af en sådan karakter, at de betegnes med et billedligt udtryk som en 'vind.' Det er sådan det føles, som om en vind blæser gennem kanaler, skt.:  nadi, i kroppen. Det svarer til de biologiske hormoners aktivitet i kroppen og er forbundet med dem, men er ikke helt identisk med dem. Fordi vi ikke oplever hormoner, men vinde. Det vil sige, at oplevelserne stammer fra krops-bevidstheden, skt.: kaya-vidjñana, som er en sansning både inde i kroppen og udenpå som berøring. Det at kunne mærke noget.
  Folk kan også have helt andre eksistentielle problemer, som stammer fra psykologiske trauma'er i deres opvækst, eller fra overfald med vold og tvang, krigshandlinger, granatchok og andre former for magtesløshed og situationer, som har frembragt store mængder af angst og fortvivlelse, som har sat sig i hukommelsen som blokeringer for deres frihed og spontane udfoldelse af glæde, leg og selv bekræftelse. Basal meditation som  shamatha  kan i nogen grad hjælpe sådanne personer ved at etablere et  helle  for dem, mens træningen foregår. Med dette helle kan de bedre overskue deres situation og finde et ståsted for at overvinde deres traumer og generelle sårbarhed og hæmning. Men det er ikke anbefalelses værdigt for den slags mennesker at udføre indsigts meditation, skt.:  vipashyana. Det skyldes, at især den analytiske fase vil provokere vindene. For traumatiserede mennesker vil dette tilføje flere problemer til deres allerede eksisterende. Så de har brug for terapi for deres traumer, før de kan få gavn af indsigts meditation og den fuldendende fase af  Tantra. Det er vigtigt at genkende for både folkene selv og deres  Dharmalærer  eller meditations instruktør. Dharma  trækker i en anden retning end psykoterapi.
Men for resten af menneskeheden begynder problemerne først rigtigt her - netop med vindene i kroppen, fordi de ikke kan reguleres direkte. Og fordi hormoner ikke nedbrydes hurtigt eller øjeblikkeligt i kroppens biokemi. Så der skal tålmodighed, skt.:  kshanti, til. Man skal vente på, at vindene falder til ro af sig selv, når først de har rejst sig. For nogle mennesker er dette et kæmpe problem - også selvom de samtidigt dyrker de 'hemmelige yoga'er.' Disse  yoga'er  kan faktisk fremprovokere flere stærke vinde i uhensigtsmæssige kredsløb og med ubærlig intensitet. For de fleste vil der ikke være alvorlige problemer, fordi vindene i kroppen normalt følger pænt efter graden af  erkendelse, som foregår i bevidsthederne, skt.:  vidjñana. Når folk får problemer med vindene, skyldes det dels karma, dels fordomme. Udover at de jo ikke nødvendigvis har den bedste motivation til meditation og  Buddhadharma, eller ikke opnår  indsigt  med det samme. Det kan være, at der er forventning om at opleve sindets rum og klarhed helt uden  tilknytning  eller  identifikation, men i stedet oplever man en stor sorg over verdens tilstand og ens egen mangel på succes i verden. Det er derfor, at  Buddha Sakyamuni  anbefalede folk at blive  munke  og  nonner  som basis for alvorlig praksis. Så ved man, hvad man bør gøre og undlade at gøre. Og det har moderne folk det ikke nemt med. Man vil gerne nå  Nirvana, men helst som en kæmpe selv-bekræftelse. Denne forventning kan forhindre erkendelse af  sindets rum og klarhed. Og hermed ægte indsigt i både sindets natur og virksomhed.
  Når vindene manifesterer sig alt for stærkt, er der forskellige remedier, som kan finde anvendelse. Typisk vil det tage et pænt stykke tid, før den slags foranstaltninger får virkelig effekt. Det er en af grundene til, at  mesterlæren  bruges indenfor Tantra og de 'hemmelige yoga'er.' En rigtig professionel Dharmalærer eller Retreatmester vil kende til disse metoder, som kan hjælpe folk med 'vind' problemer. Bortset fra folk, som er traumatiserede - og som derfor trænger til terapi, er problemerne med meditation relaterede til vindene i kroppen, når folk har eksistentielt alvorlige problemer. Ofte er det noget med  angst. Her kan problemerne være forbundet med  angst for tomheden, hvorved problemet kun indirekte har med vindene at gøre, fordi angst for tomheden stammer fra en første og noget skræmmende oplevelse af tomhedsnaturen. Løsningen her består i ganske enkelt at vænne sig til virkeligheden. Det lyder enkelt, men er faktisk rimeligt svært. Grunden til at der er mad på bordet kan jo meget vel være, at der er nogen, som har lavet den ude i køkkenet. Men der er ingen mad, hvis du ikke oplever det. Du kan naturligvis sige, at der er både sovs og kartofler i din oplevelse, men oplevelser består som bekendt kun af psykisk stof i de 5 skandha'er, hvis natur er tomhedsnaturen, skt.:  sunyata. Så selv om der kun er tomhedsnatur, kan du sagtens blive mæt. Verden har jo ikke ændret sig, bare fordi du har erkendt, at  samsara  er tomt. Men denne type angst vil almindeligvis ikke gå væk, før man har erkendt, at der ikke er noget at være bange for. Og det er ikke helt nemt, fordi der bag angst for tomheden gemmer sig en dødsangst. Ikke at frygte døden er rimeligt udfordrende. Men det er ikke spor umuligt, når man lærer at forholde sig til, at livet ender med døden. Og at problemet ikke så meget er døden selv, men  genfødsel. Reinkarnation er meget problematisk, men normalt er det døden, man frygter.
  Dette kan skyldes, at det er meget moderne at antage, at alting slutter med døden, og at der ikke kan foregå nogen genfødsel. Denne overtro er ikke spor videnskabelig, men skyldes en reaktion mod især den kristne overtro, som er baseret på profeti og tro på guddommelig teologi. Men vi er endnu ikke blevet kloge på, hvad bevidsthed er - og på hvilken måde den eksisterer. Derfor er der en tilbøjelighed i tidsånden til at antage, at bevidstheden er en funktion af  hjernen, og at vore oplevelser derfor på en måde er fysiske. Men overvej venligst, hvor fysisk en drøm kan være? Alene her burde det fremgå, hvor absurd denne overtro er. Og resultatet af denne overtro er en reel panik overfor døden, som er meget usund - og urealistisk. Så forstå venligst, at hjernen er et sanseorgan.  Sind  er noget helt andet. At døden er en overgang (bardo) er på denne baggrund ikke sært, og man kan så måske bedre få øje på, at der ikke er grund til angst. Fokuser i stedet på alt det andet omkring dit eget dødsfald. Det er tiden lige før - og godt 49 dage bagefter. Man bør så vidt muligt undgå at dø i panik eller vrede og forberede sig på, at der er flere faser i en genfødsels proces. Så lær noget om disse ting, mens du kan. Det er vigtigt til at forberede dig på at dø - og hjælper også på den naturlige medfødte dødsangst. Angst kan være et kæmpe problem, fordi det er et medfødt naturligt instinkt, som med den største selvfølge kan skabe storm med vindene i kroppen. Det er meget ubehageligt, når det sker.
  Hvor mange får så problemer med vindene?
Det er der ikke tal på, men et slag på tasken vil jeg antage, at omkring 20% får besværlige problemer. Det var i hvert fald tilfældet i min egen retreat gruppe i Frankrig (lukket retreat i 1991 - 1994). Årsagerne og sammenhængene var som beskrevet for oven. Jeg vil antage, at der ikke er alvorlige problemer for folk, som ikke går i lukket meditativ tilbagetrækning. Grunden er, at de sandsynligvis vil holde op med at meditere, når problemerne begynder at manifestere sig.
  For klinisk syge med bipolar syndrom og skizofreni kan formel meditation derfor ikke anbefales. De har først og fremmest brug for terapi og medicin. For grænse-psykotiske mennesker kan shamatha være en hjælp i en terapeutisk sammenhæng ('mindfulness'). Fælles for hele denne gruppe af mennesker er, at de normalt lider af forringet selvværd, ingen social bekræftelse af deres eksistens fra andre og ekstreme manifestationer af vindene i kroppen. De fysiologiske sammenhænge for disse menneskers biokemi og energi er aldrig blevet forstået af de medicinske videnskaber. Nogle mener, at de gale ganske enkelt har trukket sig tilbage fra det almindelige sociale liv, fordi de har etableret en basal overlevelses strategi uden hensyn til andre. Men hvorfor skulle de dog gøre det? Det forekommer ikke at være hele forklaringen. Så det kunne være, at i hvert fald en af grundene til disse syndromer og handikap er, at de rammer folk, som ikke har social succes eller oplever eksistentiel selv bekræftelse. Og som skønt de har prøvet på at få det, ikke er lykkedes med det. Men det forklarer ikke de såkaldte 'psykiske' lidelser, men peger mere på de moderne 'neurotiske' mennesker, som godt nok har problemer med vindene, men som ikke er psykotiske i en psykiatrisk forstand. Så jeg har desværre ingen nye forklaringer at tilbyde om den slags plagsomme tilstande. Vi ved virkelig ikke, hvorfor nogle bliver gale.
  Men vores neurotiske medmennesker har almindeligvis god gavn af professionel psykoterapi. I  Vinaya Sutra  nævnes, at  munke  og  nonner, som bliver vanvittige, skal udelukkes fra de ordineredes kreds, indtil de bliver raske igen, fordi de i den tilstand er ude af stand til at opføre sig ordentligt. Mange mennesker lider under diverse personlige hæmninger, som skyldes at de er kommet til kort i deres eget liv med hensyn til seksualitet, social status, faglig anerkendelse og succes med at danne en familie. Ofte skyldes disse problemer begrænsende forhold i samfunds kulturen. Det kunne inspirere til at forbedre samfundene i verden. Men for den enkelte kan det have alt for lange udsigter. De har et umiddelbart problem, som skriger på løsning med det samme. Generelt er Buddhadharma ikke løsningen, fordi Dharma'en slet ikke er, hvad disse mennesker søger. Så de har brug for terapi og medmenneskelig hjælp. Når disse typer af mennesker har lagt sådanne problemer bag sig, kan de med fordel engerere sig i Dharma praksis og studere anskuelsen.
  Det er også værd at bemærke, at  lidelser  kan blive så massive og overvældende, at de udelukker Dharma praksis. Og folks vanvid kan blive så dominerende, at det udelukker buddhistisk forståelse og anskuelse. Det første eksempel på dette i buddhismens historie var Buddha Sakyamuni's fætter  Devadatta. Det første eksempel på, at det også kan gå den anden vej, var historien om  Angulimalla, en kendt massemorder på Buddha's tid, som gik hen og blev munk og siden  Arhat.
  Men der er også problemer i meditation, som ikke har med vindene at gøre. Eller med Vairocanna's 7 punkts stilling.
  Problemer med motivation, selvmodsigelse, fordomme, vrede, sløvhed, koncentration og søvn kan have forbindelse med vindene, men i hovedsagen er den slags problemer af en mental natur. Generelt kan man sige, at sådanne problemer skyldes mangel på  erfaring  i livet. Eller en motivation, som slet ikke sigter på Nirvana. Så løsningerne her består af at lære Buddhadharma ordentligt, afklare sin egen motivation, opgive fordommene og så videre. Det vil sige, at den afgørende faktor her er din anvendelse af din vilje, skt.:  cetana, altså din vilje som en vane, skt.:  samskara.
  (Læs: hvad du plejer og er vant til at ville. Det er nogle gange overraskende for den enkelte, hvad deres egne hensigter viser sig at være ved en nærmere undersøgelse. Flere hensigter er typisk både instinktive og ubevidste for den enkelte. Hvad du virkelig vil, opdages og afklares typisk i den analytiske fase af indsigtsmeditation.)
  Det, som du virkelig vil, afgør dine handlinger, din karma og de deraf opståede vinde. Derfor er der noget, som kaldes 'karma-vinde.' Så selv de mest besværlige vinde vil efterhånden give efter for din vilje, når du virkelig vil Nirvana på grund af de  4 ædle sandheder, den  8 foldige vej  og de  6 fuldstændige færdigheder. Derfor er systematisk træning påkrævet samt dygtige Dharmalærere at støtte sig til. Det er svært at give slip på tilknytning og identifikation med sine oplevelser. Det kan være svært at få øje på, at de eksistentielle problemer, som Dharma'en udpeger som udfordring, faktisk også er problemer for dig i dit eget liv. Ingen har sagt, at det skal være nemt.
  Skønt på det ultimative niveau er det faktisk nemt, som udtrykt i  Hjertesutra'en. Du har blot brug for  pradjña. Og det er jo sandt nok, men pradjña er faktisk vanskeligt at få fat i for de fleste.
  Læs her om en undersøgelse af folks problemer  i forbindelse med buddhistisk meditation  (plos.org).
[Desværre har undersøgelsen kun kunnet foretages med 60 forsøgs personer, hvilket forringer gyldigheden af resultaterne. På den anden side er undersøgelsen glimrende ved at påpege, at det er normalt, at folk får problemer, når de mediterer. Undersøgelsen fokuserer på, hvad man kunne kalde 'symptomer.' De to mest omfattende problemer omtales ikke, nemlig angst for tomhed og vindene i kroppen. Det skyldes at videnskabs folkene bag undersøgelsen ikke benytter sig af den slags begreber - eller at de ikke forstår dem. I Dharma litteratur er der meget om vindene, men ikke meget om angst for tomheden.]
  Læs også Shamar Rinpotje's artikel om almindelige udfordringer (problemer) i forbindelse med meditation  på dette link.

  Meditations støtte:

  - et alter med ofringer, en  Buddha  statue, et helligt billede kan være typiske  meditations støtter. Indenfor  Sutra  og  Tantra  vil ofte fysiske  Mandala'er, bestrøet med symbolske genstande eller billeder fungere som  meditations støtte.
 Ved hjælp af sådan støtte tæmmes  tilknytning  og  identifikation med sindets bevægelser, lidenskabelige følelser, skt.:  kleshas og fordomme, skt.:  caitasikas.
 I en afledt betydning beskrives  Vairochana’s syv punkts stilling med kroppen også som  meditations støtte, ligesom recitation af  mantras,  pudjas,  mudra’er  og  visualiseringer. Alle disse tiltag understøtter  koncentration, vågent nærvær, skt.:  smriti, og meditativ fordybelse eller trance, skt.:  samadhi. Hermed er de optimale betingelser for  indsigt i sindets natur (læs artiklen:  Om opfattelsen 1, Basis – om sindets natur)  og virksomhed, skt.:  skandha. Sådan  erfaring om indsigt gør det muligt at opnå  befrielse  og  oplysning.

  Meditations-syge:

 se under:  meditations problemer.

  Mellem tilstand  [mellem død og genfødsel]:

 se under:  Bardo.

  Mening  [med livet]:

 Karmapa skrev på sit netsted den 6. december 2018:
"At finde mening i vores liv handler ikke blot om agtpågivenhed angående årsag og virkning  [skt.:  karma phalam] i dette liv, men at bruge årsag som metode til at finde  lykken, også i fremtidige liv. Med denne slags progression bliver vi både mere og yderligere bevidste, samt øget og forøget tilbøjelige til at samle på dyder [skt.:  punya], ikke blot i dette liv, men også for fremtidige liv. Og således bliver vi bedre og yderligere bedre mennesker og kan ikke undgå at finde mening i vores liv."
 Sigtet med en buddhistisk træning kan således forstås på en begrænset måde, nemlig at udføre de to slags samling, samling af menneskelig godhed og kvaliteter eller dyder som gode vaner, skt.: punyas, samt samling af  erfaringer om klarhedens vished, skt.:  pradjña. Disse to samlinger bevirker en ganske sund, skt.:  kushala,  karma. Selv en begrænset samling af disse to kan føre til  genfødsel i et  paradis, for eksempel  Amitabha's  Sukhavati. Men de kan også blot føre til genfødsel under yderligere gunstige omstændigheder, hvor udøvelse af  Buddha’s Lære, skt.:  Buddhadharma, bliver nemmere og understøttet af sunde  årsager og betingelser i omverdenen. Ved en lidt blandet motivation, kan de to samlinger også blot føre til større lykke i de nye liv, som desværre nemt fører til at man glemmer at søge  Nirvana.
 Men Nirvana fortoner sig for mange mennesker, fordi de har meget svært ved at forestille sig, at de med deres begrænsninger kan opnå noget så storslået og fremmedartet. Imidlertid kan de godt få øje på, at det er muligt at forbedre deres egne menneskelige kvaliteter, og til deres mulige overraskelse vil de kunne opdage, at også de kan få erfaringer om klarhedens vished, skt.: pradjña. Under alle omstændigheder vil man opnå bedre livsbetingelser og højere kvalitet i fremtidige liv, hvis man i nogen grad får samlet på de gode menneskelige kvaliteter som personlig vane samt erfaringer om pradjña. Således kan man se frem til både større tilfredshed og mere lykke end den nuværende tilstand. Det kaldes for sund karma, populært benævnet 'god' karma. Mange buddhister i verden søger derfor blot sådan en begrænset gevinst og et sådant begrænset engagement.
 En sådan særdeles sund karma er nødvendig for at opnå den dybeste mening og det ultimative mål, den fuldstændige oplysning, skt.:  samyak sambodhi. De gode menneskelige kvaliteter bevirker, at vi ikke gribes og fastholdes af de usunde slags karma, når sådant manifesterer sig. Erfaringerne om klarhedens vished bevirker, at vi formår at  mestre de 4  dhyanas, mesterskab i  samadhi ved meditation. Denne forenede virkning af metode, skt.:  upaya, og klarhedens vished, skt.: pradjña, får de ti  Bodhistava trin, skt.:  bhumis, til at vise sig, det ene efter det andet. Man kommer herved til naturligt og gradvist at opgive  tilknytning  og  identifikation, hvilket fjerner alle  forhindringer, især naturligvis de  tre slør, hvorved til sidst  befrielse indtræffer og  oplysningen følger. Det er meningen med den fjerde  Ædle Sandhed, vejen til Nirvana. Så mange forskellige ting spiller sammen for at foranstalte denne mening. Den afgørende færdighed er dog træning i meditation, skt.:  bhavana.
 Så kan man jo indvende, at disse meninger med livet ikke er livets egne eller medfødte mening, men en
tilføjet og måske oven i købet kunstig mening. Nu er al slags menneskelig kultur i nogen grad kunstig, gerne forstået på en positiv måde. Men de fire Ædle Sandheder og dermed Nirvana, er jo medfødte og naturlige størrelser, som  Buddha Sakyamuni simpelthen opdagede, mens de to samlinger og den megen træning i meditation foregår i en kulturel sammenhæng, hvor opdagelse kun indgår som en andel. Men i samme forstand kan vi jo også sige, at bestræbelser på at finde mening i livet er helt igennem en øvelse i abstraktion  (den fjerde  skandha,  samskara skandha) med mindre, bestræbelsen går ud på at finde mening i sine følelser, skt.:  vedanas  og  kleshas. Disse følelsesladede mentale begivenheder er dog også udtryk for abstraktion eller  begreb.
 Så konklusionen er, at vi kan finde mening gennem opdagelse og træning, mens vi samtidigt må fastslå, at al mening er relativ, skt.:  samvriti.  Ultimativt giver det dog ikke mening at tale om mening. 
 Samsara betyder, at alting blot kører rundt i kredsløb. Man skal vist være ingeniør for at finde mening i det. Nirvana betyder, at man ikke længere bliver grebet af kredsløbet, at man ikke længere tilknytter sig og identificerer sig med nogen eller noget, altså alle slags  oplevelser, hvilket frigør fra karma, genfødsel og idioti. Så det giver egentlig god mening, når nu muligheden foreligger. Det er dog på ingen måde nemt at fremelske denne mening, og det tager meget lang tid, vil det synes. Så det kan kaldes buddhisternes mening med livet, mens det går for vidt at kalde det for ’livets mening.’  At forestille sig at livet har sin egen mening, forudsætter nærmest, at en Gud har lagt en sådan eventuel mening i livet på en eller anden måde. Hvis det faktisk var tilfældet, opstår straks spørgsmålet, hvad meningen med karma er? At snurre rundt i kredsløb giver ligesom ingen mening.
 Læs også om:  liv.  Og om:  tro.

  Menla  (tib.):

 se under:  Bhaishadjyaguru Tathagata.

  Mentalitet:

 se under:  Samskara.

  Meru  (skt.)

 kaldes også Sumeru - et mytisk bjerg midt i verden.  Nogle mennesker spekulerer, at  Meru bjerget er symbolsk for kernen i vores galakse. Det er helt misvisende synkretisme. Myten om bjerget  Meru skal ikke forstås bogstaveligt, men som en  mytologisk  geografi over, hvorledes de sansende væsner lever i meget forskellige og adskildte miljøer.  Kosmologi  systemet hedder  chakravala  på sanskrit.

 I folketroen -  både i Indien og   Tibet  - menes  Meru at være bjerget Kailash [skt.: Kailāsa]; tib.: Gañgrinpotje  [གངས་རིན་པོ་ཆེ]; bjerget er 6,638 meter højt. Et gammelt lokalt navn er Tisé. Kailash ligger i det Vestlige Tibet   (se biledet). Nogle hindu’er mener, at guden Shiva bor på toppen af Kailash. Derfor valfarter mange indere hertil. Tibetansk folklore mener, at  Chakrasamvara  (tib.: Khorlo Demtjog,  en   Tantra  Yidam)  bor deroppe. Der er dog meget koldt, og luften er særdeles tynd på Kailash’s tinde, så der bor ikke nogen på toppen, skønt der midlertidigt er tibetanske eneboere og pilgrimme i klippehuler på bjergets sider, samt det hændelige besøg af halvnøgne indiske sadhu’er, som besøger guden Shiva uden tilsyneladende at fryse   (i følge min ven, Chamdo Lama, som ofte har været på bjerget som rejsefører).
 Bjerget i Himalaya med navnet  Meru ligger i Indien og har tre tinder. Det har dog ikke noget med Kailash bjerget og de flere mytologier, som omhandler det mytologiske bjerg  Meru som Universets centrum. Hverken dette bjerg – med det rigtige navn – eller Kailash er identiske med  Chakravala kosmologiens  Meru bjerg. Men det siges altså, at Kailash 'repræsenterer' det virkelige Meru bjerg.
  Der er endnu flere Meru bjerge. Den største vulkan på øen Java i Indonesien hedder Meru. Også i Tanzania befinder sig et bjerg med navnet  Meru, en udslukt vulkan nær grænsen til Kenya. Lidt syd for bor et folk, som kalder sig Shambhala. Om dette folk har noget med Shambhala myten at gøre er tvivlsomt.
  Se mere under   Triloka.
Læs også om:  Chakravala.

  Mesterlæren:

 der er et bånd af  samaya mellem  Lama’en, lærlingene og de udlærte svende, som skaber hierarki og en åndelig familie, hvor man gør, hvad far og mor siger. Indenfor  Tantra er dette forhold en beskyttelses foranstaltning for elevernes sikkerhed og sundhed, fordi der er en vis risiko ved at dyrke Tantra. Det kan gøres forkert, og så udebliver ikke blot det ønskede resultat, men noget usundt og nogen gange vanvittigt udfolder sig i stedet. Når man dyrker Tantra skal man derfor gøre som Lama siger og ikke opfinde sin egen vej.
 Indenfor Sutra  sadhana fungerer Lama’en som en ‘åndelig ven’ - sanskrit:  kalyanamitra, hvilket vil sige som rådgiver, træner eller coach, fordi der ikke er noget farligt med Sutra klasse praksis.

  Meta-bevidsthed:

 se under:  metakognition.

  Meta-kognition:

 En øjeblikkelig, skt.:  kshanekshana,  vished  om hvad du ved eller ikke ved. Nogle kalder det tænkning om tænkning. Så 'meta' elementet ved emnet  opfattelse  består i en overordnet bevidsthed om, hvorvidt opfattelse finder sted eller ej - eller i hvilken grad. Det kunne ligne 'vågent nærvær' - skt.:  smriti, men hvor smriti indeholder flere bevidste funktioner i opfattelsen end blot at være klar over, at du tænker tanker. Så når du fatter noget, er der flere lag i bevidsthederne, skt.:  vidjñana; dels opfatter du et eller andet, dels er du klar over, at du er i gang med at opfatte (eller er åndsfraværende), dels har du en bevidsthed om, hvad du ideelt bør hæfte dig ved i den øjeblikkelige opfattelse eller  oplevelse.
  Derfor kaldes metakognition også for metabevidsthed; det at være bevidst om sin egen bevidsthed i det  bevidste øjeblik.

  Milam  (tib.):

 [rmi lam; རྨི་ལམ་]; drømmeyoga; se under: Naropa's 6 doktriner  – og under: Tilopa.

  Milarepa  (tib.):

 1052 – 1135 EVT.  Mahamudra  mesteren og den store  yogi. Milarepa var elev af  Marpa  og  Lama  for  Gampopa.  Milarepa blev bedraget af sin onkel og tante og holdt i fattigdom af dem i sin barndom. Som ung mand blev han troldmand og prøvede som sådan at slå sine undertrykkere ihjel med sort magi. De overlevede imidlertid, men mange andre uskyldige blev dræbt og  Milarepa  var derpå i krise og landflygtighed. Han indså den dårlige  karma  ved sine onde handlinger og søgte instruktion i  Dharma hos Marpa. Marpa lod ham gennemgå mange berømte anstrengelser for at skaffe ham af med sine  forhindringer.  Milarepa  levede resten af sit liv som yogi højt oppe i bjergene nær bjerget Everest  (på nordsiden) samt flere andre lokaliteter, blandt andet i Helambhu, Nepal.  Han var fattig hele sit liv og desuden asket, efter han forlod Marpa. Han siges at være blevet helt grøn i huden, fordi han kun spiste brændenælder i lang tid  (der var ikke andet at spise). Sandsynligvis var han dog nok blot blå i huden, fordi han rendte nøgen og halvnøgen rundt  i  stor højde og kulde, som er typisk for bjergene  i  Tibet.
På billedet for oven ses udsigten fra Milarepa’s hule, da han boede i ‘Medicin dalen’.

  Mindfulness  (eng.):

 se under:  smriti.

  Misundelse:

 se under:  Klesha.

  Mita  (skt.):

 kløgt, kløgtig eller klog; afmålthed; sindighed. Således betydningen om personer. Mita og sam-mita betyder også opsumering og præcis måling i andre sammenhænge. Tib.: lodrø [blo gros].

  Modenhed:

 se under:  smidighed.

  Modgift:

 læs artiklen:  Modgift.

  Modvilje:

 (skt.: vyapada)  for eksempel som vrede, misundelse, grådighed og basal  afsky. Basal afsky kan opstå spontant i  den anden skandha,, men ellers opstår modvilje fra  samskaras.

  Moha  (skt.):

 tib.: timug  [gti mug], betyder  forvrængning, bedrag, selvbedrag, vildfarelse, vrangforestilling, illusion eller misforståelse.  Moha er ukorrekt og ugyldig fortolkning af virkeligheden, især i en eksistetiel betydning   (modsætningen: gyldig erkendelse  hedder [skt.:] pramana), men også hvad angår direkte erfaring  (skt.  pratyaksha). Hvor  avidya, ubevidsthed og uvidenhed, er  kvaliteten ved denne tilstand, er   moha karakteren.  Moha og begrebet  avidya bruges begge om den grundlæggende lidenskab  (skt.: klesha),  som fastholder,  identificerer sig med  og lider under  Selvets illusion  -  (skt.:  anatman).
  Det at indbilde sig noget, kaldes for   (skt.:) Rahu, mens tilstanden er  moha. Derfor findes også oversættelsen: formørkelse for både Rahu og  moha.  Følelsen ved moha er som for avidya: forvirring.  Moha nævnes ofte sammen med begær, skt.:  raga og  afsky, skt.: dosa.
 Bemærk de ti almindelige former for indbildskhed og åndelig fattigdom, som skaber usund  karma og en masse problemer for et stort antal mennesker, hvorved de beherskes af disse fordomme og menneskelige begrænsninger:
 1) at anse minoriteter og sårbare personer som
     mindreværdige mennesker
 2) at dyrke skadefryd
 3) at tro på at karma betyder, at de undertrykte
     personer fortjener deres skæbne
 4) at antage vores egne fordomme som uantastelig
     dogma
 5) at undgå at være alene med vores inderste tanker
 6) at tro på forfængelighed og indbildt selvsikkerhed
 7) at opdyrke moralsk hykleri
 8) at være villig til at sabotere det for andre
 9) at støtte uegnede ledere med psykopatiske træk
10) at blive erotisk tiltrukket af selvglade
      magtmennesker.
   Så kan du mene, at dette syn på den menneskelige karakter er for pessimistisk. Det er dog ikke dogma, men resultatet af en videnskabelig undersøgelse, som  neurologen Christian Jarrett har lavet.
 Husk på, at indbildskhed  ikke er noget absolut. Men en gevaldig udfordring og et ikke ringe problem, som du ikke kan komme udenom. Du må konfrontere det. Husk også på, at alting er meget lettere med et åbent og fordomsfrit sind, skt.:  Bodhicitta.
  Læs mere om lidenskabelig forvirring under:  vedana;  og under:  klesha. Læs også om:   ahaṃkāra, indbildt identitet. Læs også listen med de:  51 samskaras.

  Moha-purusha  (skt.):

 fjols. (Pali: moghapurisha.)  Buddha Sakyamuni  bruger ofte dette ord om  munke, som har misforstået kloster reglerne, skt.:  Vinaya.  Moha  betyder forvirring og purusha betyder et menneske; i ordret betydning: en som ånder. Så en forvirret person som misforstår, hvad der burde være indlysende, er fjollet.

  Moral:

 se under:  shila.

  Mudita  (skt.):

 tib.: duñgsem; sympatisk glæde, medleven og deltagelse. Det at glæde sig over andres  lykke og resultater på deres vegne uden tanke på ens egen situation med hensyn til lykke og succes. Mudita er det modsatte af misundelse  (se under:  klesha), og fungerer som den perfekte  modgift  til misundelsens giftighed, som ellers instinktivt vil tilstræbe at ødelægge det for disse lykkelige mennesker, fordi misundelsen  - i sit begreb og sin fordom  -  ikke  er spor glad for, at andre lykkes, hvor man ikke selv har succes.
  Mudita er imidlertid et meget stærkt medfødt socialt instinkt, som mange mennesker ikke har spor vanskeligheder med at benytte sig af, for eksempel ved helte dyrkelse, hvor helten netop besidder kvaliteter, som man selv mangler. Den sympatiske glæde er ofte også en del af familiernes kultur, og påskønnes ofte af samfundet. Mudita hjælper med til at opdage og genkende  den alt-udførende-vished, som ligger hengemt og skjuler sig i selve lidenskabens intuitive karakter   (se under:  djñana, visdomsind).
       Mudita handler mere specifikt om to ting:
 1)  Begrebet handler om naturlig og ligefrem fryd,
       glæde, lykke og overskud hos både en selv og andre. Betydningen af mudita er, det at lade sig smitte af andres glæde, så man selv bliver glad. Sympatisk glæde. Deltagende glæde. Anerkendende glæde. Det at glæde sig over andres succes. Det modsatte af skadefryd og misundelse. Det at glæde sig over, at andre er lykkelige, tilfredse og glade; når de altså er det. Det normale eller typiske forløb i en situation, hvor de stærke lidenskabelige følelser, skt.: kleshas, dominerer uden regulering af bevidst kultiveret og øjeblikkeligt anvendt etik, skt.: shila, er, at du i stedet vil føle misundelse, når andre bliver lykkelige, og når du selv ikke direkte er involveret eller deltager i deres lykke. Den sympatiske glæde overskrider det typiske lidenskabelige forløb ved brug af identifikation ligesom ved helte dyrkelse, så Bodhicitta opstår i stedet for misundelse. De fleste mennesker vil nok ikke opleve, at misundelse er det typiske forløb, fordi de har vænnet sig til, at det opfattes som anti-socialt at opdyrke misundelse og jalousi. Resultatet af den slags normalitet er, at folk både oplever misundelse og en åndelig bortforklaring, hvor de foregiver at dyrke neutrale følelser overfor andres lykke. I visse kulturer anses det for et tegn på succes, at folk bliver misundelige på ens egen fremgang, profit, sejr og lykke. Men den danske Jantelov anerkender ikke misundelse som 'gyldig' social reaktion,
       undtagen ved utroskab i et ægteskab.
 2)  Der er også en anden dimension til mudita.
       Nemlig at dele din egen glæde, succes og lykke med alle andre. Det er ligeså udfordrende. Erotisk lykke er for eksempel normalt en ret privat oplevelse, som du kun deler med din erotiske partner. Men du kan jo ikke undgå at udstråle en sådan lykke, så skam dig ikke, men del den gladeligt, selvom du ikke har til hensigt at gå i seng med hvem som helst. Mudita betyder ikke at dele sex med alverden, men at dele glæde og lykke. Samt at ønske en sådan glad tilstand for alle sansende væsner som noget de kan deltage i og opleve i deres eget liv. Hvor mudita blot er et springbræt for den enkelte til at erkende sit eget  sinds  egentlige eller  essentielle  glade, åbne, fordomsfrie og lykkelige Buddhanatur, som helt naturligt og spontant ikke forhindrer lykken i at spredes allevegne. Så denne anden dimension består også i at undlade at ringeagte andre; undlade at dyrke modvilje og afstandtagen; kort sagt undlade ethvert slags ondsind mod andre. Så mudita er også at give andre rum eller plads til deres egen udfoldelse uden indblanding, fordom eller emotionel bremse. Der er jo altid noget ubegrænset i Bodhicitta og en hensynsløs åbenhed, som næsten gør ondt i al sin godhed.
 Den sympatiske glæde, mudita, overvinder således sindets instinktive reaktions mønstre, skt.: caitasikas, ved i stedet at opbygge sunde, skt.: kushala, reaktioner, som man træner ved anvendt etik, meditativ fordybelse, skt.: samadhi, og de to samlinger (af dyder eller godhed og  vished). På denne måde vænnes man til at holde sit sind og hjerte åbent, fordomsfrit og deltagende. Det er der intet trættende ved. Det er kun trættende, når man instinktivt tillader ophobning af misundelse bag en social facade eller maske. Så mudita er også en træning i at droppe masken. Det vil sige i enkelthed, direkte relation til andre, afslapning og kærlighed, skt.: maitri. Så ikke alene får andre lov til at nyde deres lykke i fred og med din positive deltagelse; du får også lov til at forblive i en tilstand af fred i din egen virkelighed uden at skulle besværes af negative lidenskabelige følelser og opbygning af usund karma. Så samlet set bliver alting lettere i livet med opdyrkning af mudita, både for dig selv og alle andre. Således er mudita også en begyndelse på at bevirke de to slags gavn.
 Hvordan praktiserer man det så? De fleste anbefaler at begynde i det små. Hvad kan du tilkende din fjende af fornøjelser? Glæden ved duften af en blomst, måske? Så begynd med at ønske for din fjende, at fjenden får lejlighed til at nyde duften af blomster. Det kan du udvidde, når du føler dig rede til det.
 Læs også artiklen:  De 6 fuldstændige færdigheder.
Læs videre under: 4 Brahma viharas - eller - 4 grænseløse.

  Mudra  (skt.):

 tib.: tjakgya  [phyag rgya], betyder et segl  og en forseglning.  Som hovedregel er det  erkendelsen  af  Buddhanaturen, som forsegles i nu’et eller det  bevidste øjeblik. Sådan set er forudsætningen for  mudra således, at du har en sådan erkendelse.
Billedet viser ‘en instruks mudra’ fra forsiden på Trungpa Rinpotje’s bog ‘Mudra.’ Den højre hånd viser ‘Dharmahjulet’ - den venstre ‘livshjulet.’
Indenfor  Tantra leger man sig imidlertid til erkendelsen, så du kan på den måde godt udføre  mudra, selvom du er en uvidende stakkel. Man kan oven i købet sige, at mudra netop er designet til uvidende stakler som os. At der bruges mudra ved Tantra betyder: ved  Yidam  sadhana. Der er flere
       betydninger af mudra:
 1)  Symbolske sprog eller udtryk med kroppen
       ved dans og fagter med hele kroppen eller blot hænderne, hvor især fingertegn og hændernes bevægelser symbolsk fortæller handlingen i Tantra ritualer, hvortil der altid hører mangfoldige  mudra’er, som nogle gange udføres med rituelle genstande i hænderne for eksempel med  vadjra  og  gantha. Ved disse dansende  mudra’er  nedbrydes den illusoriske konventionelle virkelighed og  sindets  egen egentlige virkelighed  forsegles  i  bevidsthedens øjeblik  hos ritual-udøveren  (sadaka)  på samme måde som med  mantra. Så  mudra i denne betydning understøtter opmærksomhedens fokus  (koncentration)  i Tantra sadhana.  Denne  mudra dans med hænderne beskriver for eksempel de forskellige typer ofringer, som gives under ritualet. Så der er en  mudra for at vaske  Buddha'ens fødder, for at give Buddha'en drikkevand, en krans af friske blomster om halsen, en invitation til at træde indenfor ved at røgelse brændes og holdes foran vores gæst, mens vi går indenfor i  Mandala'en. Og så videre. Der er en  mudra for hver handling og begivenhed i ritualet. Mange  mudra'er er besværlige at udføre, men det ser meget yndefuldt ud, når det gøres rigtigt. Men altså: mudra understøtter fokus eller koncentrationen. Finger dans og håndbevægelser betyder ikke noget i sig selv. Mudra på denne måde kan sammenlignes med tegnsprog.
  Man kan også sige, at  mudra holder hænderne beskæftiget under denne type meditation, mens  sindet er travlt beskæftiget med  visualisering,  mantra,
       Bodhicitta og fokus på Mandala'ens felt.
 2)  Hver af de 4  Tantra klasser  kan udføres som
       forskellige  mudra’er i betydningen på flere måder, som hver især således forsegler forbindelsen med Buddhanaturen ligesom ved punkt et, men på hver sin særlige måde. Der er tre og / eller fire
       inddelinger:
A)  ved handling,  karma-mudra: Tantra erotik med fysisk ledsager; tib.: læ dji tjag dja  [las kyi phyag rgya]. Dette er en vanskelig kunst, fordi muligheden for udvikling af stor  tilknytning til sin partner er meget oplagt, selvom sigtet med denne mudra er at opgive tilknytning og  identifikation  med  oplevelsen. Alligevel kan denne metode anvendes, netop når problemet er tilknytning til erotik, men det kræver altså en stor indsats af sin vilje  (cetana)  at udføre
       dette dygtigt, rigtigt og  gavnligt.
B)  ved forståelse,  djñana-mudra: med  visualiseret  ledsager; tib.: yeshe dji tjag dja  [ye shes kyi phyag rgya]. Denne metode betegnes også som: dharma-mudra; tib.: tjø dji tjag dja  [chos kyi phyag rgya]. Denne metode er knap så udfordrende som karmamudra, men mudra'en starter ligesom karmamudra med dualitet, som først overvindes i den fuldendende fase af Tantra sadhana  (utpannakrama).
  Begge disse to mudras anses af mange for uegnede metoder, fordi de er for krævende, og mulighederne for fejl er for store.
  (Udtrykket ’djñana’ hentyder til  betydning nummer 2  af ordet, det vil sige forståelse generelt - og altså ikke ’intuitiv  vished’ i denne sammenhæng. Der hentydes til Yidam sadhana, hvor Yidam'men er den  visionære  repræsentation af intuitiv vished. Så denne mudra eller metode er ikke at ’anvende vished’ - men at forstå meningen med Yidam sadhana. Meningen er at opgive tilknytning og identifikation med sine oplevelser og derved opdage og nyde gavn af sin intuitive vished, som ellers er skjult  (af  de tre slør). Som metode gøres dette ved tilknytning og identifikation med Yidam'men, som per definition er fri for tilknytning og identifikation med oplevelserne. Så tilknytning og identifikation overstås ved hjælp af tilknytning og identifikation. Det får den intuitive vished til at vise sig ind imellem, men det er altså ikke en direkte tilgang til intuitiv vished.
  Læs  Edward Hennings artikel  om det flertydige ord:
       djñana, det at forstå.)
C)  ved forbindelse,  samaya-mudra; tib.: damtsig dji tjag dja  [dam tshig kyi phyag rgya]. Denne metode defineres dels som fuldstændig identitet med Yidam'men  (’at påtage sig Yidam's stolthed’)  og / eller
       fuldstændig manifestation af Bodhicitta.
D)  ved samtidighed  (sahadja),  maha-mudra: uden ledsager eller anden  meditations støtte; tib.: tjag dja tjenpo  [phyag rgya chen po]. Sindet mediterer direkte på sig selv. Så  mahamudra  er egentlig den rette betegnelse på ’Resultat fartøjet’ - som ellers er en generel betegnelse for Tantra. Dualismen  overvindes øjeblikkeligt med denne metode, når den udfres korrekt, fordi fokus er på Buddhanaturens
       samtidighed  (sahadja)  med enhver oplevelse.
A - D)   I  Kalachakra Tantra  tælles kun tre mudras, nemlig punkt A, B og D. Saraha  tæller fire, men bytter om på punkt C og D; sandsynligvis fordi Bodhicitta er det egentlige resultat i og med, at det er en  Buddha's  normale sindstilstand. Ellers præsenteres de forskellige mudras som her beskrevet og i samme rækkefølge fra A til D.
  Bemærk venligst, at Tantra er en øvelse, så det er brugen af mudras også. Man opnår ikke direkte og
       med det samme det ønskede resultat.
 3)  Den kvindelige deltager i Tantra erotik
       kaldes  Mudra’en.
 4)  Mudra, en bog af Chögyam Trungpa,
        (Shambhala Publications, Boston 1972 - ISBN 0-87773-051-2.)  Trungpa Rinpotje kalder sin bog for et ’Vajra statement.’ Bogen er en digt samling samt et par oversatte digte fra Jigme Lingpa og Patrul Rinpotje i kategorien  essens instruktioner.
  Læs også om  anskuelses  - og meditations-systemet:  Mahamudra. Det er noget andet end  mudra  klassificeringen i Tantra punkt 2-D.

  Mula-sarvastivada  (skt.):

 en  Hinayana  skole, som er en parallel til  Sarvastivada  traditionen. Tib.: zitham tjæ yøpar mawa [gZhi thams-cad yod-par smra-ba]. ’Mula’ betyder ’rod,’ så navnet er et forsøg på at vise traditionens ægthed og forskel fra Sarvastivada. Tilsyneladende opstod  Mulasarvastivada i byen Mathura, som ligger i en i Oldtiden betragtelig afstand fra  Buddhadharma’s kerneland i  Maghadha. Måske udviklede  Sangha’en i Mathura stille og roligt deres  Sutra samling over meget lang tid uden at deltage i diverse splittelser af Sangha’en i Magadha. Dette kunne være årsagen til den meget store Vinaya Sutra fra  Mualasarvastivada. I så fald er denne tradition meget oprindelig og uforfalsket. Senere spreder denne tradition sig til hele Ganges sletten, mens Sarvastivada koncentrerer sig i Kashmir og  Gandhara, hvor de udvikler  Vaibhashika.  Taiwan Bhikkhu Sujato fra  Theravada traditionen mener, at  Mulasarvastivada fokuserede på  Sautrantika anskuelsen.
 Da  Mahayana dukker op omkring år nul, overtager  Pradjñaparamita anskuelsen og  Mulasarvastivada bliver først og fremmest en Vinaya tradition.
   Mulasarvastivada’s Vinaya  følges af praktisk taget alle   Buddhadharma  skoler i det nordlige Asien, mens man i Syd og Sydøst følger Theravada. I Østasien følger man  Dharmaguptaka’s  Vinaya.  Mulasarvastivada Vinaya  er meget omfattende sammenlignet med de øvrige 17 traditioner fra Oldtiden. 
 Transmissionen stammer fra  Rahula, Buddha Sakyamuni’s søn. Ved det første  Buddhadharma koncil var det ellers Upali, som reciterede Vinaya for første gang, men herefter har Rahula muligvis gjort det samme i Mathura. Ellers er det lidt svært at forstå, hvorfor Rahula skulle spille en sådan rolle, som traditionen tillægger ham.
 Du bedes bemærke, at  Mulasarvastivada både som  Vinaya  og  Abhidharma er af  Hinayana klassen. Det har aldrig voldt problemer for de mange  Mahayana  traditioner, som inkorporerede  Mulasarvastivada.  Faktisk giver  Mahayana  ikke mening uden  Hinayana, og Hinayana alene mangler dybest set  Mahayana, eller i hvert fald  pradjñaparamita.  Denne skelnen skyldes, at der fokuseres på forskellige emner. Essensen af Hinayana er Selvets illusion, skt.:  anatman, og ikke-vold, skt.:  ahimsa,  mens  Mahayana’s er  Bodhicitta og læren om tomhedsnaturen ved alle fænomener, skt.:  sunyata.
 Bemærk også, at  Mulasarvastivada er en  sanskrit tradition ligesom Dharmaguptaka, i modsætning til Theravada som anvender sproget pali. Både sanskrit og pali er i dag såkaldte ’døde’ sprog, fordi kun de lærde forstår disse sprog, mens den levende sprogbrug for længst er ophørt blandt folk i Indien.
 Læs også om:  Vinaya.

  Mula-vidjñana   (skt.):

 - se under:  vidjñana.

  Multiverset:

 se under:  kosmologi.

  Mundtlige transmission:

  1)  en fortolkning af ordet  Kadjy. I en anden
       fortolkning står 'kadjy' for en forkortelse af udtrykket: 'de 4 hemmelige transmissioner' - nemlig arven fra  Tilopa.
  2)  måden hvorpå ægte transmission foregår.
             Se også under:  transmission.

  Munk:

 se under:  bhikshu; og under:  sramana; samt under: sramanera.

  Myrobalam:

 skt.: haritaki; tib.: arura; latin: Terminalia chebula, den ligner en oliven frugt og er fuld af vitaminer, sjældne aminosyrer, sporstoffer og antioksidanter. Se under:  ayurveda.

  Mønlam  (tib.):

 betyder 'gode ønsker'  underforstået  'for andre', og er også betegnelsen for en type  Mahayana   bønner, kaldet 'ønskebønner', som typisk afslutter et  Pudja  ritual eller en  sadhana. Det er den sympatiske glæde, skt.:  mudita, som man manifesterer med  mønlam bønner ved at  tilegne   gavnen  ved sadhana’en, som man lige har udført, til alle  sansende væsners  befrielse, i stedet for at beholde denne gavn for kun sig selv. Ved at benytte sig af bøn, som handler om de to slags gavn, bliver holdningen til både  en vane og et handlings mønster. Derfor anses recitation af  Samanthabhadra’s  mønlam,  kongen af ønskebønner, som særdeles gavnlig.  Karmapa Thaye Dordje’s hjemmeside skriver om  Kadjy  Mønlam traditionen:
 “Det tibetanske ord 'mønlam' kan oversættes med 'bestræbe vejen.' Mange sådanne hensigts bønner reciteres under Kadjy Mønlam. Hovedbønnen kendes som Konge Ønskebønnen eller Samantrabhadra's Ønskebøn. Den stammer fra en stor  Sutra samling, som er bevaret i  Kandjur (den ene store buddhistiske bog samling  i Tibet, som både består af   Vinaya, Sutra  og  Tantra - den anden bog samling er  Tendjur, som både består af  Shastras og  Abhidharma).”
 “Konge Ønskebønnen drejer sig om det yderst medmenneske-venlige ønske om at opnå befrielse og  oplysning  for at kunne hjælpe alle andre  sansende væsner til også at opnå befrielsen. Når hele forsamlingen af Kadjy Mønlam deltagere reciterer bønnen sammen, bliver bønnens kraft mangedobblet. Så denne handling i bøn vil bidrage til udviklingen af velfærd og spiritualitet hos alle sansende væsner og bidrage til, at de kan nå Oplysningen.”
 Man kunne tilføje, at denne hensigt og bestræbelse på at virkeliggøre   Bodhicitta, vil mangedoble din egen samling af dyder, skt.  punya, og denne samling vil sammen med samlingen af  erfaring fra din egen  indsigt, skt.  pradjña, føre til din egen  befrielse og  oplysning.  Så mens du udøver og bevirker umådelig  gavn for andre, får du selv umådelig gavn ved din egen medfødte  Buddhanatur, som du ikke kan undgå at  genkende i en sådan sammenhæng af opdagelse, erkendelse og storartet Bodhicitta  hensigt. Det kaldes for de to slags gavn – gavn for selv og andre.
 Karmapa Thaye Dordje skrev på sit netsted den 11. januar 2019:
 "Vi bør virkelig glæde os over og værdsætte, at det er på grund af vores egen fortjeneste  [punya], vores egen sved, vores egen styrke og mod, at vi har alle disse muligheder her og nu. Vi bør også værdsætte de uendelige ønsker, som alle  Buddha'erne og alle Bodhisatva'erne fra både fortid og nutid har lavet, fordi det virkelig er på grund af deres ønsker, på grund af deres hensigt, at vores anstrengelser har virkning. Så disse to vidunderlige betingelser har fundet sammen. Det er resultatet for os. Det er derfor, vi alle er nået hertil."
 Så det er en ting, at vi ved egen kraft og overbevisning opbygger ønsker og hensigter om udvikling eller opdagelse af Bodhicitta samt om at gavne andre på mange måder. Det er en anden ting, at alle Buddha’er og Bodhisatva’er lige siden altid har gjort det samme, men med den større kraft, som kommer fra deres befrielse og oplysning. Når alle disse ønsker og hensigter lægges sammen og øges ved alle de andre mennesker, som også praktiserer på denne måde uden dog endnu at være nået til  bhumi’erne, så er virkningen ganske stærk, selvom vi blot taler om bøn, ønsker og hensigt. Og selvom den  almindelige  karma trækker i en anden retning.
 Den 17. Karmapa Thaye Dordje skrev på Facebook om  mønlam  den 1. november 2019:
 "Som mad giver næring på et fysisk plan, tilsvarende høster vi nærende gavn fra  [de  to samlinger af]  dyder  [skt.:  punya] og  visdom [skt.:  pradjña] ved at lave  bøn  om  [Bodhicitta]  hensigt. Ud fra en buddhistisk synsvinkel er dyder og visdom den vigtigste næring for udvikling af sin bevidsthed  [om Bodhicitta]. Og ved at forene disse samlinger af bøn om hensigt, samler vi enormt omfang af dyder og visdom. Følgende hjælper dyder og visdom med at udvikle vores  sind på den mest gavnlige måde og hjælper det med at udfolde sig  [efter hensigten]. Og fordi vi udøver disse hensigter på samme måde som alle  Buddha'er  og  Bodhisatva'er har gjort, gør og vil gøre, bliver vi bragt i stand til at udøve tidsløse ønsker, hvilket betyder, at deres resultater bliver uudtømmelige  [ligesom et stort hav]."
 (Bemærk, at jeg normalt oversætter pradjña med klarhedens vished - og ikke 'visdom' - mens ordet visdom er brugt i dette citat. Det skyldes Karmapas engelske. Udtrykket visdom for pradjña er imidlertid misvisende, men denne oversættelse er ikke desto mindre den mest almindelige i vore dage. Det er vel derfor, at Karmapa bruger den.)
 Karmapa Thaye Dordje skrev om tilegnelse den 13. august 2018 på hans netsted:
“Lige så snart vi er kommet i gang med en særdeles god og stabil [praksis med]  ønsker og tilegnelse  [mønlam], så vil hver eneste handling og hver eneste tanke, som vi samler på, blive til noget positivt  [gavnligt]  og en praksis [sadhana]. Ligegyldigt om vi går omkring, taler sammen, sidder ned eller sover  - vil alt blive glædeligt og alting præget af dyder  [punyas]. Derfor er det vigtigt, at kende til at lave  [gode]  ønsker og vide, hvordan man tilegner  [sine egne kvaliteter og  erfaringer til alle andres  befrielse  og  oplysning].”